Hvad var godt, og hvad kunne have været bedre? – Hjælpen efter tabet af Viktor

– Hjælpen efter tabet af Viktor

Fagprofessionel hjælp efter at have mistet et spædbarn er af afgørende betydning. Det er af stor værdi at blive mødt med omsorg og forståelse. ”Selvfølgelig,” tænker de fleste, men sker det så også altid i praksis? Får vi altid lige tænkt os godt nok om og forberedt os godt nok på lektien, inden vi skal møde de sorgfyldte forældre til et dødt barn? I denne artikel vil jeg fortælle om de tiltag, der gav rigtig god støtte og de tiltag, som ikke var gode for mig, da jeg mistede. Alle sorgprocesser er individuelle. Så hvad der var godt for mig, bliver aldrig en facitliste i forhold til, hvad en anden forælder, der mister sit barn, har behov for.

Giv dig tid – det kan være givet godt ud!

Da vi efter opholdet på sygehuset vendte næsen hjemad, ventede der os en besked på telefonsvareren. Det var sundhedsplejersken fra kommunen – ”Tillykke med jeres lille dreng. Jeg ringer for at aftale jeres første besøg med sundhedsplejersken.” Ja, hvordan skulle vi reagere på den besked? Vi blev egentlig ikke mere kede af det, for vi kunne jo ikke blive mere kede af det, end vi var. Dog syntes vi måske, at det kunne have været på sin plads, hvis sundhedsplejersken havde givet sig selv god tid til at læse vores papirer, så hun var helt med på, at vores lille Viktor var død, inden hun ringede til os.

Kort tid efter ringede hun igen. Nu havde hun fået læst journalen ordentligt og undskyldte mange gange for fejlen. Vi fik tilbudt et besøg alligevel, hvilket vi tog imod. Det var en god, stille og rolig samtale. Hun henviste os til Familiehuset i kommunen, hvor vi ville kunne finde god støtte af familieterapeuterne. Jeg var af den holdning, at vi skulle tage imod al den hjælp, vi overhovedet kunne få, så derfor kontaktede jeg Familiehuset. Det var dog en kort fornøjelse. Jeg fortalte min historie til familieterapeuten og blev så mødt med, at han kaldte Viktor for en abort! Det kunne jeg simpelthen ikke forlige mig med – det var ikke en abort. Det var en dødfødsel fem dage over terminsdatoen. Den manglende forståelse i ordet ’abort’ fik mig til at bakke fuldstændig, og min iver efter at få støtte og hjælp ved Familiehuset stoppede her.

Sorggruppen

Vi fik meget hurtigt via hospitalet tilbud om en sorggruppe for forældre, der mister i løbet af graviditeten eller i forbindelse med fødslen. Vi tog imod. Først var vi til en samtale med sorggruppelederen, hvor vi blev forberedt på, hvad det var for et tilbud, og hvor mange andre forældre der også var med. Vi var fem par i alt. Første møde i sorggruppen var meget følelsesladet. Allerede, da jeg trådte ind i rummet, begyndte tårerne at løbe ned ad kinderne. Bare det at vide, at de andre i rummet havde været igennem det samme som mig, var fuldstændig overvældende.

Der var tre sorggruppeledere – en socialrådgiver, en jordemoder og en fysioterapeut. Et møde bestod dels af samtale rundt om bordet og dels fysiske og mentale øvelser i en træningssal. Vi var afsted syv gange. Det, at møde andre i samme situation og kunne spejle sig i hinandens historier og erfaringer, var virkelig guld værd. Vi gik fra ensomhed til gensidig respekt og forståelse i sorggruppen. Det var det bedste tilbud overhovedet. I dag 11 år senere mødes vi piger fra sorggruppen stadig.

Landsforeningen Spædbarnsdød

Da vi forlod sygehuset, fik vi brochurer med om Landsforeningen Spædbarnsdød. Ud fra deres pjecer og hjemmeside var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle tage kontakt. Så knap et par uger efter, jeg havde mistet, tog jeg kontakt til Landsforeningen Spædbarnsdød. Jeg havde et par samtaler med en rådgiver fra deres sekretariat. Jeg kunne mærke forståelse og respekt hos denne rådgiver, som også selv tidligere havde mistet. Hurtigt blev jeg sat i forbindelse med en kontaktperson, der blev matchet med mig i forhold til vores tabshistorier – det skal helst ligne så meget som muligt for at øge graden af spejling hos den sorgramte. Jeg havde min kontaktperson i lidt over et år. Så længe varer forløbene normalt ikke, men fordi jeg hurtigt blev gravid igen, opstod der en særlig situation, hvor jeg kunne bibeholde min kontaktperson, indtil mit efterfølgende barn var blevet født. Det var et fantastisk supplement til sorggruppen på sygehuset.

Af andre tilbud i Landsforeningens regi tog vi imod åbent hus-arrangementer om aftenen, sorgseminar hen over en weekend og en forældregruppe. Forældregruppen fik vi dog først tilbudt, da jeg var langt henne i graviditeten med mit efterfølgende barn. De andre i gruppen havde næsten lige mistet.

Derfor stoppede vi ret hurtigt – vi var for langt fra hinanden i forhold til sorgprocessen.

Egne initiativer

Jeg valgte ret hurtigt efter tabet af Viktor at tage rundt til alle de steder, jeg havde været i løbet af graviditeten, fordi jeg vidste, at jeg jo nok ville komme der igen med en ny graviditet. Derfor besøgte jeg min jordemoder, fødeafdelingen og den gynækologiske afdeling, hvor vi var indlagt efter at have mistet.

Jeg havde en gave med til min jordemoder og chokolade til afdelingerne på sygehuset. Jeg følte, at jeg skyldte en stor tak for rigtig god behandling. Samtidig var det psykisk enormt godt for mig at lade mig konfrontere med alle personalerne, afdelingerne, lugtene og lydene. For når jeg skulle derud næste gang, skulle det gerne være en god oplevelse i forbindelse med en ny graviditet uden for mange ubehagelige flashbacks. Den eneste person, jeg ikke havde lyst til at møde, var den læge, der havde konstateret Viktor død. Jeg så hende dog lige stryge forbi, men det var ok – jeg ville bare ikke tale med hende.

Det var jo ikke hendes skyld, men det ville alligevel komme for tæt på.

Jeg valgte også at konsultere en psykolog, men det var for mig spild af tid, kræfter og penge. Jeg var afsted to gange, hvor psykologen til sidst sagde: ”Jeg kan ikke hjælpe dig mere – du gør allerede selv alt det, jeg vil foreslå dig.” Jeg satte pris på hendes ærlighed, og samtidig følte jeg mig fortabt. Det er sindssygt hårdt arbejde at bearbejde en sorg så dyb og stor. Men psykologens afvisning var jo blot en indikation på, at sorgprocessen trods alt forløb uden komplikationer.

Jeg besøgte kirkegården rigtig meget. Passede gravstedet med al den kærlighed, jeg kunne give min søns lille have, det var den måde, hvorpå jeg kunne vise ham kærlighed – al min hjemløse kærlighed blev kanaliseret over på dels Viktors storesøster og dels gravstedet. Jeg samlede mindeting, fik lavet en stregtegning af Viktor og lavede en scrapbog. Derudover skrev jeg også en del om og til Viktor. Jeg skrev beretninger til eget brug, til kirkebladet og til Landsforeningen Spædbarnsdød. I dag skriver jeg fortsat artikler, holder foredrag, har en sorgvejlederuddannelse og hjælper andre i sorg – både som frivillig og i min egen virksomhed. Derudover er jeg i gang med at læse til psykoterapeut.

Et skridt, jeg nok aldrig havde taget, hvis det ikke var for Viktor, der trods sit korte liv i min mave, har givet mig så meget lærdom om livet, som jeg vil tage med mig i resten af mit liv.

Jeg håber, at du som læser af denne artikel har fundet inspiration til, hvad der er vigtigt for dig som fagprofessionel at være opmærksom på i forbindelse med forældre, der mister et barn, og hvad der kan være vigtige og hjælpsomme tiltag for den enkelte forælder – selvfølgelig med respekt for individuelle behov.