Sundhedsplejersken er et vigtigt led i arbejdet med børn og unges mentale helbred

Børn og unges mentale helbred har fået det værre de seneste 20-30 år, slår en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fast. Der er behov for en markant stærkere indsats på området, og sundhedsplejerskerne spiller en afgørende rolle i den sammenhæng.

Stadig flere børn og unge har mentale helbredsproblemer, det medfører højt skolefravær, ondt i maven eller hovedet, gør dem irritable, nervøse og stressede eller trætte, fordi de ikke sover hverken godt eller tilstrækkeligt. Desuden ser det ud til, at der er færre børn og unge, som oplever at have høj livstilfredshed. Og en del oplever at have lav, social trivsel og lav, social kompetence.

I den anden ende af spektret ser vi store stigninger i forekomsten af visse psykiatriske diagnoser hos børn og unge som f.eks. angst, depression, ADHD og autisme.

Den nedslående status på børn og unges mentale helbred stammer fra en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse ’Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år,’ og arbejdsgruppen bag rapporten slår en tyk streg under behovet for at sætte markant stærkere ind for at få vendt kurverne.

”Her spiller sundhedsplejerskerne ude på skolerne en vigtig rolle,” forklarer Carsten Obel, næstformand i arbejdsgruppen og professor i børn og unges mentale sundhed ved Aarhus Universitet:

– Når vi ser på hele kæden fra fremme af mental sundhed og forebyggelse af mentale helbredsproblemer til opsporing og henvisning af unge med problemer og videre til evaluering og opfølgning på indsatser, så ser vi mange steder et usammenhængende, usystematisk og fragmenteret billede.

– Her er skolesundhedsplejersken den tovholder, der kan sikre kontinuiteten fra den løbende sundhedsfremme i forbindelse med rutineundersøgelser og sundhedsdannelse til at opspore børn med begyndende problemer. Ligesom han eller hun kan være med til at skabe sammenhæng og følge op på, om indsatser virker eller om der skal andet eller mere til. Skolesundhedsplejersken er den mest oplagte, gennemgående figur, fordi man i den funktion arbejder under sundhedsloven. Dermed har skolesundhedsplejersken retten til at samle oplysninger igennem forløbet, udover tavshedspligt – og kan derfor skabe den fortrolighed og tryghed, som er helt central.

National strategi for børn og unges mentale helbred

Arbejdsgruppen anbefaler i rapporten, at man fra nationalt hold vedtager en strategi for børn og unges mentale helbred:

– ”Det handler grundlæggende om at etablere en samarbejdsplatform på tværs af kommuner, som løbende sikrer en ensartet høj kvalitet til gavn for alle gennem hele kæden. Det kan kun gå for langsomt med at sætte det i værk. For alle børn og unge har ret til gode rammer for at udfolde deres potentiale og få gode liv,” forklarer Carsten Obel.

Overordnet er formålet med en sådan national strategi at sikre:

• at alle indsatser, der sættes i søen, baserer sig på viden om effekten
• at der skabes langt bedre koordinering af indsatser og tilbud på nationalt niveau
• at alle indsatser evalueres løbende, så vi hele tiden bliver klogere på, hvad der virker for hvem
• at fagprofessionelle på alle niveauer opkvalificeres til at kunne løse opgaven
• at der investeres langt mere i forskning og udvikling på området

Forebyggelse og tidlig indsats

Arbejdet med at fremme mental sundhed hos børn og unge og forebygge mentale helbredsproblemer ligger naturligt i de arenaer, hvor børn og unge færdes i dagligdagen. Det vil bl.a. sige i skolen, og en stor del af opgaven ligger, ud over hos lærere og pædagoger, naturligt hos skolesundhedsplejersken:

– ”Mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom udvikler sig ikke fra den ene dag til den anden. Psykisk sygdom er ofte resultatet af en kaskade af udfordringer, som udvikler sig over længere tid,” forklarer Carsten Obel.

– Men der vil næsten altid være tydelige tegn på, at det går den forkerte vej, især hvis man er opmærksom på ændringer i den daglige adfærd.

Det er vigtigt at være opmærksom på f.eks. skolefravær, og hvis barnet trækker sig socialt. Her bør man ret tidligt bruge tid på at få et indtryk af, hvad der mere præcist belaster det enkelte barn.

Ellers kan man nemt komme ind i en negativ spiral, hvor barnet eller den unge falder ud af det sociale fællesskab. Dermed kan barnet eller den unge blive ramt af isolation, angst og ensomhed, hvilket kan føre til selvskade og selvmedicinering samt en grad af mistrivsel, der påvirker hverdagen så meget, at der bliver tale om egentlig psykisk sygdom:

– Det er derfor vigtigt at sætte ind tidligt i forløbet og gøre det tæt på barnets hverdag. Det kræver en fælles forståelse og klar rollefordeling mellem de fagpersoner, der arbejder på området at sikre den rette indsats til rette barn på rette tid. Hvis vi prioriterer en sammenhængende forebyggelsesindsats, kan vi i mange tilfælde forebygge psykisk sygdom.

”Men det kræver, at lærere og pædagoger har et tæt samarbejde med sundhedsplejersken ved mistanke om mistrivsel. For at sikre, at de ’stille’ tilfælde af mistrivsel opdages, er det ligeledes vigtigt, at der rutinemæssigt og løbende kan tages temperaturen på, hvordan alle i klassen har det,” tilføjer Carsten Obel.

Klædt på til opgaven

Rapporten foreslår en opkvalificering af flere faggrupper bl.a. skolesundhedsplejen. En opkvalificering skal medvirke til, at skolesundhedsplejersken bliver bedre klædt på til at varetage opgaven med at støtte børn og unge, der viser tegn på mentale helbredsproblemer og begyndende psykisk sygdom.

”For at kunne fungere som tovholder og sikre, at børn og unge får de rette værktøjer til at leve fysisk og mentalt sundt, skal rollen defineres tydeligt, herunder samarbejdsfladerne med familien, lærere og pædagoger og som koordinerende i forhold til socialrådgiver, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og egen læge,” siger Carsten Obel.

Hvis sundhedsplejersken skal kunne spille rollen, som den, der kan vurdere børn og unges psykiske udvikling, støtte deres mentale sundhedsdannelse, robusthed og opspore begyndende mistrivsel, er der behov for at sikre videreuddannelse, og at der prioriteres i tilknytning til uddannelses- og forskningsmiljøer, som kan sikre, at et højt kompetenceniveau opretholdes i alle kommuner.

”Det er endvidere en væsentlig forudsætning, at alle grupper af fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge, opgraderes på dette område, så alle faggrupper tager udgangspunkt i State of Art viden,” pointerer Carsten Obel.

Teknologi og metoder

Men uddannelse og opkvalificering gør det ikke alene. Hvis sundhedsplejersken skal kunne identificere og opspore tidlige tegn på mistrivsel hos børn og unge i skolen, skal metode og teknologi være på plads.

”Aktuelt er det bedste bud på en platform til systematisk monitorering af barnets eller den unges mentale helbred ’BørnUngeLiv,’ som anvendes af 70 kommuner og er udviklet over de sidste mere end 10 år i et samarbejde mellem forskningsinstitutioner og deltagerkommuner,” forklarer Carsten Obel.

Kommunerne har her bl.a. adgang til SDQ, Strengths and Difficulties Questionnaire, som i forhold til håndtering af mistrivsel er det bedste måleinstrument, vi kender. Det kan anvendes på tværs af sektorer og kan give et godt udgangspunkt for at forstå, hvad der stresser barnet eller den unge. Ligeledes kan det bruges til monitorering af, om indsatserne virker.

Carsten Obel understreger i denne sammenhæng, at der også er behov for at udvikle nye fælles mål og parametre, vi fremover vil måle børn og unges mentale sundhed på.

”Rapporten har som noget nyt taget både indikatorer for positive og negative aspekter af mental sundhed med. Det er vigtigt, at vi udvikler fælles mål for mental sundhed, som ikke alene baseres på én kilde, og som giver den bedste 360 graders forståelse ud fra barnets perspektiv. Men det kræver, at der på alle niveauer samarbejdes på tværs af sektorer, og at området prioriteres politisk,” slutter han af.