Rådgivning om genoptagelse af intimitet efter en fødsel sundhedspleje?

En bekendt fortalte mig i sommers om sin sundhedsplejerske, som hun havde for 30 år siden. Denne sundhedsplejerske medbragte to skemaer til de nybagte forældre. Et til udfyldelse af tidspunkter for amning og et til udfyldelse af, hvornår man som par var intime med hinanden. Hun forlod deres hjem med denne replik: ”Jeg ser gerne, at begge skemaer er blevet skrevet på til næste gang, jeg kommer på besøg…”

På den måde fik hun fortalt forældrene, at det var vigtigt, at de som par huskede at få genoptaget deres samliv. Man kan måske næppe kalde det rådgivning – men dog trods alt en indikering af, at det er vigtigt at have en opmærksomhed på emnet. Denne sundhedsplejerske var klar over, hvor vigtigt det var at styrke båndene mellem forældrene, selvom hun ikke gik nærmere ind i samtalen med parret.

Hvordan ser rådgivningen så ud i dag – årtier senere? Meget blandet – alt efter, hvem man som fagperson er. Der er ingen retningslinjer for denne type rådgivning, og det er meget op til den enkelte sundhedsplejerske om, hvordan hun vil tage denne samtale i efterfødselsforløbet.

Det samme gælder i og for sig også jordemødrene i graviditetsforløbet.

Er det fordi, det ikke er så væsentligt? Eller er det fordi, mange synes, det er en svær samtale at have? Er det overhovedet sundhedsplejerskens opgave at have fokus på parrets trivsel, eller er det barnets trivsel, der alene skal have fokus?

I Sundhedsstyrelsens ’Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge’ fra 2012 beskrives sundhedsplejerskernes opgaver i forhold til rådgivning af nye familier om familiedannelse.

Der står bl.a. at: ’Sundhedsplejersken informerer småbørnsforældre om nyere præventionsmidler og udleverer pjecen ’Når 2 bliver til 3,’ hvis denne ikke er udleveret af egen læge. Derudover kan sundhedsplejersken rådgive om seksuelle relationer og mulige problemstillinger efter fødsel’ (2).

Dvs. indtil nu har det været sådan, at sundhedsplejersken KAN tale om emnet. Det har ikke været en del af den ’obligatoriske’ sundhedspleje og rådgivning fra myndighedernes side.

I den nyeste udgave af Sundhedsstyrelsens Forebyggelsespakke for seksuel Sundhed fra 2020 står der nu om ’Rådgivning ved hjemmebesøg efter fødsel.’ ’I forbindelse med de første hjemmebesøg efter fødslen drøfter sundhedsplejersken mulige problemstillinger relateret til sex og samliv efter fødsel og familieforøgelse. Forældre rådgives om brug af præventionsmidler, og pjecen ’Baby på vej – sexlivet før og efter fødsel’ udleveres, hvis den ikke allerede er udleveret af egen læge eller jordemoder.’ (7)

Så Sundhedsstyrelsen er altså stadig ikke særlig tydelige i deres formulering af sundhedsplejerskens opgaver i relation til sex- og samliv, idet sundhedsplejersken ’drøfter mulige problemstillinger’ eller måske kun taler prævention med småbørnsforældrene.

Dette efterlader mulige spørgsmål til dette punkts udførelse.

Hvordan når sundhedsplejersken dette mål i praksis, og hvad skal indholdet af samtalen være? Er sundhedsplejersken ’klædt på’ til denne vurdering af mulige problemstillinger, og mangler der konkrete retningslinjer for denne ’udredning?’

Man ved, at den højeste skilsmisseprocent ligger hos par med børn mellem 0 og 2 år. (5).

’Mere end halvdelen af brud i danske børnefamilier sker i løbet af barnets første seks leveår, og risikoen er størst, når barnet er 1-2 år gammelt.’ (6).

Spørgsmålet er, om der kan være en sammenhæng mellem den høje skilsmisserate og vanskeligheder ved at få det intime liv til at fungere? Kan man som sundhedsplejerske være med til at skabe opmærksomhed og give vejledning i vigtigheden af at italesætte og give råd til, hvordan man som par kommer i gang med det intime liv igen. Og dermed fremme parrets trivsel og dermed familiens trivsel – og måske i sidste ende være med til at forbedre skilsmissestatistikken?

Er det en opgave, som sundhedsplejersken vil tage/tager på sig? Og er det en obligatorisk del af den rådgivning, der gives i dag?

En meta-analyse af 57 studier viste, at 2/3 af de gravide kvinder ikke kunne erindre, at sundhedsprofessionelle havde talt med dem om sexlivet under graviditeten. (4).

Det er ofte tabuiseret, når seksualiteten ikke fungerer. Der kan således være tabu forbundet med at samtale om seksualitet og intimitet både som fagperson og hos forældrene. Mange sundhedsplejersker – og fagpersoner generelt – synes ikke, de er klædt godt nok på til at tage denne snak ved hjemmebesøg (3). Det resulterer ofte i, at der ikke eller kun sparsomt bliver informeret om sexlivet efter fødslen, og hvordan man kommer godt i gang med kærestelivet og det intime liv igen.

Der eksisterer et tovejs-tabu. Man kan som par måske tænke, at når sundhedsplejersken ikke nævner eller spørger ind til intimitet, så er det nok ikke noget, man taler om i dette forum. Sundhedsplejersken kan omvendt tænke, at hvis ikke det er noget, parret nævner, så er der nok ikke et problem.

Et engelsk studie belyser, at to ud af tre par ingen information får af sundhedspersonale, så internationalt har vi formentlig de samme problematikker med mangel på information til nye forældre. (6).

Som sundhedsfaglig kan man opleve, at man mangler de nødvendige kompetencer og redskaber til at italesætte og højne opmærksomheden på, hvor vigtigt det er at pleje familiens kerne, nemlig forældrene. Dette gælder både egen læge, jordemoderen og sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken har dog en unik indfaldsvinkel til samtalen om intimitet, da hun er den eneste fagperson, der kommer i hjemmet efter en fødsel.

Seksualiteten ændrer sig, når man har fået et barn, og man skal til at genfinde hinanden på en ny måde. Mange har svært ved at vægte kærestelivet, som efter min mening er fundamentet for en velfungerende familie. I for mange tilfælde ender parret med at gå fra hinanden og splitte familien op. At få et barn betyder ændrede seksuelle relationer for mange par. En tredjedel af nye forældre oplever forbigående eller længerevarende seksuelle problemer i forbindelse med genoptagelse af sexlivet efter fødslen (2).

Som vi ved, kan udfordringerne dels skyldes de oftest forbigående fysiologiske forandringer efter en fødsel med nedsat lyst og nedsat lubrikation mm. Derudover kan den enkeltes selvopfattelse kropsmæssigt ændres, og samtidig er der den nye virkelighed med et lille barn, hvor alt går op i det praktiske, amning og mangel på søvn. En kæmpe omvæltning, hvor man går fra at have været kærester i tosomhed til at være familie – i hvert fald første gang man bliver forældre. Flergangsforældre kan også sagtens opleve problemer med at få gang i det intime liv.

Det kan være svært for nogle par at tale om disse ting.

Kommunikation er omdrejningspunktet her – en forventningsafstemning og gensidig respekt og forståelse. Men en ting, mener jeg, at kan slå fast: Det er et fælles ansvar at komme i gang.

Det kan være en kæmpe lettelse, at en fagperson belyser disse ting som værende normale og hjælper dialogen i gang. I regnbuefamilier ses de samme udfordringer som i heteroseksuelle forhold. (6).

Som nybagt familie er man ekstra sårbar, idet omvæltningen fra at være to med fokus på parforholdet ændres til at være en familie med fokus på det lille barn. Man skal gentænke sexlivet og parforholdet og måske sætte struktur på samværet.

Hvad er det egentlig, der er vigtigt at tale om – hvad er seksualitet kontra intimitet? Det handler jo ikke bare om sex, men også om hvordan man husker at være par og kærester. Intimiteten kan være lige så vigtig som det at have decideret sex.

Intimitet og seksualitet er mange ting: Kærtegn, kys, omsorg, en sød sms, ligge tæt osv. Det handler om nærvær og interesse. Det er måske de 10 minutter, man hver dag beslutter sig for at interessere sig for sin partners dag hver aften, inden man går i seng.

I den nye Sexus undersøgelse har man spurgt til forskellige typer af intimitet (f.eks. at kramme, kysse, holde i hånd, udveksle kærtegn og ligge tæt sammen). Det anses i alle aldersgrupper og af begge køn for vigtigt, meget vigtigt eller særdeles vigtigt. (1).

Hvordan kan sundhedsplejersken medvirke til at igangsætte dialogen om genoptagelse af sexlivet efter en fødsel? Hvad skal der informeres om, og hvornår skal emnet tages op?

Der er stor forskel på, hvor længe man som par er om at komme i gang med det intime liv igen. Nogen er i gang hurtigt efter fødslen, og i andre tilfælde kan der gå op til et år.

Det er derfor vigtigt at lave en differentieret rådgivning til det enkelte par, som tager udgangspunkt i, hvor netop de er i deres seksualitet.

’Der er behov for fokuseret, balanceret information, som gerne må omfatte konkrete råd og oplysning om, hvor man kan søge hjælp, hvis der opstår problemer.’ (6).

Jeg har fremstillet en model, som deler parret op i tre trin:

Dialogen startes der, hvor sundhedsplejersken vurderer, at parret befinder sig.

Rådgivningen kan komme ind på forskellige ting lige fra kærlig hverdagsberøring som kys og knus…. til at huske at gå ud at spise med hinanden. At få gang i samtalen om, hvordan man hver især har det – til måske at få spurgt ind til, hvad intimitet er for den enkelte og på den måde hjælpe dialogen i gang.

– Men det vigtigste for sundhedsplejersken er at afkode, hvor parret befinder sig, så hun kan ramme behovet i netop den familie, hun står med. Derefter vil målrettet rådgivning omkring genoptagelse af sex- og samliv efter fødslen kunne være med til at skabe en bedre dialog parret imellem og give dem en form for ’redskabsboks’ med forslag til, hvordan man kommer i gang med sexlivet – alt efter, hvor de er i processen. Herefter kan man bevæge sig videre til næste trin.

Hvad skal der til for, at alle nye familier får mulighed for at tale med sundhedsplejersken om intimitet ved hjemmebesøg – og hvilke kompetencer har sundhedsplejersken brug for?

I disse år tales der meget om lighed i sundhed. Det er et emne, man er meget optagede af lige nu i hele sundhedssektoren. Det er således vigtigt, at der også er lighed i sundhedsplejen, så alle får det samme tilbud. Skal man skabe lighed i sundhedsplejen, bør det ikke være op til den enkelte sundhedsplejerske, om der skal tales om dette emne med forældrene.

Jeg tror, at et fagligt kursus eller foredrag til eksisterende sundhedsplejersker om emnet kan give god inspiration. Måske kan det skabe struktur at lave et skema, som sundhedsplejersken kan holde sig til, ligesom man har ved amning eller ved screening for fødselsdepression. Jeg tror, det kan være vigtigt, at den enkelte sundhedsplejerske finder 2-3 gode sætninger, man har det godt med, så der er en tryg indgang til dialogen. Det kunne f.eks. være: Hvad er intimitet for jer? Hvad kunne du tænke dig fra din partner?

En anden ting, der er utrolig vigtig, er at arbejde med sit eget tabu. Hvad er det, jeg synes, er svært ved at skulle tage samtalen om intimitet med forældrene?

Man kunne helt basalt også se på, om der skal være mere undervisning på Sundhedsplejerske- uddannelsen til de nye sundhedsplejersker om emnet.

Desuden kan sundhedsplejerskens rådgivning til parret hjælpes på vej af, at emnet bliver taget op som eksempelvis et fast foredrag i ’Forældrekurserne’ på efterfødselsforløb. Allerede her vil man bryde tabuet, hvis alle får information og ikke kun de, som føler, de har et ’problem.’. Det vil blive normaliseret at få information om ’intimitet og parforhold efter en fødsel.’ Et emne man ellers kan føle sig ret alene med.

Nogle par ville have fordel af en enkel brochure eller oversigt, som sundhedsplejersken kan have med, med gode råd til parret om, hvordan man kan tilgå samtalen med hinanden og med gode helt konkrete ideer til, hvordan man kommer i gang med det intime liv.

En ting er sikkert … Vi må ikke som fagpersoner stikke hovedet i busken og tænke, at det må forældrene selv finde ud af.

Hvis der skal være lighed i sundhed, og dermed i sundhedsplejen, skal vi gøre en indsats for dette vigtige område for småbørnsfamiliers trivsel. Måske kan den rette rådgivning være med til at forebygge parforholdskriser i en i forvejen sårbar og ny familiestruktur.