Begrebet sårbarhed

– er vi alle mere eller mindre sårbare i forhold til noget?
I denne artikel ønsker jeg at sætte fokus på begrebet sårbarhed. Dette for at komme dybere ind i betydningen af begrebet og undersøge, om det er muligt at definere begrebet og dets anvendelse. Egen nysgerrighed omhandler, om man kan være et sårbart menneske eller gruppe, eller om man som mennesker nærmere er sårbare i forhold til noget.

Når et menneske eller en gruppe beskrives som sårbare, bliver dette ofte med argumentation for ekstra økonomiske ressourcer og støtte til den eller de, der bliver set som sårbare. Spørgsmålet er, hvordan vurderes dette? Eksempelvis udarbejdede Sundhedsstyrelsen i 2017 en afdækning af kommunernes tidlige indsats for ’sårbare familier’ i relation til gravide, spæd- og småbørn og deres forældre. Her måtte det konkluderes, at begrebet opfattes meget forskelligt blandt sundhedsplejersker. Udsagn som at være mennesker i risiko eller være tidligere misbruger blev betragtet som værende sårbare (Tidlig indsats for sårbare familier, 2017).

Spørgsmålet er, om sundhedsplejersken kan definere nogen som værende sårbar? Eller om det at være sårbar er en følelse, kun den enkelte kan definere?

At begrebet hyppigt anvendes ses tydeligt ved en Googlesøgning på søgeordene ’Sundhedsplejerske og sårbarhed.’ Dette gav 59.700 hits. Sårbarhed blev anvendt i relation til gravide, familier, fædre, børn, nyfødte og forældre.

At forstå begreber – er det muligt?

Et begreb kan forstås som et værktøj, der er udviklet til at hjælpe med at organisere en virkelighed (Morse JM, 1999). I sundhedssektoren anvendes mange begreber, hvis indhold og anvendelse diskuteres blandt forskere, og hvor begreberne bliver anvendt og forstået forskelligt (Weaver K & Morse JM, 2006). Professor i sygeplejevidenskab, Janice Morse, foreslår derfor, at begreber bør analyseres i forhold til den kontekst, de anvendes, og mener ikke, at begreber er konstante, men at de kan redefineres og udvikles (Morse, 2000). Morse opdeler begreber fra mindre udviklede umodne begreber til delvist modne begreber til veludviklede modne begreber. Filosoffen, Klemens Kappel, skriver om begreber, at der er ingen grund til at tro, at vi alle har samme begreber om alting. Vi bruger ordene lidt forskelligt, og når det handler om begreber, må den endelige sandhed opgives. (Kappel, 2004).

At være sårbar – hvad vil det sige?

Sårbarhed er et begreb, som hyppigt anvendes i sundhedsplejen, hvilket Googlesøgningen er et tydeligt bevis på. Sårbarhed og udsathed sættes ofte som argumentation for forebyggende indsatser i sundhedsplejen. F.eks. Sundhedsstyrelsens ’Tidlig indsats for sårbare familier’ og Socialstyrelsens Vidensportal omhandlende ’forebyggelse og tidlig indsats’ (Socialstyrelsen, u.å.). Sundhedslovens kapitel 36 omhandlende forebyggende sundhedsydelser til børn og unge nævner ikke begrebet sårbarhed, men taler om børn og unge med ’særlige behov’ (Sundhedsloven, 2019). Spørgsmålet er, om man kan påstemple mennesker at være sårbare, uden de selv har ytret det eller modsat oplever nogen at være sårbare i forhold til noget, uden de får mulighed for at ytre det og derfor ikke modtager ekstra støtte? Ved at stille disse spørgsmål kommer tvivlen i forhold til begrebet sårbarhed og om dets anvendelse.

Ordbogen over det danske sprog definerer sårbarhed som adjektiv med ’som kan såres’ og som billedlig beskrivelse ’som kan angribes, rammes, krænkes, fornærmes’ (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, u.å.)

Når sårbarhed påstemples mennesket eller grupper af mennesker, er det så en krænkelse eller fornærmelse af den enkelte eller gruppen? Kan andre identificere en som værende sårbar? Eller oplever vi ikke alle sårbarhed i livet?

Hvordan definerer og anvender international videnskab begrebet?

For at undersøge begrebets definition, anvendelse og betydning blev en grundig litteratursøgning på to store søgebaser Cinahl og PubMed foretaget. Otte internationale videnskabelige studier blev udvalgt. Disse studier anvendte begrebet og havde defineret deres forståelse og anvendelse af ’vulnerability’ (sårbarhed).

Artiklerne blev læst, vurderet og analyseret i relation til definitioner på og forståelse af begrebet med inspiration fra ’The Pragmatic Utility Method,’ beskrevet af Janice Morse (Morse, 2000). En pragmatisk analysemetode var relevant, idet pragmatisme kan forstås som en tænkning, der har opgivet ideen om ’en sidste begrundelse,’ hvorfor begreber kan forstås på flere måder (Morse, 2000).

Gennem denne læsning og analyse af artiklerne blev det tydeligt, at begrebet sårbarhed vurderes som et delvist modent begreb. Det vil sige, at begrebet blev defineret og anvendt forskelligt i de forskellige videnskabelige artikler, afhængig af kontekst og perspektiv.

Hvordan begrebet sårbarhed kan forstås og anvendes

Via analyse af otte videnskabelige artikler kan sårbarhed betragtes fra to perspektiver og følgende spørgsmål kan stilles: Hvem vurderer, om den enkelte eller en gruppe mennesker er sårbare?

• Er det udefrakommende f.eks. sundhedsplejersken, der påstempler mennesket eller en gruppe som værende sårbare og hvordan?
• Er det en følelse eller oplevelse, der ligger i den enkelte og som italesættes af den enkelte, som beskriver, hvori sårbarheden ligger?

Sårbarhed set som et udefrakommende perspektiv:

Sårbarhed defineres bl.a. som en konstruktion af et sundhedspersonale og politikere, som har stemplet grupper at værende sårbare ud fra de problemer, den enkelte eller gruppen har oplevet og beskrevet (Perry J et al., 2006). Grupper blev ligeledes stemplet af samfundet som værende problematiske i forhold til at beskytte sig selv og derfor havde brug for ekstra ressourcer fra samfundet (Beattie ERA & VandenBosch TM, 2007). Ses dette i relation til sundhedsplejen tilbydes der bl.a. mødre grupper for unge, sårbare, gravide og nybagte mødre (Norddjurs Kommune, 2020). Er den enkelte i en sådan gruppe selv bevidste om at have særlige behov og være vurderet sårbar?

For at vurdere børns sårbarhed anvendte et studie en ’Vulnerable Child Scale’ (Allen EC et al., 2004). På denne måde blev begrebet og vurderingen af barnets sårbarhed gjort målbar, men uden den enkelte havde ytret sig verbalt og konkret. Børn bliver på denne måde screenet for, om de er sårbare.

Nogle mennesker opfattes som ikke værende i stand til selv at opfatte egen sårbarhed, hvorfor de kategoriseres i tre typer af sårbarhed:

• Type 1. Risici, som et individ har mulighed for at beskytte sig imod gennem handlinger
• Type 2. Risici, hvor individet er afhængigt af andres handlinger for at beskytte sig
• Type 3. Risici, hvor individet er magtesløst i forhold til beskyttelse (Sellman D, 2005)

Ved type 2 og 3 er man mere end almindelig sårbar, hvorfor ekstra opmærksomhed bør vurderes og ekstra ressourcer tilbydes. Kunne det f.eks. være unge, gravide og nybagte mødre, der vurderes til ikke værende i stand til at opfatte egen sårbarhed og af den grund vurderes til at tilbydes ekstra støtte og vejledning?

Andre definitioner og anvendelse af begrebet omhandlede grupper af mennesker, der blev betragtet som mere end almindelig sårbare pga. finansielle forhold, manglende sundhed, manglende ressourcer, udviklingsstatus eller alder (Purdy IB, 2004).

Når sårbarhed vurderes fra et udefrakommende perspektiv i relation til den enkelte eller en gruppes sårbarhed, bliver det vurderet på forskellig vis. Spørgsmålet er dog, om sårbarheden kan blive påstemplet mennesker, uden de selv har erkendt den?

Sårbarhed set som en følelse eller oplevelse i den enkelte:

Den videnskab, der definerer sårbarhed som en følelse eller oplevelse hos den enkelte, er enig om, at det enkelte menneskes opfattelse af sårbarheden er et vigtigt aspekt i anvendelsen af begrebet.

Sårbarhed er en subjektiv oplevelse, som skal opleves af den enkelte, uafhængig af køn, finansiel status eller sundhedsstatus. Mennesket bør selv italesætte egen sårbarhed, og sundhedspersonale bør imødekomme den enkeltes behov (Perry J et al., 2006a) (Spiers, 2000).

Som udgangspunkt er vi alle sårbare, men vi kan være mere eller mindre sårbare, og dette skal den enkelte have hjælp til at vurdere (Sellman D, 2005). Som sundhedsprofessionelle må vi forstå aspekter af menneskets livsoplevelser og engagere os (Malone RE, 2000), og sårbarheden kan komme til udtryk, når ydre krav og indre ressourcer ikke balancerer hos den enkelte (Proot IM et al., 2003).

Hvordan kan sårbarhedsbegrebet anvendes i sundhedsplejen?

Hvis sundhedsprofessionelle vurderer en gruppe eller enkelte med fysisk, psykisk, social eller helbredsmæssige udfordringer som værende sårbare, bør dette italesættes sammen med den enkelte.

At beskrive en hel populationsgruppe som sårbare uanset, om der i gruppen er fysiske, psykiske, sociale eller helbredsmæssige udfordringer må problematiseres. Dette specielt, hvis den enkelte ikke har haft mulighed for at ytre sig om eventuel sårbarhed.

Sundhedsplejersken kan i samarbejde med den enkelte vurdere om vedkommende er ’mere-end-almindelig’ sårbar og derfor er ekstra udsat. Efter en sådan vurdering kan ekstra ressourcer fra sundhedsplejen iværksættes.

Udfordringen bliver at balancere mellem de krav, den enkelte møder og de ressourcer, den enkelte har. Denne balance mellem ydre krav og indre ressourcer vil variere fra person til person, fra familie til familie eller fra barn til barn, hvorfor også graden af sårbarhed vil variere, og hvad den enkelte er sårbar i forhold til. På denne måde undgår man at påstemple sårbarhed på nogen, uden de selv har beskrevet det.

Sundhedsplejersken kan blive den ressourceperson, familien eller barnet har brug for i situationen og kan være med til at få italesat den subjektive oplevelse, der ligger bag sårbarheden.

På denne måde anvendes begrebet ikke blot i et epidemiologisk perspektiv, hvor samfundet sætter et stempel på grupper af mennesker, de anser som sårbare. Begrebet anvendes i forhold til mennesker, som i en periode har brug for ekstra støtte.

Fremtidens sårbarhed i sundhedsplejen

Denne analyse har vist, at et begreb som sårbarhed rummer flere perspektiver, og begrebet langt fra er blevet udtømt. Jeg finder begrebet meget anvendeligt i forhold til sundhedsplejen, da det netop er sundhedsplejerskens opgave at være ressourceperson, når krav i forhold til fysisk, psykisk og social sundhed truer den enkelte i deres liv.

Hvis den enkelte, familien eller barnet bliver bedre til at definere sårbarheden altså, hvad man er sårbar i forhold til, kan ressourcer og støtte fra sundhedsplejersken målrettes yderligere mod den enkeltes behov, og det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde styrkes.

Denne artikel er skrevet med inspiration fra en begrebsanalyseopgave på kandidatstudiet Cand.Cur. af samme forfatter. Opgaven blev senere omskrevet til en faglig artikel til Nordisk Sygepleje Forskning. Da begrebet sårbarhed er hyppigt anvendt i sundhedsplejen, synes dele af begrebsanalyseopgaven at være relevant diskutere ind i sundhedsplejen.

Mette Strømfeldt Lind

Sygeplejerske, Cand.cur., Lektor på Specialuddannelsen til sundhedsplejerske, VIA University College, Århus N.