Fra dreng til pige

Faglige fakta

I Danmark er ca. 2 pct. af befolkningen transkønnede eller oplever deres køn som flydende. Sexologisk klinik har gennem en årrække oplevet en stærk stigning i antallet af henvendelser fra transkønnede og deres forældre. I en samtale, jeg havde med overlæge, Mette Ewers Haahr fra sexologisk klinik, fortalte hun, at bevidstheden om det at være transkønnet er blevet mere udbredt, og at den viden, der er omkring emnet, er mere tilgængeligt. Hun vurderer, at det kan være denne bevidsthed, der gør, at flere forældre henvender sig til klinikken end tidligere.

Men hvorfor er der nogen, der bliver transkønnede? Det har lægevidenskaben forskellige bud på. I Tyskland har man via et større forskningsprojekt fundet frem til, at der kan være en neurologisk forklaring. Forskere har via neurologiske undersøgelser kunnet konkludere, at hjerner hos de transkønnede personer, de har undersøgt, skiller sig ud fra de ciskønnedes hjerner. (Spizzirri mf. 2018).

Andre forskere har nogle teser om, at det også handler om de hormoner, som nogen kvinder udvikler i graviditeten med det transkønnede barn. En fællesnævner for den forskning, der er på området, er dog, at transkønnethed er noget, man er født med og ikke noget, man udvikler pga. miljøpåvirkning alene. (sundhed.dk. 2020).

Som jeg nævner i artiklen, oplevede vi allerede, da vores datter var omkring to år gammel, at hun ikke oplevede sig selv som værende det køn, hun blev tildelt ved fødslen. Det er ikke usædvanligt, at transkønnede har den oplevelse i to til tre års-alderen. Transkønnede børns bevidsthed omkring køn kommer til udtryk på samme alder, som hos ciskønnede børn. Det er samtidig vigtigt at understrege, at mange børn udforsker deres køn uden nødvendigvis at være transkønnede. For at modvirke de følgevirkninger, det kan have for et transkønnet barn at gennemgå en pubertet, som er rettet imod en forkert selvopfattelse og selvfølelse, er det nødvendigt, at barnet er tilknyttet Sexologisk Klinik på Rigshospitalet allerede inden puberteten. Via nedenstående link kan I læse om de konsekvenser, det kan have for et transkønnet barn at gennemgå en uønsket pubertet.

Min egen historie som mor

”Mor, hvorfor må jeg ikke få en kjole på i børnehave ligesom de andre piger?” Det er en tidlig morgen, og vi er som sædvanlig i fuld gang med morgenrutinerne. Endnu engang har jeg haft en diskussion med min søn på tre år om, hvorvidt han skal have kjole på i børnehave eller ej. Men denne morgen går det op for mig, at det her ikke bare handler om, at han klæder sig ud og leger, at han er en pige. Hans blå øjne fortæller sit eget sprog, og jeg kan se, hvor ked af det han er. Jeg får en stor klump i halsen. Den morgen lovede jeg mig selv, at jeg ville tale med lederen i børnehaven. Det stod nu lysende klart for mig, at vores barn ikke havde det godt. Der var noget galt, og vi måtte sammen finde ud af at få gjort noget ved det. Ingen forældre ønsker, at deres børn ikke trives. Og nu er det blevet så tydeligt, at vores søn ikke trives med det at være en dreng. Jeg ringede til min mand, som allerede var mødt ind på sit arbejde. Han blev stille i den anden ende af røret. Det var tydeligt, at han var påvirket. Vi blev enige om, at vi måtte handle på, at vores barn mistrivedes. Dagen efter fik vi en god snak med lederen og blev enige om, at vi i en periode ville prøve at efterleve vores søns ønske og se, om det kunne skabe en positiv forandring i trivslen. Lederen af børnehaven var fra starten meget ærlig og åben. Det var svært for hende at vide, hvor de skulle finde information målrettet det pædagogiske arbejde i forhold til håndteringen af transkønnede børn og deres familier. Lederen kontaktede den psykolog, der var tilknyttet institutionen. Det stod hurtigt klart, at psykologen heller ikke havde den fornødne viden på området. Jeg fandt i mellemtiden frem til en forening til støtte for transkønnede børn (FSTB). Herigennem fandt vi information, som også er målrettet til de fagprofessionelle. FSTB har sidenhen været en stor støtte og hjælp til os som familie.

Der havde længe været tegn på, at vores søn (nu datter) har været interesseret i at udforske det modsatte køn. Allerede i dagplejen, da hun var omkring to år, begyndte hun at sætte ord på. Der kom sætninger som ”mig pige” og ”mig ikke dreng.” Vi tænkte, at hun nok bare var forvirret og rettede hende. Frasen ”Det er bare en fase, det går snart over” blev ofte brugt. Vi gav efter, og lod hende få en lille nederdel. Men hvis nederdelen var til vask, var der krise.

Nu var vores barn tre år og lige startet i børnehave. Vi oplevede ikke, at fasen ebbede ud. Tværtimod tiltog tendensen med, at hun ville have pigetøj på. Det var pigerne, hun søgte i de sociale fællesskaber.

Ofte kunne hun side med store øjne og bare betragte vores venners datter, som er en del år ældre end hende selv. Hun var fascineret af hendes lange hår og elskede, når hun gav hende neglelak på. Jeg oplevede, at hun begyndte at spørge mig, om hun også fik bryster, når hun blev stor. Hun fortalte, at når hun blev voksen, ville hun have en baby i maven. Jeg måtte fortælle hende, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi hun jo var en dreng, og at det kun var piger, der kunne blive gravide. Hun blev meget ked af det og ville ikke rigtig acceptere mit svar.

Samtalen, der var hjælpsom

Min mand og jeg var i vildrede. Vi vidste ikke, hvad der var det rigtige at gøre eller, hvor vi kunne henvende os for at få svar på alle vores spørgsmål. Jeg har en transkønnet veninde, som begyndte sin transformation, da hun var i starten af tyverne. Jeg kontaktede hende for at høre, hvordan hun havde oplevet sin tidlige barndom. Hun fortalte, at det altid havde stået klart, at hun ikke følte sig som en dreng. Hvornår den følelse var opstået, vidste hun ikke, det var, som om det altid havde været sådan. Hun kunne ikke erindre på noget tidspunkt at have følelsen af at være en dreng eller høre til i en maskulin krop. Jeg spurgte, om hun kunne tænke sig, at hendes barndom på nogen måde havde været anderledes. Hendes svar rørte mig dybt. Hun svarede, at hun ville ønske, at hun havde haft en barndom, hvor hun kunne få lov til at identificere sig som pige og blive betragtet som en pige af hendes omverden.

Efter den snak var vi ikke længere i tvivl. Vi måtte lade vores barn være pige. Vi skiftede langsomt drengetøjet i skabet ud med lyserøde kjoler, leggings osv. Jeg fandt ofte noget af det gamle tøj i skraldespanden eller ude på trappen. Vores nu datter ville ikke have det i sit skab og smed det prompte ud, hvis hun fik øje på det.

Da vores barn var omkring de fire år, udtrykte hun ønske om at skifte navn. Vi begyndte at kalde hende det nye navn, og det blev hurtigt meget naturligt for familien og alle dem omkring os. Jo længere hår vores datter fik og jo mere lyserødt tøj, der kom i skabet, jo mere voksede hendes selvværd og livsglæde. Børnehaven fortalte om en stigende trivsel og en selvsikkerhed, der ikke var til at tage fejl af.

Da vores datter nærmede sig skolealderen, fik vi i samarbejde med børnehavens leder afholdt et møde med hendes kommende skole. Det var et rigtig fint overleveringsmøde. På mødet kom det frem, at skolen ikke havde erfaringer med det at rumme et transkønnet barn. Lederen fra børnehaven var en stor hjælp i forhold til at fortælle personalegruppen, hvordan børnehaven havde taklet det.

Det har været tydeligt for os hele vejen igennem, at en sund, god dialog og kommunikation mellem de fagprofessionelle og hjemmet er alfa og omega for vores barns trivsel. Men det har også været tydeligt for os, at der blandt de fagprofessionelle ikke er stor viden om emnet. Min mand og jeg var i en dialog med en sundhedsplejerske, da vores barn nærmede sig skoleanderen. Vi tænkte, at vedkommende kunne komme med råd og vejledning i forhold til skolestart. Det svar, vi fik, var, at vores barn var forvirret, og at det var os som forældre, der havde til opgave at forklare vores barn, at hun er en dreng og derfor burde have drengetøj på. Argumentet var, at det ville nedsætte risikoen for, at hun ville blive moppet i skolen. Jeg er overbevist om, at det svar er givet i den bedste mening. Men det er et svar, der er givet ud fra personlige følelser og holdninger. Det er ikke et svar, der er givet ud fra en faglig viden. Den pågældende sundhedsplejerske har nok ikke været bevidst om, at familiens egen læge har mulighed for at henvise familien til Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Her tilbydes udredning af barnet men også psykologiske samtaler for forældre og transkønnede børn.

Min mand og jeg har efterhånden fået en stor viden på området. Både han og jeg er landet fint i det, at vi har et transkønnet barn. Det har stor betydning i forhold til, hvordan vi forbereder os til fremtiden. Vi ved, at vores datter sandsynligvis skal igennem en hormonel behandling, når hun nærmer sig puberteten. Vi føler os rustet til de svære snakke med vores datter og ved, at hun har brug for, at vi forstår og rummer hende, som den hun er. Vores ældste barn havde i starten svært ved at forstå, hvad det var, der gjorde, at lillebror ville være lillesøster. Men også han har forstået det og er god til at dele sine tanker og følelser med os. Han er meget omsorgsfuld, og hans lillesøster har en god og solid støtte i sin storebror. Fremtiden, som vi ser den, tegner lys for vores datter og for os som familie, og så kan vi ikke bede om mere.