Sundhedsplejerske – pas på din mæglerhjerne

Ligger du nogle gange i sengen og tænker på, at du forstår både den ene og den anden gruppe mennesker, og verden ville blive et bedre sted i morgen, hvis de to grupper forstod hinanden? Så har du sikkert en veludviklet mæglerhjerne. Til lykke! Det kan dog være både en velsignelse og en forbandelse. Så lad os arbejde for, at det bliver det førstnævnte.

I de ti år, jeg har arbejdet med mennesker på kanten af samfundet, er jeg gang på gang blevet glædeligt overrasket over, hvor ofte en sundhedsplejerske dukker op i en sammenhæng, hvor jeg ikke troede, de var en samarbejdspartner. Det gik efterhånden op for mig, hvor et komplekst fagområde, sundhedsplejerskerne dækker, og hvor mange forskellige steder de skal navigere i diverse systemer.

Senere har jeg så i forbindelse med mine foredrag talt med mange tillidsvalgte, koordinatorer, projektledere og andre, der deler en helt central funktion i enhver organisation med sundhedsplejerskerne. De har nemlig det, jeg kalder ’mæglerhjerne’: En evne og ikke mindst motivation til at skabe forståelse på tværs af en organisation og/eller samfund. Selvom funktionen ikke står i en eneste jobbeskrivelse, fylder den ofte meget i hverdagen og ikke mindst i tankerne, fordi vi ikke har fået tydeliggjort den. Det vil jeg gerne gøre med denne artikel.

Begreber på plads

Inden vi går videre, vil jeg gerne få styr på nogle begreber ved at introducere dig for nogle metaforer. I det følgende trækker jeg nemlig på nogle forskellige teoretikere, der udtaler sig i samme boldgade, men de har selvfølgelig deres egne perspektiver og ord for det, de skriver om.

Jeg trækker bl.a. på den schweiziske læringsteorietiker, Etienne Wenger, den tyske sociolog, Niklas Luhmann, den engelske doktor i psykologi, Meredith Belbin, den amerikanske politolog, Robert Putnam og den danske filosof, Alex Riel. De trækker jo også alle sammen på andre, men så kommer vi lidt for langt væk fra artiklens fokusområde. En forsamling af mennesker kan f.eks. være en organisation, et socialt system, et praksisfællesskab, en virksomhed, en arbejdsgruppe og så videre. Men for at lette læsningen, introducerer jeg mine egne metaforer for at give de forskellige retninger et fælles sprog.

Den første metafor er totempælen. Der er det, mennesker samles om. Det er de værdier eller den mening, vi har til fælles i en gruppe. Det kan også være noget helt konkret materielt, der har en særlig betydning for stammen. Vi er alle samlet omkring mange forskellige totempæle. Det kan være hele arbejdspladsen som én stor totempæl eller totempælen for det enkelte team, rygerne, lederne, medarbejderne, de udviklingsorienterede med mere. Men der er også totempæle i badmintonklubben, grundejerforeningen, kunstnergruppen og alle andre typer forsamlinger. Du skal ikke forstå totempæl i dets oprindelige, antropologiske betydning, men mere i Anders And-forståelsen: At det er symbolet på noget meningsfuldt, vi samles om.

Den anden metafor, stammen, er mængden af de mennesker, der er forsamlet omkring totempælen. Det er altså en gruppe af mennesker, der deler noget med hinanden. Det kan f.eks. være arbejdsopgaver, livsanskuelser, humor og kommunikationsstil. Vi har lettere ved at forstå de andre fra stammen end mennesker generelt, og der vil som regel også være en høj grad af tillid blandt stammemedlemmerne. Vi forstår generelt, hvorfor andre gør, som de gør. Der er varme, identitet og solidaritet. Nogle af medlemmerne er helt inde i indercirklen, mens andre er mere ude i periferien. Der vil som regel også være én eller et par stykker, som fungerer som stammens ledere – formelt eller uformelt. Der kan generelt være mange forskellige roller i stammen, og de tjener alle sammen en særlig funktion, der skal sikre stammens overlevelse og resultater.

Den tredje metafor er campinghegnet, der adskiller stammen fra verden omkring den. De der små, hvide hegn, der pryder mange lejede grunde på en campingplads, har jo ikke nogen dediceret praktisk funktion. De holder ikke nogen ude eller inde. Men de markerer en forskel mellem stammen og omverdenen.

Den fjerde og sidste metafor er mæglerne, der sørger for kontakt mellem stammerne. Det behøver slet ikke handle om mægling i konfliktsituationer, som ofte er der, vi bruger ordet ’mægler’. De er nærmere videreformidlere, kontaktskabere og brobyggere. De forbinder den enkelte stamme med verdenen uden for campinghegnet – herunder andre stammer. De er som regel drevet af nysgerrighed og ser muligheder i at udvide mængden af kontakter og formidle den enkelte stammes viden, holdninger og erfaringer videre til andre stammer. Det kan være noget helt lokalt, som fylder meget i samtalerne, men som resten af organisationen intet ved om. Men det kan også være generel viden i organisationen, som ikke er nået frem til den enkelte stamme. De er som regel medlemmer af flere stammer end andre, men de er dog ikke i stammernes indercirkler, da det vil begrænse deres bredere udsyn. Det viser sig, at nogle mennesker trives i rollen som mægler og har nogle værdifulde kompetencer i den rolle. De har mæglerhjerne. Man skal selvfølgelig passe på med at generalisere, men jeg drister mig alligevel til det, for jeg vil tro, at du med valg at dit fag og funktion sandsynligvis har en veludviklet mæglerhjerne – eller måske én, der venter på at folde sig helt ud.

Mæglerhjernens vigtighed

Der findes stort set ikke et arbejdsområde, som ikke hele tiden bliver mere og mere komplekst. Kerneopgaven er sværere at definere, og alle samarbejdspartnere er underlagt den samme udfordring. Vores redskab i al den forvirring er at finde mening. Det kan være mening med den enkelte opgave, den overordnede kerneopgave eller bare tilværelsen generelt. Det er derfor, totempælene opstår. For rundt om dem, finder vi mening sammen med andre. Det er i sig selv en rigtig god idé, for det er gennem fællesskaber, vi siden tidernes morgen har lært at løse problemer. Så alle higer efter denne mening, og det er selvfølgelig helt forståeligt. Men det giver samtidig også problemet.

For hvem har ret, når det kommer til mening? Det kan vi jo altid blive enige med de andre stammemedlemmer rundt om totempælen, at vi selv har. Og de andre har jo ikke fattet noget. De prioriterer underligt og gør underlige ting. Ledelsen forstår ikke noget. Medarbejderne gider ikke forandring. Laver de egentligt noget i den anden afdeling? Borgerne burde bare tage sig sammen. De varme hænder forstår ingenting. De kolde hænder kan ingenting osv.

Inden for social kapital taler man bl.a. om det såkaldte ’Hells Angels-fænomen’, hvor vores indre tillid stiger med ydre mistillid og omvendt. Og det kan splitte afdelinger, projekter og ikke mindst konkret hjælp til borgerne ad. Herfra kan det også eskalere, så der over årene bliver en kultur for, hvor man arbejder med dem, man kan lide at arbejde med, fordi man deler totempæl og står sammen mod dem uden for campinghegnet. Det giver dårlig kvalitet i opgaveløsningen og mindst lige så dårlig trivsel. Du må have set eksempler på dette flere af de steder, du er i berøring med. Og så har du sikkert også oplevet, hvordan det i sidste ende går ud over familierne.

Der er dog en anden vej, som heldigvis også er lige så betrådt takket være en masse mæglerhjerner. Den vej kan vi dog godt få gjort endnu tydeligere. For det er mæglerhjernerne, der tør udfordre dem, der sidder og taler om ”de andre”. Mæglerhjerne får spurgt: ”Er det noget, vi ved?” Kunne vi spørge dem, om det forholder sig sådan? Det er mæglerhjerne, der får italesat tavs viden og kan give ’aha-oplevelser’ rundt omkring i systemet, fordi de tidligt kan stoppe en misforståelse. Og så er det mæglerhjerne, der kan gøre opmærksom på, at alle prøver at gøre det meningsfulde, selvom andre ikke kan se, hvad det er. Det er kort sagt mæglerhjernerne, der kan skabe bro mellem mennesker og kompleksitet, så vi ikke bider hovederne af hinanden, fordi de andre er så underlige.

Bedre vilkår

Når man får et begreb for noget, der hidtil har været navnløst, men i den grad til stede, bliver det ofte mere klart, hvordan vi kan håndtere verden anderledes og gøre det lettere at have mæglerhjerne. For det er desværre ofte dem med mæglerhjerner, der skal gøre en vigtig indsats, som de samtidig risikerer at blive udstødt af fællesskaberne for at gøre. Derfor vil jeg komme med disse anbefalinger, for fremtiden bliver ikke mindre kompleks, og derfor bliver der kun endnu mere brug for mæglerhjerner i og på tværs af ethvert system.

For det første er det vigtigt, at arbejdet bliver anerkendt. Langt de fleste mæglere udfylder rollen ganske frivilligt, som en formel eller uformel ekstra del af deres øvrige funktion i organisationen. Selvom man trives i rollen, er det utroligt slidsomt, hvis ingen ser, hvad det er, man gør for alles skyld. Jeg kan stadig huske en meget rørende oplevelse i en organisation, hvor jeg skulle holde et foredrag. Inden jeg skulle på, takkede de en medarbejder, der skulle på pension. Han havde været tillidsmand i en menneskealder, og jeg husker stadig talen, der blev holdt for ham.

Der blev bl.a. fokuseret på, at det jo som tillidsmand er relativt let at tage problemer op med ledelsen. Det ligger jo i funktionen. Men netop denne afgående tillidsmand fik stor anerkendelse, fordi han også gennem årene igen og igen havde konfronteret og taget problemer op med forskellige grupper af kolleger, så det hele ikke var endt i silodannelser. Han var en sand mægler, som fik sin velfortjente anerkendelse. Det er selvfølgelig en skam, hvis anerkendelsen kun kommer, når man stopper i sin funktion, som mægler. Den må gerne komme løbende.

For det andet skal mæglere uddannes til det, de laver, og det bliver de heldigvis også i stor stil. Det er ligefrem lovpligtigt, at fx tillidsfolk skal videreuddannes. Men der er også mange mere uformelle mæglere, som sagtens kunne udpeges og blive uddannet og trænet i de kompetencer, den vigtige funktion kræver.

For det tredje skal stammerne være gode til at tolerere såkaldte multimedlemsskaber: Altså at man ikke skal vælge mellem ’os’ og ’dem’. Det gælder ikke mindst de nøglepersoner, som ofte har en eller anden form for lederrolle i stammen. Det er også en stor anerkendelse af mæglerens arbejde, at man lader dem komme med til møderne, være omkring bordet – også i uformelle sammenhænge. Mere konkret kan det også betyde, at man lader dem være budbringere uden at forveksle dem med den stamme, de er budbringere for. Derudover kan man også se på de hindringer, der gør det svært at lytte til mægleren. Er vi lukkede, irrationelle, overrationelle eller ubevidste?

For det fjerde kan vi også skabe tydelige totempæle. Hvis vi ikke kan gøre det med de uformelle totempæle, så kan vi starte med de formelle. Jeg har flere gange lavet en øvelse med arbejdspladser, hvor de forskellige teams i plenum præsenterer sig selv som stamme og fortæller om deres totempæl.

Det handler altså ikke bare om, hvad de arbejder med, men også hvorfor de gør det. De kan også fortælle, hvad der skal til, for at de betragter noget som sandt. Andre emner kan være, hvad der får stammen til at grine, og hvad de ville ønske, at alle vidste om dem. Endelig er det bedst, at stammer fortæller andre om, hvad de bøvler med. Hvilke problemer støder de på igen og igen? Tydeliggørelse i plenum hjælper alle med at forstå forskellene, og at det, de andre gør, giver mening for dem. Ofte består mæglerens arbejde netop af tydeliggørelse, og det kan resten af organisationen jo lige så godt hjælpe med.

Som det femte og sidste element for bedre vilkår vil jeg nævne mæglerfællesskaber. I det daglige er mæglere i periferien af de forskellige stammer, men de kan godt være med i indercirklen, når stammen netop består af mæglere. Her kan de også mærke og forstå, at der er en varme, og den kan kompensere for den ensomhed, der besøger de fleste mæglere i ny og næ. Sådanne mæglerfællesskaber kan f.eks. være arrangementer og andre tiltag, hvor man kan mødes med andre, der trives med at være ”på tværs”.

Har du mæglerhjerne?

Hvad tænker du, når du har hørt alle disse ord? Rammer det ind i din hverdag? Det kan jo være, at du kommer til at tænke på kolleger, medlemmer eller andre, der udfylder mæglerrollen, hvor du arbejder eller dyrker din fritidsinteresse. Så husk at give dem de bedste vilkår, du kan. Det kan også være, at du har fundet ud af, at du har mæglerhjerne. I så fald vil jeg gerne her til sidst give dig et par direkte ord med på vejen.

Til lykke med din mæglerhjerne! Jeg kan godt forstå, hvis den af og til er en belastning for dig. Ja, du slår i en pude ret ofte, og det kan være så frustrerende. Men husk, at din rolle er ikke at ændre på nogen eller overbevise nogen. De skal nok selv ændre sig, når de kan eller vil eller blive overbevist, når de føler sig klar til det. Du skal bruge din nysgerrighed til at forstå, din indsigt til at oversætte og dine kommunikationsevner til at viderebringe forståelsen.

Det er helt ok at være lidt med i flere fællesskaber uden at være i inderkredsen, for det er lige her, at din styrke kan bruges. Det er den måde, du for alvor gør en forskel, også selvom andre ikke ser det. Husk at du også har ret til dine holdninger, følelser, erfaringer og alt andet, du går rundt med og sig dem højt. Så kan andre også bedre forstå dig. Få reflekteret over din rolle og hvordan du har det med den. Opsøg viden om det og fællesskaber omkring det. Så vil du hurtigt finde ud af, at du er en del af en verdensomspændende forsamling af folk med mæglerhjerne.