Foreningen ’Familier med kræftramte børn’ har en gruppe frivillige, som hver anden tirsdag besøger henholdsvis Aarhus Universitetshospital og snart Odense Universitetshospital. Det er alle familiemedlemmer, som har været i samme situation, som de nuværende indlagte på de to hospitalers børnekræftafdelinger.
Træfferne forstår, hvad familierne gennemgår, da de selv har været i samme situation på et tidligere tidspunkt. Her deler de ud af egne erfaringer, lytter til de udfordringer og problemer, der opstår, når en familie bliver ramt af kræft. Uanset problemets størrelse, så står træfferne klar til at lytte og fortælle, hvordan de selv greb lignende situation an.
Træfferne kommer ikke med de ultimative løsninger, de fortæller, hvordan de selv tacklede lignende situationer og hvordan de er kommet igennem eller stadig er i et sygdomsforløb med et kræftsygt barn.
Er der behov for at trøste og lægge skulder til, så er træfferne også klar til det. Men mest af alt skal en træffer være god til at lytte.
I bestyrelsen er det Karin Højbjerg Østergaard, som er tovholder på træfferordningen.
”Jeg startede som træffer for et år siden og synes, det er SÅ livsbekræftende at give ’noget’ igen. Da jeg har stået i mange ekstremt barske situationer under min datters forløb, giver det mig en god baggrund for at kunne lytte og rumme andre familiers skæbner. Jeg blev næsten samtidig valgt ind i bestyrelsen og blev bindeled mellem bestyrelsen og træfferne. Et andet bestyrelsesmedlem, Helle Roed er også træffer, og vi hjælper hinanden med at koordinere opgaven med turnusplan, træfferweekends, og hvad vi ellers finder relevant at orientere alle træfferne om”, fortæller Karin Højbjerg Østergaard.
En anden opgave, som træfferne tager på sig, er at skabe netværk blandt de indlagte børns forældre. De hjælper med at skabe nogle rammer, så forældrene får et frirum, hvor de kan grine og græde. Ved at skabe et netværk blandt forældrene opstår der en form for fortrolighed, så det bliver lidt nemmere at dele de bekymringer, der naturligt opstår i den situation, familien er havnet i.
Når først familierne har lært hinanden lidt bedre at kende i forbindelse med indlæggelse, bliver det også nemmere at deltage i nogle af de mange arrangementer og tilbud, som foreningen ’Familier med kræftramte børn’ tilbyder. Træfferne fortæller om foreningens arbejde, og hvilke muligheder medlemmerne får af foreningen.
I øjeblikket består træfferteamet af seks personer, og to nye er på vej. Træfferne samles et par gange om året, hvor erfaringer og gode ideer deles. Foreningens psykolog bidrager med viden og erfaring og klæder nye træffere på til opgaven. Træfferne laver en turnus med ca. otte aftener i løbet af et år, hvor de hver står til rådighed på de to hospitaler. For at være en god træffer skal man lytte mere end tale, man skal udvise respekt og skabe en fortrolighed med og mellem de indlagte familier.
”Der vil altid kunne bruges flere træffere, men det er også vigtigt at finde de rigtige”, slutter Karin Højbjerg
I forbindelse med COVID-19 har træfferne selvfølgelig ikke mulighed for at besøge hospitalerne.
Vil du vide mere…
om træfferteamets arbejde, så kontakt Karin Højbjerg Østergaard på e-mail karin@fmkb.dk