Relationer for livet: Anbragte børn og frivilligheden

En dag fortalte Lukas på otte år, der var anbragt på børnehjem, at han havde fødselsdag. En voksen spurgte ham, om han var spændt på sin fødselsdag efter skole? ”Nej,” sagde han, for der kom ikke nogen og fejrede ham. Dér startede idéen om organisationen Mentorbarn. Den voksne, der snakkede med Lukas, er stifteren af Mentorbarn, Ditte Reedtz. Hun følte straks, at hendes familie havde plads til at gøre noget ekstra for et barn, der manglede nære voksne, der blandt andet kunne fejre barnet på sin fødselsdag… og sådanne familier måtte der være flere af.

Der er omkring 4000 børn i Danmark, der bor på børnehjem. Mange af disse børn mangler netværk og har kun få relationer til nære voksne ud over dem, der arbejder, hvor barnet bor. Barnet er omgivet af fagpersoner, der dagligt gør en kæmpe indsats. De brænder for deres job og giver kys og kram. Men ligegyldigt, hvad man tilføjer, så ved børnene, at de voksne får penge for det, de gør. De børn, der er anbragt på børnehjem, oplever gennem andre børn, hvad der er normalt. De andre børn har en mor eller far, der henter dem efter skole, kører dem til gymnastik, tager med til skolearrangementer og følger dem gennem livet. De andre børn har livsvidner.

Det skal alle børn have!

Organisationen Mentorbarn

Hos Mentorbarn arbejder vi for, at børn, der bor på børnehjem, kan blive en del af en frivillig, stabil og ressourcestærk familie – i relationer for livet. Når barnet bliver en del af familien, oplever han eller hun at høre til. Barnet oplever stærke forældre-forbilleder, og de tilegner sig vigtige sociale koder for, hvordan man er i en familie. Barnet bliver valgt til i familien, fordi familien ønsker at være sammen med barnet, og ikke fordi de får penge for det.

Når barnet er hos mentorfamilien, handler det om, at barnet føler sig som en del af livet i familien. Familien skal gøre helt almindelige ting, som de gør i hverdagen med deres biologiske børn.

Denne frivillige relation styrker barnet på måder, en institution ikke har mulighed for. Et barn, der en dag skal have sin egen familie, kan kun mestre dette, hvis han/hun har oplevet, hvordan man er familie.

Som udgangspunkt ser barnet og mentorfamilien hinanden to gange i løbet af en måned. Dette er besøg af kortere varighed til en start. De første besøg i relationen varer omkring to timer. Barnet er ofte meget nervøst. Her er det vigtigt, at familierne ikke stiller an med for meget, da det kan være svært for barnet. Det skal være et besøg i rolige rammer. Har man en hund, er det eksempelvis oplagt at gå en tur. Ved de første to besøg har barnet sin primærpædagog med for at skabe tryghed i det nye og ukendte. Mentorfamilien ved, at det er børn med udfordringer, og at det kræver tålmodighed at opbygge en tillidsfuld relation. Mange af de anbragte børn har ofte tilknytningsvanskeligheder, og familierne har brug for viden omkring dette.

Mentorbarn tilbyder de frivillige mentorfamilier undervisning i blandt andet tilknytning og mentalisering, så de får redskaber til at opbygge den gode og tillidsfulde relation til barnet. Vi ved også af erfaring, at det ind i mellem kan være svært for mentorfamilierne, derfor er der obligatorisk supervision det første år som aktiv mentorfamilie. Her mødes forskellige mentorfamilier, hvor de kan dele erfaringer om både de gode og svære oplevelser.

Det gode match

Grundlaget for, at familien og barnet sammen kan opbygge en tillidsfuld og tryg relation, er, at der skabes et godt match mellem barn og mentorfamilie. Mentorbarn besøger alle familier ad to omgange, inden de kan godkendes som mentorfamilie. Her får vi et indblik i familien, deres motivation for at åbne deres hjem, deres familieværdier og syn på, hvad de kan tilbyde et barn, der er anbragt på børnehjem. Vi bruger også disse besøg på at gøre det klart for familierne, at dette skal være en livsvarig relation. Familien skal gå ind i denne relation med intentionen om at følge barnet resten af livet – eller så længe barnet ønsker relationen.

Frivillige mentorfamilier kan se meget forskellige ud. Det kan være en typisk kernefamilie, enlig, ældre, homoseksuel, delefamilie eller en helt anden form. Det vigtigste er, at familien rummer barnet og dets udfordringer, og at familien har tålmodighed, hjerterum og husrum til denne relation.

Hvad kan den frivillige relation?

Vi ved fra forskningen, at børn, der har været anbragt, oftere ender i statistikker om arbejdsløshed, kriminalitet, manglende uddannelse, fysisk/ psykisk sygdom og hjemløshed – end ikke-anbragte børn. Vi ved også, at en væsentlig beskyttelsesfaktor mod at ende i de nævnte statistikker er, at børn oplever nære stabile voksenrelationer gennem deres opvækst. Det er netop det, Mentorbarn arbejder for at kunne tilbyde til anbragte børn. Vi forventer ikke, at de frivillige mentorfamilier kan beskytte barnet mod alt i livet, men vi ønsker, at barnet altid har nære ikke-betalte og stabile relationer uden for børnehjemmet – også den dag den unge bliver 18 år og skal stå på egne ben. En tidligere anbragt har udtalt: ”Det var dem (frivillig familie), der stod på skolen, den dag jeg blev færdig med min HF. De tog mig med ud at spise den aften. Jeg blev så rørt!” Unge mennesker har også brug for at høre til, selvom de er på vej ind i voksenlivet. Ønsker du at vide mere om Mentorbarn, samarbejdskommuner, de gode historier og meget mere, så besøg vores hjemmeside på www. mentorbarn.dk. Her kan du læse om, hvilke muligheder du har som sundhedsplejerske for at tilbyde en frivillig mentorfamilie til de børn, du møder i hverdagen, som er anbragt på børnehjem.