I juni udkom en artikel om headspaces øgede fokus på udfordringer med krop, kost og motion gennem tiltaget ’VærDig.’ I tråd med dette blev der holdt en workshop, hvor opmærksomheden til sidst faldt på en podcast i P1’s nye serie med Svend Brinkmann, ’Brinkmanns Briks.’ I podcasten deltager Finn Skårderud og Tone Frank Dandanell – de byder på et nyt blik på de unges udfordringer.
’Spiseforstyrrelser’ er kommet under luppen overalt. Kropsidealer har heller aldrig været så allestedsnærværende, som de er i dag, hvor de unge bombarderes med smukke influencere på Instagram og konstant ser deres venner gennem filtrerede, udvalgte billeder på Snapchat. TV’et er fyldt med fotomodeller og make-over-programmer. Reklamesøjlerne på busstoppestedet på vej til skole har ofte en parfume- eller shampoo- reklame med en fladmavet kvindekrop eller en muskuløs mandetorso. Det giver de unge nogle urealistiske billeder af, hvordan man bør se ud, men er dette årsagen til, at unge udfordres i forhold til normale spisevaner og sundt selvværd?
Skal man lytte til Finn Skårderud (psykiater, professor og en af ophavsmændene til Villa Sult), Tone Frank Dandanell (phD-studerende i filosofi) og Svend Brinkmann (professor i psykologi) i P1-podcasten ’Brinkmanns Briks’ (Krop og Spiseforstyrrelser, 3. april, 2019), så er hverken det urealistiske ideal eller eksponeringen af samme hele forklaringen. Podcasten er i høj grad en akademisk samtale mellem filosofien, psykologien og behandlerpsykiatrien, men mellem de noget kringlede teoriapparater gemmer der sig nogle praksisnære åbenbaringer.
Først og fremmest er det vigtigt at forstå, hvad de taler om. Præmissen er, at ’spiseforstyrrelser’ (i hvert fald i begyndelsen) er et forsøg på at skabe kontrol. Med tiden går det op for den unge (eller omgivelserne), at sygdommen har kontrol over en og ikke omvendt, men oplevelsen for den unge er, at man i begyndelsen gør sin krop til en ting – et værktøj, man kan styre.
Det nærliggende spørgsmål er så, hvorfor man som ung føler, at man har brug for dét? Der er ikke nogen solid, videnskabelig forklaring på, hvordan sammenhængen er, men mange ungdomsforskere binder udfordringerne sammen med traumer eller (i højere og højere grad) præstationspres. Unge oplever mere end nogensinde før, at verden er kaotisk. Aldrig har man skullet vælge og fravælge så meget, aldrig har man stået så meget til ansvar for sit eget liv. Aldrig har den sociale sfære været en delbar scene, som alle kan følge med i, på samme måde som nu. Disse mange valg fra institutioner, medier, venner og forældre kommer for det meste med de bedste intentioner, men mængden kan være overvældende. Sociale medier giver utroligt mange muligheder for at kommunikere med venner og familie, men udbuddet kan gøre, at man ikke ser skoven for bare træer. Desuden forventes det, at man er ’på’ og konstant følger med.
Det kan være fristende at tage komplet styring over noget i sit liv. Det mest nærværende, man har, er sin egen krop. I podcasten kommer panelet ind på, at kroppen har et helt særligt forhold, idet den både kan ses som et objekt, og selvfølgelig også som en del eller en forlængelse af en selv – et subjekt. Finn Skårderud illustrerer dette med en pointe fra den franske filosof, Maurice Merleau-Ponty. Han siger, at idet ’jeg kan tage mig på min arm,’ har man både behandlet sin krop som en ting og som en del af sig selv på én gang. Det er i grove, filosofiske træk, hvad en person med en spiseforstyrrelse risikerer at gøre. Man – altså hjernen eller bevidstheden – tvinger sin krop til noget, fordi man har en forestilling om, hvordan man vil være som helhed. Det centrale er så, at man ikke er en helhed, før det er lykkedes at se sådan ud, eller at det føles på en bestemt måde.
Urealistiske kropsidealer er ikke altid udgangspunktet for en anorektiker. Tone Dandanell, som er filosof, men også tidligere anorektiker fortæller, hvordan hun havde en forestilling om, at hun bare gerne “ville fylde så lidt i rummet som overhovedet muligt.” Hun tilføjer også til Skårderuds pointe om at ’gøre sig selv til en ting, man kan kontrollere,’ at man som spiseforstyrret tvinges til et skel mellem krop og bevidsthed. Dette kaldes en ’dualisme’, som sker, når bevidstheden er for sig selv og kroppen enten bliver ligegyldig, noget som skal kontrolleres, eller noget man ikke kan stole på. Dandanell relaterer tanken til den moderne filosofis fader, René Descartes, som brugte denne skelnen til at diskutere sit eget legemes eksistens.
Panelet i Brinkmanns Briks er altså kommet frem til nogle filosofiske måder at anskue spiseforstyrrelsen på. De kommer frem til, at spiseforstyrrelser kan være et forsøg på at kontrollere omverdenens kaos, og at spiseforstyrrelser får de unge til at adskille krop og bevidsthed, og tvinge kroppen i en bestemt retning.
Hvordan skal man så benytte dét i et tilbud som headspace, som sundhedsplejerske eller som anden fagperson? Den filosofiske øvelse, som panelet tager os igennem, er et argument for, at der er flere bagvedliggende årsager til at være udsat som ung. Desværre binder argumentationen også denne udsathed sammen med, at det er unge, der oplever et præstationspres, som er i risikogruppen.
Her kommer kropsidealerne ind igen. De urealistiske idealer tæller også med i forventningspresset, men de er ikke alene om at skabe den langtidsstressende situation, som unge ofte bevæger sig i. Det er altså den samlede mængde af pres udefra, som udgør en risikofaktor, men det er også hér, det brugbare viser sig. Måske kan man i højere grad forebygge, hvis man er opmærksom på, at unge, som for eksempel er stressede over skolen, det sociale eller kærestesorger, kan være i risikogruppen for spiseforstyrrelser.
Nogle har større forudsætning for, at udfordringer med kroppen kan blive behandlingskrævende, men i det hele taget går mange unge rundt i en gråzone. Fordi en risikofaktor er dette sammensurium af pres alle steder fra, så er det også vigtigt at se på den unges liv med et helhedsorienteret blik. Forandringer i den unges liv er nøglen her – både de forandringer, som sker omkring dem, men også dem, som de selv skaber. Der er altså et indre og et ydre pres, men i disse år ser vi det ydre pres stige voldsomt. Det er selvfølgelig i orden at træne lidt mere, blive veganer eller have en stille periode, men forekommer alle disse forandringer samtidigt, er der grund til at være på vagt. Samtalen med de unge om, hvorfor de gennemgår disse forandringer, er vigtig. Er forandringerne et forsøg på kontrol? Gør de unge bare ligesom vennerne? Eller arbejder de hen imod en bestemt forestilling om deres liv?
I headspace er de frivillige klædt på til at bemærke disse forandringer, hvis de kommer i stimer. Disse dagligdagsting, som de jo hver for sig er, indgår i de uforpligtende samtaler med de unge. Derfor bliver samtalerne et pædagogisk rum, hvor unge kan fortælle om deres problemer, men måske også bare få lyttende anerkendelse. At der lyttes i dybden, er blot et ekstra sikkerhedsnet. Headspace taler heller ikke i diagnoser. Det er der flere grunde til. For det første er diagnosticering og administration af diagnosen ikke headspaces bord. Headspace ser ikke rådgivningen som behandlerarbejde. For det andet møder vi de unge på et tidspunkt, hvor de ofte ikke er klar til at søge hjælp i systemet. På det niveau, headspace møder de unge, taler vi om ’udfordringer’ med f.eks. mad. At møde de unge hér kan opbygge en tillid hen over flere samtaler, som med tiden kan føre til brobygning, hvis der bliver brug for det.
Det frivillige aspekt i headspace gør det i det hele taget lettere at møde de unge i et rum, hvor de føler sig set og hørt. Det betyder, at headspace også i højere grad kan skabe ambassadører, som oplyser unge omkring dem om, hvad man kan få hjælp til. Det betyder også, at headspace har et manifesteret succeskriterium ved siden af at hjælpe de unge gennem samtale. Det handler i høj grad om vidensdeling og oplysning. Derfor er headspace også ude på skoler og gymnasier med oplæg og undervisning.
I kommunikationen med de unge, hvor headspace København har søsat et nyt undervisningsinitiativ, er der også fokus på de risikofaktorer, som spejler sig i podcastets pointer om, at de unge desværre behandler deres kroppe som objekter. De unge vil i nogle af undervisningsoplæggene udfordres til at sætte sig i andre kroppes sted. I andre oplæg er der fokuseret på at normalisere nogle af de følelser, som præstationspresset kan medføre. Selvfølgelig med den løftede pegefinger, at følelser som ensomhed kan være naturlige en gang i mellem, men at de selvfølgelig ikke må dominere. Her opfordres de unge til at søge hjælp – enten hos headspace eller hos deres læge.
Artiklen, som blev bragt i juni, og den dertilhørende workshop, hvor podcasten først blev nævnt, var skrevet til projektet ’VærDig.’ ’VærDig’-projektet er ved at komme til vejs ende, og de mange gode erfaringer er ved at blive indsamlet og implementeret i headspace, hvor det vil leve videre som vidensdeling. Den viden som ’VærDig’ har opnået, har givet de frivillige kompetencer til netop at afdække risikofaktorer, som har med krop, kost og motion at gøre. Projektets oprindelige form var væsentlig anderledes, end det er ved endemålet. Det betyder, at processen har formet både indsamlingen og brugen af viden til dét resultat, vi står med i dag. Det er væsentligt mere organisk i praksis i forhold til, hvordan den viden, som ’VærDig’ har opnået, skal bruges. Noget, som ikke har ændret sig med tiden, er succeskriteriet for projektet. Det har hele tiden handlet om, at frivillige kræfter skulle kunne anvende viden om unge, der er udsatte i forhold til krop, kost og motion, til at reagere i god tid. At genkende disse tegn taler ind i, hvorfor vi hos headspace har været så optagede af den analysemodel, som Svend Brinkmann, Finn Skårderud og Tone Frank Dandernell diskuterer.
’VærDig’ var det første store vidensprojekt, som headspace og Det Sociale Netværk gav sig i kast med. Én ting er den viden, som ’VærDig’ har nået i sig selv, en anden er, at der nu er en støbeform for, hvordan fremtidige projekters proces kan forløbe. Den viden, som ’VærDig’ har kastet af sig, kan tale ind i nye og spændende idéer, som vi håber at have vist med spejlingen i P1-podcasten. ’VærDig’ har været nærværende og spækket med idéudvikling hos de projektansatte samtidigt med, at det har dannet et vidensnetværk helt ud i kommunerne landet over hos en bred vifte af fagpersoner på skoler, kommunekontorer og i institutioner. Vidensprojektet består stadig af den erfaring, som er oparbejdet og videregivet til centrene, men også af et klassisk forskningsprojekt. De videnskabelige resultater fra forskningsprojektet er på trapperne, disse skal fortolkes og anvendes i den erfaringsbaserede kontekst, som hele ’VærDig’-projektet har været ramme om.
Headspace drager nytte af den viden, som ’VærDig’ har givet. Denne viden spejler sig i debatten om tilgangen til unge – både i og ved siden af behandlersystemet. Som en del af ungerådgivningen uden for behandlersystemet er det utrolig dejligt at se headspaces nye kompetencer spejlet både teoretisk og i praksis. Podcast, oplæg og artikel er del af det udtryk, som vi gerne ser som en del af samtalen, når vi taler om en ungdom, der til hverdag oplever et moderne kaos. Med fællesforståelse – og forståelse for, hvad de unge prøver at kontrollere – kan vi komme noget af udsatheden i forkøbet og forhåbentlig hjælpe de unge længe før, at en udsathed udvikler sig til en reel spiseforstyrrelse.
