Den gode skilsmisse

Sundhedsplejersken har en vigtig rolle i at støtte skolebarnet, hvis forældre er blevet skilt, ved at bruge udskolingssamtalen aktivt og se den som et fagligt redskab.

“Jeg ville ønske, at det ikke var så almindeligt, for så var der måske flere, der ville snakke om det” (Center for familieudvikling, 2018)

Ovenstående citat taler sit tydelige sprog for, hvordan skilsmisse nærmest er blevet et livsvilkår for børn og unge i dagens Danmark. Derfor ser jeg, at sundhedsplejersken har en vigtig rolle i at støtte skolebarnet, hvis forældre er blevet skilt, ved at bruge udskolingssamtalen aktivt og se den som et fagligt redskab. Det fordrer at sundhedsplejersken tør gå ind i den svære samtale med den unge samt påtager sig ansvaret, for at hjælpe den unge i den nye livssituation.

Indledning

Op til 26.000 børn oplever hvert år, at deres forældre skal skilles (Danmarks Statistik, 2015).

De nyeste tal fra Danmarks Statistik (tal fra 2014) viser, at der er ca. 316.000 skilsmissebørn i Danmark og at det er ca. hvert tredje skolebarn, i en gennemsnitlig skoleklasse, der vokser op i en familie hvor forældrene er skilt (Danmarks Statistik, 2015; Ottosen, 2016).

Disse ovenstående tal viser med tydelighed, at vi har en problematik, som vi ikke kan se os fri fra. Et barn hvis forældre er blevet skilt nærmer sig et normalitetsbegreb og bliver nærmest et livsvilkår for børnene. Hvilket er en farlig vej at gå ned ad, da vi som ovenstående citat viser, måske ikke tager det alvorligt nok. Vi kan komme til at glemme, at det er en stor ting for børnene, uanset om det er en såkaldt ”god skilsmisse” eller en konfliktfyldt skilsmisse.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at sundhedsplejersker er gode til at spotte de børn, der lever med forældre, der har en konfliktfyldt skilsmisse. Men hvad med de børn, der oplever, at forældrenes skilsmisse bliver omtalt af de voksne som en god eller lykkelig skilsmisse? Er vi gode nok til også at se deres behov, eller bliver vi påvirket af diskursen om, at i den ”gode skilsmisse” er der ikke noget at tale om?

Formål med undersøgelsen

En analyse fra 2018 lavet af Kommunernes Landsforening viser, at skilsmissebørn generelt får dårligere karakterer ved folkeskolens afgangsprøve end børn der har samboende forældre (Baes-Jørgensen, 2018). Hvilket blandt andet kan tilskrives at skilsmissebarnet har svært ved at koncentrere sig, da tankerne om skilsmissen

fylder. Det kan ramme deres mentale sundhed, som indbefatter den generelle trivsel og selvværd, da børnene kan føle sig alene med disse tanker (Baes-Jørgensen, 2018). Vores kerneområde som sundhedsplejersker er, at vi arbejder forebyggende og sundhedsfremmende, hvilket vil sige, at vi har en lovmæssig forpligtelse til at hjælpe skilsmissebarnet, uanset om det er en ”god skilsmisse” eller ej.

Min interesse for skolebarnet i den såkaldte ”gode skilsmisse” udsprang af en udskolingssamtale jeg havde med en dreng på 14 år, hvor jeg italesatte, at hans forældre var blevet skilt, og hvordan han havde det med det. Hans svar var: ”Der er ikke noget at tale om, det går jo fint,” mens han blev grådlabil. Her var det tydeligt, at der ikke var kongruens mellem hans verbale og nonverbale sprog. Dette viste mig, at barnet kan opleve en stor sorg over forældrenes skilsmisse.

National og international forskning viser, at uanset om skilsmissen er konfliktfyldt eller en såkaldt ”god skilsmisse”, så vil barnet altid blive ramt af krise og derved opleve tab (Amato, 2005; Søgaard, 2015).

Jeg ønskede derfor, at undersøge hvordan skolebarnet i ”den gode skilsmisse” kan støttes ved hjælp af udskolingssamtalen hos sundhedsplejersken, så barnets mentale trivsel kan højnes.

Metode

Jeg ønskede at få flere perspektiver i spil i min opgave og valgte derfor at tage udgangspunkt i et empirisk studie, hvor jeg brugte børnecitater, som enten var selvoplevet eller fundet i rapporten ”Mine forældre skal skilles. Så vidt jeg forstår på det hele” (Egmont Fonden & Børns Vilkår, 2016). Derudover lavede jeg et fokusgruppe interview med 4 sundhedsplejersker omhandlende deres erfaringer med skilsmissebarnet og udskolingsamtalen.

Fund

Jeg tog afsæt i børnecitaterne og analyserede dem ud fra Sociolog Axel Honnets teori om anerkendelse og hans 3 anerkendelsesbegreber; privatsfæren eller kærlighedsfæren (familien og vennerne), den retslige sfære og den solidariske sfære (kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber) (Honneth, 2006). Her fik jeg en forståelse af de unges behov for anerkendelse i forbindelse med forældrenes skilsmisse.

Privatsfæren

Citaterne fra børnene viste, at de ikke altid får mulighed for at tale med deres primære relationer – forældrene. For at børnene kan opleve en udvikling af selvtillid, må de føle en kærlighed i samspillet med deres forældre. Her kan børnene opleve at blive bremset i deres behov for anerkendelse, og for at kunne trives i den primære relation til sine forældre. Børnene vil gerne involveres og tale om det svære i situationen, men får ikke mulighed for dette, da det er en ”god skilsmisse,” og der dermed ikke er noget at tale om. Ved ikke at have mulighed for at tale med forældrene om det, som er svært og på den måde blive anerkendt i behovet for at kunne udtrykke sig og være en del af fællesskabet, vil børnenes fundamentale selvtillid kunne lide et knæk (Honneth, 2006). Dette har indflydelse på deres mentale trivsel.

”Det er ikke så let at snakke med forældrene om det, som er vanskeligt, når det vanskelige handler om dem.” (Dreng 12 år – Due, 2012, p. 66)

Den retslige sfære

Når børnene ikke får lov til at tale om det, de finder svært, kan de stå med følelsen af, at de er forkerte og at deres følelser er forkerte. Dette kan resultere i at børnene føler, at de ikke har en berettigelse i samfundet, og at de dermed ikke må indgå i en drøftelse om det, som er svært for dem. Dog har børnene ret til at blive taget alvorligt og indgå i en offentlig drøftelse med f.eks. os, som sundhedsplejersker (Honneth, 2006). For at børnene kan føle en berettigelse i samfundet skal deres stemmer høres og anerkendes. Hvilket vi bl.a. kan hjælpe med, via udskolingsamtalen.

Den solidariske sfære

Når børnene ikke får lov til at tale om det svære og blive anerkendt for dette behov, kan de få følelsen af ikke at leve op til, hvad der forventes af dem, både fra deres primære relationer og fra samfundet generelt. Dette kan have indflydelse på, hvordan de møder os i udskolingssamtalen, samt om de ønsker at åbne op og tale med os om det svære.

Når forældrene er glade og arbejder godt sammen, hvorfor er børnene så ikke glade, og hvorfor synes de, at det er svært?

Det fordrer at sundhedsplejersken tør gå ind i den svære samtale med den unge samt påtager sig ansvaret, for at hjælpe den unge i den nye livssituation. Men som mine fund fra mit fokusgruppeinterview viser, kan det være svært ikke at lade sig påvirke af diskursen i dagens Danmark om, at det er så almindeligt.

Sundhedsplejersken

Mange voksne er selv vokset op i familier præget af skilsmisse. Dette kan have rykket deres normalitetsbegreb til at mene, at skilsmisse er en normalt forekommende livsbegivenhed (Ottosen, 2016). Skilsmisse er generelt blevet mere accepteret, og der ligger ikke længere så meget stigma for forældrene, i selve skilsmissen, som i tidligere tider.

“Nu er der så mange … forældre der bliver skilt, at det nærmest bliver sån lidt, nå ja det er jo nærmest normalt […] det kan man godt komme til at glemme lidt, hvor alvorligt det er for barnet.” (sundhedsplejerske A)