I de seneste år har rådgivningstilbuddet headspace set flere og flere unge, der kæmper med negative tanker om krop, kost og motion. Unge, der er for raske til behandling i det etablerede system, men som savner hjælp og støtte til at få et godt forhold til dem selv, kan via projektet ’VærDig’ få den fornødne hjælp.
Hvor går man hen, når man er ung i alderen 12-25 år og tænker rigtigt meget på sin krop? Føler sig for tyk, for tynd eller er besat af mad? Hvor går man hen, når man hele tiden har et behov for at træne og forbrænde de sidste kalorier, som man har indtaget?
Hos headspace har man i det seneste år arbejdet med at opkvalificere frivillige og medarbejdere, der kan give rådgivning og støtte til unge, der har begyndende problemer relateret til krop, kost og motion.
Flere og flere unge kæmper med negative tanker ”
Vi har i en lang periode arbejdet intensivt på at opkvalificere alle vores medarbejdere og frivillige og fået faglige kapaciteter ind, der tidligere har arbejdet med unge, der har spiseforstyrrelser, og som har fået behandling i psykiatrien. Alt samme for at tage hånd om en udvikling, som vi har set de seneste par år, hvor flere og flere unge kæmper med negative tanker omkring krop, kost og motion,” siger Trine Hammershøy, der er direktør i Det Sociale Netværk/headspace Danmark.
Problemets karakter
En undersøgelse lavet af Børnerådet i 2016 blandt 1.400 elever i 9. klasse viser, at 23 % af pigerne og 9 % af drengene i 9. klasse har et forhold til mad, som giver dem en øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Undersøgelsen viser også, at 52 % af pigerne med risikoadfærd for spiseforstyrrelser har skadet sig selv med vilje, og 31 % af de unge træner mindst fire gange ugentligt. Halvdelen af disse unge træner trods skader.
Der er med andre ord behov for, at der bliver sat tidligt ind over for de unges negative tanker om krop, kost og motion.
God respons på rådgivning
Blandt andet derfor startede headspace ’VærDig’ tilbage i 2017. Her har man ansat fagpersonale med erfaring i forhold til spiseforstyrrelser, der er med til at opkvalificere de frivillige og sikre, at der i stigende grad er fokus på at spotte begyndende spiseforstyrrelser hos de unge, der kommer i headspace.
”Vi vil gerne sætte endnu tidligere ind og tage hånd om de unge, inden de får brug for behandling i psykiatrien. Med udgangspunkt i de erfaringer, vi har i forhold til frivillighed og at give de unge frirum, hvor de kan tale om deres tanker og problemer. Så vil vi forsøge at lave tidlige indsatser, der kan gøre, at de ikke udvikler en behandlingskrævende spiseforstyrrelse,” fortæller Pernille Krogh Jensen.
Hun har i 20 år arbejdet i børne- og ungdomspsykiatrien som sygeplejerske med unge med spiseforstyrrelser som omdrejningspunkt, men er nu en af de tre medarbejdere, der er med til at skabe et fagligt grundlag for at hjælpe de unge med negative tanker omkring krop, kost og motion:
”Vi møder ofte unge, der fortæller, at de sover dårligt, har svært ved at komme i skole eller på arbejde, og de dermed har svært ved at koncentrerer sig. I samme forbindelse nævner de måske, at de spiser meget lidt på en dag. Og vi møder også unge, der fortæller, at de over tid har trænet meget mere, end hvad de plejer eller er begyndt at spise på en anden måde, end de plejer,” siger Pernille Krogh Jensen og tilføjer:
”Vi har siden 2017 fået rigtig god respons på den rådgivning, vi giver. De unge kommer igen, når de har været hos os og er glade for, at de bliver set og hørt, og at der bliver taget udgangspunkt i de udfordringer, som de har,” siger Pernille Krogh Jensen.
Frivillige står bag rådgivning
Det er primært frivillige, der står bag rådgivningen af de unge, og de problemer, som de har. Hvad enten det er kost, krop, motion eller noget helt fjerde. I alle 18 headspaces har de frivillige fået ekstra uddannelse og indsigt i, hvordan man tager samtaler om begyndende spiseforstyrrelser og hvilke faresignaler, man skal være opmærksom på.
Pernille og de to andre konsulenter dækker de forskellige headspaces i de forskellige regioner. Pernille tager sig af Storkøbenhavn, en anden tager sig af Syddanmark, og en tredje er ansvarlig for Midtjylland. Foruden uddannelse og opkvalificering er der også meget sparring og opfølgning på samtalerne.
Sofie fik hjælp
En af de unge, der har brugt rådgivningstilbuddet ’VærDig’, er Sofie Krog, der i dag er 26 år gammel.
I mere end fem år kæmpede hun mod spiseforstyrrelsen bulimi. Som teenager begyndte hun at føle, at kroppen var helt forkert. En følelse, der tiltog gennem årene og til sidst var hun fanget i et mad-orgie, som hun først kom ud af, da hun søgte hjælp.
“Jeg har aldrig været overvægtig, men jeg blev meget kontrollerende i forhold til min kost, og det hang helt sikkert sammen med, at der var en indre uro i mig,” fortæller Sofie.
Et æg og et stykke rugbrød
Da Sofie Krog kom i gymnasiet, bestod hendes morgenmad typisk af ét æg, frokosten af en rugbrødsmad og aftensmaden ofte af ingenting. Sofie følte sig ikke tilpas i sin klasse, og trangen til at tæmme kroppen forsatte.
“Jeg kunne ikke lide at være i gymnasiet, så jeg prøvede at finde en lykke i at komme ned på et særligt antal kilo eller nå et særligt taljemål. Jeg fokuserede på alle de ydre ting i stedet for at kigge indad.”
Mødt med åbenhed hos headspace
Sofie Krog havde brug for hjælp og googlede sig frem til headspace, hvor hun fik en rigtig god modtagelse.
“Det var fantastisk at få nogen at tale med og at have et sted, hvor jeg kunne slippe de her tanker og frustrationer løs, og hvor der var nogen, der lyttede. Det var så vigtigt, at jeg blev mødt med respekt samt en normalisering af og forståelse for bulimien.”
Hun fortsatte efterfølgende med regelmæssige samtaler, samtidig med at hun blev indlemmet i en gruppe af piger i samme situation.
Fokus på netværk og de pårørende
Udover at hjælpe unge, der har udfordringer med krop, kost og motion, så har man i headspace også et særligt fokus på de pårørende til de unge med begyndende spiseforstyrrelser. Derfor er de tre konsulenter i gang med at finde ud af, hvordan de bedst muligt kan hjælpe de pårørende, og hvilke behov de har. Og så er fokus lige nu på at nå bredt ud til bl.a. sundhedspersonalet rundet omkring i landet.
”Lige nu er vi i gang med at se på, hvordan vi bedst når ud til dem, der har med de unge at gøre, fx sundhedsplejerskerne, og så er vi i gang med at bygge bro til andre faglige kompetencer. Det er vigtigt at komme hele vejen rundt om de unge,” fortæller Pernille Krogh Jensen.
Fakta om headspace
Det Sociale Netværk blev etableret i 2009 af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der nu er protektor for foreningen. I dag er formanden Benedikte Kiær (K), der til dagligt er borgmester i Helsingør. Det Sociale Netværk står bag headspace Danmark.
Headspace er et gratis rådgivningsinitiativ for unge mellem 12 og 25 år. Det er drevet af mere end 450 frivillige på landsplan og få fastansatte i samarbejde med staten, kommunerne, private fonde og virksomheder. I headspace er ingen problemer for store eller små, alt foregår på de unges præmisser, og der er ingen ventetid eller journaler.
I headspace kan unge komme direkte fra gaden og tale med ungerådgivere. Det er anonymt, gratis og uforpligtende. Der er også mulighed for at chatte eller kontakte headspace via mail og telefon.
headspace findes i 18 byer:
Aabenraa, Aalborg, Albertslund, Ballerup, Billund, Esbjerg, Fredericia, Gentofte, Greve, Helsingør, Herlev, Herning, Horsens, Hvidovre, København, Odense, Roskilde og Rødovre.