Omsorgssvigt i et neuro-psykologisk perspektiv

Hjernens udvikling begynder allerede før fødslen og fortsætter til vi er voksne. En del af denne udvikling er forprogrammeret og genetisk bestemt. Men gener opererer ikke i et tomrum. De er afhængige af input fra omgivelserne. Disse input handler i begyndelsen mest om kærlighed, berøring, trøst, mad og ikke mindst omsorg. Det er blandt andet sådan de neurale forbindelser bliver til og forstærkes. Og det er disse neurale forbindelser, der sikrer enten et stærkt eller et svagt fundament, som den videre livsudvikling kan bygge på. Det er lidt som at bygge et hus: Der skal et solidt fundament til for at sikre, at huset forbliver sundt og stabilt. Alle dele af huset er forbundet med hinanden.

Dette er formentlig ikke ny viden for sundhedsplejersker. De fleste ved, at barndommen, særligt den tidlige fase, nok er den vigtigste periode i et menneskes liv. At utilstrækkelig omsorg kan gøre stor skade. Ny forskning viser imidlertid, at omsorgssvigt i de tidlige år kan have en endnu mere langsigtet betydning for hjernens udvikling og for fysisk og psykisk sundhed, end vi tidligere har troet.

Giftig stress

Stress er en uundgåelig del af livet. En vis mængde stress er normalt og helt afgørende for individets overlevelse. Stress hjælper os til at overkomme forhindringer og tilpasse os nye situationer hele livet igennem. Stress kan på den måde være positiv. Stress hjælper udviklingen på vej.

Når det lille barn oplever stress, vil det som regel være omsorgspersonerne, der tager over og hjælper barnet til at regulere stressen gennem trøst, mad og beskyttelse. Omsorgspersonerne kommer på denne måde til at fungere som ”stressregulatorer” for barnet. Barnet opnår gennem denne regulering selv erfaring med sund håndtering af stress. Samtidig får barnet en vis forståelse af verden og en vis fornemmelse af organisering eller orden.

Det positive ved stress forsvinder imidlertid, når stressen varer ved og ikke reguleres. Eksempelvis i situationer, hvor omsorgspersonerne har truende, aggressiv eller uforudsigelig adfærd. I disse tilfælde frustreres barnet i stedet for at blive beroliget og reguleret. Her taler vi om at stressen bliver farlig for hjernen. Denne form for ureguleret, længerevarende stress kan skade hjernens og immunsystemets udvikling. Dette kan give kognitive og følelsesmæssige vanskeligheder, men også livslange sundhedsrelaterede problemer som eksempelvis hjertesygdomme, kræft og kroniske sygdomme.

Tidlig og intensiv stress kaldes også for giftig stress. Giftig stress opstår, hvis barnet er mere eller mindre overladt til sig selv, hvis det udsættes for overgreb eller hvis barnet på anden måde er vidne til voldsomme begivenheder. Kort sagt at barnet udsættes for omsorgssvigt.

Giftig stress er særligt skadelig for børn. Det skyldes, at hjernen i kraft af sin store modellérbarhed, er særligt følsom overfor de hjernekemiske påvirkninger, som stresshormoner udgør.

Kognitive vanskeligheder

De fleste husker nok de rumænske og bulgarske børnehjemsbørn fra 1990’erne. Disse børn er nu voksne og er som gruppe blevet fulgt tæt forskningsmæssigt. Denne menneskelige tragedie har givet os værdifuld viden om, hvad tidligt omsorgssvigt kan betyde for et menneskes udvikling på kort og på langt sigt.

Overordnet tegner forskningen et billede af, at børn, der som spæde og småbørn har været udsat for utilstrækkelig eller ligefrem dårlig omsorg i mere end 6 måneder, har en række kognitive og følelsesmæssige mén. Dette har betydning, dels for deres psykiske velbefindende og trivsel gennem hele opvæksten. Men også for hvor godt de klarer uddannelse og arbejdsliv som voksne.

Konkret betyder dette, at når barnet i en længerevarende periode ikke modtager den mest hensigtsmæssige form for input på det tidspunkt, hvor hjernen er allermest klar (sensitive perioder), udvikler den sig ikke, som den skal. Forbindelserne i den umodne hjerne bliver for få og for uspecifikke og arousal forbliver i forhøjet beredskab. Hjernen tilpasser sig de forhold den tilbydes, hvilket har uhensigtsmæssige, og for nogle, permanente konsekvenser. Dette kan gå ud over eksempelvis barnets udvikling af intelligens, hukommelse og eksekutive færdigheder.

Ikke alle er ens

Samtidig viser forskningen os, at ikke to børn er ens. Børn, der har været udsat for tilsyneladende nøjagtig de samme ekstreme livsvilkår, kan have betydeligt forskellige udviklingsforløb. Eksempelvis har en femtedel af børnene i det seneste opfølgningsstudie (2017) af de rumænske børn, vist sig at klare sig godt, kognitivt, psykisk og uddannelsesmæssigt. Dette gælder nok også for danske børn, der har været udsat for omsorgssvigt. Nogle klarer sig godt trods et nærmest umuligt udgangspunkt, mens andre børn har store vanskeligheder efter kun en korterevarende påvirkning. Der kan i forskningen endnu ikke peges på særlige forhold hos det enkelte barn, som eksempelvis fødselsvægt, genetiske markører eller andet, der kan forklare, hvorfor nogle børn er mere modstandsdygtige – resilliente – end andre.

Vi kan derfor ikke sætte en skarp grænse eller ramme for, ”hvor meget der skal til,” før et barn skades af utilstrækkelig omsorg. De fleste forældre gør det godt, og de fleste børn er robuste nok til at klare nogle bump på vejen. Hvert barn er forskelligt og hvert livsforløb i sig selv uforudsigeligt. Men jo mere intens og jo længerevarende omsorgssvigt barnet har været udsat for, desto større risiko for et negativt udfald på kort og på langt sigt.