Kærlighed – plus noget mere!

Børn har brug for ubetinget kærlighed, det er en sandhed, der er trængt ind i vores kultur i de sidste 50 år. Og forskningen kan i rigt mål dokumentere, at børn uden tilstrækkelig kærlighed får en dårlig opvækst med langtrækkende konsekvenser. Kærlighed er grundlaget for den første og vigtige tilknytning mellem barn og mor. Uden kærlighed udvikles usikkerhed, tvivl og mistillid – til verden og til sig selv. Derfor er kærlighed en nødvendig betingelse for et barns udvikling i positiv retning. Men der skal mere til for at denne udvikling fortsætter i det positive spor efter de første par år. Stimulering, sociale samspil, leg, trivsel – og så det, denne artikel vil sætte fokus på: en indre struktur. Vi kan kalde det robusthed, styrke eller karakterdannelse, ordene er ikke så afgørende. Det vigtige er forståelsen af, at børn skal tilegne sig en evne til at kunne stå på egne ben mentalt set. De skal udvikle en grad af selvkontrol og kunne håndtere det pres, der opstår fra egne behov, fra modgang i omverdenen og fra den angst, der vokser ud af et alt for stort pres fra mange kilder på en gang. Lærer børn ikke det, bliver de sårbare over for den virkelighed, der møder dem helt fra de tidlige år i daginstitutionen. Derfor det vigtige spørgsmål: Hvordan styrker vi børns robusthed?

Vi er alt for optaget af børns dygtighed

Vores kultur i den vestlige verden er stærkt optaget af intellektuelle færdigheder. Vi stimulerer børn fra en tidlig alder i sproglige og kognitive færdigheder, vi måler og tester for at se, om resultatet er nået. Er det ikke tilfældet, sætter vi ind med ekstra påvirkning, der systematisk skal bringe barnet frem til et acceptabelt niveau. Men det er en alt for ensidig opfattelse af børns grundlæggende behov og i virkeligheden til skade for deres udvikling. Grundlæggende kan man skelne mellem to slags kognitive kvalifikationer, som et barn skal tilegne sig. Den ene omfatter det målbare, information og paratviden, Det er det færdighedsorienterede – og det er, hvad vi er fokuseret mod. Den anden kvalifikation handler om de bløde værdier som evnen til samarbejde, vedholdenhed, nysgerrighed og det at kunne sætte sig et mål. Det er disse kvalifikationer, der rækker længst frem i livet og er med til at forme et menneskes karakter. Vi har i årevis stort set nedprioriteret den slags kvalifikationer og hævdet, at de udviklede sig af sig selv.

Konklusionen er ikke, at børn ikke skal stimuleres. Det skal de naturligvis. Men det betyder, at vi skal genskabe en balance i det, vi udsætter børn for og håbe på, at der kommer en helhed og sammenhæng ud af det. Det vil sige et menneske, der selvstændigt og aktivt kan bidrage til at forme et godt liv. Derfor skal vi genopfinde en opdragelse, der hjælper børn til at udvikle disse egenskaber.

Opdragelsen bliver genopdaget

Ser vi historisk på opdragelsen er det næppe nogen overdrivelse at mene, at den gennem de sidste 50 år er svinget rigtig meget til den stimulerende side. Børn skulle blive dygtige og socialt selvstændige og kunne klare sig i en verden, hvor mor og far er på arbejde og de selv i børnehave. Det er udviklingen siden 1960erne med nye familiemønstre, mor på arbejdsmarkedet, slækkelse af normer og traditioner og en gennemgående individualisering, der gradvist har ændret opdragelsen. Den har mere og mere hentet sine værdier fra socialiseringen, som er ensbetydende med den almene påvirkning i daginstitutionen og en enorm mediepåvirkning. Den tidligere værdiorienterede og moralske del af opdragelsen er sunket ned i glemsel som noget gammeldags.

Derfor er forældre i dag i tvivl om opdragelsen, 48 % af forældre til børn mellem 3 og 15 år svarer i en undersøgelse fra Gallup i 2018, at de mener, at børn i dag generelt er for dårligt opdraget. Men deres egen usikkerhed er også udtalt. Blandt forældrene til 3-4 årige er 54 % dagligt eller ugentligt i tvivl om deres opdragelse. Blandt de 5-7 åriges forældre er den usikre andel lidt lavere (50 %). Jeg tror rigtig mange forældre kan se, at deres barn har brug for støtte til at kunne udvikle egenskaber som robusthed og selvkontrol, men de ser ikke tydeligt deres eget ansvar i den forbindelse. De tænker måske i en styrkelse af barnets intellektuelle og sociale egenskaber. Mit barn skal være dygtig, have venner og være et glad barn – og det er også vigtige egenskaber, rigtig vigtige. Men der skal altså mere til, hvis det skal blive et godt liv.

Netop det satte et avisindlæg fokus på. Det var en mor til en 4-årig (Dombernovsky, 2018), der skrev om sin egen dybe erkendelse af et ansvar, som hun alt for længe havde ladet ligge:

Først fire år inde i moderskabet er det gået op for mig, at det er mig, der er den voksne… Jeg brød med alle regler og rammer i min søgen efter frihed – og har glemt at sætte grænser for min søn…Fortvivlet erkender jeg, at der er dage, hvor jeg ikke orker at være den voksne, der tager ansvar og sætter rammer for mit barn, men lader ham flyde med ud i et slaraffenland med tv ”on demand”, hvor man altid får lov og aldrig keder sig….Men hvad så, når han som teenager ikke har nogen steder at rette sit oprør – og ikke kan finde hverken mine eller sine egne grænser.

Der er uden tvivl tale om et miks af forventninger og pres i en hverdag, hvor mange ender skal gå op i en vis harmonisk enhed. Og så kan det være en let udvej at tænke i retning af at lade stå til. ”Det lader jeg børnehaven om”, sagde en mor og henviste til nøjagtig det samme, nemlig at lade ham selv køre løbet og så håbe på, at de et andet sted udvikler de vigtige egenskaber i sønnen.

Men gradvist er en ny erkendelse på vej. Vi skal ikke abdicere som forældre, og vi skal ikke gå ud fra, at bare børn er elsket, så er det tilstrækkeligt. Sofie Münster kalder ligefrem sin sidste bog for ”Kærlighed er ikke nok” (2017). Vi skal heller ikke forlade os på, at dygtighed alene er vejen til det gode liv. Der skal mere til, der handler om karakterdannelse – og det er noget, der også omfatter påvirkningen i daginstitutionen. Det er et fælles projekt, men det starter i familien, og her kan den synsvinkel aktivt støttes i forældrenes kontakt med sundhedsplejen.

Karakterdannelse

Selve ordet lyder måske lidt bombastisk, når vi tænker små børn. Men perspektivet er at styrke barnets evne til at indgå i et fællesskab, med alt hvad det omfatter af glæder, anerkendelse, trivsel og pligter. Altså normer, som barnet støttes i at kunne leve op til, helt i det små – og børn elsker, hvad enhver ved, at hjælpe til og bidrage. Eller at ”gøre det selv” og kunne klare det. Det vigtige er, at vi inddrager børn, og at vi giver dem en plads i et fællesskab, så de gradvist overtager de værdier, der er knyttet til normerne. Og udvikler en fornemmelse af ansvarlighed. Det er den form for dannelse, man ikke kan læse sig til, den skal man leve sig til.

Karakterdannelse handler om at overtage egenskaber eller dyder, som man sagde engang, og gøre dem til sine egne. Psykologien taler om ”at internalisere” normerne og opbygge en selvopfattelse, der omfatter troen på at kunne og visheden om at have betydning. Det er også oplevelsen af at have et ansvar og at kunne leve op til det. Der er dermed også tale om at udvikle en moralsk fornemmelse af sig selv.

Den metodiske tilgang i karakterdannelse kan sammenfattes i fire punkter (Jørgensen, 2017):

1. Normer
2. Som børn er inddraget i og har et ejerskab til
3. Vægten lægges på processen, ikke præstationen
4. Den voksne er nærværende

Normer er ritualer, pligter, opgaver, traditioner – altså den sociale struktur, som en familie opbygger, og hvor det vigtige er, at børn er med til at bestemme dem og får del i dem. Der skal selvfølgelig ikke være for mange sociale regler, der ender med at blive indsnævrende. Der skal være en fin balance mellem lyst og pligt, hvor barnet kan se meningen og oplever at få betydning. Og den voksne evner at fastholde barnet i fællesskabet og opgaven. Det er det, der handler om at lægge vægten på processen, fordi den voksne støtter barnet i at kunne klare det gennem en anerkendelse af følelserne. Det indebærer, at den voksne også selv forpligter sig til at være nærværende i relationen.

Mod til at opdrage

Grundlæggende er der tale om, at vi voksne har mod til at opdrage. Det vil sige ikke give efter for fristelsen til bare at ”lade det køre” og få tid til sig selv. Eller overlade barnet til den altid åbne mulighed for underholdning i en tablet eller en telefon. Modet består i at stå fast og holde fast i normen – men også gå ”over broen” og ind i barnets følelser her og nu. Psykologer kalder det ”spejling”.

Klokken er halv ni og den 3-årige skal i seng. Men lige nu har han det så sjovt og leger så godt, og alt er harmoni og hygge. Derfor vil han ikke i seng og protesterer vildt. Hvad gør moderen? Hun kan kommandere og give ham ordre, men det ”orker” hun ikke – hun ser også konflikten for sig som en dum afslutning på en dag. Hun kan også give efter og bare sætte en ny sengetid. Det ved hun er uholdbart. I stedet går hun over broen til ham og siger: ”Du leger så godt og har det så sjovt, men du er også træt, nu hjælper jeg dig af med tøjet, for du skal i seng”. Hun anerkender hans følelser men holder fast i normen. Det er i denne dobbelt-bevægelse, at hun giver ham et afsæt for at tilegne sig de normer, som kommer til at udgøre grundlaget for hans karakterdannelse. Det psykologiske begreb er ”spejling”: moderen spejler barnets indre tilstand for ham, både i det hun siger og i hendes måde at forholde sig til ham på (Rasborg, 2018).

Den indre struktur

At overtage normer betyder, at de kommer til at indgå i barnets måde at se verden på. Altså internalisering. Når barnet lever op til en forventning, en pligt, en opgave, en tradition, så er der også tale om at opnå anerkendelse og dermed betydning som menneske. Som om barnet siger til sig selv: Jeg gjorde det, jeg klarede det. Dermed skabes en selvforståelse med en kerne omkring selvværd, der understreger følelsen af at have værdi. Og ikke mindst følelsen af at tro på, at kunne klare udfordringen eller kunne styre sig selv.

Den indre struktur handler i høj grad om at have selvkontrol i forhold til egne behov og ønsker – og i forhold til ydre krav. At kunne kontrollere sig selv i en tilstrækkelig grad til at kunne indgå i fællesskaber og være et ansvarligt menneske er kernen i karakterdannelsen. Det er her opdragelsen hjælper et barn til ikke alene at opføre sig ordentlig, men også at være ordentlig.

Afslutning

Der er rigtig meget i vores kultur, der sigter mod at børn skal blive til noget. Karakterdannelsen peger i en anden retning, hvor der er tale om at børn skal blive til nogen. Det betyder en vægt på de bløde kvalifikationer og på udviklingen af ansvarlighed, som er selve grundlaget for et fællesskab og et personligt godt liv. I vores enorme individualisering er karakterdannelsen vigtigere end nogensinde – både i opdragelsen hjemme i familien og som den finder sted i daginstitution og skole.

Sundhedsplejens betydning i den forbindelse kan vanskeligt overvurderes, fordi forældre her henter en vigtig vejledning til at finde frem til deres mod til at opdrage.