Når to bliver til tre – og det vigtige relationelle miljø

Steen skal aflevere Alberte i vuggestuen, men hun græder og græder, vil ikke give slip og Steen kan ikke gå. En pædagog beroliger ham og efter et par minutter, hvor Alberte har siddet hos sin yndlingspædagog, falder hun til ro. Steen ringer efter ti minutter for at høre, hvordan det går, og pædagogen fortæller, at Alberte hurtigt faldt til ro.

Børns gråd går ind på os som voksne. Når børn græder, kalder det på en naturlig impuls til at trøste og berolige. Særligt det første barn er en særlig udfordring, fordi vi er nybegyndere som forældre, og ud over at skulle berolige barnet skal vi også berolige os selv og måske også vores partner.

Det vigtigste element i oplevet livskvalitet er, at vi har det godt med vores partner, og at vi oplever, at vores børn har det godt (Bradbury og Karney, 2013). Disse elementer bliver udfordret, når vi bliver forældre.

At gå fra at være kærester til at være forældre

Det at blive forældre er for de fleste en krævende livsovergang fra romantik og tid til hinanden til en krævende hverdag med mange praktiske opgaver. Det er kendetegnet både ved glæde, hengivelse og sammenhold, men samtidig også ved stress, udmattelse på grund af manglende søvn og tab af frihed af tid til sig selv og hinanden. Som nybagte forældre skal vi også forholde os til en ny rolle som både mor og far og vi skal forholde os til hinanden i disse nye roller. Og så skal vi forholde os til, at vi kan se forskelligt på, hvordan denne rolle varetages. De ofte store forventninger til sig selv og hinanden som forældre bliver udfordret af virkeligheden med bleskift, mangel på søvn og sex, periodevise konflikter over bagateller, forhandlinger om, hvem der skal tage barnets sygedage, osv. Alt sammen med det resultat, at parforholdstilfredsheden falder hos de fleste.

Sådan var det også for Steen og Lise. De var utrolig glade og lykkelige, da Alberte blev født, men ret hurtigt fik Alberte kolik, og Lise lagde afstand til Steen og følte sig afmægtig. Steen ønskede, at de skulle søge hjælp, men der gik lang tid, før Lise sagde ja. Lang tid med manglende søvn og mange skænderier. Steen skældte ud, og Lise isolerede sig mere. En faldende kurve på parforholdstilfredsheden.

Parforsker John Gottmans undersøgelse af parforholdstilfredsheden viser, at 67% procent af alle par oplever et drastisk fald i parforholdstilfredsheden, første gang de blev forældre. 33% oplevede ikke dette fald. Disse par mente ligefrem, at deres parforhold var blevet bedre. Det har vist sig i undersøgelsen, at deres parforhold blev bedre, fordi de fortsat havde høj opmærksomhed på hinanden og hinandens behov – også selvom de havde fået ekstra travlt, efter at de fået barn. Det fortæller os noget om vigtigheden i at passe på parforholdet, når man er blevet forældre.

Forældreskabet som en udviklingskrise

I forældreskabet oplever vi måske en ny sårbarhed, som vi ofte ikke har haft kontakt til før. Perioder med træthed og øget konflikt minder os om, hvor uperfekte vi er, og hvor sårbare vi i perioder kan være. Den omsorg og støtte, som man som par tidligere har kunnet give hinanden i overflod, er nu udfordret. Når omsorgsligningen ikke går op på grund af manglen på støtte og omsorg for hinanden, så risikerer parret at skabe konflikter og følelsesmæssig afstand til hinanden.

Hvordan kan vi forklare, at nogle par kommer fint igennem deres udviklingskrise som forældre, mens andre kommer ind i et negativt samspilsmønster med dårlig parforholdstilfredshed og risiko for skilsmisse. Der vil være mange forskellige individuelle forklaringer og årsager, men et tilknytningsteoretisk perspektiv kan give et bud på et svar. Jo tryggere tilknytning vi har, jo lettere beder vi om hjælp, når vi er pressede.

Barnets og forældrenes tilknytning

Et spædbarn er hjælpeløst og sårbart og har brug for forældre, der har en tilpas grad af sensibilitet over for barnets behov. Vi trækker som forældre på vores tidligere erfaringer med vores egen forældres evne til følelsesmæssig og fysisk omsorg. Vores grundlæggende tilknytningsrelation danner grundlaget for, hvor stor vores tolerancetærskel er for at håndtere stress og kriser. Hvis vi har oplevet forældre med evne til en god nok følelsesmæssig spejling af os, så er vi mere trygge i os selv og kan håndtere følelsesmæssigt pres med mere modne strategier. Vi bliver ikke så let følelsesmæssigt reaktive. Men ca. en tredjedel af alle forældre har et mere utrygt fundament, der gør, at de er mere sårbare over for det følelsesmæssige pres, der almindeligvis opstår, når vi er forældre til spædbørn og i særdeleshed, når ens barn ikke er i trivsel.

Lises egen mor var 20 år, da hun fik Lise og blev hurtigt skilt fra Lises far.
Det var ikke en konfliktfyldt skilsmisse, men Lises far var meget perifer som far. Lise beskriver sig selv, som en pige, der hurtig blev voksen, og som fik omsorg fra nabofamilien, da Lises egen mor ofte var optaget af de skiftende kærester, hun havde i de første ti år af Lises liv. Lise oplevede sig ofte overset af mor, men tilpassede sig. Hun kunne ikke andet. Da Lise blev mor til Alberte, sagde hun til sig selv, at hun ville gøre det meget bedre end sin egen mor. Hun anstrengte sig derfor rigtig meget for at være den bedste forælder hun kunne være. Der var ikke nogen, der skulle hjælpe hende. Hun kunne selv. Det havde hun altid kunnet.

Når forældrene ikke spiller hinanden gode

Fra både praksis og forskning kan vi se, at de strategier, vi har udviklet som børn til at beskytte os selv følelsesmæssigt, aktiveres, når vi bliver pressede. Beskytter vi os ved at trække os følelsesmæssigt, som Lise gør, så prøver vi at berolige os selv ved at lukke ned følelsesmæssigt. Men vi kan også beskytte os selv ved at forstærke vores følelsesmæssige reaktioner i håbet om at få kærlighed og omsorg. Det var Steens strategi.

Steen blev mere og mere frustreret på Lise. Han skældte ud. Han anklagede hende for ikke at ville gå i seng med ham, for at være egoistisk. Steen følte sig overset og havde rigtig svært ved at berolige sig selv. Hans forældre kaldte ham den lille kommandant, da han var barn, fordi han ofte ville styre legene med sin storebror og lillebror. Lillebror var født kun 13 måneder senere, end han selv blev født, og var født med en særlig sensibilitet. Steen havde altid oplevet sig overset og lidt glemt i familien.

Forældre kan blive fanget i negative samspilsmønstre, som kan forklares med, at forældrene i deres forsøg på at beskytte sig selv i den stressede og sårbare situation, de er i som forældre, kommer til at forstærke et negativt samspilsmønster. Et sådant mønster kan være det, man kan kalde ”kamp-flugtmønsteret”, hvor den ene angriber og anklager, og den anden flygter. Jo mere han angriber, jo mere får hun behov for at trække sig, og jo mere hun trækker sig, jo mere opsøgende bliver han for at gøre hende opmærksom på, hvad han savner. Resultatet er en eskalerende konfliktspiral, der skaber større følelsesmæssig afstand og et mere og mere betændt samarbejdsklima. Ingen af dem forstår den anden, og de er begge ulykkelige, sårede og alene.

Steen og Lise blev begge mere og mere frustrerede. Steen angreb og anklagede, og Lise flygtede. Da Lise startede på arbejde efter barslen var hun så vred og frustreret, at hun indledte en affære med en kollega, hun havde haft et godt øje til tidligere. Steen fandt ud af dette, da der tikkede en sms ind på Lises telefon, der lå i køkkenet. Lise ville skilles og ønskede ikke parterapi. Steen brød sammen, tryglede og bad, men intet hjalp. Det var for sent.

Risikoen for at blive skilt er størst, mens børnene er små

Ud over en utryg tilknytning, hvor man har vanskeligt ved at bede om hjælp og støtte, kan der være mange forhold, der presser forældrene. Et barn med ekstra sårbarhed, arbejdsmæssige forhold, manglende støtte fra netværket, forældrenes egne sårbarheder mv.

Presset på forældrene er størst, når børnene er små, og derfor er risikoen for at bliver skilt også størst i denne periode. Først efter at børnene er startet i skole, falder risikoen for, at forældrene bliver skilt (Danmarks Statistik, 2016).

Steen og Lise blev fanget i en negativ samspilsdynamik, der gjorde, at de skabte større afstand til hinanden. Lise håbede på, at det at gå fra Steen ville give hende fred og ro, og det ville løse det for dem. Sådan skulle det ikke gå.

De negative samspilsdynamikkers skadelige virkning

Konflikter både inden for parforholdet og i forbindelse med en skilsmisse er, for både forældrene og børnene, en stor belastning. Skilsmisse er den mest almindelige livskrise i danske børns opvækst (Trille, 2014). Den er samtidig også en signifikant risikofaktor for børns udvikling og trivsel (Bilenberg et al., 2014). Det er særligt konflikterne mellem forældrene, der er belastende. Både i forhold til børnene, men også i forhold til forældrenes overskud til at varetage forældreopgaven. Erfaringerne fra praksis er, at det forældrene kæmper med i parforholdet, det kæmper de også med efter skilsmissen. De negative samspilsdynamikker og tillidsbrud, der har udspillet sig i parholdet, risikerer at leve videre med større potens i skilsmissen.

For Steen og Lise blev det tilfældet. Steen reagerede voldsomt på Lises utroskab. Lise trak sig væk og fik hemmelig FAG FAG adresse. Alberte fik det dårligere og dårligere.

Negative samspilsdynamikker som en kronisk belastningsreaktion

Hvis den negative samspilsdynamik ikke bliver brudt, og forældrene ikke bliver støttet i at tage ejerskab for deres samarbejdsklima, så kan både forældre og børn ende i en kronisk belastningstilstand. Forældrene peger på hinanden som årsag til deres fælles barns mistrivsel, mens professionelle omkring familierne peger på det negative samspilsmønster mellem forældrene som årsag til barnets belastning. Forældrene bliver mere og mere belastede af konflikten og barnet bliver mere og mere sårbart.

Steen og Lise sad fastlåst i en periode i et negativt samspilsmønster. Albertes børnehave blev bekymret for Alberte og aftalte med Steen og Lise, at de skulle have hjælp til en bedre kommunikation. Steen og Lise sagde ja. De var begge utrolig kede af at se Alberte være belastet. De tog i løbet af den efterfølgende lange proces ejerskab for at skabe et godt nok samarbejdsklima. Det tog lang tid, fordi de var et meget fastlåst sted.

Når omsorgsligningen ikke går op

Heldigvis ender alle nybagte forældre ikke i et samlivsbrud, og alle skilsmisser er ikke vanskelige og fastlåste som Steen og Lises. Men i den almindelige skilsmisse vil der også være brug for en særlig opmærksomhed på barnet.

De to vigtigste beskyttelsesfaktorer for børn efter skilsmissen er, at forældrene tager ejerskab for at skabe en god nok samarbejdsrelation, og at de hver for sig er gode nok forældre.

I den første tid efter skilsmissen har både forældre og børn en opgave med at finde fodfæste i deres nye liv. Barnet har et større behov for omsorg og mange forældre vil være i en krisesituation, hvor deres evne til omsorg kan være nedsat. Barnet kan derfor være i en situation, hvor dets behov for omsorg ikke på tilstrækkelig vis kan dækkes af forældrene. Derfor er andre voksne og professionelle, som eksempelvis pædagoger, lærere og sundhedsplejersker, vigtige for barnet. De kan have en særlig opmærksomhed på barnet i denne periode, så barnet oplever, at det ikke er alene.

For Alberte var dette tilfældet. Ikke bare i den første periode, men i så lang en periode, at pædagogerne omkring hende blev så bekymrede, at de indkaldte forældrene til et møde. Heldigvis var Steens mor en ressource, som følelsesmæssigt kunne støtte Alberte.

De sunde relationers betydning for sundhed

Gode og trygge parforholdsrelationer skaber et godt fundament for psykisk og fysisk trivsel. Når vores parforholdstilfredshed er lav, påvirker det os på mange måder. En undersøgelse viser for eksempel, at gravide med lav parforholdstilfredshed har det dobbelte antal infektioner, sammenlignet med gravide med høj parforholdstilfredshed (Henriksen, Torsheim & Thuen, 2015) og en anden undersøgelse viser, at der er højere dødelighed blandt hjertepatienter med lav parforholdstilfredshed (Rohrbaugh, Shoham & Coyne, 2006).

Et sundt relationelt miljø skaber ikke bare noget godt for forældrene, det giver også et stærkt trygt fundament for børn og gør dem mere robuste til at håndtere de særlige udfordringer, som de vil møde fremadrettet i deres liv, også når de engang selv bliver forældre.

Som professionelle giver det derfor god mening at have et fokus på forældres relationer, og støtte dem på en måde, så de går fri af at havne i negative samspilsdynamikker, som Lise og Steen gjorde. Hvis vi derfor som professionelle omkring nybagte forældre er opmærksomme på de særlige udfordringer, de ofte står i, og er opmærksomme på, hvordan de har det sammen som par, har vi mulighed for at støtte og forebygge mistrivsel i familien ved at gribe tidligt ind og evt. henvise til viden, redskaber og tilbud til forældrene, som er til gavn for deres egen og børnenes livskvalitet og følelsesmæssig sundhed.