Tilsammen kan vi rigtig meget

Tværfagligt samarbejde kan være vejen til gode og sammenhængende velfærdsydelser. Men hvordan får man egentlig det tværprofessionelle til at fungere i praksis? En ny rapport fra Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge (NUBU) giver en række konkrete anbefalinger.

Rundt om i landets kommuner arbejder bl.a. sundhedspersonale, pædagoger, lærere og socialrådgivere tæt sammen for at tilbyde indsatser til udsatte børn og familier. Men på trods af gode intentioner er samarbejdet ikke altid let.

”Det er ofte i overgange mellem fagpersoner eller sektorer, at udsatte familier risikerer at blive ’tabt’,” siger docent Mette Juhl fra jordemoderuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole. Hun har været med til at udarbejde NUBUs rapport om tidlige indsatser til udsatte børnefamilier.

Tre konkrete bud Rapporten indeholder anbefalinger til at styrke tidlige indsatser over for udsatte børnefamilier og har blandt andet tre konkrete bud på, hvordan samarbejde på tværs af fag og sektorer kan styrkes:

• Teamsamarbejde kan bidrage til en fælles referenceramme, øget sagsflow og øget kendskab til andre faggruppers kompetencer.
• Efteruddannelse kan med fordel gennemføres på tværs af faggrupper og sektorer. Det kan bl.a. føre til en mere systematisk tilgang i opsporing og vejledning af familierne.
• Fysisk placering af samarbejdspartnere tæt på hinanden kan øge kendskab til hinandens arbejdsområde og har betydning for den tværfaglige dialog.

Rapporten har særligt fokus på sundhedsplejersker og jordemødre, men anbefalingerne kan bruges af alle velfærdsprofessioner, der arbejder med sårbare og udsatte børn og familier.

Proaktive og bedre indsatser

I rapporten fremgår det, at mange kommuner har erfaret vigtigheden af det tætte samarbejde, men samtidig oplever at det er udfordrende at få viden om hinandens faglighed.

En af de kommuner, der har gode erfaringer med at arbejde tværfagligt i sundhedsplejen, er Ballerup. Her mødes alle kommunens sundhedsplejersker en gang om måneden med børnepsykologer, forebyggende sagsbehandlere og en udgående specialpædagog.

”Møderne er med til, at familierne meget hurtigt kan få den rette hjælp og støtte. Der skal ikke først oprettes en sag, men gennem tværfaglig refleksion er der mulighed for handlinger og løsninger lige med det samme. Og det virker,” fortæller sundhedsplejerske Tine Iversen, der organiserer kommunens møder om tidlig, tværfaglig indsats.

”Det er proaktivt. Vi kommer virkelig tidligt ind i forhold til problemer i familien. Hvis en mor eller far udtrykker, at det er svært derhjemme, så sætter vi ind med det samme,” forklarer hun.

Det er familiens sundhedsplejerske, der i første omgang fremlægger sin bekymring for et barn eller familie. Herefter forholder alle fagligheder sig til problemstillingen, og sundhedsplejersken vælger efter den grundige tværfaglige refleksion, hvilke tiltag der vil være hensigtsmæssige fremover, og hvordan timingen skal være i forhold til hendes arbejde med familien.

”Vi har for eksempel en mandlig psykolog, som tager på hjemmebesøg hos familierne og er rigtig god til at tale med fædrene om deres rolle i familien. En del fædre har det svært med det at blive far – måske har deres erfaringer med deres egen far ikke været forbilledlige,” fortæller Tine Iversen.

”Vores specialpædagog kan lave individuelle indsatser i familierne tilpasset de vilkår, rammer og behov, familien har. Hun besøger familien, når de har tid og mulighed for det. Er der udfordringer op til børnenes sengetid, så er det der, hun kommer,” siger hun.

Større faglig glæde og flere kompetencer

Rapporten belyser, at der er brug for en fælles referenceramme mellem faggrupper, hvis samarbejdet for alvor skal batte noget.

”En fælles referenceramme kræver ikke nødvendigvis et fælles fagsprog, men et fokus på at forskellige faggrupper nærmer sig en fælles forståelse og opfattelse af de problematikker, som de skal samarbejde om,” lyder det i rapporten Bedre Sundhedspleje til udsatte familier i barnets første 1000 dage.

I sundhedsplejen i Ballerup Kommune er det også en af fordelene ved de månedlige møder, hvor flere faggrupper reflekterer over udfordringerne i børnefamilierne.

”På grund af vores gode kendskab til hinanden fra vores tværfaglige team taler vi ”samme sprog” og har opnået en fælles faglighed omkring de sårbare børnefamilier,” forklarer Tine Iversen.

”Så snart vi kommer ud over den ’almindelige sundhedspleje’, og det bliver komplekst, så kalder det på flere fagligheder. Møderne er et sparringsrum, hvor hele familieproblematikken bliver foldet ud og belyst. Det skal være sådan, at vi kan handle på det. Det kan være tungt og svært at vurdere alene: Skal det her være en underretning? Skal der politi ind over? Er der mon nogle muligheder, som den enkelte sundhedsplejerske har overset?” fortæller hun og tilføjer:

”Vi kan som sundhedsplejersker arbejde bedre sammen med fx de forebyggende sagsbehandlere, når vi ved, hvordan de arbejder, og hvad de faktisk kan gøre for familien. Og de forebyggende sagsbehandlere og psykologer har også gavn af deres øgede kendskab til sundhedsplejerskernes fagområde. Det ser vi i andre sammenhænge, hvor det gode samarbejde kommer andre børn til gode. Vi bliver kontaktet og ”brugt” på en hel anden måde end tidligere.”

I NUBUs rapport anbefales, at kommunerne opdyrker fælles viden og forståelse gennem blandt andet undervisning og kurser for relevant personale på tværs af forvaltninger og faggrupper. Det kræver dog en stærk ledelse med overordnet blik på tværs af afdelinger og sektorer, lyder det. Tine Iversen fra Ballerup Kommune er enig.

”Vores møder er også et rigtig godt læringsrum og et fælles kompetenceløft. Kendskabet til hinanden er vigtigt. Og det er blevet et trygt og fortroligt rum, som gør, at det er blevet mere fagligt interessant at arbejde med de svære problematikker. Som faglig leder er det virkelig en gevinst,” siger hun og pointerer, at tryghed og kendskab til hinandens perspektiver er en forudsætning for vellykket tværprofessionelt samarbejde. Det øger den faglige kvalitet og styrker arbejdsglæden.

”Min erfaring fra tidligere er, at der har været fine indsatser fra de forskellige fagligheder, men det er ikke tilfredsstillende for en familie at få så mange forskellige faglige indgange. Når de ikke er afstemt med hinanden, så kan de professionelle godt have samme intention, men familierne bliver forvirrede,” siger hun og betoner, at der er større effekt af at arbejde tværfagligt fremfor flerfagligt.

Tværfaglighed skal prioriteres

En del af succesen i Ballerup Kommune skyldes de organisatoriske rammer for møderne.

”Møderne er fastlagte og alle er indforstået med formål, rammer og struktur. Det er struktureret, og det skal styres, så alle lytter og har respekt for hinanden,” siger Tine Iversen.

Lektor Mette Strømfeldt Lind fra sundhedsplejerskeuddannelsen på VIA University College var med i arbejdsgruppen bag NUBUs anbefalinger. Prioritering er alfa og omega, mener hun.

”Der er et kæmpe potentiale i tværfagligt samarbejde. Sundhedsplejerskerne skal turde sparre med hinanden og med andre – og være mere synlige. Men det kræver, at det bliver prioriteret,” siger hun.

I Ballerup er der mødepligt til de tværfaglige refleksions- og sparringsmøder. Tine Iversen oplever desuden, at de prioriteres meget højt.

”Selvom vi ikke er placeret sammen, oplever vi ikke, at det påvirker mødedeltagelsen. Det er sjældent, at vi har afbud til møderne, og der er en meget intens og engageret stemning. For alle oplever, at møderne har stor værdi for deres arbejde,” siger hun.