Alle børn skal have de samme grundlæggende rettigheder, uanset køn, kulturel baggrund eller forældres religiøse baggrund. Derfor bør det være indlysende, at vi, i et spædbarnsvenligt og civiliseret samfund som Danmark, får indført en 18 års mindstealder for omskæring af raske børn.
Den 19.4.2018 var der indkaldt til lukket ministerråd på Christiansborg om Borgerforslag FT00124, der anbefaler en kønsneutral 18-års mindstealder for omskæring af raske børn. Både landets sundhedsminister, udenrigsminister, kirkeminister, justitsminister og forsvarsminister deltog i ministerrådet.
Udmeldingerne er desværre, at Regeringen og flere andre partier i Folketinget ikke vil stemme for indførelse af en 18 års mindstealder for omskæring af drenge, uanset om Borgerforslaget opnår de nødvendige 50.000 støtteerklæringer eller ej, fordi mange politikere frygter, at det kan udløse en ny Muhammedkrise, hvis Danmark, som det første land i verden, indfører en 18 års mindstealder for rituel omskæring af raske børn, og dermed vil landets sikkerhed være i fare.
Det er en trist udmelding for de små omskæringstruede drenge-spædbørn, som ikke har en jordisk chance for selv at vælge, om de ønsker en irreversibel forhudsamputation eller ej. Med afsæt i Børnekonventionen, der netop arbejder for at sikre børns helt basale rettigheder, herunder retten til at bestemme over egen krop, er de politiske udmeldinger ikke i barnets tarv, og helt ude af trit med vor tids syn på barnets basale rettigheder og behov for beskyttelse mod enhver form for overgreb.
Der er en grund til at både Faglig Selskab for Sundhedsplejersker, Lægeforeningen, Dansk Kirurgisk Selskab, Jordemoderforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Sex og Samfund, Børns Vilkår, Red Barnet m.fl. fraråder rituel omskæring af raske børn.
I Danmark er det forbudt at kupere hundehaler, men man må gerne skære i små spædbørns raske kønsorganer, hvis barnet er født som dreng. Det hænger for mig at se ikke sammen, og virker fuldstændig absurd set i et sundhedsfagligt og spædbarnsvenligt perspektiv.
Det er vigtigt at forstå, at Borgerforslag FT00124 ikke handler om et forbud, men derimod om at sikre en 18-års minimumsalder for omskæring af raske børn, således at barnet uanset køn, kulturel baggrund eller forældres religiøse overbevisninger, sikres de samme grundlæggende rettigheder – også når det gælder kropslig integritet. Derved sikres drengen retten til selv at træffe beslutning, hvorvidt han vil omskæres eller ej, ind til han er gammel nok til at give informeret samtykke til det irreversible indgreb, helt på lige fod med, at vi i Danmark siden 2003 har haft forbud mod omskæring af piger.
Udvikling af piger og drenges kønsorganer
Piger og drenges kønsorganer udvikles omkring 4. forsteruge, og de første 8 uger af fostertilværelsen er kønnene fuldstændig ens, man kan ikke se forskel på pige og dreng, indtil det der bliver til klitoris hos pigen, vokser ud som en penis hos drengefosteret, og udvikler sig til en penis med den følsomme glans på spidsen af penis beskyttet af forhuden hos drengen.
Hvad mange sundhedsplejersker ikke aner, det er, at forhuden, der sidder fastklæbet til glans, hos ca. 95% af alle nyfødte drenge-spædbørn, kan være op til mange år om at løsne sig fra drengens penishoved. Forhuden har derfor fra naturens side en anatomisk vigtig beskyttende funktion, og er fyldt med 1000-vis af nervebaner helt fra fødslen. Hverken forældre, sundhedsplejersker, læger eller andre bør derfor manipulere med spæde drenges forhud, hvis blot drengen frit kan komme af med sin urin, og det kan under ingen omstændigheder anbefales, at man skærer i spædbarnets raske kønsorganer, fordi det kan have varige følger som arvæv, smerter og urinrørskomplikationer hos drengen.
Som sundhedsplejersker må vi derfor med udgangspunkt i Faglig Selskab for Sundhedsplejerskers resolution vedr. rituel omskæring af børn være med til at oplyse forældrene om vigtigheden af at lade spæde drenges forhud være i fred, og dermed lade drengen være den første til at selv trække forhuden tilbage over glans.
Under normale omstændigheder er der IKKE behov for rengøring af rummet mellem forhud og glans på helt små drenge, idet drengens vandladning sørger for at skylle rummet rent. Når drengens forhud derimod er spontant modnet og frit kan manipuleres tilbage uden modstand, kan det jævnligt skylles med vand helt uden brug af pH-forstyrrende sæbe.
Risiko ved omskæring af drenge
Sundhedsstyrelsen anslår, at der omskæres mellem 1000 – 2000 drengebørn årligt i Danmark. Man kan undre sig over, at SST ikke har bedre overblik over, hvor mange spædbørn, der omskæres i Danmark. Og hvorvidt indgrebet foretages af en læge eller en ikke-lægefaglig person ved såkaldte ”køkkenbords-omskæringer”, da alle kirurgiske indgreb normalvis skal registreres til Landspatientregisteret, netop så der er mulighed for at følge med i de komplikationer, der kan være forbundet med et omskærings-indgreb. Det kan eksempelvis være kraftig blødning, arvæv, smerter, infektion, nekrose og urinvejskomplikationer, samt stærkt nedsat følsomhed af glans, der ved omskæringen omdannes fra at være et indre kønsorgan til at være et ydre kønsorgan, der ikke længere er beskyttet af forhuden, og derfor bliver overfladen på glans meget ru og mindre følsom.
Den forhud der fjernes ved et spædbarn svarer til ca. en 50-kroneseddel hos en voksen mand. Derfor er det ikke bare et lille ubetydeligt niv i tissemanden, når man skærer i drenges små kønsorganer og amputerer hele forhuden på spædbarnets penis. Vi er mange sundhedsfaglige og spædbarnsvenlige danskere, der håber at Borgerforslag FT00124 vil være med til at sikre barnets helt basale rettigheder, sundhed og trivsel, for spædbarnet kan desværre ikke selv fortælle politikerne, hvad der er på spil, og har ikke mulighed for selv at give informeret samtykke til en irreversibel, smertefuld omskæring.
Heldigvis har Borgerforslaget fået flere politikere til at åbne øjnene for, at det er på tide at få set på, hvorvidt voksne menneskers traditionsbundne omskæringsritualer skal fortsætte med at være styrende, forud for barnets basale rettigheder. Bl.a. udtaler Naser Khader at drengeomskæring i alt for mange år har været behandlet som en varm kartoffel i Etisk Råd.
Det er en lang og sej kamp, og det er komplekst, fordi rigtig mange ting er i spil, både den grundlovssikrede religionsfrihed, 4000 års oldgamle omskæringstraditioner, op imod de forskningsbaserede sundhedsfaglige argumenter, der fraråder at skære i spædbarnets sunde, raske kønsorganer indtil barnet er gammelt nok til selv at foretage et informeret valg, om det ønsker et irreversibelt, smertefuldt omskæringsindgreb eller ej.
Borgerforslag FT00124 handler i bund og grund om helt basale menneskerettigheder i et moderne, civiliseret og spædbarnsvenligt samfund som Danmark, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte små børn mod overgreb. Omskæring af drenges små raske kønsorganer kan ligestilles med overgreb på barnet og er derfor, set med min sundhedsfaglige og spædbarnsvenlige optik, helt ude af trit med vor tids syn på barnet.
Vi der, som faggruppe om nogen, kan kaldes for spædbarnsvenlige, må derfor kæmpe på spædbarnets vegne, fordi små børns basale rettigheder, sundhed og trivsel altid skal komme i første række, også selvom det kan indskrænke voksne menneskers ønske om at udøve traditionsbundne omskæringsritualer, jvf. FS10 Fagligt Selskab for Sundhedsplejerskers Resolution vedr. rituel omskæring af børn. I øjeblikket er der tæt på 47.000 støtteerklæringer til Borgerforslag FT00124, og det har for alvor sat gang i omskæringsdebatten i danske medier.
Justitsministeriet har vurderet, at borgerforslaget kan gennemføres i overensstemmelse med Grundloven. De har også vurderet, at det kan gennemføres i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Endelig er der indkaldt til forespørgselsdebat, før borgerforslaget overhovedet har opnået de nødvendige 50.000 støtter, hvilket er et helt usædvanligt tiltag.
Bilag 1
Resolution vedrørende Rituel omskæring af børn Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker besluttede på generalforsamling den 12.maj 2014, at udsende en resolution om sundhedsplejerskers faglige holdning til rituel omskæring i Danmark.
Danmark har i 1991 ratificeret konventionen om Barnets Rettigheder udarbejdet af De Forenede Nationers generalforsamling den 20. November 1989.
I Børnekonventionens 1 artikel 12 fastslås det at:
”Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.”
Ved dette forstår vi, at barnet er et selvstændigt individ, med særskilte behov og rettigheder. Barnet har ret til at sige sin mening i de forhold, der vedrører det. Derfor bør omskæring først finde sted, når barnet er gammelt nok til selv at tage stilling.
Artikel 24 pkt. 3 støtter udsagnet om barnets integritet yderlig:
”Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.”
FN’s Menneskerettighedsråd har i 2013 opfordret alle lande til at afskaffe indgreb som kompromitterer børns integritet og værdighed og er skadelige for piger og drengs sundhed.
International NGO Council on Violence Against Children2, som er et rådgivende organ for FN, beskriver omskæringe uden samtykke fra barnet som en grov krænkelse af den fysiske integritet og retten til beskyttelse mod vold.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker mener, at rituel omskæring (et indgreb uden medicinsk indikation), er ligestillet med et overgreb på barnet. Barnets oplevelse af at være et selvstændigt individ med retten til at bestemme over egen kropbliver negligeret af de nære voksne. Barnet oplever en unødvendig operation, som kan have sammenhæng med svære smerter. Indgrebet er irreversibelt og kan medføre problematikker af varig karakter.
Barnets bedste og barnets ret til kropslig integritet skal altid komme i første række, selv om dette kan indskrænke voksnes ønsker om at udøve traditionsbundne ritualer.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker vil derfor med støtte i Børnekonventionen fastholde, at barnets rettigheder, sundhed og trivsel skal være essensen i denne problematik, og at barnet aldersmæssigt skal være i stand til at tage et informeret valg for en rituel omskæring kan komme på tale. I Danmark er aldersgrænsen for informeret valg 15 år.
Reference
- Børnekonventionen (artikel 12 og 24): https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=60837