Hjælp børnene til at blive madmodige

Der findes ingen trylleformular, der kan få børn til at spise alt. Men der en række videnskabeligt dokumenterede tilgange, man kan forsøge sig med, hvis man gerne vil støtte sine børn i at spise varieret.

Utallige forældre kender til frustrationer over, at barnet ikke spiser særlig varieret. Frikadellen ligger urørt, og bønnerne må end ikke komme op på tallerken. Barnets mundvige vender nedad og fortæller tydeligt, at det eneste, der kommer indenbords, er pastaskruerne, eventuelt garneret med ketchup.

Hvordan hjælper vi vores kræsne barn, spørger forældrene. Først og fremmest holder man op med at tænke på sit barn som kræsent. Kræsenhed er ikke en sygdom, der skal behandles, men derimod en overgangsfase, hvor barnet er i gang med at blive fortrolig med egne sanseindtryk, sin egen smag og forskellige slags mad. Det er en udvikling, som helt naturligt er mere udfordrende for nogle børn end for andre – og som i øvrigt fortsætter hele livet igennem.

Når man vil støtte sit barn i at udvikle madglæde og mod på at prøve ny mad, er der ganske mange tilgange, man kan forsøge sig med. I Smag for Livet har vi gennemgået den eksisterende forskning på området og samlet det i et videnskabeligt review og et idekatalog henvendt til forældre og andre, der har med børns mad at gøre.

Det er ikke sikkert, alle metoder virker hjemme hos jer. Men prøv dig frem. Vær tålmodig, og lad for alt i verden være med at stirre ud af øjenkrogen på barnets tallerken eller tælle hver enkelt pastaskrue, barnet spiser. For det skal være rart at spise. Skab en afslappet og hyggelig stemning ved bordet og lad være med at lade hele måltidet stoppe, hvis barnet siger ”det vil jeg ikke ha!”.

Med disse forudsætninger på plads følger her en oversigt over det, man kan forsøge, hvis man gerne vil støtte sit barn i at udvikle madmod:

1 Prøv mange gange

Det mest effektive, du kan gøre for at få et barn til at spise noget bestemt, er i al sin enkelhed: Lad barnet møde fødevaren med jævne mellemrum og smage på den i både rå og tilberedt tilstand. De fleste forældre præsenterer børnene for noget to-tre gange, nogle kun én gang, og så stopper de med at servere det. Man skal blive ved flere gange end man tror.

Det betyder ikke, at man bevidstløst skal servere dampet rosenkål i 14 dage i træk. I så fald vil barnet og resten af familien opleve, at maden er kedelig og uindbydende, fordi vi får det samme på tallerknen som i går.

Men hvor ofte skal man så præsentere en fødevare for barnet? Det kommer an på det naturlige spisemønster for det, man gerne vil have barnet til at spise. Brød spiser vi ofte, og juice kan man også drikke hver dag. Andre ting vil være naturlige at spise én eller to gange om ugen og noget tredje kun hver 14. dag. Find en naturlig rytme.

Små børn lærer let – det gør de store ikke

Helt små børn i overgangsperioden mellem modermælk og familiens mad kan som regel lide en fødevare efter blot en eller to præsentationer. Førskolebørn skal typisk prøve en fødevare 8-15 gange, før de kan lide den, men i nogle tilfælde er der effekt tidligere. Ældre børn eller voksne kan have brug for at møde fødevaren 15-20 gange, før man har lært at kunne lide den.

Desuden skal du tilpasse det, du vil præsentere barnet for – for eksempel en grøntsag – til det øvrige måltid. Den kan være stegt, bagt, kogt eller dampet, rå, blød som mos, hård eller sprød, tilberedt alene eller sammen med noget andet. Husk at variere.

Endelig skal du være bevidst om, at metoden ikke er skudsikker. For nogle børn gør det ingen forskel, hvor mange gange de møder en given fødevare.

I et stort forsøg med 1- til 3-årige danske, engelske og franske børn, der blev præsenteret for artiskokmos 10 gange i løbet af en periode, viste der sig fire forskellige mønstre:

• 40 % af børnene var ”learners” – det var de børn, der godt kunne lære at lide artiskokmosen. I begyndelsen af forsøgsperioden spiste de kun lidt, men efterhånden meget af mosen.
• 21 % af børnene var ”plate clearers”, altså tallerkentømmere, som lige fra begyndelsen spiste det hele.
• 16 % af børnene var ”non-eaters”. Disse børn rørte ikke artiskokmosen og spiste generelt kun lidt.
• 23 % blev grupperet som ”random eaters”, hvilket vil sige de tilfælde, hvor der ikke var noget tydeligt mønster i børnenes lyst til artiskokmosen

De såkaldte non-eaters findes i alle aldre og med individuelle begrundelser for deres valg. For store børn kan det handle om, at det ikke er cool at spise bestemte ting – og så siger de nej tak.

Det kan også afhænge af situationen, hvorvidt barnet kan lide noget bestemt. Man kan meget vel opleve, at sønnike gerne spiser kogte gulerødder hos vennerne, men ikke derhjemme.

2 Flavour-flavour-læring

Den såkaldte flavour-flavour-læring – eller ”smagsparring” på dansk – går ud på at kombinere den smag, man skal lære at kende, med en smag, man kender i forvejen og godt kan lide.

Et eksempel kan være at lade barnet hælde smørsovs på broccolien. Man kan også bruge ketchup, revet ost eller noget andet vellidt.

Prøv at spotte om der er noget, børnene godt kan lide, eller synes er sjovt at øse op. Det fjerner fokus fra det, barnet ikke har lyst til at smage på.

Ved flavour-flavour-læring er det en god ide at bruge noget, der passer til måltidet, og som barnet synes godt om. Det behøver ikke være ketchup, ost eller smørsovs det hele – det kunne også være saltede nødder eller kokosmel.

3 Belønning

Belønning har tidligere været udskældt som metode til at få børn til at spise noget – i hvert fald i de klassiske ”hvis du spiser dine grøntsager, får du dessert”-varianter. Forskningen viser tydeligt, at belønning giver barnet højere præference for desserten og lavere præference for grøntsagerne. Lover man dessert som belønning for at spise grøntsager, risikerer man at påvirke barnet til at tro, at grøntsagerne må være særligt væmmelige, når de nu ligefrem skal lokkes ned.

Der er kommet en opblødning i forhold til at bruge belønning, men vi anbefaler generelt ikke belønning som metode, for risikoen er stor for, at mad bliver en handelsvare, hvor barnet via maden køber sig til ting eller ekstra iPad-tid.

En bestemt slags belønning kan dog være nyttig, nemlig anerkendelse. ”Hvor sejt, at du turde smage på den!”, kan være en fin belønning til barnet.

4 Lad barnet vide, at smag er noget, vi lærer

Skab en setting, hvor du lærer børnene, at vores opfattelse af smag er tillært – og at smagen er plastisk og kan forandre sig. Et eksempel:

Lad være med at acceptere, at Miriam aldrig kommer til at kunne lide gulerødder, for de er allerede undersøgt og kan ikke komme i kategorien af mad, hun kan lide.

I stedet kan man opfordre barnet til at være nysgerrigt over for smagen af guleroden: ”Prøv om du kan lide den i dag”, kan opfordringen lyde. Eller ”Det kan være, du har lært at spise den nu.”

Vi er ikke ude i at presse børn til noget. Der skal være plads til at sige nej tak, og det er helt fint.

5 Påvirkninger og rollemodeller

Vi bliver alle påvirkede af vores omgivelser, også i forhold til, hvad vi kan lide. Man kan opleve, at børns smag ændrer sig, alt efter hvem børnene spiser sammen med – fx andre børn, der kan lide noget andet.

Det kan man som forældre godt benytte sig af, fx hvis bedstevennen er på besøg og man ved, at han elsker bestemte madvarer.

Aldersforskellen har også betydning, hvis det er et ældre barn, ligesom voksne familiemedlemmer, ”helte”, tv-værter eller andet kan fungere som rollemodeller, der inspirerer barnet til at spise noget bestemt.

6 Lad børnene deltage i madlavningen

En god måde at undgå kræsenhed på er at give børnene ejerskab og lade dem lave maden. I en undersøgelse af 200 12-årige har man således set, at børnene spiste mere frugt og grønt, når de fik lov at lave mad selv. Samtidig blev de bedre til at håndtere madvarer på en hygiejnisk måde.

7 Skab ro før maden

Sluk for iPads og anden elektronik 10 minutter før spisetid, så børnene ikke bliver afbrudt i en aktivitet, de ikke har lyst til at blive afbrudt i.

8 Lav en afslappet spisesituation

Gør det hyggeligt og afslappende at spise, og lad ikke hele måltidet gå i stå, når Victor vrænger af bønnerne.

9 Leg med maden

Der er ikke megen forskning i effekterne af at lege med maden, men der er masser af erfaring, og vi anbefaler gerne leg tilpasset situationen, hvis man i øvrigt synes, det er i orden at lege lidt ved bordet.

Lad os sige, at familien spiser krebinetter med bønner, og junior piller bønnerne ud af bælgen. Så siger man måske ”Ej, prøv at se, jeg kan spise den ligesom en fugl spiser en orm”. Og vupti, så spiser barnet alle sine bønner.

Leg har den fordel, at den fjerner lidt af fokus på maden eller giver den en ny betydning. En mor har fx haft held til at lære sin søn at spise broccoli, fordi de legede, at det var den slags træer, som dinosaurerne spiste.

10 Distraktion – tv med snackgrøntsager

Her er igen en metode, mange familier vil kunne genkende: At lade børn få læst historier eller se fjernsyn samtidig med, at de spiser grøntsager skåret i mundrette stykker.

Det med at spise foran tv’et er på ingen måde noget, vi anbefaler generelt, men af og til kan det være en god ide at hygge sig med en skål med gnavegrønt. Typisk kan børn godt lide sprødheden i rå grøntsager, og distraktionen fra tv eller bog vil i nogle tilfælde få børn til at smage på ting, de ikke ellers spiser.

Til gengæld kan distraktionen mindske børnenes opmærksomhed på det, de spiser, og de kan komme til at overspise, fordi de bliver mindre opmærksomme på, hvornår de er mætte.

Endelig findes en tilgang, som flere benytter sig af, og som ikke har evidens på langt sigt, men som virker her og nu:

11 Grøntsager gemt i kødsovsen

Hvis målet bare er at få noget grønt i børnene, så virker det gamle husmortrick med at blende grøntsagerne og blande dem i kødsovsen, i lasagnen eller i tomatsovsen.

Vi vil dog advare mod at benytte denne metode, fordi børnene ikke bliver bevidste om smagen af det, de i virkeligheden spiser. En bedre og mere ærlig metode kan være at fortælle, at der faktisk er løg i frikadellerne eller kødsovsen, men at de er fintrevne, så man ikke kan mærke dem, kun fornemme den gode smag, de giver retten.

God appetit!