At vokse op som adopteret i Danmark

De fleste adopterede børn i Danmark trives og har det generelt godt, viser en ny undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Adopterede børn kan dog – både gennem deres opvækst og som voksne – møde nogle andre problemstillinger end deres jævnaldrende, som er væsentlige for deres trivsel og selvforståelse. De kan bl.a. opleve diskrimination, og flere af dem får en psykiatrisk diagnose i løbet af barndommen. Forskerne bag undersøgelsen fortæller her om hovedresultaterne.

I første halvdel af 90’erne blev der adopteret godt 3.000 børn i Danmark – langt de fleste fra udlandet og et fåtal fra danske familier. Der var tale om såkaldte fremmedadoptioner, dvs. adoptioner, hvor barnet ikke havde noget slægtskab eller anden forbindelse til adoptivforældrene før adoptionen.

Forsknings- og analysecentret VIVE har med udgangspunkt i to forskellige datakilder om fremmedadopterede børn – interviewdata og registerdata – afdækket, hvordan de adopterede børn i Danmark klarer sig igennem deres opvækst og som unge voksne, men også hvordan de selv oplever deres opvækst.

Undersøgelsens analyser baserer sig således for det første på interview med 18 unge voksne eller voksne adopterede, samt ni adoptivforældre, og for det andet på registeroplysninger om 3.180 adopterede børn, som alle er født mellem 1989 og 1994, og hvoraf de fleste er kommet ind i deres adoptivfamilie i starten af 1990’erne.

Der er sket meget på adoptionsområdet, siden disse børn – som nu er voksne – blev adopteret. Der er kommet væsentligt bedre muligheder for rådgivning før og efter adoptionen, tilbud til adopterede om rådgivning gennem deres opvækst og som voksne. De børn, der nu bliver adopteret, vokser derfor op med andre muligheder for støtte end tidligere generationer. Ikke desto mindre viser undersøgelsen nogle generelle problematikker, som også er relevante for de familier og fagfolk, der i dag møder de adopterede.

En mangfoldig gruppe

Som fremmedadopteret har man haft en usædvanlig – og på nogle måder traumatisk – start på livet sammenlignet med de fleste andre børn i Danmark. Man mister oftest kontakten til sine biologiske forældre meget tidligt i livet, og det er de færreste, der efterfølgende har oplysninger om forældrene eller kender grunden til, at de blev bortadopteret. Barnets første år er uvægerligt præget af skift i omsorgspersoner og miljø, og det kan påvirke barnets tilknytningsmønster, viser tidligere forskning.

Der er med andre ord mange komplekse forhold på spil, som kan udspille sig vidt forskelligt i den enkelte adopteredes liv. Adoptionen som begivenhed kan spille en større eller mindre rolle i den adopteredes selvforståelse og for barnets livsmuligheder, afhængig af fx alder ved adoptionen, opholdssted frem til adoptionen, oprindelseslandet og selvfølgelig barnets og de nye adoptivforældres ressourcer og karakteristika.

Det første, der derfor bør understreges er, at adopterede er en mangfoldig gruppe med forskellige vilkår både forud for og efter adoptionen – og at der derfor er forskelle inden for gruppen af adopterede, når vi ser på undersøgelsens resultater.

Dernæst er undersøgelsens hovedresultat, at langt de fleste adopterede klarer sig godt. De vokser op i familier, som har flere ressourcer end gennemsnittet, og de klarer sig stort set lige så godt i skole og uddannelse som deres jævnaldrende ikke-adopterede kammerater. Der er dog en mindre gruppe, som oplever vanskeligheder i opvæksten.

Uddannelse, anbringelse uden for hjemmet og psykiatri

Selvom langt de fleste adopterede klarer sig godt i uddannelsessystemet, er der forskelle mellem dem og ikke-adopterede. De adopterede har samlet set et lidt lavere karaktergennemsnit på 5,6 i dansk og matematik ved 9. klasses afgangsprøve end deres ikke-adopterede jævnaldrende, som gennemsnitligt afslutter med 6,2. Der er også en lidt mindre andel på 70 % af de adopterede, der er i gang med eller har afsluttet en ungdomsuddannelse, når de er fyldt 19 år, mens det gælder for 73 % af de ikke-adopterede unge.

Lidt flere adopterede bliver også anbragt i en kortere eller længere periode udenfor hjemmet inden de fylder 18 år. Det gælder 7 % af de adopterede og 5 % af andre børn. Forskellen er således ikke stor, men det er alligevel væsentligt at have opmærksomhed på, da en anbringelse jo indebærer endnu et skift i omsorgspersoner og miljø, hvilket alt andet lige ikke er ønskværdigt.

Imidlertid viser undersøgelsen også, at de adopterede på nogle områder er væsentligt mere udsatte end deres jævnaldrende. De har dobbelt så høj risiko for at få en psykiatrisk diagnose i løbet af barndommen som andre børn: Som 19-årige har 18 % af dem sådan en diagnose, mens det gælder for 9 % af de ikkeadopterede unge. Det er en markant overforekomst og dermed vigtigt opmærksomhedspunkt, når det gælder bedst og tidligst muligt at imødegå og hjælpe barnet og forældrene med de udfordringer, der er.

Mange faktorer kan påvirke de adopteredes psykiske helbred og føre til den øgede risiko for problemer, vi ser her. En tidlig barndom med mange skift i omsorgsgivere kan, som nævnt, påvirke barnets tilknytningsmønster, hvilket på længere sigt kan give psykiske vanskeligheder. Der kan også være påvirkning fra den biologiske mor i form af misbrug under graviditeten, ligesom nogle af børnene frem til adoptionen har været på børnehjem, som ikke har kunnet imødekomme barnets behov tilstrækkeligt. Endelig kan der også være forhold efter selve adoptionen, som oplevelser med diskrimination og begrænsede muligheder for at opsøge informationer om sig selv i arbejdet med ens selvforståelse – der i sig selv kan bidrage til, at man får psykiske problemer, som kræver hjælp.

Når det gælder oprindelsesland, har særligt adopterede fra Rumænien en signifikant oversandsynlighed for at komme i kontakt med det psykiatriske system i opvæksten. Alle de ovennævnte faktorer kan være på spil her, ligesom det kan have betydning, at adopterede fra Rumænien gennemsnitligt er over 3 år, når de adopteres, mens adopterede fra fx Sydkorea og Sri Lanka gennemsnitligt er under et halvt år. Der er en del forskning, der peger på, at jo ældre barnet er ved adoptionen, jo større er sandsynligheden for vanskeligheder i løbet af opvæksten og senere i livet. I det omfang at det omsorgsmiljø, barnet er i frem til adoptionen, er ugunstigt for barnets udvikling, giver det mening, at jo længere tid barnet er i det miljø, jo mere påvirket kan det blive.

Diskrimination

De fleste adopterede, der har deltaget i undersøgelsens interview, fortæller, at de har oplevet diskrimination i løbet af deres opvækst. Det er meget forskelligt, hvor ofte diskriminationen har fundet sted – nogle har kun oplevet enkelte episoder, mens andre har haft gentagne oplevelser.

De fleste fortællinger handler om to former for diskrimination: én baseret på udseende og én baseret på familietype.

Der er en interessant forskel på de to former: Hvor den første ikke har noget at gøre med det at være adopteret, men derimod udspringer af et udseende, der adskiller sig fra en stor del af den danske befolkning, så udspringer den anden af selve adoptionsforholdet. I tilfældet med den første type diskrimination, kan det at være adopteret i nogle tilfælde derfor ligefrem fungere som en ’formildende omstændighed’ – mens adoptionsforholdet netop er årsagen til den anden form, som fx indebærer spørgsmål om ens ”rigtige” (biologiske) familie.

Et eksempel på den anden form for diskrimination er Jesper, der er danskadopteret. Han fortæller i undersøgelsen om nogle af de spørgsmål, han oplevede at få fra sine kammerater i skolen: ”Har du så ikke nogen rigtige søskende? Det [er det] der ’rigtige-begreb’, som bare er så forfærdeligt.” Spørgsmål som disse kan opfattes som indirekte diskrimination, da ordvalget er med til at sætte spørgsmålstegn ved ”ægtheden” af den familie, som den adopterede er vokset op i, da spørgsmålet om ens ”rigtige” (biologiske) familie, samtidig og indirekte beskriver adoptivfamilien, som en ”ikke-helt-rigtig” familie.

I det offentlige rum kan diskriminationen fx udøves af personer, den adopterede ikke kender, på baggrund af udseende; i skolen på baggrund af udseende og adoptionsforholdet og udøvet af venner og kammerater, og i hjemmet har enkelte oplevet diskriminerende udtalelser om deres udseende fra nære familiemedlemmer.

Hvor der i nogle tilfælde er tale om direkte diskrimination, fx nægtelse af adgang til diskoteker pga. udseende, så er der i andre tilfælde tale om ubevidst eller indirekte diskrimination, hvor andre har stillet spørgsmål fx om deres adoption – spørgsmål, som er stillet ud af nysgerrighed og ofte er velmenende, men som alligevel bidrager til en oplevelse af anderledeshed hos den adopterede.

Diskriminationen påvirker ikke kun de adopterede følelsesmæssigt. Der er eksempler i interviewene på, at forventningen om diskrimination – baseret på tidligere oplevelser – får konkrete følger for deres adfærd. Et eksempel er en ung kvinde, der er adopteret fra Asien, hvor andre har troet, at hun var gift med sin adoptivfar, og ikke, at de var far og datter. Det har ført til, at hun undgår at gå ud at spise med sin adoptivfar alene.

Diskriminationen kan med andre ord få indgribende konsekvenser for den enkelte og kan indskrænke det rum, hvor man oplever at kunne færdes frit uden at blive mødt med stereotype forestillinger om ”fremmede”.

Åbenhed er positivt
– men ikke altid

Det er et vilkår for langt de fleste fremmedadopterede, at de kun ved ganske lidt om deres biologiske forældre og de forhold, der førte til adoptionen. Mange har uafklarede spørgsmål om starten på deres liv – og for dem betyder disse spørgsmål, og hvordan omgivelserne håndterer dem, meget for deres forståelse af sig selv.

Interviewene til denne undersøgelse peger på, at langt de fleste adopterede oplever det positivt, når adoptivforældrene er åbne for at tale om adoptionen. Det skaber et rum, hvor de kan tale om deres egen historie og italesætte evt. oplevelser af at føle sig anderledes. De få adopterede, der ikke har haft denne mulighed, fortæller, at de har manglet støtte til at forstå og bearbejde denne anderledeshed, og at det har haft negativ betydning for deres selvforståelse.

Åbenhed er dog ikke entydigt positiv. Der kan være situationer, hvor åbenheden kan være svær at håndtere – fx hvis adoptionshistorien viser sig at indeholde vold og svigt fra de biologiske forældre. Sådanne situationer kræver meget af adoptivforældrene – og det kan afhænge af den adopteredes behov, historiens karakter og tidspunktet i den adopteredes liv, om svarene bidrager positivt til den adopteredes forståelse af sig selv.

Perspektiver

Undersøgelsen peger på en række opmærksomhedspunkter, som fagfolk kan tage med sig i deres møde med adopterede og deres familier.

Børnene har alt andet lige en øget risiko for at få en psykiatrisk diagnose i barndommen, og der bør derfor være ekstra fokus på tidlige tegn på psykiske udfordringer eller dårlig trivsel hos barnet. Det er også væsentligt at støtte forældrene til at afklare, hvordan adoptionshistorien kan få plads og italesættes i familiens liv, samt hvordan man håndterer barnets behov for at forstå sin egen baggrund, opvækst og identitet. Endelig er det nødvendigt at forholde sig til risikoen for diskrimination, både fra et nærmiljø, hvor det er muligt at tage fat på problemet, og fra det offentlige rum, hvor det snarere handler om at ruste barnet til de reaktioner, der måtte komme.

Det er afslutningsvis igen vigtigt at understrege, at der findes langt flere støttetilbud til adopterede og deres familier i dag, end der gjorde, da deltagerne i denne undersøgelse var børn. Alligevel peger undersøgelsen på nogle generelle problematikker, som også er værd at have i mente i mødet med nye adopterede børn i Danmark i dag.