Ramt af passiv druk

Når barndommens oplevelser påvirker forældrerollen

At vokse op i et hjem præget af misbrug kan være meget
belastende og kan trække tråde langt ind i voksenlivet, hvor den kan komme til at præge den måde, man udfylder forældrerollen. Dette er vigtigt at have øje for som fagperson, da alt for mange er vokset op i et hjem med misbrug!

Sundhedsstyrelsen skønner, at hver 10. barn vokser op i et hjem hvor en eller begge forældre har et alkoholproblem, og en nylig undersøgelse viste at næste 20 procent af alle voksne danskere mellem 18 og 64 år som barn eller teenager har boet sammen med en person, der drak for meget alkohol. Dette svarer til, at omkring 660.000 personer har oplevelser, hvor alkohol har fyldt for meget(1).
Mange har således haft alkoholproblemer inde på livet i en tidlig alder og det kan komme til at præge dem langt ind i voksenlivet, måske resten af livet – medmindre de får hjælp i tide.
En barndom, hvor man har oplevet en misbrugende forælder, kan på flere måder påvirke en, når man selv bliver forælder. For at forstå, hvad det kan føre med sig, er det vigtigt at sætte sig ind i den familiedynamik som opstår, når en forældre har et alkoholproblem.

Nogle af de generelle træk som kendetegner familielivet i en misbrugsfamilie er:
• Misbruget som et centralt omdrejningspunkt for hele familien
• Ansvarsforskydning og rolleombytninger – barnet bliver den voksne, der tager ansvar for dagligdagen
• Tabuet – fordi vi ikke taler om det

Misbruget bliver solen alt andet kredser om
De forskellige familiemedlemmer bliver på den ene eller den anden måde optaget af det misbrug, som foregår. Børnene rammes af passiv druk, som er sundhedsskadeligt for dem og det præger deres hverdag på forskellige måder. Misbrugeren kommer til at skabe en form for vakuum, som suger alles opmærksomhed til sig. Dette betyder også, at det nærvær og den interesse, som skulle have været på børnene, i stedet lander på misbrugeren. Mange unge, som i tidens løb har brugt TUBAs tilbud, beskriver hvor mange bekymringer, det har ført med sig med en misbrugende far eller mor. De beskriver, hvordan de har tilpasset sig forælderens luner i hverdagen og har skullet tage forskellige forholdsregler for at overleve i det.
I et forsøg på at overleve en kaotisk hverdag, så er børnene, for manges vedkommende, endt med at blive små voksne som får et alt for stort ansvar. Et ansvar de slet ikke er klar til at tage, og aldrig skulle have haft. Mange unge har i årenes løb fortalt, at de følte de var mor eller far for deres egne forældre. De skulle sørge for ting som egentlig var forældrenes ansvar og opgave. En ung fortæller bl.a., at det var hende, der som 9 årig fulgte lillebror i skole på første skoledag, da forældrene ikke var i stand til det pga. misbruget. En anden fortæller, at hun sørgede for, at der var julegaver til hendes mindre søskende for de penge, hun tjente i sit fritidsjob.
Og så er der det tabu, som følger med misbruget. Det er ikke noget, der bliver talt om. Så børnene står i en situation, hvor det der fylder allermest, er det, der tales mindst om! Og det er rigtigt svært at bære som barn. Hen ad vejen bliver det til et mønster og en familiekultur, som fører til en enorm ensomhed. En undersøgelse blandt unge som har benyttet sig af TUBAs tilbud landet over viser, at 38 % af de unge ikke har talt med nogen om dette problem(2). Det er rigtig mange, som har gået alene med noget så svært.
Misbruget slider hårdt på det enkelte familiemedlem, og overskuddet forsvinder jo længere det står på. En undersøgelse blandt TUBAs brugere har vist, at 56 %(3) af de unge har symptomer på PTSD. Dette siger noget om den belastning, det har været for dem at vokse op i det miljø, og med følelsen af, at det var noget som skulle holdes skjult for omverdenen. Mange af dem har oplevet vold og psykisk vold, hvilket gemmer sig bag disse symptomer.

Store og langvarige konsekvenser
Tabuet, det at man ikke taler om det centrale, som præger familielivet, kan påvirke barnet, så det langsomt kan miste tilliden til egne sansninger. Barnet registrerer, at der er noget som ikke stemmer, men bliver ikke bekræftet i det af andre, og det skaber tvivl om dets oplevelser og sansninger. Og til sidst tror barnet måske ikke på sine fornemmelser om det, der foregår omkring det. I stedet får barnet måske oplevelsen af, at der er noget galt med ham eller hende selv.
Det at miste tilliden til sig selv og sine egne sansninger er noget af det, som man tager med sig ind i voksenlivet. Og hvor udfordrende er det så ikke, når man så selv bliver forælder og er den som står med ansvaret – igen kan man sige for deres vedkommende. Men denne gang er det et ansvar, som er berettiget, at man tager, hvilket det ikke var som barn. Men hvordan gør man det, hvis man ikke har tillid til, at man kan?

Hvad skal jeg gøre og gør jeg det godt nok?
Problemet er, at man, om end ubevidst, forbinder det at tage ansvar med de oplevelser, man havde i barndommen. Dengang magtede man jo ikke ansvaret, fordi man ikke var klar til det og aldrig skulle have haft det. Man tog det af nød og for at overleve.
Et billede på dette er, at hvis man forestillede sig, at man gav en tung bakke med glas, tallerkner og andet til et barn og bad det balancere den hen til bordet, ville barnet helt berettiget få en oplevelse af ikke at kunne magte det. Det er for tungt og for uoverskueligt. For de fleste voksne vil det være en forholdsvis nem opgave at overskue. Men når man har haft en opvækst i et misbrugshjem, så kan det føles som om, at det er det indre barn som skal bære bakken. Det er uoverskueligt. Man ved ikke helt, hvordan man skal gøre og tvivler på, at man kan gennemføre det.
Overfør nu det på forældreskabet. Denne følelse af ikke at have hvad der skal til, ikke at kunne overskue det, kan forfølge en ind i forældrerollen. Det kan afføde megen tvivl og usikkerhed på egne evner. Når dette kombineres med, at man kan tvivle på, om det man mærker er rigtigt nok, og om man overhovedet kan stole på sine egne fornemmelser, så kan det godt blive udfordrende. Selvværdsfølelsen rammes af en opvækst i en misbrugsfamilie og mange unge beskriver det meget rammende, når de siger: ”Jeg kan ikke have særlig stor værdi, når mor (far) vælger flasken frem for mig!”.

Bekymringerne og tvivlen forfølger en
Så man ender med at kunne være i tvivl om, jeg er god nok, om jeg magter opgaven, og om jeg kan stole på mine egne tanker, behov og følelser. Ens indre barn er måske hårdt ramt og har brug for omsorg – og nu har jeg så mit eget barn, jeg skal tage mig af som nybagt forælder.
Her kan der dukke mange spørgsmål og tanker op. Kan jeg gøre det godt nok? Hvad er normalt i den og den situation? Og en holdning kan være, at mine børn ikke skal opleve de afsavn, jeg selv har været ude for, de skal have det bedste af det bedste, der skal ikke mangle noget.
En ung kvinde fortalte i et gruppeforløb i TUBA, at hun gjorde så meget ud af hendes datters 2 års fødselsdagsfest, at hun nærmest endte med at køre sig selv helt ned på det, fordi alt skulle være perfekt omkring arrangementet. Hun fik ikke mærket efter undervejs i forhold til, hvordan hun selv havde det, og hvor hendes egen grænse gik og hvad der var vigtigst at prioritere. Det, der alligevel hjalp hende, var bl.a. at øve sig i at mærke efter, hvad der er det vigtigste lige nu. Er det f.eks. at gøre rent, så der ikke er et støvfnug i lejligheden eller er det at lade rengøringen ligge for nu og rette opmærksomheden mod hendes datter og få en god stund med hende.
I TUBA har vi hørt mange unge mødre udtrykke et ønske om at have deres mor ved deres side, så der var en at læne sig op ad og på den måde finde sig til rette i den nye rolle som mor. Men pga. misbruget hos moderen har forholdet ikke været på en måde, hvor de har oplevet den støtte. Fra at have behov for støtte fra sine forældre ender mange med at skulle forholde sig til, om den misbrugende bedsteforælder skal have lov til at være sammen med den lille ny. Igen et tungt ansvar at skulle forholde sig til.

Håb, frirum og tålmodighed
TUBAs tilgang til at hjælpe de unge – og de unge som er blevet forældre – er først og fremmest, at møde dem der hvor de er. Og at give plads til de tanker, følelser, ønsker og drømme, de er klar til at dele. Dette er netop noget af det, de manglede i deres opvækst. Her var der ikke plads til dem. Det at vokse op i et miljø med en misbrugende forælder fører for mange til følelser som usikkerhed, angst, magtesløshed, skyld og skam. Derfor er det også vigtigt med nærvær, interesse, respektfuldhed, nysgerrighed samt klarhed om, hvad man er sammen om og hvad man kan bruges til. Alt dette, så man i relationen bringer elementer ind, som virker som medicinen mod de oplevelser, de har med sig. Disse elementer er også noget af det, som skaber den trygge tilknytning og som f.eks. også er med til at opløse skammen.
Det at give tid til at vedkommende kan åbne sig op og forandre sig i et tempo, hvor de har sig selv med, er noget af det, som den respektfulde tilgang fører med sig. Hvis man fx siger, at de skal bryde kontakten til den misbrugende forælder, men vedkommende ikke er klar til det, og de dermed ikke kan gennemføre dette råd, så føler de det måske som et nederlag og et tegn på, at de ikke kan finde ud af noget. Relationen til den misbrugende forælder er for mange fyldt med modsatrettede følelser og med en del dilemmaer. Så på dette område, såvel som på andre områder, er det vigtigt, at man som fagperson giver dem tid til at finde frem til det, som vil være det bedste for dem.
Det, at blive mødt på en måde så man ikke føler sig forkert, giver modet til at bryde tabuet og til at turde bringe sig selv i spil med det, man har behov for at få hjælp til. Nogle har brug for, at man som fagperson netop lytter og giver plads, mens andre gerne vil have at man agerer sparringspartner og kommer med input til, hvordan de kan takle nogle af de udfordringer som følger med, når man får børn.
Det, at man som fagperson tør være tilstede med dem i det som er vanskeligt og svært, er noget af det bedste, man kan tilbyde. Det gør noget ved følelsen af forkerthed og er med til at tage dem ud af ensomheden, som er så stor en del at problemet med en misbrugende forælder.

Som fagperson handler det om at:
• Give tid; Det kan tage tid og kræve tålmodighed, at bevæge sig gennem en forandringsproces med så dilemmafyldt et emne
• Give styrke; Selvværdet øges, når man bliver mødt med bl.a. interesse. Det at få troen på sig selv tilbage, samt modet og håbet om, at det kan lade sig gøre at skabe forandringer er betydningsfuldt
• Give frirum: Når man får plads til at tage et tabubelagt emne op, som man måske aldrig har delt før, og får plads til at være sig selv, så er det noget
andet, end det man har oplevet i familien

Note [2] Fra en belastnings-undersøgelse gennemført i perioden april 2009 – november 2010 hvor 502 unge over 18 år, som startede i TUBA, udfyldte et anonymt belastningsindeks

Note [3] Fra ovenstående undersøgelse