Familiens sundhedsplejerske var den rollemodel, jeg kunne spejle mig i. Hun fik mig til at se koblingen mellem mine handlinger og familiens overskud.
Dannelsesrejsen
At jeg blev sygeplejerske og endda skulle ende med at være glad for det, havde jeg faktisk slet ikke set komme. Pigen fra Fyn med de islandske heste skulle jo være dyrlæge. Efter studentereksamen, planlagde jeg derfor en tur til New Zealand. Men først skulle der spares op, og jeg var så heldig at blive hjemmedagplejer for en 2 årig dreng med immundefekt. Det førte til et job som hjemmevejleder i en familie med ekstremt for tidligt fødte trillinger. Og her skete det. Familiens sundhedsplejerske var den rollemodel, jeg kunne spejle mig i. Det hun gav familien med sin tilstedeværelse, både så og mærkede jeg. Og da hun henvendte sig til mig med en fin blanding af anerkendelse og motivation, fik hun mig til at se koblingen mellem mine handlinger og familiens overskud. Få måneder senere sad jeg på hold S2000F på H:S Sygeplejerskeuddannelsen. Og planerne for New Zealand og landbohøjskolen var skiftet ud med en dannelsesrejse til forståelse og indsigt i menneskers familieliv.
Sygeplejerske i hjertet
Allerede undervejs i mit studie fandt jeg ud af, at jeg ikke havde så travlt med at blive sundhedsplejerske, for der var meget at lære og udforske, som sygeplejerske og jeg elskede det.
Studenter- og fagpolitik blev en stor del af min studietid. Jeg tog orlov et års tid for at være landsformand i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS og fik her en uvurderlig ballast til udviklingen af min fagidentitet. Det var således en ambitiøs og modig ny-udklækket sygeplejerske, der tog hul på sine første erfaringer på Rigshospitalets semiintensive børneafdeling.
Her lærte jeg, sideløbende med plejen til de alvorligt og kritisk syge børn og deres familier og opstarten af min egen familie, at der med barnet fødes en bekymring, som gør én så sårbar, at man har brug for andres erfaring og støtte, til at komme igennem de svære stunder.
Den helt spæde start
Jeg blev nysgerrig på de forandringer, der følger med fødslen af et lille barn. Så efter mit andet barn havde jeg lyst til, at fordybe mig i den helt spæde start og familiedannelsen. Barselsgangen blev min anden arbejdsplads. Det var umiddelbart en stærk kontrast til børneafdelingens alvor. Nu bød hverdagen på lykønskninger, indblik i de nybagte forældres dyrebareste øjeblikke og den der helt unikke stemning der opstår, når et nyt liv fødes.
Men virkeligheden på barselsgangen var, at der slet ikke var tid nok til at give det nærvær, som jeg syntes, de nyfødte og deres ligeså nye forældre havde krav på.
Så da jeg fik muligheden for at arbejde på et intensivt døgnafsnit i ungdomspsykiatrien, var jeg ikke i tvivl. Det var her jeg skulle lære om den vigtige relationsdannelse. I årene her udviklede jeg mig menneskeligt og fagligt. Jeg tilegnede mig egenskaber i at rumme, skærme og spejle. Det var meget meningsfyldt at se, hvordan de miljøterapeutiske rammer og det relationsskabende arbejde lindrede og rammede livet ind for de unge, der i deres korte liv allerede havde oplevet store svigt og tab. Det blev tydeligere og tydeligere, at mange af de unge havde det tilfælles, at tilknytningen og omsorgsrelationen mellem dem og deres forældre ikke havde været tilstrækkelig.
Min nysgerrighed i familiedannelsen blev med tiden til undren. Kunne man gøre noget tidligere for de her unge? Kunne man have støttet forældrenes evne til at være forældre?
10 år inde i min dannelsesrejse var tiden moden. Drømmen om at blive sundhedsplejerske skulle gøres til virkelighed. Min mand og jeg så det som en investering i vores fremtidige familieliv, der nu talte 3 drenge, egen virksomhed og ønsket om et mere fleksibelt arbejdsliv.
It better be good
Forventningerne til sundhedsplejerskeuddannelsen var høje. Dels havde sundhedsplejerskeuddannelsen fornyligt fået et løft med den nye bekendtgørelse og dels havde jeg jo opsagt mit fantas-tisk job, så ”it better be good”.
Få uger inde i uddannelsen blev jeg bekræftet i, at uddannelsen til sundhedsplejerske på mange måder var svaret på mit fremtidige arbejdsliv. De fleste underviseres kompetencer lagde et godt niveau. Det kunne mærkes at underviserne ofte følte sig privilegeret over at undervise kommende sundhedsplejersker. Det bliver understreget gang på gang, at det er os, der ofte som de eneste og første kommer ud i hjemmene. Os, der skal observere, støtte og vejlede og dermed har meget stor indflydelse på, om det enkelte barns behov bliver set og mødt og om familierne føler sig styrket eller svækket efter vores besøg.
En stor del af studiet er bygget omkring gruppearbejde, og jeg har fra starten været heldig at komme i en fagligt stærk studiegruppe, der også fungerer godt socialt. Det tætte samarbejde, hvor vi deler ud af hver vores erfaringer og kan supplere hinandens kompetencer i opgaver og fremlæggelser er en berigelse. Men det er også en meget krævende proces. Der skal nås meget på relativ kort tid undervejs i studiet. Det kan til tider føles, som om vigtige temaer bliver forceret. Jeg oplever dog stadig glæden ved at fordybe mig i det, jeg føler, er kernen for mit virke og det er et stort privilegium.
En svær balance
Da tiden kom til klinikstart var jeg meget forventningsfuld. Jeg er praktiker i hjertet og jeg savnede at være ude i marken. Hurtigt fandt jeg mit eget tempo i familierne og med skolebørnene. Jeg genfandt den ro, jeg har fået med erfaringerne fra mit arbejdsliv og min egen rolle som mor. Mit kliniksted mødte mig med stor tillid og jeg fik således både meget frihed og ansvar. Men balancen mellem at være studerende og kollega på samme tid var udfordrende. Grænsen mellem at ønske tid til fordybelse og på den anden side leve op til ansvar og samarbejde som ansat, har til tider været en svær balance. Den gamle studenterpolitiker i mig savnede muligheden for at være 100 % studerende. Det er efter min mening, at sætte sig mellem to stole med løsningen S.U. og lønnet praktik.
I klinikken blev det tydeligt, at mange familier føler sig uforberedte på det liv, der venter efter fødslen. Ligesom der også er mange, der efterspørger mere viden om alt fra forældrerollen, søskenderelationer til trivsel og spisesituationer. Derfor var det oplagt, at springe til da Sundhedsklinikken Metropol udbød et forløb, hvor studerende på Metropol skulle står for 3 undervisningsgange i en legestue på Nørrebro. Her fik vi mulighed for at undervise og afprøve vores metoder og viden i en autentisk arena, superviseret af undervisere fra Metropol.
Upcoming Sundhedsplejerske
Så her næsten et år inde i forløbet er de fleste af mine forventninger indfriet. Mine spørgsmål og undren omkring familiedannelsen er blot mangedoblet. Men bevidstheden om, at man ikke på forhånd kan vide, hvem der får brug for ekstra støtte og hjælp er nuanceret og en blivende del af det nye sundhedsfremmende fokus, jeg har tilegnet mig.
Fremtidens sundhedspleje håber jeg kommer til, at handle om et øget fokus og interesse, for den tidlige starts afgørende betydning, for at kunne mindske ulighed i sundhed på alle niveauer. Jeg tror på forældreuddannelser og flere hjemmebesøg, der følger familierne i længere tid og gerne allerede fra graviditeten. Jeg tror på mere specialiseret rådgivning inden for amning, mentalisering og tilknytning, skilsmisser og sorggrupper. Den kompleksitet, der ligger i dette, er jeg overbevidst om sundhedsplejerskerne godt kan håndtere. Men vi vil få brug for at inddrage de tværfaglige kompetencer i et større omfang, ligesom der vil blive brug for endnu fleres sundhedsplejersker, der tilegner sig specialiseret viden.
For at kunne imødegå fremtiden ser jeg næste drøm ligge forude. Det er kun rækkefølgen, jeg ikke kender endnu. Men målet er at kunne skrive familievejleder og sexolog på visitkortet. Men først skal anden del af min dannelsesrejse fuldføres.
