Hjem » Artikler »Center for Børneliv vil fremme anvendelsen af forskning i praksis

Forfatter: Freelancejournalist Charlotte Geckler
Fotograf: Klaus Holsting
Magasin: Sundhedsplejersken 5 2015
Udgivet: 04. oktober 2015

Center for Børneliv vil fremme anvendelsen af forskning i praksis

Et udtalt behov for et tværfagligt videns center med fokus på børn og unges trivsel har nu manifesteret sig i det nyoprettede Center for Børneliv.

Centeret er på mange måder inspireret af sundhedsplejerskernes tværfaglige ophav.

Hvorfor får forældre fødselsdepressioner, hvilke udfordringer oplever etniske minoritetsforældre og hvordan kan børns bedst støttes efter en skilsmisse?

Det bugner heldigvis med ny viden og undersøgelser fra de mange forskere, der vil vores næste generation det godt. Men meget af den kvalificerede forskning når aldrig frem til de fagpersoner, der arbejder med børn og familier, fordi ingen endnu har formået at samle og formidle de mange gode hensigter på tværs af børne- og ungeområdet.

Det vil en ny non-profit organisation – Center for Børneliv – nu forsøge at råde bod på. Centeret, der har til huse på Frederiksberg i København, har netop afholdt første konference med titlen: Far i den moderne familie. Stolesæderne i både København og Århus, hvor konferencen blev afholdt i maj og september, var besat af fagpersoner med en række forskellige børnefaglige profiler, ikke mindst sundhedsplejersker.

I København blev arrangementet indledt af den nu forhenværende social-, integrations- og ligestillingsminister Manu Sareen (R), herefter gik fire forskere på scenen med hvert deres faglige afsæt og fremlagde deres viden og undersøgelser fx om fædre med fødselsdepressioner, mangfoldigheden blandt fædre anno 2015 og forskning vedrørende nogle af de forhold, som børn med etniske fædre både slås med og har fordel af.

En af de sundhedsplejersker, der deltog under konferencen, skrev i den efterfølgende evaluering: ”Engagerede fagligt kompetente foredragsholdere smitter. Og uddybende forståelse af den hverdag (kontekst) vi lever og arbejder i, giver endnu mere arbejdsglæde i vores virke med at give forældrene bedre forudsætninger for at give deres børn tidens og situationens optimale muligheder ”.

Den samlede evaluering, der kan ses på Center for Børnelivs hjemmeside, viste stor tilfredshed med konferencen – især blandt sundhedsplejersker.
”Vi opnåede lige præcis det, som vi havde håbet på,” fortæller formanden for Center for Børneliv, Susanne Dahl.

Hun fortsætter:
”Der blev skabt en dialog både mellem deltagerne, der havde vidt forskellige børnefaglige baggrunde, mellem oplægsholderne og deltagerne og ikke mindst internt mellem oplægsholderne. Denne dialog og vidensdeling på tværs af området, det er netop hele hensigten med Center for Børneliv. Og vi håber på endnu bedre repræsentation af endnu flere faggrupper under fremtidige konferencer, så vi kan skabe endnu mere dialog og videndeling.”

Nye krav til sundhedsplejen

For 21 år siden stod Susanne Dahl som færdiguddannet sundhedsplejerske og trak i arbejdstøjet i de københavnske forstadskommuner på Vestegnen. I 2004 tog hun en master i Sundhedspædagogik på DPU og i dag er hun ledende sundhedsplejerske for Sundhedsplejen i Frederiksberg Kommune.

På den baggrund har hun erfaret et udtalt behov for at få samlet og skabt overblik over den forskning, der genereres på børne- og ungeområdet – både i Danmark og Skandinavien – forskning som alt for sjældent finder vej til de vigtigste modtagere, netop det børnefaglige personale, som forsøger at gøre en positiv forskel i børn og unges liv.

Keep me posted

Er du blevet nysgerrig på Center for Børneliv, så aflæg vores hjemmeside et besøg, tilmeld dig vores nyhedsbrev eller bliv ’venner’ med os på Facebook. Så bliver du løbende informeret om ny viden og vores årlige konferencer.
Facebook: www.facebook.com/pages/Center-for-B%C3%B8rneliv/682270501874686
Website: www.centerforbørneliv.dk

Og det er netop derfor, at Susanne Dahl meldte sig under fanerne som formand for Center for Børneliv. Hun fortæller: ”Jeg har fået æren af at være med til at bygge videre på en række dygtige fagpersoners indsats gennem flere år for at få Center for Børneliv søsat. Ligesom dem vil jeg gerne være med til at vise, at samarbejde på tværs kan give et meget større udbytte for alle. Centerets vision er at bane vejen for endnu mere samarbejde – både mellem forskellige faggrupper og mellem praksis og forskningsverden. På den måde kan vi opnå en langt bedre forståelse for børnefamiliers livsvilkår og muligheder,” siger hun og understreger, at det tværfaglige sigte er grundlaget for centerets berettigelse, som hun selv har med sig som sundhedsplejerske – en baggrund der i sig selv fordrer et tværfagligt blik:

”I sundhedsplejen ved vi, at vi opnår langt bedre resultater, når vi indtager et holistisk perspektiv og kommer hele vejen rundt om et barn. Hvor kan det støttes i skolen, i fritiden og i hjemmet fysisk, socialt og mentalt? Vi har alle samme ønske om at gøre det så godt som overhovedet muligt i forhold til de ressourcer, vi har til rådighed, uanset hvilke faglige discipliner vi har med i rygsækken. Det er dette ønske, der i sidste ende samler og skaber Center for Børneliv.”

Lysets hast

Ifølge Susanne Dahl har den digitale teknologi ændret sundhedsplejerskernes rolle markant gennem de sidste ti år, fordi delingen af alskens informationer over internettet nu sker med lysets hast. Ikke mindst forældre bombarderes konstant med nye tendenser og viden om børn og unges trivsel – og denne viden er desværre af svingende kvalitet, mener hun.

”Det er for sundhedsplejerskerne, lige så vel som for mange andre faggrupper, en udfordring at holde overblikket over den viden der produceres – og her kan Center for Børneliv bidrage som en organisation, der samler og viderebringer kvalificeret viden på tværs af børne- og ungeområdet.”

Hvordan denne indsamling og deling af viden skal ske, er en opgave, som Center for Børnelivs tværfaglige bestyrelse skal løse i samarbejde med projektleder Ida Storm og centerets studentermedhjælpere og frivillige.

”Kunsten er at udvælge temaer med tværfaglig relevans. Vi har fået fondsmidler fra Det Obelske Familiefond og Ole Kirks Fond, så vi fremover kan få assistance fra en forskningsbibliotikar. Vedkommende skal så samle og skabe overblik over nye danske og nordiske forskningsresultater med betydning for børn og familier i Danmark. På den baggrund – og ikke mindst ud fra, hvad der fylder på de fagprofessionelles dagsordener – vælger vi så de fire årlige temaer, som vi tager under lup under konferencer og i nyhedsbreve,” fortæller Ida Storm og tilføjer:

”Det er vores håb, at Center for Børneliv bliver de fagprofessionelles center. Derfor håber vi også, at vores brugere vil byde ind med ønsker, idéer og forslag til kommende temaer.”

Far skal inddrages ligeligt

Pia Rønnenkamp, 52 år er til daglig fagchef for Sundhedsplejen i Brøndby Kommune. Hun var en af de mange, der deltog i Center for Børnelivs første konference, hvor ’færdre i den moderne familie’ blev vendt og drejet. Læs her, hvor hun ser udfordringer for fædrene i sundhedsplejen:

Oplever du problemstillinger vedr. fædres deltagelse i familielivet?
Ja. Måske er sundhedsplejen for fokuseret på mors rolle. Vi henvender os mest til mor, selvom vi med ord siger, at far er vigtig for barnet. Men hvordan viser vi det?

Og måske italesætter vi ikke tydeligt nok, at det at få et barn er et fælles anliggende i familien, og at der er en forventning om, at begge forældre deltager, hvis vi skal gøre det bedste for barnet. Men hvis vi italesætter forventningen, og far deltager, skal vi også være i stand til at inddrage far ligeværdigt.

Skal der mere fokus på fædre som omsorgspersoner?
Overalt er det mors rolle, der er i fokus – far er ikke ligeværdigt beskrevet. For eksempel sendes breve til mor, i Barnets Bog skriver vi mors navn, men ofte ikke fædrenes, da faderskabet ikke er godkendt, når vi kommer første gang i familien. Ligesom barselsorloven ikke er ligeværdigt delt, og vi opretter mødregrupper i forskellige udgaver, mens far bliver overset. Samtidig siger vi, at helhedssynet på familierne er vigtigt. Så ja, det ville være relevant at få mere fokus på fædrene…

Hvordan oplevede du konferencen?
Det var en meget interessant dag, som levede fint op til forventningerne i forhold til oplæggene. Det var fagligt super gode, velunderbyggede og humoristiske oplæg. Måske var der ikke så meget nyt under solen, men det var betydningsfuldt og skønt at få en mere samlet viden om feltet med udgangspunkt i forskellige faglige synsvinkler.

Fakta

Center for Børnelivs virke er finansieret af Det Obelske Familiefond og Ole Kirks Fond.

Det forberedende arbejde, der ledte til dannelsen af Center for Børneliv, blev udført af børne- og ungelæge Kjeld Poulsen, daværende sundhedschef Gitte Skou Rasmussen og sundhedsplanlægger Lone Hede Bisgaard Kristensen samt en række ledende sundhedsplejersker: Ulla Dupont, Helle Løvschall, Anni Erichsen, Lotte Bager og Line Nordberg, der alle har ydet en uundværlig indsats for centerets tilblivelse.

Bestyrelsen tæller 9 mænd og kvinder

Susanne Dahl, formand, ledende sundhedsplejerske, Frederiksberg Kommune
Anja Marschall, næstformand, Ph.d. Pædagogisk rådgiver Miriam Wüst, kasserer, økonom, Ph.d. forsker, SFI
Anne Madsen, socialpædagog og netværkskoordinator, Ringsted Kommune
Bente Haargaard, sundhedsplejerske og leder af sundhedstjenesten, Ringsted Kommune
Ditte-Marie From, socialrådgiver og Ph.d., adjunkt ENSPAC, Roskilde Universitet
Else Guldager, sundhedsplejerske, konsulent, Ph.d., Redaktør sundhedsplejersken.dk
Klaus Wilmann, pædagog og centerchef, Center for Familiepleje
Lene Skjelbo, ledende sundhedsplejerske, Hjørring Kommune.

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.