Glimt fra en sundhedsarbejders arbejdsliv i Danmark og ude i verden

Jeg har været sygeplejerske i 45 år, sundhedsplejerske i 34 år og master i folkesundhed i 14 år, og da jeg ved et møde præsenterede mig på denne måde, var der en, der spurgte, om jeg så var 100 år – ja næsten, men dog er jeg kun 67 år – derfor er jeg nu gået på pension, hvis der ikke kommer andre spændende opgaver.

Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske i Københavns Kommune, Asylafdelingen Dansk Røde Kors og udsendt af Mellem Folkeligt Samvirke til Kenya, som sygeplejerske og Zambia, som Deputy Director for frivilligprogrammet og for Røde Kors, som delegat eller konsulent arbejder i Kasakhstan og Kirgisistan, Hviderusland, Inghusetien, Zimbabwe, Sri Lanka, Haiti og Liberia. Jeg har de sidste 9 år arbejdet som kvalitetskoordinator på Psykiatrisk Center Ballerup – et arbejde, hvor jeg har kunnet bruge alle mine erfaringer fra sundhedsarbejdet.

Jeg har skrevet

• “A nation-wide screening survey of refugee children from Kosovo” “Torture” Vol.11, Number 2 2001. Published by Rehabilitation Centre for Torture Survivors.
• Asylsøgende børns sundhedstilstand i Ugeskrift for Læger nr. 48, 2003

Jeg har altid været meget optaget af kvinders sundhed og rettigheder. Jeg har derfor brugt min fritid på oplysningsarbejde i Mellem Folkeligt Samvirke og deltaget i kvindekonferencerne i København 1980 og Nairobi 1985, samt være forkvinde for Kvindernes U-landsudvalg 1986-1988.

Den 22. maj 2015 modtog jeg Florence Nightingalemedaljen. Medaljen uddeles af Internationalt Røde Kors og gives for exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder og for pionerarbejdet inden for offentlig sundhed. Medaljen uddeles hvert andet år. I Danmark er den blevet uddelt siden 1912 og i alt har 38 danske sygeplejersker modtaget den. I min indstilling stod der bl.a.: ”Baggrunden for denne indstilling er Kirstens årtiers altruiske og kompetente indsats indenfor sundhed og sundhedsfremme – med fokus på hjælp til mennesker i krig og krise.

I denne lange karriere har hun altid udvist stort engagement for udsatte mennesker og har haft fokus på kvalitet i arbejdet med disse mennesker, mens hun samtidigt har mod til at intervenere og utvetydigt dokumenteret, hvis der var fejl, mangler eller udækkede behov”.

Få dage efter jeg havde modtaget medaljen, modtog jeg en mail fra redaktøren for “Sundhedsplejersken”. ”Det lyder til, at du har haft et helt fantastisk spændende liv som blandt andet sundhedsplejerske.

“Jeg vil høre, om du ikke har lyst til at skrive en artikel til Sundhedsplejersken”

– Jeg var overvældet over at modtage medaljen og har ikke tænkt at mit arbejdsliv kunne have interesse for andre, jeg har jo bare haft et arbejde, jeg synes var spændende. Jeg har valgt at fortælle om mit arbejde i Kenya, som sister-in-charge på et hospital, sundhedsplejerske i København, sundhedsplejerske i Asylafdelingen, psyko-socialdelegat i Sri Lanka.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske, det var noget med blod og dramatik, var min forestilling. Min mor sagde altid til min søster og mig, at vi skulle rejse ud og se verden, og det råd har jeg fulgt.

Ulandsfrivillig i Kenya – udsendt af Mellem Folkeligt Samvirke

Juni 1971, jeg er lige kommet til Wajir i den nordøstlige del af Kenya. Mod vest er der 100 km til grænsen til Somalia og mod nord 200 km til Etiopien. Det er brændende varmt 35 grader C om dagen og ned til 20 om natten, sand og sand, få træer og buske. En indisk læge, boende i Kenya udstationeret i 2 måneder til Wajir, er ved at vise mig rundt på Wajir Distrikt Hospitalet, hvor jeg skal være sister-in-charge, hospitalet består af en out-patient afdeling, 3 sengeafdelinger – en mands-, en kvinde- og en TB afdeling i alt 60 senge. Antal senge siger ikke noget om, hvor mange der kan være indlagt, der er ofte det dobbelte eller flere. Vi står i mandsafdelingen, der har to rækker senge – 10 på hver side, ”til højre har vi så alle med løvebid og til venstre dem med hyænebid”, jeg troede ikke på det, men sådan var det. Det havde ikke regnet i flere år og de vilde dyr var søgt nærmere til menneskene bl.a. også for at angribe nomadernes kameler, køer eller geder og da folk ønskede at beskytte deres dyr gik de til modangreb. Jeg fik fortalt, at det aldrig var den første, der gik til angreb på løven, der kom på hospitalet, for de var døde, men derimod nummer 2 og 3.

På kvindeafdelingen var børnene også indlagt sammen med mor eller søster – mange børn var indlagt med brandsår, da de kom til skade ved bålet. Det medførte for en del kontrakturer af ben, arm eller hånd.

Kvinderne kom med malaria, infektioner og af og til pga. abort. Det var tradition at kvinderne fødte hjemme, de havde ikke tillid til hospitalet, dog kom de med fødende kvinder, når det var kompliceret f.eks. hvis kvinden havde ligget og presset i flere døgn. Kvinden døde da kort tid efter ankomsten til hospitalet, da der sjældent var en læge, der kunne lave et kejsersnit. På den måde blev kvinderne også bekræftet i, at vi ikke kunne hjælpe dem. Det var forfærdeligt, kvinden var fulgt til hospitalet af 20 – 30 kvinder, der slog sig ned i hospitalsgården og når de fik besked om dødsfaldet, brød de alle ud i gråd og hulken – som 22 årig sygeplejerske var det en ubeskrivelig oplevelse – fuldstændig magteløs.

Kort tid før jeg kom til Wajir havde jeg hørt, at piger i det område blev omskåret, men vidste meget lidt om det. Senere har jeg i 90’erne været med i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om forebyggelse af kvindelig omskæring. Men en dag fik vi en 12 årig pige ind, der blev ved med at bløde efter omskæringen. Hun var skrækslagen og vi kunne ikke komme nær hende, blødningerne holdt op, men hun døde et døgn efter – af tetanus.

Kort tid efter jeg var kommet til Wajir blev vi kontaktet af Flying Doctor i Nairobi. På hospitalet var en radio, hvorfra vi i dagtimerne kunne komme i kontakt med dem. Flying Doctor kom på besøg ca. en gang om måneden. Jeg lavede en liste over de patienter, de skulle se på eller operere. Det var en stor hjælp for mig at dele ansvaret for behandlingen med en læge. Mulighederne for behandling var ikke mange, da vi kun havde få midler og ofte manglede det ene og det andet. Flying Doctor opererede en del af de børn, der havde fået kontaktur efter brandsår, ben, arme og hænder blev rettet ud. Det betød at børnene så kunne leve normalt liv og ikke dømt til at tigge for at klare sig. Gennem Flying Doctor blev vi kontaktet af en gruppe øjenlæger, der kom og opererede patienter. Vi satte bl.a. en del grå stær patienter til, der var mange. Udvælgelseskriteriet for at komme i betragtning, var, at man skulle blive ført til hospitalet – oftest af et barn – ellers så man for godt. Det var en oplevelse dagen efter operationen, når forbindeingen blev taget af og patienten fik briller på, så blev der jublet og takket. De patienter kontaktede mig altid senere, når jeg mødte dem i byen.

I TB afdelingen lå flest mænd, oftest 10 – 15, og kun 3 kvinder. Forklaringen til denne forskel har jeg ikke undersøgt, men jeg kan gætte på, at kvinderne ikke har haft tid til at søge behandling. Dødeligheden blandt TB patienterne var høj, på det tidspunkt varede behandlingen 18 måneder og det var ikke muligt for patienterne, der var nomader, at følge op ambulant, da regnen bestemte, hvor de var med deres dyr.

Nordøst Kenya er ørken og ikke et sted andre end dem, der er født der, kan overleve, siges der – og i al fald slet ikke kvinder – og slet ikke en hvid.

På hospitalet havde der aldrig tidligere været en uddannet sygeplejerske/sister. Personalet var enrolled nurses (3 årig uddannelse) og ikke uddannede i sengeafdelingerne. I Out-patient var der en medical assistent, som kunne stille ”rutine diagnoser” og ordinere behandling. Derudover var der også et lille laboratorium, en medicinuddeling, hvor patienterne kunne hente deres medicin, hvis vi havde noget, et ildsted, hvor maden blev lavet, og et vaskeri, men meget tøj havde vi nu ikke.

Efter 2 år sluttede kontrakten, jeg glædede mig til at komme på et hospital med masser af sengetøj og nok medicin til behandling. Jeg var dog efterhånden blevet i tvivl, om jeg skulle arbejde på hospital eller jeg skulle arbejde i primærsektoren. Det at arbejde under så primitive forhold, havde vendt min verden på hovedet. Det var så klart at vaccinationer, rent vand og mad var vigtigt for et godt liv – naturligvis sund mad – og ikke mindst oplysning om disse ting til folk var vigtige.

Jeg mødte min mand, der er fra Wajir, og vi blevet gift, inden vi pakkede rygsækkene og tog den på stop op gennem Etiopien til Eritrea (der ikke var selvstændigt på det tidspunkt) ind i Sudan og videre op gennem Egypten, hvor vi betalte de sidste penge, vi havde til flyvebilletter til København, hvor vi landede den 10. maj 1973.

Jeg har flere gange besøgt Wajir Hospital, så sent som september 2014. Hospitalet er udbygget, der er nu rindende vand, elektricitet, fin fødeafdeling (bygget af de nordiske lande) og et stort uddannet personale.

Sundhedsplejerske i Københavns Kommune

Juni 1981 er jeg uddannet sundhedsplejerske. Jeg blev ansat i Københavns kommune i Nordvest. Et kvarter med mange dårlige lejligheder og mange med lav indkomst eller på bistandshjælp (som det hed på det tidspunkt). Der boede mange indvandrere, og det var jeg rigtig glad for. Jeg følte mig som en fisk i vandet, når jeg sad på gulvet og undersøgte og vejede børn og som noget nyt, begyndte vi at bruge tolke. Det var helt naturligt for mig. I Kenya tales der mange sprog og der var ofte behov for oversættelse, da personalet bestod af folk fra forskellige stammer og derfor havde forskellige sprog, men jeg husker at flere sundhedsplejersker ikke ville bruge tolk i begyndelsen.

Sammen med en sundhedsplejerske i nabodistriktet startede vi mødregrupper for danske mødre. Som jeg husker det, var det meget nyt på det tidspunkt. Kirkens Korshær lå i distriktet, de havde plads og mulighed for at undervise kvinder i syning og dansk, vi (sundhedsplejerskerne) inviterede indvandrerkvinder til dette og underviste dem først en time i forskellige sundhedsemner. Derudover startede vi et tværfagligt samarbejde op med alle i hele distriktet fra bibliotek, til praktiserende læger, brandvæsen, politi, dagintuitioner og naturligvis bistandskontoret. Jeg hørte at dette samarbejde fortsatte i flere år.

Jeg husker årene i NV som spændende, med mulighed for at afprøve mange ting, som kunne forbedre livet for især børnene. Jeg husker en aktiv, stor sundhedsplejegruppe og gode diskussioner.
Jeg stoppede i sundhedsplejen og rejste med familien til Zambia, hvor jeg i to år var Deputy Director for Mellemfolkeligt Samvirke. På det tidspunkt var der 80 ulandsfrivillige, der arbejdede inden for mange forskellige erhverv i hele Zambia. Jeg havde siden min udsendelse til Kenya været aktiv i ulandsarbejdet og fået stor viden på området. Det var spændende at arbejde i et område, hvor jeg ikke havde faglig viden, men hvor jeg kunne bruge al det jeg havde lært i mit sundhedsarbejde – det, at møde folk hvor de er, kan bære langt.

Asylafdelingen – Dansk Røde Kors

Vi er i begyndelsen af 1999, jeg har været ansat i asylafdelingen i 6 år først som sundhedsplejerske både på centre for uledsagede mindreårige børn og almindelige asylcentre, senere som sygeplejefagligleder og nu som sundhedskonsulent. Asylafdelingen står for sundhedstilbuddet til asylansøgere. I klinikkerne er sygeplejersken den første sundhedsperson asylansøgeren møder, herfra visiteres videre til læge, hvis der er behov. Gruppen af asylansøgere var i 80’erne næsten kun enlige mænd, men med krigen i Jugoslavien kom mange familier, og sygeplejerskerne syntes at de manglede viden og erfaring for at kunne vejlede omkring børn. Børnene fik tilbudt de forebyggende lægeundersøgelser og vaccinationer, men ingen sundhedspleje. Jeg inviterede en gruppe syge- og sundhedsplejersker til et tre dages arbejdsmøde, hvor vi lavede udkast til det, der senere blev Børnemappen, som beskrev, hvilke tilbud der skulle gives, hvad det skulle indeholde osv. Alt sammen til hjælp for sygeplejerskerne. Med Børnekonventionen i hånden kæmpede vi for at asylansøgende børn fik tilbudt sundhedspleje, og det lykkedes. Indenrigsministeriet bevilligede økonomi til at ansætte sundhedsplejersker og vi fortsatte med at arbejde efter de retningslinjer, vi havde i Børnemappen, der fulgte lovgivning på området. Første udkast af Børnemappen indeholdt mange vigtige spørgsmål, men vi havde ikke været meget indenom børnenes psykiske tilstand.

Krigen i Kosovo var udbrudt og vi vidste, at de børn, der kom derfra, havde været udsat for meget, derfor udarbejdede vi (psykologer og sundhedsplejersker i asylafdelingen) et screeningsark til brug, når børnene og deres forældre ankom. Folketinget besluttede at Danmark kunne tage 3000 flygtninge fra Kosovo, og en delegation blev sendt til Makedonien, hvor flygtningelejerne fandtes. Jeg var med som Røde Kors-repræsentant de første seks uger sammen med Udlændingestyrelsen. Vi ankom april 1999. Lejren, vi kom til, havde 35.000 flygtninge, og NATO-soldater havde sat teltene op. Vi ankom en sen eftermiddag, solen stod lavt, vi var i en dal. Det havde lige regnet, og der var sat hegn op om hele lejren. Ingen af flygtningene kunne komme ud. Ved indgangen stod mændene tæt, tavse, uden at fortrække en mine, uden at sige noget. Fra hele området med de 35.000 mennesker hørtes kun en svag mumlen, ingen høje råb, ingen smil, ingen latter, bare denne mumlen. Det var en meget mærkelig, skræmmende oplevelse.

Udlændingestyrelsen gik i gang med at koordinere arbejdet med de andre landes repræsentanter og NGO’er. Efterhånden fik vi udvalgt dem, der skulle afsted og bookede et fly. Dagen før afgang blev navnene på dem, der skulle flyve til Randers sat op på en opslagstavle. Der var gribende afskedssituationer – der var den gamle far/bedstefar, der havde hele sin familie på 41 medlemmer. Jeg husker ham stå og sikre sig, at de alle kom med. Når flyet lettede, ringede jeg til mine kollegaer i Randers og fortalte dem, hvem af dem der var i flyet, de skulle have ud først, hvilket tøj de havde på, så de kunne finde dem. Der var kvinder med få dage til termin, folk med dårligt hjerte osv.

Ved modtagelsen af flygtninge fra Kosovo, fik de tilbudt et psyko-edukationprogram, som psykolog Trine Lindskov og jeg havde udarbejdet. Programmet var tilpasset de forskellige aldersgrupper og udførtes i samarbejde med forældre. Trine og jeg underviste personalet på de forskellige centre. De fik programmet, hvad de skulle gøre, beskrivelse af hvad timerne skulle indeholde osv. Af de 3000 flygtninge vi modtog, var 1800 børn, så det var et stort program, men alle gik i gang og løste de forskellige problemer efterhånden. Programmet fik en fin evaluering, men desværre kom mange af asylansøgerne til at bo længe på asylcentrene, så de på den måde kom til at leve mange år i usikkerhed.

Psyko-socialdelegat på Sri Lanka

Juli 2005 er jeg på vej til Sri Lanka for Dansk Røde Kors, jeg skal arbejde som psyko-socialdelegat på østkysten i Ampara distrikt, hvor der skete store skader under tsunamien. Jeg skal overtage arbejdet fra en anden delegat – sundhedsplejersken Rikke – der kom få dage efter tsunamien 25. december 2004. Ud over tsunamien er der også uroligheder og uoverensstemmelser mellem singalesere, tamilere og muslimer. Det betyder, at vi kun må bevæge os på udvalgte sikre steder, så vi får sms’er hver dag om, hvor vi ikke må køre, og vi skal være hjemme, før det bliver mørkt osv.

Rikke har sammen med den lokale Røde Kors-afdeling i Ampara fået 70 Røde Kors frivillige til at lave psykosocialt arbejde fire forskellige steder på kysten. De frivillige kommer selv fra kysten og har også oplevet tsunamien, de er mellem 18 og 35 år, kvinder og mænd, singalesere, tamiller og muslimer. Nogle studerede, andre havde arbejde, men der er så mange ting, der endnu, seks måneder efter, ikke er i orden. De frivillige har fået en introduktion til Røde Kors samt et kort kursus i, hvad psyko-socialt-arbejde er. Nu har de hver et program, hvor de går ud to eller tre sammen til de lejre, hvor folk bor. Her kommer de medbringende legeting og leger med børnene nogle timer. De laver også grupper for børnene, hvor de snakker og tegner. De voksne kontakter de oftest enkeltvis og fortæller bl.a. om normale reaktioner på, hvordan man kan have det efter en så traumatisk hændelse, som en tsunami er. Der er faste traditioner for, hvordan man gør, når man har mistet et familiemedlem, det hjælper med struktur på den ellers svære hverdag.

Mit arbejde består i, sammen med min counterpart, at holde jævnlige møder med de frivillige, at vejlede dem, at prøve at finde løsninger på, hvad vi kan gøre for familier med børn, der ikke trives. Efter tsunamien, kommer der en amerikansk psykiater til distriktet en gang om måneden – før tsumanien var der slet ingen psykiater. Udover undervisning for de frivillige får de også tilbudt supervision i mindre grupper. Supervisionen gives af school counsellors, der har en særlig uddannelse. Der er mange ting at være opmærksom på, når man arbejder i et område efter en katastrofe. Arbejdet koordineres med det lokale Røde Kors, der er overvældet over de mange forskelige Røde Kors-projekter, der er kommet, men nødvendige. Derudover er vi en gruppe NGO’er der også holder koordineringsmøder for at følge med i, hvad vi er i gang med, og hvor vi kan støtte hinanden.

Hver dag kører vi langs kysten. Nogle vil sige en rigtig ”bounty strand”: Blåt vand, sand, palmer og fiskebåde, men med masser af ødelagte huse, murbrokker og tøj stadig flydende over det hele. Jeg holder meget af at gå i vandet, men jeg var aldrig i vandet her, det var bare for meget at svømme i det vand, hvor så mange
mennesker var druknet.

Det er varmt på Sri Lanka, 30 grader nat og dag, det nedsætter tempoet en del og man bliver mere træt.

Der skulle købes mange forskellige ting ind til projektet ikke mindst fordi vi også satte legepladser op, indkøbte sko til børnene, som passede til skoleuniformen, og når man her i landet klager over et stigende krav om dokumentation, så er det intet at regne for, hvad der skal dokumenteres, når man er nødhjælpsarbejder. Ud over kvitteringer for de brugte penge, skal det tjekkes om tingene bruges af dem det er tiltænkt – det skal dokumenteres med bl.a. foto. Derudover kommer flere timers indskrivning i kassebog og ikke mindst afstemning. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvorfor jeg var bedre til at være sundhedsarbejder end bogholder.