Søskende i praksis

Når man som sundhedsplejerske går ud til familier, møder man nyfødte børn, som ofte har søskende: Hele, halve, kvarte og af ’pap’. Familierne skal have støtte og råd ikke bare om det lille barn, men om hele familiens sammenhæng og trivsel. Ethvert nyt barn betyder nye positioner og relationer for de børn, der var der i forvejen. Her bliver det vigtigt at reflektere over søskende ’på moderne’: Er man søskende med de børn, man bor sammen med, selvom de voksne i husstanden ikke har fælles forældre? Kan man være mere eller mindre rigtige søskende? Og kan man holde op med at være søskende? Man kan tydeligvis være søskende på mange måder, ligesom søskenderelationer kan skifte form flere gange i løbet af en opvækst. Nye børn kan komme til – nyfødte eller sammenbragte, og andre børn kan man blive skilt eller flyttet fra. Søskende-figurationer varierer, ligesom erfaringerne med at have og få søskende gør det. Reelt er søskenderelationer således mere sammensatte, end vi almindeligvis fremstiller det, og når det kommer til, hvad børn og unge selv tænker om det at være søskende, må vi konstatere, at der ikke har været meget viden. Hvem opfatter de som deres søskende? Hvad gør de sammen? Og hvad synes de, det er passende at gøre med sine søskende? I denne artikel vil vi på baggrund af en etnografisk undersøgelse pege på nogle forhold ved søskendskab, som vi mener det kan være relevant at reflektere over, når man skal rådgive og arbejde med familierelationer.

En undersøgelse af søskende

I foråret 2011 var vi så heldige at få en bevilling fra Egmontfonden til projektet ”Bevægelige søskendeskaber”. Og siden da har vi tre seniorforskere – Eva Gulløv, Charlotte Palludan og Ida W. Winther sammen med ph.d. stipendiat Mads Middelboe Rehder arbejdet med dette projekt. I januar 2014 udkom bogen Hvad er søskende – praktiske og følsomme forbindelser på Akademisk forlag, hvor vi har forsøgt at formidle vores viden mere bredt. Vi lavede også en film på baggrund af projektet (se link til sidst i artiklen). Projektet opstod bl.a., fordi vi undrede os over, hvor lidt søskende og sammensatte søskenderelationer fylder i fagdebatter om børns og familiers trivsel og i den brede offentlighed. Det er ikke fordi, søskende egentlig er et overset område. Der er opmærksomhed på den betydning, familiedynamikker kan have på børns relationer; ikke mindst i forhold til familier, der har været igennem forandringer for eksempel dødsfald eller skilsmisse. Ligeledes er søskendejalousi og betydningen af placeringen i en søskendeflok (om man er den ældste, midterste barn eller yngste skud på stammen) genkomne tematikker. Men hvad det præcist betyder for børn at have søskende, hvad de forventer af deres søskende og gør sammen med dem, er temmelig dårligt belyst.

Der er heller ikke megen viden om, hvordan børn oplever at blive del af nye familiekonstellationer, hvor andre børn indgår. Når debatten handler om skilsmisse og sammenbragte børn, er afsættet ofte, at det er synd for børnene. I vores studie forholder vi os ikke til, om det er synd, men anskuer børns familie som et vilkår, de vokser op med. Det er et faktum, at voksne par bliver skilt, at familier brydes, og børn adskilles og kobles med andre. Børn lever med deres familier og håndterer deres relationer på mange forskellige måder. I løbet af deres barndom indgår de i mange dynamikker, relationer og strukturelle sammenhænge, og her bliver det vigtigt at undersøge, hvordan det opleves som barn. Det er ikke vores ærinde som forskere at vurdere, hvad der er godt og skidt, men at belyse de muligheder og udfordringer, som forskellige handlemåder og familieformer giver.

Et horisontalt perspektiv

Ofte koncentrerer diskussioner om et barns trivsel sig om relationer mellem forældre og barn; det man kan kalde en vertikal akse. Vi er ikke uenige i, at forældre spiller en stor rolle i børns liv, men vi er kritiske over for tilgange, der allerede i udgangspunktet antager, at forældre er de vigtigste aktører i forhold til børns udvikling, læring, trivsel og i forhold til familiens dynamik. Vi mener, at vi fremfor at tage afsæt i, at nogle er vigtigere end andre, er nødt til at udforske, hvilke perspektiver, interesser og relationer forskellige familiemedlemmer har. Og til det formål bliver det vigtigt også at vide noget om børns indbyrdes relationer. Et sådant horisontalt blik på børns relationer til søskende bidrager med en anden type viden om familieliv, og om børns hverdag og opvækst end den, der dominerer debatterne. Vi har derfor været optaget af at undersøge de praktiske og følelsesmæssige betydninger, som vores informanter knytter til det at være søskende, og her er det vigtigt som forsker at vriste sig fri af de forforståelser, der knytter sig til familien som institution og til vedtagne ideer om, hvem der er vigtige. Børn og unges egne stemmer og perspektiver har været bærende i undersøgelsen. Ved at fokusere på børn og unge som aktører og anlægge et horisontalt perspektiv på familiedynamikker, har vi fået adgang til erfaringer og oplevelser med moderne familieformer, der hidtil har været underbelyst.

Hvordan har vi arbejdet?

I vores undersøgelse af søskende deltager knap 100 børn og unge fra hele landet. De er blevet interviewet og observeret i løbet af 2011 og 2012. Der indgår søskende, der bor sammen, og en del, der ikke gør. Der er forskelle i familiernes økonomiske vilkår, sammensætning og størrelse og i søskendegruppernes alderssammensætninger og hjemmenes geografiske placering. En del af de børn, vi har snakket med, har oplevet, at deres forældre blev skilt; nogle har oplevet serielle partnerskift hos forældrene. En mindre gruppe af børnene er selv blevet skilt fra deres forældre – og ofte også deres søskende – og bor på institution. En del har ikke selv erfaring med skilsmisse, men har søskende som pendler mellem forskellige hjem, eller som er flyttet hjemmefra og bor på efterskoler. Endelig er der en lille gruppe af børn, der ikke har oplevet skift i deres familie og søskenderelationer. Vores materiale rummer således en variation af familiemodeller og en mangfoldighed af relationer mellem børn.

Vi valgte at lave kvalitative interviews kombineret med andre mere etnografisk inspirerede metoder, da vi jo netop gerne ville have indblik i børnenes egne erfaringer. Vi foretog de fleste interview i børnenes hjem for at få indblik i deres omgivelser og lave interview med flere børn fra samme søskendegruppe og med forældre, så vi fik forskellige perspektiver frem på de samme forhold. Vi observerede også på et familierådgivningscenter for at komme tæt på børns indbyrdes samtaler om familie og få fornemmelse af rådgivningsprioriteringer i praksis, og endelig lavede vi filmede observationer i et mindre udvalg af søskendeflokke og familier. Vi er endt med et sammensat materiale, der rummer skriftlige observationer, filmoptagelser og interviewtransskriberinger af mange børn og unges tanker og refleksioner om deres relationer, private anliggender og gøremål (fortalt til både lydoptager og/eller kamera). Derudover har vi forældres og et udvalg af professionelles udtalelser om egne eller andre børns søskendeliv.

Relationer over tid

Søskende er langt fra altid biologisk forbundet og betydningen af, hvad biologi betyder, er langt fra ens i forskellige søskendegrupper eller for enkelte børn. De børn og unge, vi har interviewet, refererer ikke entydigt til biologisk slægtskab, når de fortæller om deres søskende. Mange beskriver de børn, de er vokset op med, som deres søskende, selvom de måske kun har én forældre tilfælles eller slet ikke deler forældre. De tøver med betegnelser som halvsøskende og stedsøskende, der indikerer en distance, de ikke oplever. Nogle udvikler nye betegnelser som ’hverdagssøskende’ og’ bo-alenebarn’, der bedre stemmer overens med deres oplevelser. Andre igen fortæller om, at de føler sig nødt til at bruge de veletablerede kategorier for at gøre det nemmere for folk uden for familien at forstå deres relation, men at det ikke altid passer med deres oplevelser. For børnene er billedet langt mere komplekst og bevægeligt, da roller og positioner forskyder sig. Man kan godt være ’rigtige’ søskende, selvom man ikke deler forældre.

Et centralt element for etableringen af søskenderelationer er tid, og at man befinder sig samtidig de samme steder. Har man tid sammen, kan man vælge at foretage sig noget, men er man adskilt, er det ikke muligt. Børn, der pendler forskudt, har for eksempel sjældent lejligheder til spontant at finde på noget sammen. Her får forældres organisering af aktiviteter og deres logistiske strukturering af tiden afgørende indflydelse på, hvornår der gives lejlighed til samvær. Søskendes handlinger er afhængige af familiens rytme. Men søskende har også deres egne tidsstrukturer og rytmiske dynamikker. Det gælder for de børn, der bor sammen, der har eftermiddage med fjernsynstid, computer eller skal nå i skole til tiden. Børn og unges egen tid og særlige rytmer står imidlertid særlig tydeligt frem i den del af materialet, hvor søskende bevæger sig mellem husstande. Rejser mellem hjem bliver over tid til rytmiske rutiner. De opleves ikke sjældent som tidsspilde, og alligevel fremstår disse rejser som særlige stunder for søskendesamvær. Stunder fyldt af skænderier og irritationer og af fælles refleksioner over det hverdagslige i det små såvel som i det store – f.eks. det at dele erfaring med at bo i flere hjem. Her bliver søskende ofte livsvidner på en måde, som ingen af deres forældre kan være.

Også børn og unge, der enten selv er flyttet hjemmefra eller har udeboende søskende, fortæller om særlige, ofte asynkrone, former for kommunikation og samvær. Gennem forskellige sociale medier følger de med i hinandens liv og bliver dermed en del af hinandens hverdagstid. Søskenderelationer udvikler sig fra i høj grad at være rammesat af forældres initiativer og organisering af familieliv, til samvær som måske netop får vitalitet i kraft af, at forældrene er ude af takt. På tilsvarende vis er det sandsynligvis afgørende for skabelse af intensitet og fylde i barndommens søskendeforbindelser, at der findes tid, hvor forældre ikke er til stede.

Betydningsfulde relationer

Søskenderelationer er ikke entydige, men tager form afhængig af de familiære vilkår og konkrete handlinger, som mennesker udfører. Denne bevægelighed til trods er søskende hverken en indholdstom eller ligegyldig kategori. Uanset hvilke mennesker, der tænkes med i kategorien, og hvor forskellige praksisser, ting og følelser de konkrete relationer rummer, er søskendeskab altid et betydningsfuldt forhold i den enkeltes forståelse af sig selv, sin historie, omgivelser og i fortolkningen af andre menneskers liv. Søskenderelationer formes gennem de konkrete måder mennesker opfatter hinanden på, og de handlinger de udfører, som igen relaterer til de familiære, biologiske og historiske sammenhænge, de indgår i. Nogle søskendegrupper er relativt korte og smalle, da familien har få børn med lille aldersspredning. I andre søskendegrupper er der mange børn i flere hold, og søskendegrupperne er dermed længere. Kompleksiteten i familierne og søskenderelationerne øges, hvis de mange børn har forskellige forældre og bor flere forskellige steder. Derved bliver søskendegrupperne bredere. Kompleksiteten øges yderligere ved forandringer og sociale begivenheder som for eksempel skilsmisser. Graden af kompleksitet har betydning for hvordan, man kan være søskende.

Men der er ikke noget i vores materiale, der tyder på, at kompleksiteten i søskendesammensætning nødvendigvis er problematiske eller betyder mindre intense relationer. Tværtimod har vi blandt flere af de unge mennesker, vi har interviewet, fået indtryk af, at den store familie med de mange relationer giver et netværk, der kan være meget værdifuldt.

At være opmærksom på søskende-relationernes vigtighed

Søskende forventes at relatere sig til hinanden, være tætte og kunne omgås. De forventes at være positivt stemt og nedtone eventuelle konflikter. Der er forventninger om, at søskende skal støtte hinanden, men også stærke ideer om individuel autonomi. Midt i dette sammenvæv af kulturelle normer og forventninger skal konkrete børn finde den rette balance. Mange institutioner – dagtilbud såvel som skoler – prioriterer søskende i forhold til at få plads, men det synes ikke, som om søskenderelationer har været i fokus som et pædagogisk relevant tema for børns institutionsliv. Forældre kan synes, at det er praktisk at have deres børn samlet det samme sted (logistik, man kender institutionens rytme og personalet), og personale kan foretrække at kende familien. Men i praksis skilles søskende ofte ad på stuer eller i hver sin klasse. I skolen opfordres børnene ikke til at hente deres søskende, hvis der er konflikter, men derimod hente gårdvagten. Det er fint at have søskende, og forventninger om, at søskende skal støtte hinanden eksisterer, men ideer om individuel autonomi synes at overtrumfe. Man kan ligefrem få indtryk af, at søskende netop adskilles, når relationen er meget tæt.

Det er ikke altid klart, hvad der forventes af søskende. Det er et følelsesanliggende, som det for en stor del er overladt til børn at udfylde. Samtidig er der ingen tvivl om, at relationen opfattes som vigtig både kulturelt og i de fleste familier. Der lægges vægt på, at børn skal have gode og harmoniske indbyrdes relationer, men det er ikke særlig formuleret, hvad de mere præcist skal med hinanden. I vores materiale kan vi se, at netop den uklarhed kan gøre det til ret komplekse relationer, som fordrer en del opmærksomhed og investering fra de involverede børn og unge.

Det ser ud til, at de børn, der fysisk pendler mellem flere hjem, familier og søskendegrupper, opøver strategier for at kunne mestre et komplekst hverdagsliv, og de får en spidskompetence som logistikkere. Man kunne tro, at dette ville føre til øget individualitet eller adskilthed mellem søskende. Men vi møder snarere en tilgang til søskende, der på en anden måde end venskabsrelationer, er bundet op på forestillinger om en følelsesmæssig forpligtethed, ansvar og et håb om eksistentiel forbundethet. Denne indsigt anfægter det indtryk, man ellers kan få fra den offentlige debat af, at nutidens børn og unge er individualiserede og selvoptagne. Den udfordrer også den rådgivning til forældre, der i forbindelse med skilsmisse opfordres til, at se børnene som de individer de er med hver deres erfaringer og behov snarere end at se dem i deres sammenhæng. Og ligeledes den manglende interesse i de institutionelle kontekster. Indsigterne fra dette projekt viser, at søskenderelationer er betydningsfulde, men ikke givne. At de fylder i børns liv og fordrer indsats. Og de derfor bør indgå i rådgivning og vejledning af familierne. Søskende er blandt de vigtigste relationer i børns liv og bør behandles som sådan – også blandt professionelle.

Præsentation

Charlotte Palludan Lektor, ph.d., Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet. Forsker i børn og familiers møde med børnehaver og skoler.
Ida Wentzel Winther Leder af forskningsprojektet Bevægelige søskendeskaber ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, ph.d. og lektor i pædagogisk antropologi. Ida forsker i hverdagslivets sociale betydninger og har især beskæftiget sig med hjem (derhjemme og i institutioner), om hjemmets lyde, regler, indretning og materialitet.
Eva Gulløv Lektor, ph.d., Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet. Eva Gulløv forsker i børns hverdagsliv og barndommens betingelser.