Børneopdragelse – et dilemmafyldt tema

”Børneopdragelse. Hvad er det egentlig i dag”?

Det spørgsmål stiller både forældre og pædagogiske medarbejdere og sundhedspersonale sig ofte. Spørgsmålet fortæller meget om den usikkerhed, der præger mange voksne: Man ved godt, at opdragelse i dag ikke er kæft, trit og retning, og man ved godt, at det ikke drejer sig om fysisk afstraffelse og undertrykkelse. Men hvad er det så?

Jeg mener, at den røde tråd må være, at opdragelse drejer sig om samvær og nærvær primært mellem børn og forældre, men også andre vigtige voksne som bedsteforældre, pædagoger og lærere. Kærlighed, omsorg og anerkendelse er fundamentet i al opdragelse, men forudsætter også krav, ansvar og tydelige voksne, der viser, hvor deres egen grænse går. Og hvor børn lærer, at hvis vi skal leve sammen i familien eller institutionen, så må der være nogle spilleregler. For vi skal ikke udelukkende opdrage børnene for deres egen skyld, men også for fælleskabets.

Nye tider

Nu er det jo blevet en mere broget verden, vi lever i, hvor man i nogle sammenhænge kan tillade sig at sige ”fuck dig”, mens det er ilde set i andre sammenhænge. I gamle dage var det betydelig lettere at finde ud af, hvad var rigtigt og forkert. Normerne var de samme, hvad enten man var i skole eller i hjemmet. Man skulle rette sig efter de voksne. Det var simpelt og forudsigeligt – men også stift og undertrykkende. Selv om forudsigelighed skaber trygge børn, så skal vi bestemt ikke tilbage til de forhold igen. Nutidens normer skaber selvstændige børn med et stort selvværd, men de skal lære at begå sig i en verden, som består af en mangfoldighed af levemåder, og hvor spillereglerne kan være meget forskellige. Hvor der er både ret og pligt, rigtigt og forkert samt frihed til at handle, som man vil, men også krav om at tilpasse sig regler.

Så opdragelse har – indiskutabelt – ændret sig gennem tiderne. Men på trods af dette ser vi stadig, at mange forældre og andre voksne finder det nødvendigt at straffe børn, når de har gjort noget vi mener, er forkert.

At straffe

Historien er rig på beretninger om mere eller mindre raffinerede former for straffe, som børn er blevet udsat for, når voksne syntes, de havde opført sig forkert. Før i tiden var tørre tæsk som bekendt en velintegreret del af opdragelsen. Det samme var stuearrest eller forældrenes måske ugelange tavshed.

Sådan er det heldigvis ikke mere, men straf i børneopdragelse er stadig meget udbredt: Vi kan skælde ud og en straf, der i dag synes at være politisk korrekt og meget udbredt, er udelukkelse af barnet fra samværet med andre ved at sende det i enrum – også kaldet timeout.

Skældud

Enhver forælder kender de situationer, hvor børnene larmer, og man selv er træt: De kommer til at råbe ad deres børn, skælde ud og sige, at de skal tie stille og skrubbe af, men det hjælper egentlig ikke noget. De opdager blot, at skældud ikke har den ønskede virkning, i hvert fald ikke på længere sigt. Skælder man for eksempel sin datter ud, fordi hun hele tiden vil styre og underkue sin lillebror, tænker hun ikke: ”Jeg må gøre det anderledes, så det ikke sker igen”! Hun oplever snarere, at far eller mor er imod hende og vil derfor også være imod dem, så det ender i en magtkamp.

Undersøgelser har vist, at forældre har en tendens til at råbe mere, jo mindre børnene er, fordi mindre børn har sværere ved at forstå det, man prøver at kommunikere til dem. Det ene signal, man sender med sin skældud er, at man er utilfreds med det, barnet gør. Det andet er: ”Jeg er den største og stærkeste, og nu vanker der”. Man demonstrerer sin magt ved at skælde ud, og små børn kan ligesom ved fysisk afstraffelse blive bange i den konkrete situation, fordi det menneske, børnene holder allermest af, faktisk slår – ikke med hånden, men med ord.

I virkeligheden behøver man slet ikke at råbe op for, at børn forstår, at nu er det alvor. De kan godt skelne, mellem når mor hæver stemmen, og når hun råber, men det kan være svært for dem at skelne mellem såkaldt god og dårlig skældud. Og under alle omstændigheder er det en god idé, hvis forældre fortæller deres børn, hvis man er træt eller uoplagt, så de får en chance for at handle anderledes.

Naturligvis er det vigtigt, at forældre ikke efterlades med en følelse af at være en dårlig voksen, hvis de en gang imellem kommer til at skælde ud på et barn. Hvis man synes, at man har forløbet sig over for et barn ved at skænde for meget, duer det ikke at blive eftergivende bagefter og for eksempel give barnet gaver for at lappe på fadæsen. Man får dårlig samvittighed, når man har skældt for meget ud, og det er for så vidt godt, for det antyder, at man selv synes, det er forkert. Hvis mor først har råbt og skældt ud for at få barnet til at ændre adfærd, er det bedste, man bagefter kan gøre, at sige: ”Undskyld, jeg blev alt for vred lige før”. Smid masken, og indrøm dine fejl.

Timeout

Inspireret af amerikanske og danske ‘opdragelsesprogrammer’ siger mange forældre for tiden til deres barn: ”Nu har du igen slået din lillebror. Gå ind på dit værelse og bliv der, til jeg siger, du må komme ud igen”! Andre anvender en lidt anden version: ”Du må altså ikke gøre sådan, gå ind på dit værelse, og når du har tænkt over tingene og mener, at du kan opføre dig ordentligt, må du komme ud igen”!

På trods af den megen tale om inklusion, anerkendelse og relationer har sådanne metoder også vundet indpas mange steder i dagtilbud og skole. Man mener, at man er nødt til at straffe, og da man jo ikke slår børn, tyer man i stedet til timeout og siger til barnet, at det skal gå ind ved siden af og blive der, til det ved, hvordan man opfører sig.

Tænker man efter, er det jo set med for eksempel en femårig drengs øjne helt langt ude. For metoden indebærer, at han skal kunne lære på egen hånd og selv finde ud af, hvad den rigtige adfærd er, uden voksne til at hjælpe sig. Eller også ligger det i luften, at han allerede ved, hvordan han skal gebærde sig og derfor skal gå ind på sit værelse for at finde frem til den rigtige adfærd.

Og det er helt absurd at tro, at et barn i enrum skal kunne finde frem til, hvordan det skal opføre sig sammen med andre. Selv om det heller ikke er det mest hensigtsmæssige, kan det dog give mening at sende et barn på tolv-fjorten år væk med en bemærkning om, at det kan gå ind og tænke over tingene. Børn i den alder kan faktisk sidde og nå frem til en erkendelse af, at deres adfærd var forkert og til, hvad de vil gøre ved det. Det giver derimod ingen mening at tiltro et barn på fem en så avanceret refleksion. Børn udvikler først evnen til at tænke så abstrakt langt senere. Vi tror, at vi ved at udelukke kan påvirke børn i en gunstig retning. Men da børn helt op til tiårsalderen endnu ikke er følelsesmæssigt og intellektuelt udrustet til både at opleve og tænke over deres følelser, kan det tage magten helt fra barnet, når det er alene. Sender man det væk, får det opfattelse af, at ”ingen forstår mig, og alle er imod mig”. På kort sigt vil barnet måske gøre, som vi vil have det til at gøre, fordi det er bange for at miste relationen til den vigtige voksne. Og på længere sigt vil barnet måske føle sig svigtet og isoleret. Hvilket kan føre til en form for følelsesmæssig ligegyldighed over for for eksempel forældrene, hvor barnet enten tænker: ”Jeg er ligeglad med forholdet til far og mor, de smider mig alligevel ind på mit værelse, eller: ”Jeg synes ikke, det er sjovt at være herinde alligevel, men jeg er ligeglad, for i morgen skal jeg lege med kammeraterne”.

Forældre kan tit blive forbavsede og glade, når fx deres dreng selv siger, at han ikke vil være og gøre ligesom kammeraterne. Det virker jo, som om han er klar over, hvad det er, vi voksne ikke vil være med til. Derfor konkluderer vi så, at vores lille dreng rent faktisk kan tænke over den slags på egen hånd. Men at tage springet fra at tænke højt sammen med forældrene til at kunne tænke over tingene alene, er der unægtelig langt. Og springet er endnu længere, hvis barnet skal kunne udmønte tankerne i handling.

Rækkefølgen er: tanke – refleksion – handling. Og den rækkefølge kan børn kun gennemløbe med hjælp og deltagelse fra en voksen. Hvor længe? Når man sender et barn ind på værelset eller uden for døren i skolen og siger, det skal blive der, indtil det får lov til at komme ud (eller ind), forudsætter man ejendommeligt nok, at man ved, hvor lang tid det vil tage for barnet at indse sine fejl, og det ved vi jo ikke. Men måske hænger det tidsrum, barnet skal blive på værelset sammen med den voksnes egen vrede: Jo mere vred man er, desto længere tid skal Jakob blive på sit værelse eller uden for klassen. Samtidig er man måske også lidt flov og har skyldfølelse over at udelukke barnet. Og jo større disse følelser er, desto kortere tid skal han være udelukket fra fællesskabet. Anvender man timeout i opdragelsen af børn, kan man blot håbe, at disse to sæt af følelser holder hinanden i skak, sådan at forstå, at udelukkelsen af barnet ikke bliver alt for langvarig.

Det er dog ikke hensigtsmæssigt at prøve på at få sønnen til at forstå konsekvenserne af sine handlinger ved at forlange af ham, at han skal blive på værelset så længe, det behøves, eller at beslutte, hvor længe han skal blive der. Det hjælper ikke ham til at blive i stand til at vurdere konsekvenserne af hans egne handlinger. Timeout er ikke til gavn for barnet, men anvendes for de voksnes skyld, når man af den ene eller andre grund er nødt til at være fri for at se på barnet. Timeout er derfor ikke en reel opdragelsesmetode. Det er en straf, og når man straffer barnet på den måde, lukker man det ude fra lige præcis den relation, som barnet i situationen har mest brug for.

Virker det?

Som i Astrid Lindgreens bog om Emil fra Lønneberg har mange børn prøvet at blive sendt ind på deres værelse uden at have nogen som helst anelse om hvorfor. Måske tror de, at det var, fordi mor var sur eller gal på dem. Men det er meget sjældent, at de ved, hvad de skal gøre for, at far eller mor ikke skal blive gale. Jeg har tit hørt vendinger som: ”Jeg vil passe på, så de ikke bliver vrede på mig igen”, eller ”jeg vil aldrig tage et æble igen uden først at have spurgt om lov”. Børnene kan sådan set godt identificere problemet, men de har ingen anelse om, hvad de skal gøre, bortset fra, at de aldrig vil gøre det igen. Det kan i den konkrete situation måske være godt nok, men der skal følges op, så børnene får hjælp af de voksne til at finde frem til, hvad de kunne have gjort i stedet for.

I første omgang oplever børn, at det slet ikke er så slemt at komme ind på værelset, fordi det jo er der, at alle legetingene er. Men forældre har fortalt mig, at hvis de hører, at børnene leger med deres Lego, så siger far eller mor, at det må de ikke, for de skal sidde og tænke over, hvorfor de er alene på deres værelse. En pige på seks år fortalte: ”Jeg prøver at tænke over, hvad det er, men så bliver jeg dum i hovedet og helt rundtosset – jeg ved ikke, hvad jeg skal, og det er, som om jeg bare glemmer, hvor jeg er, og hvad klokken er”.

Når man taler med børn om, hvordan de har det med at være uartige (ja, børn kender stadig det ord), siger de næsten altid, at de gerne vil være bedre børn og lære at gøre, som der bliver sagt. De er meget optagede af, om forældrene kan lide dem – og af, om de er slemme eller har gjort noget forkert. Men på bundlinjen står, at børnene i højere grad er optaget af at behage deres forældre, end af hvordan de kan fungere bedre og mere socialt kompetent i de forskellige situationer. I bedste fald sker der ingenting, i værste fald får børn, hvad man kan kalde en diffus skyldfølelse, fordi de ikke på egen hånd kan finde ud af, hvordan de skal agere, og fordi de bliver i tvivl om deres egne følelser.

En mor fortalte engang, at det var lidt for ofte, at hendes to børn larmede, ikke ryddede op efter sig og ikke lavede deres lektier. Kort sagt skete det for tit, at hun ikke kunne styre dem. Hun sendte dem så ind på deres værelser og låste døren. Så sagde hun til dem, at de skulle blive derinde i et bestemt tidsrum og stillede vækkeuret til at ringe, når tiden var gået. Når uret ringede, låste hun døren op, og børnene kunne komme ud, hvis de kunne opføre sig ordentligt. Men hun opdagede ret hurtigt, at hun slet ikke behøvede at låse døren, for børnene gik ikke ud. Hun måtte ind og bede dem komme ud fra deres værelser. Og det var ret ofte, at de slet ikke havde lyst til at forlade deres værelser. Moren mente, at hun havde fået løst problemet. Hun tolkede deres reaktion som et udtryk for, at de nu vidste, hvor lang tid det tog for dem at få en god adfærd. Men måske havde de lært noget helt andet, nemlig at undgå deres mor. I stedet for at lære, hvordan de skulle opføre sig og klare deres problemer, havde de nu lært, hvordan de skulle undgå vanskeligheder: Ved at holde sig fra den vrede mor.

Den voksne må ‘låne’ barnet følelser

Når Maja på seks år udtrykker vrede, bliver sur over et eller andet eller smider sig hysterisk ned på gulvet, er der tale om stærke følelser. Man kan sige, at hun har svært ved at holde fast i sine følelser, og derfor må de ud. Her har hun brug for, at mor eller far kan holde fast i hendes følelser, og at man forholder sig til hendes følelsesudbrud og fortæller: ”Jeg har set, at du er vred nu – og øv, hvor er det dumt, at du ikke må pille ved videoen, men det duer altså ikke, så går den i stykker”. Det er også anerkendelse på den måde at holde fast i og rumme et urimeligt barn.

Barnet har brug for en voksen at sidde tæt sammen med. En far eller mor, der siger: ”Det er svært for dig nu, og du ved ikke, hvad du skal gøre ved det. Du kan ikke klare det alene, så nu sætter jeg mig lidt hos dig”. Det giver hende mulighed for at genoprette det oprindelige trygge forhold til forældrene. Den store dreng på tretten år har det samme behov for gennem dialog med forældrene at finde frem til, hvad der gik galt og hvordan han kan undgå at blive for eksempel så hysterisk, når noget går ham imod. Man kan sige, at det ikke kun handler om barnets handling eller reaktion, men lige så meget om, hvad det var, der udløste den. At give børn opmærksomhed på den måde, er ikke det samme som at være eftergivende. Det giver dem derimod den tillidsfuldhed, der er forudsætningen for, at de kan lære at styre deres følelser. Når børn på den måde kan låne fars eller mors kompetence og tillid, bliver barnet i stand til selv at udvikle kompetence og tillid.

Generelt kan børn og unge ikke gennemtænke situationen alene. De har brug for nogen til at hjælpe sig med at forstå, hvad de har gjort forkert. Når børn taler om, hvad der skete og får mors eller fars hjælp til at beskrive forløbet, gør de sig den vigtige erfaring, at forældrene både er nogen, man kan tale med, og som hjælper, når man ikke selv kan finde ud af det. Et barn skal have lov til at være sammen med sine forældre, når det er i vanskeligheder, har problemer eller er vred, ked af det eller såret.

Slutreplik

Man kan sige, at vi i vores iver efter at få børn på banen, hvor vi har givet dem lov til at have deres egen mening og ret til at sige de voksne imod, har udviklet en slags ‘modspilsbørn’. Et udtryk der her ikke skal forstås negativt, men ses som en konstatering. Det er børn, der ikke umiddelbart tager et nej for et nej, som ofte stiller spørgsmål til forældres eller andre voksnes beslutninger, og som hele tiden vil forhandle. Og som bliver ved med at spørge og diskutere, fordi de voksne ikke i tide har markeret over for børnene, hvad de ønsker og hvor deres grænser går for barnets adfærd.

Jeg tror, vi skal erkende, at modspilsbørn kræver både modspil og udspil. Modspil, hvor man som den voksne ikke blot er eftergivende, men er parat til også at udtrykke egen mening og, hvor det er påkrævet, sætter grænser for, hvad man vil være med til i forhold til barnet. Udspil, når barnet for eksempel selv vil bestemme, hvad det vil have at spise, men hvor den voksne spiller tilbage med sit udspil om, hvilke måske to retter, der kan vælges imellem. Og så skal man huske på, at nutidens børn også rummer positive resurser og karaktertræk. De er frie, ikke blindt autoritetstro, selvstændige og kritiske. Det er træk, man som mange forældre gerne ser udviklet hos deres børn. Så må vi også acceptere, at børnenes selvstændighed, deres iver efter deltagelse i deres eget liv, deres kritik af os og selvstændighed kan resultere i sammenstød. Og her er det måske sådan, at vi voksne tænker og forstår ud fra fortidige erfaringer, der ikke slår til i dag, når vi prøver at forstå vores børn? Vi må på den ene side blive bedre til at acceptere børnene, som de nu en gang er, men samtidig gennem opdragelse, samvær og tydelig autoritet også hjælpe dem til en adfærd og et liv, der skaber grundlag for børnenes og forældrenes trivsel i familien.

Det er vigtigt, at vi ikke opfatter barnet som problemet, men i højere grad fokuserer på de problemer, som barnet kan have. For nogle børn har helt åbenbart svært ved at tilegne sig brugbare sociale kompetencer, der sætter dem i stand til at indrette sig efter fællesskabets spilleregler og ind imellem bare gøre, hvad der bliver sagt.

Og så er hemmeligheden ved opdragelse måske ikke så meget, hvad forældrene gør, men hvad de ER i forhold til børnene, nemlig vigtige voksne. Det er hele tiden vigtigt, at forældrene bakker børnene op, hvilket ikke betyder altid at give dem ret, men at give et kvalificeret modspil. I betragtning af hvor få timer man har sammen til hverdag, er det vigtigt, at man er nærværende både fysisk og psykisk i samspillet med børnene. Man skal give børnene tilbagemeldinger – give dem en vejledning, de kan bruge til noget og ikke lade børnene i tvivl om, hvilke forventninger man som forældre har til deres adfærd.