1971 Starten på mit liv som sundhedsplejerske
Det var også omkring den tid at Rødstrømpebevægelsen startede. Jeg var med til et af de første møder om kvindebevægelsens udfordringer. En kontroversiel tid. I mit privatliv havde jeg levet i en kvindeverden. Min far døde af dissemineret sklerose, da jeg var 6 år gammel. Jeg blev vænnet til helt fra lille, at kvinder skulle/kunne klare livets udfordringer selv. Og det gjorde vi så – min mor, min store-søster og jeg.
Grunden til, at jeg straks efter endt sygeplejeuddannelse stilede mod at blive sundhedsplejerske, var, at jeg ikke kunne forliges med de skiftende vagter, som sygeplejersker havde. Ej heller det hierarki, der var på afdelingerne. Jeg havde i elevtiden et par gange meldt mig til noget på aftenskole, men endte altid med at stoppe, fordi jeg havde for meget fravær på grund af vagter. Ydermere følte jeg mig ufri – sat i bur. Fik f.eks. en anmærkning i min karakterbog fra den første afdeling jeg var på, at jeg var for støjende i min adfærd. Jeg gik nemlig og sang på gangene og det kunne man jo ikke!!! Der skulle være ro!! Dengang kendte man vist ikke til glædens smittende og musikkens helbredende virkning?
Det var i 1971, at jeg blev færdig som sundhedsplejerske – året efter kommunesammenlægningen. Jeg var blevet gift 3½ år tidligere – som 24 årig – og vi havde en datter på 3 år. Jeg var én af de få studerende, der havde barn. Jeg oplevede det, som et stort plus for mig at have født et barn, idet jeg på egen krop havde oplevet en fødsel og de første år med barn og familieliv. Jeg boede heller ikke på kollegiet som de fleste af mine medstuderende. Det var jeg glad for, idet jeg dagligt – både mentalt og fysisk – kom helt væk fra studierne. J
eg havde allerede halvvejs i uddannelsen undersøgt mulighederne for ansættelse i en mindre kommune. Jeg var ikke interesseret i arbejde i en stor kommune med en leder, der skulle bestemme over mig. Jeg ville være ”selvstændig” i en lille kommune og tæt på politikerne/beslutningstagerne.
Jeg havde søgt stilling i en kommune med ca. 10.000 indbyggere (Rosenholm) og fået stillingen som fuldtidsansat i kombineret stilling som spæd-, småbørn- og skolesundhedsplejerske på prøve i 1 år. Derefter fast ansættelse som tjenestemand. Jeg bestod og jeg fortsatte i alt i 33 år i den samme kommune. Dog – efter 5 år – med en afbrydelse på 7 mdr. hvor jeg var vejleder på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Århus Universitet.
Løn ved ansættelsen var 3.625,41 kr. pr mdr. og arbejdstiden 41 ¾ time pr. uge.
I kommunen havde der aldrig været ansat sundhedsplejerske før, men med kommunesammenlægningen i 1970 var det blevet pålagt kommunerne at ansætte sundhedsplejerske. Det var der rigtignok også delte meninger blandt politikerne om behovet for. Og da jeg første gang hilste på og præsenterede mig for kæmneren (i dag kommunaldirektør), fik jeg da også at vide, at det var ikke med hans gode vilje, at der blev ansat sundhedsplejersker!!!!! Sådan! Så var det jo bare at tage udfordringen op og bevise at forebyggelse nytter noget.
Vi var 2 nyuddannede sundhedsplejersker, der var blevet ansat. Jeg startede 14 dage før min kollega, da hun havde planlagt ferie inden ansættelse. Det var både godt og skidt. Godt fordi vi alligevel skulle vente på de materialer, vi skulle bruge. Skidt fordi jeg ikke havde nogen at drøfte tingene med, men måtte selv tage beslutninger. Heldigvis var der dog dengang ansat en amtssundhedsplejerske, som var en stor hjælp i dette pioner arbejde. Først skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle bruge (eksempelvis vægt, taske, journaler, protokol, kartotekskort, centimetermål, sprit, lapisstift, arkiveringssystemer) og hvor jeg skulle købe de ting, jeg skulle bruge. Det samme gjaldt i skolesundhedsplejen. Hvor skulle jeg have kontor/skrive- bord/stol/telefon? Hvornår skulle der være telefontid? Og hvordan fik jeg mig præsenteret for befolkningen samt oplyst om det nye tilbud? Der skulle laves en oversigt over diverse samarbejdspartnere. Nogle læger var begejstrede for, at der var ansat shpl. I kommunen, andre ikke. Jo, der var virkelig mange, mange ting at forholde sig til.
Kommunen var overvejende en landkommune. Mennesker på landet er tættere på naturen og mere vant til at klare tingene i den rækkefølge, de kommer – og gerne ved hjælp af nabokoner eller familie, der træder til efter behov. Min kollega og jeg var jævnaldrende. Hun var ugift og havde ingen børn. Derfor havde hun jævnligt problemer i starten med at opnå velvilje for besøg. En anden vanskelighed var at få mødrene til at bruge modermælkserstatning i stedet for komælksblandinger. For det første var modermælkserstatning dyrt i forhold til komælk. For det andet havde der, i årene før vi blev uddannet, været en del medieomtale af, hvorvidt modermælkserstatning var årsag til Uventet Spædbørnsdød. En tredje ting, der kunne være svært, var at få familier med bil til at forstå nødvendigheden af autostol. Mødrene var ikke så svære at overbevise, men fædrene kunne være svære at få med på ideen, idet det som oftest var moderen selv, der skulle overbevise faderen. Fædrene havde jo ikke barselsorlov som nu. Journalerne både i spæd-, småbørnssundhedsplejen og i skolesundhedsplejen var i begyndelsen håndskrevne. Det var tidsrøvende for mig, for jeg havde svært ved at koncentrere mig om at skrive ude i hjemmene. Men da vi i 1976 gik ned på 40 timer ugl. for det samme arbejde, fik vi bevilget diktafon og sekretærhjælp både til at oprette og skrive journalerne. Det gjaldt også skolejournaler. Jeg havde ellers selv investeret i en rejseskrivemaskine, som jeg havde købt billigt i Tyskland. Dvs. at der ikke fandtes ”ø” på tastaturet. Derfor måtte jeg skrive o, spole tilbage og sætte en skråstreg over.
Jeg havde kontor og telefontid derhjemme i de første ca. 10 år. Der var jo ikke noget, der hed mobiltelefoner dengang. Men kommunen betalte oprettelse af en fastnet telefon, abonnement samt et vist beløb for samtaler. De betalte også de nødvendige møbler til et kontor. Men selve kontoret måtte jeg selv investere i og det var ikke billigt, for vi måtte købe hus med et ekstra værelse. Jeg skulle jo desuden også købe bil til formålet. Dog fik jeg kørselsgodtgørelse efter statens regler. Først i 1987 fik jeg kommunal bil at køre i. Faktisk tror jeg, at jeg var én af de første sundhedsplejersker i landet, der fik kommunal bil. Det var takket være en leder, jeg fik på det tidspunkt, og som jeg blev meget, meget glad for!!!
Når jeg tænker tilbage på den tid, forekommer det mig, at vi skulle registrere alting. F.eks. lavede vi en månedsberetning, som bl.a. indeholdt, hvor mange besøg vi havde aflagt hver dag til børn på forskellige alderstrin, hvor mange besøg, der var behovsbesøg osv. Det samme var for skolearbejdet. Så skulle der dagligt registreres antal kørte kilometer, arbejdstid, kontakter med hvem, møder osv. Et overflødigt arbejde oveni en ellers lang arbejdsdag.
I mit distrikt var der ca. 60-80 fødsler om året. Jeg aflagde almindeligvis ca. 10-12 besøg til alle børn inden for de første 18 mdr. Mødregrupper var ikke opfundet, men der gik ikke mange år, før jeg førte de første mødre sammen – begyndelsen til mødregrupper. Der var simpelthen nogle aktive mødre, der spurgte, om jeg ikke kendte nogle andre ligestillede, som de kunne udveksle erfaringer med. I begyndelsen var det bare 2 mødre, jeg førte sammen uden at jeg selv deltog.
Allerede få mdr. efter min ansættelse blev jeg kontaktet af den lokale Husmoderforening, der var interesseret i, at jeg sammen med en jordmoder skulle undervise i fødselsforberedelse. Det blev en vældig succes. Men det første hold blev aflyst pga. for få tilmeldte. Næste gang, det blev annonceret, var der tilmeldt et par stykker flere, så nu måtte det briste eller bære. Og det bar – så rigeligt endda. Holdene blev gradvist så store, at vi måtte dele dem. Men det var og blev for meget for mit privatliv. I 1972 havde jeg desuden sagt ja til undervisning på kurser for de kommunale dagplejemødre og i 1974 startede jeg efterfødselskurser sammen med en specialuddannet gymnastiklærer. Men aflønningen var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Slet ikke i betragtning af det afsavn jeg måtte lide i mit privatliv. Min kollega var desværre ikke interesseret i undervisning overhovedet, så efter få år stoppede jeg al undervisning ved siden af mit fuldtidsarbejde. Jeg fødte også datter nr. 2 i 1973. Og i de 14 uger jeg havde barselsorlov, var der kun spartansk afløsning, hvilket betød, at der var meget, der skulle indhentes, da jeg kom tilbage. Mit arbejdsområde dækkede et skoledistrikt med en skole, hvor der var ca. 750 elever. Den var dels 3 og dels 4 sporet. Den første børnehaveklasse var netop startet året før, jeg blev ansat.
På skolen blev jeg taget rigtig godt imod. Skoleinspektøren (Hansen) var sønderjyde og meget dansk – og da jeg – ligesom en del af lærerstaben – var sønderjyde, blev vi fremhævet som noget særdeles værdifuldt. Måske var det derfor jeg kom til at holde meget af skolearbejdet. Jeg tænkte ofte i årene der gik, at disse elever var de kommende forældre, og som jeg her havde muligheden for at give indsigt i det ansvar, man havde, når man satte børn i verden. Faktisk gjorde jeg beviseligt også en forskel, idet der var 3 piger, der dels fik barn inden de sluttede skolen og dels var gravide, da de gik ud af skolen. Derfor startede jeg et undervisningsforløb i samarbejde med klasselærerne for 8. klasserne, så efter den tid var der ingen der blev gravid, mens de gik i folkeskole.
Skolelægen var en ”ældre årgang”, da jeg blev ansat. Han havde, indtil jeg blev ansat, haft sin kone med til at hjælpe som sekretær. Min opgave var ifølge lovgivningen primært at bistå skolelægen og forbygge sygdom. Eleverne blev undersøgt af skolelægen på alle klassetrin. De fik også foretaget en høreprøve. Det var en hviskeprøve, hvor eleven stod 3-4 m fra skolelægen og hvor skolelægen så hviskede et tal, som eleven skulle gengive. Hvis eleven ikke kunne høre det korrekte tal, blev der blot hvisket lidt højere!!! Så gik det bedre!
Det var lovpligtigt, at børn skulle være koppevaccinerede, inden de startede i skolen. Skolelægen tilbød 1-2 gange årligt at koppevaccinere børn under den skolepligtige alder. Det foregik uden for den almindelige arbejdstid. Jeg hjalp til som ”sekretær” og praktisk gris. Eleverne blev også tilbudt calmettevaccination, hvis tuberkulinprøven på 7. klassetrin var negativ. Det sluttede i 1976. Derudover blev der foretaget urinundersøgelser for sukker og protein på forskellige klassetrin. Indtil 1975 var det ligeledes obligatorisk, at skolens personale blev undersøgt for tuberkulose. Det var min opgave at sørge for, at samtlige ansatte på skolen blev undersøgt. Der kom en bil med røntgenudstyr fra lungeklinikken. Den holdt midt i skolegården på et givent tidspunkt. Så var det bare med at indfinde sig, for ellers skulle man selv ulejlige sig med at møde op på en lungeklinik for at blive undersøgt – og det var jo straks lidt mere tidsrøvende.
Ja, det var så lidt om, hvordan mit arbejde som skolesundhedsplejerske startede. Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig, at mit virke skulle være, men til at starte på var det godt nok. Der var jo mange nye ting at forholde sig til og mange nye ansigter at lære at kende. Men allerede i 1972 blev der beskrevet selvstændige sundhedspædagogiske aktiviteter for skolesundhedsplejersken, men fortsat med vægt på screeningsundersøgelser som den obligatoriske opgave. I 1983 bestemte en bekendtgørelse, at skolelægen og skolesundhedsplejersken fik hvert sit arbejds- og kompetenceområde, hvorefter de var ligeværdige samarbejdspartnere i en fælles skolesundhedstjeneste. Ordningen fik nu et mere sundhedsfremmende og forebyggende sigte. Men det krævede også kreativitet og nye initiativer fra sundhedsplejersken. Et meget spændende område!!
At gå på efterløn som 60 årig, havde jeg aldrig forestillet mig, skulle blive den bane, jeg valgte. Dertil var mit arbejde alt for spændende. Men af private årsager måtte jeg prioritere anderledes. Jeg måtte vælge familien. Det var en meget svær proces. Men da den var gennemlevet og jeg sagde endeligt farvel efter 33 gode år, lagde jeg sundhedsplejen bag mig og fordybede mig i familielivet. Og det har jeg aldrig fortrudt én eneste dag. At være mormor til 4 dejlige børnebørn er i sandhed livets dessert!!! Specielt når man kan være så heldig at bo i deres nærhed og have et godt helbred!
