Spædbarnets og det lille barns vej fra blik til ”mor”

Sprogudviklingen hos børn i alderen 0-2 år

Det lille barn kigger på sin mor og rækker tungen ud ligesom moren gør. Barnets imitation bliver belønnet med smil og glade udbrud, der får det lille barn til at vifte med hænder og fødder. Før vi ved af det, laver barnet lyde og forældrene hører barnet sige ”mor, mad” og måske endda ”far” og ”traktor”, mens andre udenforstående kun hører ”mmba” og ser små spytbobler om barnets mund.

Barnet starter i vuggestue eller dagpleje og pludselig går det hurtigt med nye ord hver eneste dag, og i børnehaven starter en livslang proces og læring om resten af verden.

Eller gør det? Hvordan ved vi, om barnets sprog udvikler sig, som det skal og hvordan kan vi støtte det barn, hvis sprogtilegnelse er forsinket eller afvigende? Hvilke områder i barnets adfærd og sprog skal vi være ekstra agtpågivende overfor? Og hvornår er det en god idé at inddrage en talehørelærer? [2]

Denne artikel er skrevet af repræsentanter for tre interesseorganisationer for talehørelærere m.h.p. oplysning, fokus på og (meget gerne) dialog om, hvordan vi som fagpersoner kan støtte hinanden, således at børn med særlige sproglige behov så tidligt som muligt kan få støtte og vejledning til deres omsorgspersoner.

Da der er individuel variation i, hvordan den sproglige udvikling forløber, skal aldersangivelser derfor tages med forbehold. Dog er der nogle generelle karakteristika, som det er en god idé at have for øje.

Som sundhedsplejerske møder og iagttager du mange forskellige børn. Alle disse børn har forskellige forudsætninger for at tilegne sig sproget. Forudsætningerne (fysiologiske, kognitive og andre) er du sikkert vant til at iagttage og analysere i en anden sammenhæng; her er fokus på barnets sprogtilegnelse.

Det tidlige samspil

Lige fra fødslen er det lille barn et socialt og kommunikativt væsen. Den voksne og barnet indgår i et ansigt-til-ansigt- samspil, hvor de er opmærksomme på hinandens tilstedeværelse. Kontakten mellem spædbarn og voksen reguleres af øjenkontakten eller undgåelsen af øjenkontakt, og når barnet vender blikket væk fra den voksne, har det mulighed for at holde pause fra samspillet. I den førverbale fase er fælles opmærksomhed og udpegning en vigtig del af barnets interaktion med omverdenen, og begge dele har synet som forudsætning. Svagtseende og blinde børn har således anderledes forudsætninger for at tilegne sig sprog end normaltseende børn (Maarssø & Noack, 2007).

Dette tidlige samspil har betydning for barnets sprogudvikling og spædbarnet er disponeret for denne type interaktion. Dette ses blandt andet ved, at spædbarnet foretrækker ansigter fremfor andre visuelle stimuli. Et få timer gammelt spædbarn kan imitere enkle ansigtsudtryk. Børn helt ned til 2 måneders alderen kan følge ændringer i den voksnes blikretning og i 4 måneders alderen kan barnet følge den voksnes blik ud i rummet. Barnets opmærksomhed på og evne til at følge den voksnes blik er forudsætningen for den fælles opmærksomhed (Maarssø & Noack, 2007).

I 9 måneders alderen kan barnet og den voksne være sammen om et fælles tredje fx et stykke legetøj. Igennem blikretningen kan barnet og den voksne sikre sig, at de har rettet opmærksomheden mod det samme. I takt med at barnet bliver ældre, bliver situationer med fælles opmærksomhed mellem barn og voksen mere hyppige og af længere varighed (Maarssø & Noack, 2007).

Fælles opmærksomhed er vigtig for sprogindlæringen, da barnet igennem denne form for samvær kan forbinde sig med omverdenen og dermed have noget tilfælles med sine omsorgspersoner. Desuden lærer barnet turtagning, som er en grundlæggende færdighed i dialogen. Når barnet er ca. 8-9 måneder, kan den voksne rette barnets opmærksomhed på genstande. I 1 års alderen begynder barnet at kunne følge den voksnes pegen og blikretning. Senere begynder barnet at kunne rette den voksnes opmærksomhed mod noget ved hjælp af gestik (Maarssø & Noack, 2007).

Forskning har vist, at der er sammenhæng mellem mængden af tid et barn tilbringer i fælles opmærksomhed med en voksen, og barnets ordforråd i 24 måneders alderen. Børn, der tilbringer meget tid med fælles opmærksomhed, tilegner sig således et større ordforråd end børn, der ikke gør det (Maarssø & Noack, 2007).

Den særlige måde, som de voksne taler til spædbørn på i vestlige samfund, kan være med til at øge barnets opmærksomhed på den voksne og den voksnes tale. Denne særlige talemåde kaldes Child Directed Speech (CDS, tale henvendt til børn). CDS er kendetegnet ved kortere sætninger med færre pauser, færre komplekse sætningskonstruktioner, mange gentagelser, færre indskudte sætninger, højere stemmeleje, lavere taletempo og overdreven sprogmelodi. Undersøgelser har vist, at denne måde at tale til børn på hjælper barnet i dets sprogtilegnelse (Maarssø & Noack, 2007).

Gestik

Gestik er brugen af fagter og håndbevægelser, fx at pege. Gestik og talesprog kan betragtes som to forskellige måder at kommunikere på, som supplerer hinanden. Før barnet har sprog til at udtrykke sig, bruger det fagter og håndbevægelser til at kommunikere og rette den voksnes opmærksomhed på noget, det finder interessant. Det lille barn begynder tidligt at imitere den voksnes gestik og mimik (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Forskning viser, at antallet af objekter, et barn peger på tidligt i sin udvikling, kan forudsige størrelsen på barnets passive ordforråd og dets grammatiske udvikling (Bylander & Kjær Krogh, 2014). Derfor bør der lægges mærke til, om et barn benytter gestik i sin kommunikation eller ej. Et barn, der ikke forsøger at etablere fælles opmærksomhed er ligeledes i risiko for sproglige vanskeligheder eller kontaktvanskeligheder.

Sprogtilegnelsesprocessen

I det følgende beskrives sprogtilegnelsesprocessen for børn, der tilegner sig ét modersmål. Der er to sider af sprogtilegnelsen: sprogforståelsen og sprogproduktionen. Sprogtilegnelsen begynder allerede i barnets fostertilstand. Fra 24. fosteruge har barnet udviklet sin hørelse og kan opfatte den menneskelige tale, især moderens stemme. Barnet lærer at opfatte modersmålets sproglyde som noget særligt, især sprogmelodien. Børn, der er få dage gamle, foretrækker at lytte til deres modersmål fremfor andre sprog (Maarssø & Noack, 2007). Udviklingen af sprogforståelse og sprogproduktion understøtter og supplerer hinanden. Der er dog en forskydning mellem forståelse og produktion, således at barnet typisk kan forstå mere end det kan sige i starten.

Barnet lærer sprog ud fra de sociale samspil, det indgår i. Derfor er kvaliteten af det samspillet såvel som barnets hørelse afgørende for barnets sprogtilegnelse. Det sproglige input barnet modtager kan komme i form af direkte kommunikation, fx interaktion med voksne, ældre søskende eller andre børn. Barnet skal kunne høre lyde i det frekvensområde, som er normalt for den menneskelige stemme., dvs. området mellem 250 Hz (bas) og 8000 Hz (diskant). Normal hørelse indebærer, at barnet kan opfatte lyden inden for dette frekvensområde ved en styrke på 10-20 decibel (dB).

Hvis barnet ikke kan høre, kan det heller ikke imitere talelyde, som det hører i omgivelserne. I Danmark fødes ca. 2-3 promille af en årgang med behandlingskrævende hørenedsættelse (Centers for Disease Control and Prevention, 2007). Mange børn oplever en midlertidig hørenedsættelse pga. mellemørebetændelse og væske i mellemøret. Mindst 40 % af alle børn har haft mellemørebetændelse før de fyldte 2 år og 80 % før skolestart (https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/oere-naese-hals/tilstande-og-sygdomme/mellemoere/mellemoerebetaendelse-akut/).

Forskere er ikke enige i, hvorvidt midlertidige hørenedsættelser hos små børn pga. mellemørebetændelse påvirker børnenes sproglige udvikling. Ikke desto mindre bør vi være opmærksomme på barnets sproglige udvikling, hvis det har perioder med dårlig hørelse (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Det receptive og produktive ordforråd

Sprogforståelse er knyttet til det receptive [3] ordforråd. I 2 års alderen, forstår barnet cirka 230 ord (Basbøll & Bleses, 2004). Såvel det receptive som det produktive ordforråd er af stor betydning for barnets evne til at variere sit sprogbrug samt for den fremtidige læseforståelse (NELP, 2008).

Barnet begynder normalt at producere ord, når det er mellem 12 og 18 måneder. På dette tidspunkt har barnet haft et receptivt ordforråd i flere måneder. De første ord, danske børn lærer, knytter sig typisk til sociale rutiner. Eksempler herpå kunne være fx mor, far, hej hej, tak, nej, av og muh (Basbøll og Bleses, 2004).

Der er stor individuel variation i tilegnelsen af produktivt ordforråd mellem børn. Piger har typisk en smule hurtigere sprogtilegnelse end drenge, men drengene indhenter med tiden pigerne. De børn, der tilegner sig ord langsommere, kan have svært ved at indhente børn med en hurtigere tilegnelse af ord, hvis der ikke bliver gjort en målrettet indsats for at hjælpe ordforrådstilegnelsen på vej (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Sprogproduktion

Det lille barn kan ikke frembringe de samme lyde som en voksen. Udformning af sproglyde til tale fremkommer gennem et komplekst samspil mellem udånding fra lungerne, stemmelæberne i struben, mundhule, næsehule, svælg, tunge og læber. Det nyfødte barns taleorganer er ikke færdigudviklede. Tungen fylder næsten hele munden og strubehovedet er meget højt placeret i forhold til tungen. Den bløde gane danner næsten et lukke bagtil i mundhulen. Lydproduktionen er således afhængig af, at barnets skelet vokser, samt at musklerne involveret i produktion af sproglyde udvikles. Dette sker i løbet af barnets første leveår, så det i 1 års alderen rent fysisk bliver i stand til at producere talelyde (Maarssø & Noack, 2007).

Pludreudviklingen

Det lille barn begynder tidligt at interagere med omgivelserne ved hjælp af lyde. Den tidligste lydproduktion hos det 0-2 måneder gamle barn er den refleksive vokalisering, som er barnets reaktion på stimuli, fx sult, smerte eller en fyldt ble. Refleksiv vokalisering forekommer i form af gråd, skrig og gurglelyde (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Når barnet er omkring 2-4 måneder gammelt, begynder det at producere flere lyde i form af grin og kluklyde. Barnet bruger hele kroppen i sin interaktion med omgivelserne. Denne fase kaldes kurrefasen.

I takt med at barnet får mere og mere kontrol over taleorganerne, begynder det at producere vokallyde (”aaaa”). Dette kaldes vokalisk pludren og optræder når barnet er omkring 4-7 måneder gammelt. I slutningen af denne periode begynder barnet at producere konsonantagtige lyde, fordi det nu lukker munden (”mmmmmaaa”) (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Når barnet er omkring 7-12 måneder gammelt, bliver stavelsesstrukturen i dets pludren mere tydelig. Lydstrengene vil ofte være i formen CVCVCV [4] fx ”dadada”. Det kaldes kanonisk pludren. Barnet begynder at kunne smække med tungen bag fortænderne og lave ”d” lyden samt opbygge et tryk i mundhulen, så ”d” lyden udvikler sig til en pustet ”t”-lyd. Ved at variere konsonanter og vokaler udvikler barnets lydstrenge sig i retning af sproglignende lyde, fx ”mama”, som den voksne kommunikationspartner ofte fortolker som ord (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Pludren er en del af barnets normale sproglige udvikling og kan betragtes som øvelse og træning i at bruge taleorganerne samt træning i at bruge modersmålets lydsystem og sprogmelodi. I starten af pludreudviklingen bruger barnet mange forskellige lydkombinationer, også lyde, som ikke findes på dets modersmål. Igennem pludreudviklingen begynder barnets lydproduktion at minde mere og mere om det sprog, barnet er ved at tilegne sig (Maarssø & Noack, 2007).

Udtale af sproglyde

De første sproglyde som kan forventes i barnets pludren er de lyde, som produceres foran i munden ved læberne. Det er lydene ”p”, ”b” og ”m”. Senere begynder barnet at flytte tungen længere ind i munden bag fortænderne, og kan dermed producere ”d” og ”t”. De sproglyde, som produceres bag i munden, er sværest at udtale og læres til sidst. Det drejer sig blandt andet om lydene ”g”, ”k”, ”h” og ”r” (Bylander & Kjær Krogh, 2014).

Tilegnelsen af grammatik og sætningsopbygning

Barnets ordproduktion begynder med etordskonstruktioner. Disse udtryk skal forstås i den sammenhæng, de bliver sagt i. Når det lille barn fx siger ”op” kan det betyde, at barnet vil tages op, at det tager bamsen op af vognen eller at det vil have døren lukket op. Det er den voksne kommunikationspartner, der fortolker hvad barnets udtryk betyder i den konkrete situation og er således afgørende for, at barnet bliver forstået.

Når barnet er omkring 2 år, begynder det at lave ufuldstændige sætninger med to eller tre ord. Ordene er typisk ikke korrekt bøjede (fx gåede for gik) og mangler grammatiske endelser (fx to bil i stedet for to biler) (Maarssø & Noack, 2007).

Der er ofte en sammenhæng mellem et barns ordforråd og dets grammatiske kompetencer. Barnet skal således have et ordforråd af en vis størrelse, før det begynder at analysere ordklasser og generalisere bøjningsendelser. Typisk begynder barnet at benytte de første bøjningsendelser, når det er omkring 24-26 måneder gammelt. De første grammatiske bøjninger, barnet afprøver, er som regel bestemt form og flertalsform af navneord ”bilen”, flere ”biler” samt ejefalds ”-s”: ”mors bil” (Maarssø & Noack, 2007).

Sundhedsplejersken og talehørelæreren

Ovenfor er beskrevet den normale sprogudvikling hos 0-2 årige etsprogede danske børn samt de områder, det er særlig vigtig at være opmærksom på, når vi iagttager det lille barn. Der er naturligvis individuel variation i sprogudviklingen, og barnets generelle udvikling og kommunikative kompetencer bør tages i betragtning, når det skal vurderes, om et barn er (eller er i risiko for at blive) forsinket eller afgivende i sin sproglige udvikling. Sundhedsplejersker møder barnet tidligt, og det kan være svært at gennemskue, hvorvidt barnet udvikler sproglige vanskeligheder eller evt. en forsinkelse. Det er vores håb, at vi med denne artikel kan sætte fokus på, at selv om der stadig er meget, vi ikke ved, om det lille barns tilegnelse af sproget – så er der også meget, vi allerede nu ved – også om de vigtige forudsætninger, der skal være til stede for at barnet udvikler sit sprog.

Hvis du har mistanke eller er i tvivl, om et barns adfærd giver anledning til bekymring eller om et barn kan være forsinket eller have sproglige vanskeligheder, er det altid relevant at kontakte den kommunale talehørelærer i barnets bopælskommune. Tidlig indsats er afgørende, og det er vigtigt ikke at vente og se tiden an.

Jo tidligere vi finder børn med sproglige vanskeligheder desto før kan vi sammen iværksætte en indsats og imødegå og foregribe nogle af de mere langsigtede konsekvenser, der kan være forbundet med at have sproglige vanskeligheder.