De sociale medier er et kæmpestort og nyt gode – så stort, at vi næsten ikke kan fatte række-vidden af de nye muligheder. Vi er hele tiden i kontakt med, hvem vi ønsker. Vi er konstant opdaterede, vi kan kontaktes, vi følger med, vi henter informationer, vi er hele tiden på. Vi sender tekstbeskeder, billeder, ord – og videresender andres ord og billeder. Inter-netværket har skabt en ny hybrid virkelighed, der er på vej til en dominans i vores liv – på bekostning af den virkelige verden med mennesker af kød og blod og følelser og tanker og ansigter foran os. Vi er lige nu ved at sætte det fysiske nærvær ned i anden række. Appellen fra internettet og de mulige henvendelser til os får førstepladsen af vores opmærksomhed. Mennesker foran os nedprioriteres.
En oplevelse i toget
Jeg sad i S-toget hjem en lidt sen aften, jeg tror ved 22 tiden. Der var ikke andre i kupeen end mig selv og to piger i 13-14 års alderen. Jeg læste i en af dagens aviser, men kunne også følge, hvad der skete mellem pigerne. De sludrede mellem de førte stationer, ved Svanemøllen blev den ene ringet op på mobilen. Hun svarede og startede så en samtale med vedkommende – og at dømme ud fra indholdet, var det ikke noget superalvorligt. Jeg kunne jo følge med på afstand. De sludrede om løst og fast, vind og vejr – ”og ja” – ”ved du hvad”, osv. Det varede fra Svanemøllen og ud til Hareskoven. Imens sad veninden over for hende, sat uden for, tavs, lukket ude, gjort til statist, hun var vidne til sin egen udelukkelse. I Hareskoven stod de begge af, den ene stadig snakkende i sin mobil – den anden ekskluderet fra selskabet. Vraget, dømt ude.
Appellen fra mobilen
Hvad gør medier ved os? De giver os en utrolig fornemmelse af, at vi skal stå til rådighed, at vi skal lystre og være parat til at sætte os ud over alle normale normer og moralsk baserede omgangsformer. Venlighed, høflighed, anstændighed og ordentlighed. Nærvær. Men hvorfor?
Et første svar er, at vi oplever inter-netværket som så vigtig i sig selv, at den skubber den almindelige kontaktform ned ad rangstigen. Og det tror jeg, hænger sammen med det medlemskab, som det netværk giver, og som mobilen formidler. Et opkald fra en fjern kontakt, mens man selv sidder i toget på Bagsværd station, er så vigtig, fordi det rummer en bekræftelse på, at man er medlem af netværket – mens ansigtet over for en jo bare er der. Mobilen er nøglen til et internet-fællesskab, som giver betydning, rummer hemmeligheder, åbner muligheder, bekræfter selvværd – mens mennesket over for mig er trivielt og uden en tilsvarende værdi. Mediet er i sig selv det synlige bevis på et medlemskab, der er identitetsskabende og ikke særlig krævende med hensyn til nærvær. Man skal bare være på og stå til rådighed – og det har vi som radarmennesker heller ikke så svært ved. Telefonen er hele tiden åben.
Det ydrestyrede samfund
Og det kan være svært at lave om på den situation, for vi lever i et ydrestyret samfund. Vi er hele tiden orienteret mod vores omverden, de sociale netværk, relationer, nyhederne, ting der sker – og hvor vi selv er i et permanent forhold til en omverden, der er i ustandselig bevægelse. Derfor er vi også hele tiden i vores opmærksomhed vendt mod, hvad der sker omkring os, det er der, vi henter vores ståsted – vores sociale identitet. Når jeg ved, hvor de andre er, så ved jeg også, hvem jeg selv er.
Men skal vi så bare overgive os til det? Skal vi lade stå til og forlade os på, at det jo nok ændrer sig en dag – eller at vi selv affinder os med det? Når det handler om børn og unge er spørgsmålet lidt mere alvorligt, fordi vi her er med til at lægge sporene ud. Dannelsessporene. Hvad er det vigtigt, at børnene lærer med hensyn til brugen af de sociale medier?
Forældre slapper for meget af
En interviewundersøgelse, som et analysebureau har lavet for avisen.dk viser, at 61.6 pct. af forældrene ingen regler har for børnenes brug af de sociale medier på ferien. 6 ud af 10 forældre mener ikke, der er behov for regler på det område, der skal være tid til at slappe af med spil og facebook. 12.8 pt. mener noget andet, de har regler for børnenes brug af diverse medier.
Der er tilsyneladende ikke den store bekymring blandt forældrene. De er vel mest stemt fort at lade stå til, slappe af – måske også selv være på, selv have apparatet liggende og lyse op i tide og utide, give en lyd, lade sig aflæse med et skråblik eller regulært forlange at blive taget. Hvorfor skal så børnene plages af regler, som ingen har særlig let ved at overholde?
Børn skal lære sociale normer
Jeg tror, vi skal tage den indirekte trussel alvorligt, som medierne repræsenterer. De er på vej til at tage nærvær fra os. Ansigt til ansigt relationen får i bedste fald en plads længere ned i rækken af det vigtige i livet, og selv om vi hænger på den direkte kontakt, vi måske befinder os i, så er vi ikke helt fokuserede. Vi lader os aflede, forstyrre, vi hører på med et halvt øre – og lader som om vi er nærværende. Men vi er et andet sted, vi er ikke helt involverede – eller vi siger høfligt undskyld og går ud og taler med en anden.
Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi skal sige fra over for tyranniet. Det skal ikke bestemme over vores nærvær. Derfor skal vi selvfølgelig lære vores børn en omgangsform på internettet, der prioriterer mennesket foran os og dermed det faktiske fællesskab. Vi skal skabe normer, der sætter ansigtet før internettet, øjenkontakten og det gensidige blik før en elektronisk baseret stemme fra en fjern destination.
Derfor har forældre selvfølgelig en forpligtelse til at tænke udfordringen igennem, observere deres egen adfærd – og sammen med deres små og store børn blive enige om de regler for brugen af sociale medier, der skal styre deres samvær og fællesskab. Gør de ikke det, er de selv på vej til at blive droslet ned ad rangstigen og risikere at komme i anden række. Og børnene mister den store mulighed for at skabe et fællesskab med i den konkrete – og ikke hybride – virkelighed.
Er det utidig bekymring? Selvfølgelig ikke – det er rettidig omhu for børns dannelsesproces og fællesskabet omkrig os.
