Hjem » Artikler »Sundhedsplejersker føler sig bedre klædt på til at undersøge synsproblemer hos børn

Forfatter: Mads Hennelund Kjærgård og Kristina Jonassen, projektassistenter på Nextwork
Fotograf: Colourbox, privatfoto
Magasin: Sundhedsplejersken 4 2016
Udgivet: 02. august 2016

Sundhedsplejersker føler sig bedre klædt på til at undersøge synsproblemer hos børn

Sundhedsplejersken har ikke meget tid til at undersøge et barn i 0. klasse i dag. I Randers er to lektorer fra Optikerhøjskolen og kommunens sundhedsplejersker gået sammen om at undersøge, om flere synsproblemer kan opdages hurtigt og effektivt i den korte tid der er. Initiativet modtager stor ros fra sundhedsplejerskerne.

I det typiske sundhedstjek har sundhedsplejersken ca. 4 minutter til både at måle barnets synsstyrke – hvor skarpt det ser – og se efter om barnet skeler. Og det er ikke meget tid, hvis man skal komme rundt om det hele. Men sammen med Ivan Nisted og Marianne Ledet Maagaard undersøger sundhedsplejersker i Randers nu, om en anderledes test hurtigt og effektivt ville kunne integreres i den nuværende sundhedsundersøgelse.

”Vi ved fra vores tidligere undersøgelser, at en del børn i dag går rundt med uopdaget langsynethed. Derfor har vi gerne villet undersøge, om vi nemt og effektivt kan blive bedre til at screene for de to synsproblematikker” fortæller Marianne Ledet Maagaard.

To simple metoder

I et tværprofessionelt samarbejde med sundhedsplejersker og øjenlæger har Ivan Nisted og Marianne Ledet Maagaard tilpasset to simple tests, der kan give et bedre billede af om børnene lider af langsynethed eller konvergensinsufficiens.

Den ene test består i at barnet tager en +2.00 brille på, som gør at man kun ser skarpt hvis man er langsynet. Den anden test undersøger konvergensnærpunktet. Her beder sundhedsplejersken barnet kigge på en kuglepen, som føres ind mod næsen. Hvis barnets ene øje ikke følger med indad eller barnet ser dobbelt når kuglepennen er mere end 10 cm fra øjnene, anbefales en grundigere undersøgelse ved optikerhøjskolen hos Ivan og Marianne.

Sundhedsplejerskerne er blevet undervist i at bruge de to tests og har derefter undersøgt alle skolebørn på 0. og 6. klassetrin i Randers Kommune og sendt de børn videre, som har vist tegn på synsbesvær. Initiativet roses af sundhedsplejerskerne fordi det hjælper dem til at blive opmærksomme på, hvad de selv kan blive bedre til:

”Sparringen med Ivan og Marianne har været enormt givende. At vi kan tilbyde forældrene et ekstra tilbud, hvor de har mulighed for at få hjælp og rådgivning til at gøre deres børns syn bedre, har været en god guideline til, hvad vi som sundhedsplejersker skal være mere opmærksomme på.” fortæller sundhedsplejerske Heidi Mølgaard Simonsen.

Sundhedsplejerskerne er afgørende

Selvom forskningsprojektet endnu ikke er færdigt har sundhedsplejerskernes indsats og det gode samarbejde på tværs af faggrupper været afgørende for projektets succes.

”Sparringen har været uundværlig. Cirka 1900 børn er blevet screenet af sundhedsplejersker og det kunne rent praktisk ikke have ladet sig gøre uden dem. Det har også været afgørende at have sundhedsplejerskerne med i projektet, da de har specialviden og en knowhow om børnene, som vi ikke har kunnet undvære.” fortæller lektor ved Optikerhøjskolen i Randers, Marianne Ledet Maagaard.

Og netop sundhedsplejerskernes brede viden om børnenes trivsel har bidraget til projektet på områder, hvor Ivan og Mariannes ekspertviden kommer til kort:

”Sundhedsplejersker har fokus på børnenes generelle ve og vel – og der har vi haft en god tværgående dialog om, hvordan børnene reagerer og hvad forældrene siger. Sundhedsplejerskerne er jo vant til at navigere i alle disse kontaktpunkter og de er gode til at kommunikere med børnene og undersøger mange aspekter, der tilsammen giver et helhedsbillede af børnenes generelle trivsel.” siger Marianne.

Samarbejde skaber bedre resultater

Her ses Ivan og Marianne på Synoptik-Fondens konference om børn og unges syn tilbage i 2013. Nu er alle børn fra 0. og 6. klasse i Randers Kommune blevet undersøgt.

Hos Ph.d., sundhedsplejerske og redaktør på sundhedsplejersken.dk Else Guldager er der heller ingen tvivl om, at den nye viden og de nye metoder betyder, at screeningen af børn i fremtiden kan blive mere effektiv:

”Når fagfolkene omkring børnene samarbejder med hver deres faglige fokus, og med tanke for det enkelte barns behov, giver det et helhedspræget tilbud af god kvalitet. Det giver så at sige et skarpere synsfelt på opgaven og ikke mindst et samarbejde, hvor 1+1 giver mere end 2. Opmærksomheden på børnenes syn – og at fagfolkene omkring børn og unge samarbejder – er til gavn for alle børn, men især de børn med udfordringer, vinder på samarbejdet” fortæller Else Guldager.

Projektet har således medført øget tværfaglighed, som gør, at forældre og børn oplever et mere helhedsorienteret forløb samt at kvaliteten højnes.

Sundhedsplejersker er bedre rustet til opgaven

De nye metoder har medført, at sundhedsplejersker føler sig bedre rustet til at finde fem til, hvilken form for hjælp børnene har brug for. Det er både godt for fagpersonalet og ikke mindst for børnene.

”Med den nye viden føler jeg, at vi bliver klædt bedre på og hele tiden bliver bedre til at spore os ind på, hvad børnene reelt har behov for. Det er vigtigt for os som sundhedsplejersker, men især vigtigt for børnene, der døjer med synsproblemer” siger Birgit Lykkemark, der er skolesundhedsplejerske i Randers.

Vil du følge med i hvad der sker i Projekt

Børn og Unges Syn? Vil du eller dine kolleger gerne følge med i projektets resultater, kan I gøre det ved at sende en mail til mads@nextwork.as.

Fakta

Mads hennelund Kjærgård
Mads Hennelund Kjærgård er Projektassistent på Nextwork og studerer kandidaten Business Administration & Philosophy på Copenhagen Business School.
Kristine Jonassen
Kristine Jonassen, Projektassistent Nextwork og studerer Kommunikation ved Aalborg Universitet.

Nextwork er en virksomhed inden for strategisk kommunikations rådgivning og samarbejder bl.a. med forskellige aktører i projekter om børn og unges syn.

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.