Forældresamarbejde – mentalisering som redskab

Hvordan du som sundhedsplejerske kan arbejde for det gode samarbejde ved at fokusere på mentalisering.

Det er et kerneområde i sundhedsplejerskens arbejde at samarbejde med forældre. Det kan være berigende, opløftende, glædesfuldt men til tider også svært, opslidende og frustrerende. I denne artikel stiller vi skarpt på, hvordan du kan bruge principper fra den mentaliseringsbaserede tilgang til at forebygge at samarbejdet bliver svært, understøtte det gode samarbejde og håndtere det, når samarbejdet alligevel bliver svært. Først vil vi lige kort definere begrebet mentalisering.

Mentalisering

Evnen til at mentalisere er unik hos mennesket, og for mange er det en helt naturlig del af det at være i verden. Mentalisering handler om at have andres sind på sinde (Allen et al., 2010). Det minder om empati, men hvor empati betoner evnen til at sætte sig i den andens sted, indebærer mentalisering ligeså at kigge på sig selv indefra. Når du mentaliserer, forstår du din egen og andres adfærd ud fra de mentale tilstande (følelser, tanker, intentioner osv.), der ligger bag. F.eks. at forælderen rødmer og bliver stille (adfærd) fordi, hun måske er usikker eller føler sig ramt (mentale tilstande) idet, vi taler om datterens overvægt.

Vi vil nu se nærmere på forældresamarbejdet og løbende koble begrebet mentalisering på ift. dels at forklare forældresamarbejde (både det velfungerende og det svære) og dels at beskrive, hvordan du kan arbejde for det gode samarbejde ved at fokusere på mentalisering.

Forældresamarbejde, når det er svært

Helt fundamentalt er der ofte en række følelser på spil enten hos dig som professionel eller hos forælderen, som står i vejen for et velfungerende samarbejde. Det er ikke følelserne i sig selv, som er skyld i udfordringerne, men snarere måden, de håndteres på eller måske netop ikke håndteres på, men derimod ignoreres.

Når samarbejdet opleves som svært, handler det ofte om, at forventninger ikke indfries, at forandringer ikke opnås, at en eller begge parter føler sig overset, skuffet, irriteret, vred, ked af det, afvist, svigtet, forvirret, utålmodig, tvivlende, håbløs, magtesløs og endda afsky i nogle tilfælde. Modsat kan samarbejdet i enkelte tilfælde også være besværliggjort af følelser af fascination, tiltrækning og forelskelse.

Mennesker påvirker hinanden på gensidig vis. Du har måske sagt noget, der får forælderen til at føle sig forkert. Det kan være faren, der føler sig angrebet og bliver vred. Du bliver en trussel for ham, og det er derfor naturligt ud fra hans opfattelse af situationen, at han angriber eller forsøger at eliminere truslen på anden vis. Som reaktion bliver du måske lidt bange eller vred på ham. Det, som du føler, påvirker også forælderen. Hvis du eksempelvis er lettere irriteret på en mor, som ikke understøtter sit barns hoved, vil hun kunne mærke denne irritation, og hun vil reagere på det – også selvom I måske ikke direkte taler om det.

Vi mennesker er nemlig sociale væsner, og som psykologen Daniel Stern (iflg. Hart, 2006) udtrykker det: ”Er vi født til at deltage i hinandens nervesystem”, hvorfor andre mennesker kan være kilde til både glæde og frustration. Vi kan hurtigt smitte hinanden med vores humør, og vi kan let lade os rive med af en stemning, uden vi selv er bevidste om det. Dette fænomen kaldes emotionel smitte. I dit arbejde som sundhedsplejerske er det væsentligt at lægge mærke til dine egne og forælderens følelser, for at kunne håndtere dem på en professionel måde. I næste afsnit vil vi konkretisere, hvordan du kan gøre dette.

Det gode samarbejde og det professionelle ansvar

Det gode samarbejde hviler på, at du som professionel tager hånd om vanskelige situationer på en mentaliserende måde. Det vil sige, at du løbende erkender, hvad der sker i dig og samtidig er nysgerrig på, hvorfor forælderen handler, som han/hun gør. Pointen her kan virke banal og selvfølgelig, men i praksis er det ofte svært at fastholde bevidstheden om, hvordan vi påvirker hinanden helt konkret i den aktuelle situation. Det at mentalisere kontinuerligt i samspil med forældre er fordelagtigt i flere henseender. For det første forebygger det, at samarbejdet går i hårdknude, for det andet understøtter mentalisering det gode samarbejde og for det tredje kan mentalisering bruges som konkret metode til at håndtere konflikter, misforståelser osv. Det handler om at stoppe op og reflektere over, hvad der er på spil i både forælderen og dig selv.

Som professionelle kan vi nogle gange tænke, at forælderen ”har modstand på”, når forælderen f.eks. ikke er med på det, vi vil. En mere mentaliserende måde at anskue konflikter, uoverensstemmelser, misforståelser osv. på er som kontaktbrud (Sørensen, 2009) – der er sket et brud i kontakten mellem os, og det skal repareres. Da du er den professionelle, er det primært dit ansvar at tage initiativ til reparationen. Det er derfor altid relevant at overveje, hvilket bidrag jeg selv har spillet ift. den aktuelle situation. Hvad kan jeg tage ansvar for?

I visse situationer kan det være fristende at lægge ansvaret fra sig frem for at tage det på sig, hvilket er helt naturligt, da relationsarbejde kan vække stærke følelser i os. Til tider opstår f.eks. følelser af magtesløshed og utilstrækkelighed, hvis opgaverne opleves tunge, frustrerende eller umulige. Dog påpeger psykolog Bo Hejlskov Elvén (2010), at vi som professionelle skal passe på med at lægge ansvaret på andre end os selv og mindst af alt de mennesker, vi som professionelle arbejder med – i dette tilfælde forældrene.

Fralæggelse af ansvar kan komme til udtryk på forskellige måder. Eksempelvis i tanker såsom: ”Hvis bare han havde en anden mor… ” eller ”de forældre er bare slet ikke til at arbejde sammen med…”. I det øjeblik vi tænker sådan, har vi mistet vores evne til at mentalisere, da vi ikke får kigget bag om adfærden og risikerer at komme til at se adfærden som iboende personen. Vi kan miste erkendelsen af, at forælderens adfærd kan være påvirket af det, der foregår i samspillet imellem os og hermed også miste oplevelsen af, at vi har indflydelse på samspillet via os selv og vores faglighed.

Med nogle familier kan det dog være sværere end med andre at skabe det gode samarbejde. Det kan der være mange grunde til. Som vi har berørt i dette afsnit, kan det lige såvel handle om dine følelser og tanker såvel som forælderens indre mentale liv og ikke mindst det, der udspiller sig imellem jer. Uagtet årsagerne, er det af stor vigtighed, at den professionelle påtager sig det primære ansvar for relationen og samarbejdet.

Sårbare forældre

Evnen til mentalisering er ikke udviklet ved fødslen og er dermed noget, der tillæres under samspil med de primære omsorgsgivere. Det er dog svært at lære sit barn at mentalisere, hvis man ikke selv har lært det. Som professionelle kan vi derfor heller ikke have en forventning om, at alle de mennesker, vi møder, har en veludviklet mentaliseringsevne. Forældre med mangelfuld evne til affektregulering og mentalisering vil bl.a. kunne have svært ved at forstå din adfærd som psykologisk begrundet, have svært ved at regulere følelser og nemt opleve mentaliseringssvigt. Mentaliseringssvigt forekommer, når vi ved høj følelsesmæssig intensitet mister evnen til at mentalisere midlertidigt (Jacobsen & Guul, 2015).

For at understøtte det gode samarbejde med forældre, der har mangelfuld mentaliseringsevne, er det din opgave at støtte forælderen i dette mentaliseringsarbejde ved at være mentaliserende selv. Det vil som tidligere beskrevet eksempelvis sige at kigge bag om adfærden og forsøge at forstå, hvilke mentale tilstande der ligger bag ved en, måske for dig, uforståelig handling eller reaktion.

Et konkret redskab er under eller efter svære situationer at overveje: Gad vide, hvad forælderen føler og tænker? Hvad mon jeg gjorde eller sagde, siden han/ hun føler og tænker sådan? Hvad føler og tænker jeg selv? Hvordan kan jeg reparere det, der sker/er sket? Du kan evt. tage afsæt i følgende 8 grundfølelser, når du analyserer situationen både ud fra dit eget og forælderens perspektiv: Glæde, vrede, tristhed, angst, accept, afsky, interesse, overraskelse (Sørensen, 2009).

Ved at spejle forælderens følelser, understøtter du det gode samarbejde og du hjælper ligeledes forælderen med at blive klogere på hans/hendes følelser. Dette kan f.eks. gøres ved at sætte ord på det, der observeres; ”du ser glad ud” eller ved at gengive forælderens fysiske udtryk (spile øjnene op, smile, åbne munden), da det kan give forælderen en oplevelse af at blive set og forstået. En korrekt spejling indebærer også, at du møder forælderen i hans/hendes følelsesmæssige tilstand uanfægtet, om tilstanden er præget af vrede, glæde eller andet for at støtte ham/ hende i emotionel regulering. At hjælpe ham/hende til at regulere følelserne bidrager til forebyggelse af konflikter og understøtter forståelse. Når du mentaliserer forælderen, faciliterer du direkte, at der etableres en sund relation imellem jer og ikke mindst, at der er en mentaliserende atmosfære, som er afsæt for det gode samarbejde.

Det vil ikke altid lykkes os at være mentaliserende i samarbejdet eller få afstemt samt spejlet korrekt. I sådanne tilfælde er det essentielt at turde vedstå sig dette og evt. italesætte episoden, da det kan bruges aktivt i arbejdet med at genetablere balancen og det mentaliserende rum samt give læring til både forældre og professionel.

Nysgerrighed på mentale tilstande

Et fundamentalt aspekt ved mentalisering er nysgerrighed på mentale tilstande. Mange faggrupper, indenfor det pædagogiske og sundhedsfaglige område, står i et spændingsfelt mellem at være eksperter på den ene side og at være nysgerrige på den anden side. At arbejde mentaliseringsbaseret fordrer, at du er nysgerrig og har fokus på processen – på det, der udspiller sig mellem dig og i dette tilfælde forælderen. Hvis forælderen f.eks. har høj følelsesmæssig intensitet i nu’et, vil vedkommende ikke være i stand til at lytte og reflektere over din faglige vejledning, hvorfor du må tage dig af processen i første omgang.

Indtager man som professionel udelukkende en ekspertrolle, kan man indirekte komme til at udstråle en ”jeg-ved-bedstattitude”, hvilket ofte vil virke underminerende for relationen til sårbare familier samt for mentaliseringen. Det virker derimod fremmende for samarbejdet, hvis du møder familien med en åben samt nysgerrig tilgang, hvor det ikke er ens egen forforståelse eller personlige normer, der sætter retningen.

Som sundhedsplejersken kan du støtte sårbare forældre i at få en stemme i deres eget liv, således forældrene ikke vil føle skam over ikke at slå til eller opleve, at de ikke kan honorere de krav, som eksperterne har ”fastsat”. En reduktion i arousal (følelsesmæssig intensitet) gennem en mentaliserende tilgang vil ydermere øge sandsynligheden for, at særligt sårbare forældre ønsker at samarbejde og ligeledes får styrket deres mulighed for at mestre egen tilværelse. For at støtte familierne bedst muligt er det derfor afgørende, at du som sundhedsplejerske forsøger at skabe en god alliance og en tryg base, hvor forældrene oplever, at de bliver taget alvorligt i en ligeværdig relation.

Afsluttende

Som professionel har du til opgave at anvende din faglighed til at få samarbejdet og alliancen mellem dig og forældrene til at fungere og hvis det ikke gør, er det op til dig at ændre din tilgang og forsøge ad andre veje. Det er imidlertid utroligt vigtigt at anerkende og understrege tyngden af at arbejde med sårbare familier samt risikoen for ”emotionel smitte”. Behovet for selv at blive mentaliseret gennem kollegial sparring og supervision synes derfor nødvendigt, således at det fortsat er muligt at træde ind i den mentaliserende og nysgerrige position. Faglig og fagpersonlig selvrefleksion er således en uadskillelig del af det at arbejde mentaliseringsbaseret.

Maja Nørgård Jacobsen Autoriseret psykolog med egen praksis. Hun arbejder bredt på det sociale område med bl.a. anbragte børn og unge, familiebehandling og vurdering af forældrekompetence. Hun har specialiseret sig i den mentaliseringsbaserede tilgang og er bl.a. certificeret til at udrede mentaliseringsevne og forsker på dette område. Maja har udgivet artikler og bøger om mentalisering og beslægtede emner herunder bogen. ”Mentaliseringskompetence i professionel praksis med børn, unge og familier”.

Marlene Bisgaard Thomsen Uddannet pædagog samt cand.psych og har gennem flere år arbejdet indenfor det pædagogiske og psykologiske felt på bl.a. botilbud og opholdssteder. Arbejdet har således primært været centreret omkring udsatte børn og unge samt sårbare familier, og hun har derfor bred erfaring med forældresamarbejde. Marlene har ligeledes undervist fagpersonale i neuropædagogik og neuropsykologi på Neuropædagogisk Kompetencecenter, hvor mentalisering og den mentaliseringsbaserede tilgang spiller en stor rolle. Desuden fungerer hun som supervisor på en specialskole.

[source]

Litteratur

Allen, J.G., Fonagy, P. & Bateman, A.W. (2010). Mentalisering i klinisk praksis. Hans Reitzel, 2010

Elvén, B.H. (2010). Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning. Dansk Psykologisk Forlag.

Jacobsen, M.N., & Guul, M.A.C. (2015). Mentaliseringskompetence – i professionel praksis med børn, unge og familier. Frydenlund.

Hart, S. (2006). Hjerne, samhørighed, personlighed. Hans Reitzel, 2006

Sørensen, J.H. (2009). Mentaliseringsbaseret behandling i teori og praksis. Hans Reitzel, 2009[/source]