Detect & Destroy – Nyt samtalemateriale til at tale med børn om stress

Materialet hedder Detect & Destroy, og er navngivet af et af mine mange børn. Drengen sagde i en samtale: ”Det minder mig om et spil på min iPad. Vi opdager, hvad problemet er – og så plaffer vi det ned. Detect! Og så Destroy – paf paf paf”. Deraf opstod navnet.

Når børn ikke trives, ikke magter deres dagligdag og lader det komme til udtryk på forskellig uhensigtsmæssig vis, kan det være et udtryk for at barnet er i en tilstand af stress. Ofte er første skridt, i de indsatser vi tilrettelægger i skolen, at reducere stressniveauet såvel i barnet som i dets omgivelser. Samtalen med barnet kan her være et vigtigt redskab til at opnå viden om, hvad der er på spil for barnet, men det kan være vanskeligt for mange børn at forstå og beskrive sig selv og egne reaktioner. På den baggrund er der udviklet et samtalemateriale til at tale med børn om, hvorledes de oplever deres situation. Et materiale, der inviterer barnet til at beskrive, hvad der giver energi, samt hvad der modsat dræner for energi, med uhensigtsmæssig adfærd til følge. Endvidere er materialet psykoedukativt i forhold til at lære børn om stress og forståelse af egne stress-reaktioner. Endeligt viser eksempler, at det at have et fælles sprog med børnene omkring hvad der hhv. giver og reducerer stress, gør materialet let overførbart til dagligdagen både for barnet selv og for de voksne omkring barnet.

Intention og motivation for udvikling af Detect & Destroy:

Som psykolog i Herning Kommune møder jeg mange børn med forskellige diagnoser – typisk ADHD, autisme, angst og depression. Mange børn kommer til mig efter en langvarig periode med konflikter. Alle har de det til fælles, at de er enten udadreagerende, skolevægrende og/eller selvskadende. Ofte handler det om børn i en tilstand af en form for stress. Stress opstår, når krav og forventninger er større end de ressourcer, barnet har i en given situation. Omgivelserne, i form af forældre, pædagoger og lærere, beskriver afmagt og frustration. De har en oplevelse af ikke at kunne forstå barnet og barnets reaktioner. Der er som oftest blevet talt rigtig meget med (til!) barnet om adfærd, dog uden at det af den grund er blevet mere tydeligt, hvad der ifølge barnet skal til for at ændre på situationen og adfærden. Samtalen mellem barnet og en udvalgt voksen, fx psykolog, skolesundhedsplejerske eller AKT, kan her være et vigtigt redskab til at opnå viden om, hvad der er på spil for barnet. Det er dog vanskeligt for mange børn at forstå og beskrive sig selv og egne reaktioner. Børnene har hverken strategier til, eller erfaring i, at tale om de bagvedliggende stressfaktorer, der ofte er baggrund for den uhensigtsmæssige adfærd. De har modsat rigtig meget erfaring i at tale om enkelt-episoder, når de voksne spørger ”hvorfor gjorde du det? ”.

Samtaleindholdet er til stadighed i barnets nærhed og dagligdag

Jeg har det seneste års tid været særligt optaget af, hvordan jeg kan oversætte den megen forskning, der er om stress, hjernens påvirkning og udvikling under stress, til børnesprog og pædagogisk praksis. På den baggrund har jeg udviklet et samtalemateriale til at tale med børn om, hvorledes de oplever deres situation. Et materiale, der inviterer barnet til at beskrive, gå på opdagelse i og lære om, hvad der giver energi, samt hvad der modsat dræner for energi, med konsekvenser som depression, angst, udadreagerende adfærd samt selvskade. Materialet er således psykoedukativt i forhold til at lære børn om stress og forståelse af egne stress-reaktioner. Samtidig bruges materialet til at finde strategier for, hvordan situationer kan håndteres, samt at de voksne, der er sammen med barnet i dagligdagen, får indblik i barnets opfattelse af sig selv og sine omgivelser. Med det øgede kendskab bliver de voksne omkring barnet sat i stand til (hurtigere) at gribe ind og støtte barnet ud fra, hvad der for barnet har betydning. Således er samtaleindholdet ikke udelukkende noget, der sker ved en ugentlig samtale, men noget der til stadighed er i barnets nærhed og dagligdag.

Materialet hedder Detect & Destroy, og er navngivet af et af mine mange børn. Drengen sagde i en samtale: ”Det minder mig om et spil på min iPad. Vi opdager, hvad problemet er – og så plaffer vi det ned. Detect! Og så Destroy – paf paf paf!”. Deraf opstod navnet.

Det teoretiske grundlag samt eksempler på opgaver

Ofte er noget af det første jeg arbejder med, når der tilrettelægges indsatser i skolen, stress reducering. Stress opstår, når krav og forventninger er større end de ressourcer, barnet har i en given situation. En følelse af kaos og katastrofe opstår, når presset bliver for stort. Følelsen kan overskygge alt, og det kan være svært at handle fornuftigt og hensigtsmæssigt. Symptomerne kommer som regel snigende, men reaktionen kan være pludselig og voldsom, vrede eller gråd. Dette gælder også for børn. Venner, personale og familie synes måske, at barnet overreagerer og forstår slet ikke, hvad der har udløst anfaldet. Bagefter forstår barnet det måske heller ikke helt selv. Derfor synes det nødvendigt at tilbyde psykoedukation på børnesprog til børn omkring stress. Det kunne fx lyde i retning af:

Der er to typer af stressfaktorer

1. De grundlæggende stressorer = det, som vi ikke lige kan ændre på, eller få til at gå væk så nemt. Har man mange grundlæggende stressfaktorer, er man sårbar, for det slider!
2. De situationsbestemte stressorer = små her-og-nu ting, der stresser. Nogle gange er de uforudsete. Nogle gange kan vi forholdsvist nemt gøre noget ved det. Alene gør de ikke så meget, men de kan hver for sig ende med at blive ”dråben, der får bægeret til at flyde over”.

Når der er for mange ting, der stresser, og har gjort det gennem længere tid, kan du måske mærke det på en særlig måde. Det kalder vi symptomer, men vi kan også kalde det advarselstegn. Advarselstegn er det, der viser os, at der er noget galt. Advarselstegn fortæller os, at det er tid til at stoppe op og finde på nye strategier.

Hvis advarselstegnene ikke er blevet opdaget, og de har stået på for længe, udvikler de sig til kaostegn. Kaostegn kan være svære at komme af med, og det kan kræve at man får behandling hos sin læge eller ved en psykolog.

Opgaven mellem barn og voksen kan fx være at identificere forskellige stressorer og fylde dem i Bægeret (en del af materialet).

Ud fra denne stressforståelse lærte Mathias, en 9-årig dreng med ADHD, der er inkluderet i en folkeskole, at identificere forskellige stressorer i sin hverdag.

Et eksempel fra Mathias’ dag

Mathias har fortalt, at en stressor for ham er larm. En anden er uro. Desuden er det vanskeligt for ham at have timer uden for klassen samt vikar. Da klassen skal have musik, siger han til sin lærer: ”Vi har haft vikar i dag. Det var én ting i mit bæger. Jeg var ude i frikvarteret, det var nr. to ting i bægeret. Jeg tror, at hvis jeg går med til musik, er der så meget larm, at mit bæger flyder over”. Musiklæreren, der har set Mathias masser af gange deltage positivt i musik – andre gange med voldsomme konflikter – spørger: ”Hvad skal der til, for at bægeret ikke flyder over? ”. Mathias foreslår, at han sætter sig med en bog og deltager i musik næste uge igen. Ingen konflikt denne dag.

Hvad sker der med min hjerne

Grundlæggende bygger Detect & Destroy på neuropsykologien og neuropædagogikken. Materialet rummer bl.a. en overskrift ”Kort fortalt: hvad sker der med min hjerne? ”. Øvelser og samtale tilpasses børnenes niveau, således at de opnår viden om, hvad der sker, samtidig med at de kan være med til at beskrive, hvad der for dem er med til at fremme/hæmme de forskellige signalstoffer som fx kortisol, serotonin og endorfiner. Et eksempel på hjernesnak med børn kunne være:

Når du banker på hovedet, kan du mærke kraniekassen. Den passer på din hjerne. Lige inde under den sidder din hjerne. Den yderste del af hjernen – og især helt fremme ved panden – er tænkehjernen. Tænkehjernen er den del af hjernen, der hjælper dig med at lægge planer og finde ud af, hvad du skal gøre.

Hvis du peger ind i ørerne, og forestiller dig at fingrene mødes midt inde i hovedet – så vil du pege på din følehjerne.

Følehjernen er den del af din hjerne, der hjælper dig med at finde ud af, hvad du føler. Følehjernen og tænkehjernen skal snakke sammen for at finde ud af, hvad du skal gøre. Så sender de besked til din krop eller din mund omkring, hvad du skal sige eller gøre.

Men nogen gange bliver følehjernen så sur/angst/ked af det over noget, der er sket, at den oversvømmes med stress (kortisol og adrenalin), og så vil tænkehjernen ikke snakke med den. Så kommer tænkehjernen ikke på nogle gode strategier, og så ved følehjernen slet ikke, hvad den skal gøre og bliver endnu mere rasende/angst/ked af det. Så er følehjernen blevet kuppet!

I de situationer er det svært for dig at finde på noget godt at gøre, for din hjerne, der plejer at fortælle dig, hvad du skal, kan ikke tænke, når den er oversvømmet med stress (adrenalin og kortisol). Så kommer du måske til at gøre noget dumt, for det var ikke tænkt godt igennem. Det gode ved adrenalin er, at det ikke kan være i kroppen så længe. Det klinger af – bruges op, og så er det ovre, og der er plads til at tænke igen.

Nogle situationer kan vi tænke godt igennem, før de sker. Så skriver vi ned, hvad du kan gøre, og næste gang det sker, kan du se på det, og så lade som om det er din tænkehjerne. Men husk at du først kan gøre det, når følehjernen er faldet lidt til ro, så det første der skal stå er, hvad der får følehjernen til at falde til ro, så du kan tænke lidt igen.

Jonas, 13 år og Aspergers syndrom, har haft voldsomme affektudbrud, som har skræmt både ham selv og omgivelserne. Jonas har i den forbindelse fortalt via stress-sårbarhedsmodellen, at advarselstegnene er, at han får brug for at trække sig, det sitrer lidt i hænderne, og han får mundtørhed. Det er ikke noget lærerne har kunnet se, da det sker meget stilfærdigt, indtil han pludselig eksploderer. Jonas synes, hjernen er spændende, og har lavet sin egen eksterne ”tænkehjerne”. Et kort på sit bord, som han bruger til at komme i tanke om de gode strategier han kan benytte, når han mærker advarselstegnene. Jonas er stolt over, at det er ham selv, der har fundet de gode strategier, for han tror på de virker, i modsætning til hvis de voksne lige op til eller midt i et affektudbrud fortæller ham, hvad han skal. ”På den her måde er det mig selv, der taler til mig selv”. Jonas accepterer, at de voksne anviser ham kortet, når de ser advarselstegnene.

Detect & Destroy er i naturlig forlængelse heraf kognitivt inspireret, i det der aktivt arbejdes med at opdage og se sammenhænge, skabe nye tankemønstre og deraf give rum for nye tanker og handlestrategier. En del af materialet handler derfor også om at få øje på ressourcer i sig selv og omgivelserne. Ved hjælp af Vægten beskriver barnet, hvad der på den ene side er dumt i hverdagen, men i modsatte side placeres de faktorer, der styrker barnet i trods alt at magte sin dag. Barnet skal således aktivt forholde sig til, ved at måle og veje, hvor meget stress det kan tåle, og hvor mange ressourcer det kræver at honorere netop den mængde af belastning.

Line på 15 år er lettere mentalt retarderet og har autisme. Hendes far er psykisk syg. Ved brug af vægten og klodser fortæller Line, at far fylder meget i den svære skål, mens mor kun fylder en mindre klods i den gode skål. Hun bliver selv opmærksom på, at det kræver flere gode relationer, for at hun får nok styrke til at fungere med den belastning, det er at have en psykisk syg far. Der sættes ind i forhold til at mobilisere Lines netværk, og allerede gangen efter nævner hun både en veninde, mors veninde og en lærer, som alle har sagt, at de gerne vil i den gode skål. For Line er det nu meget tydeligt, at hun kan være sammen med far – og glædes derved – når hun har støtten fra de andre relationer samtidig.

Hvem kan bruge Detect & Destroy?

Detect & Destroy henvender sig til fagpersoner – lærere, skolesundhedsplejersker, AKT, psykologer m.fl. Det er afprøvet på børn med ADHD, mental retardering i lettere grad og Autisme, men kan ligeså vel bruges til alle mulige andre børn med en udviklingsalder på 6-18 år.

Opsamling og perspektivering

Ifølge stressforeningen oplever hver fjerde teenager, at de er stressede, mens hvert femte barn er berørt af stress. Det må og skal vi naturligvis tage alvorligt.

Med det øgede fokus på fagpersonen som konsulent, arbejdsmøder med og blandt personale, at ”arbejde rundt om barnet” samt de systemteoretiske funderede indsatser, er det en risiko, at vi glemmer at afstemme med barnet, hvorvidt de indsatser, vi tilrettelægger, giver mening for barnet. Mennesker, herunder børn, der oplever sig hørt og forstået, og som erfarer at de har medbestemmelse, medansvar og at deres ord har værdi, vil være langt mere motiverede for at være medskabende til forandringer. Hvordan sikrer vi barnets stemme i de indsatser, vi tilrettelægger i skolen? Og hvordan får vi etableret samtaler, hvor barnet får mulighed for at beskrive, lære om og gå på opdagelse i egne reaktioner og adfærd?

Aktuelt er der en debat i Danmark omkring, hvorvidt den længere skoledag er med til at gøre børn så syge af stress, at de må opsøge læge og fritages fra de lange skoledage. Fra mit perspektiv sker der hurtigt en forsimpling i forståelsen af, hvad der stresser børn. Når jeg taler med børnene, er der ingen af dem, der alene nævner den lange skoledag, som det udløsende, men derimod kan de ved hjælp af Detect & Destroy fortælle om de mange små ting, der bygger sig op over dagen. – Og summen af dem. Her er 1 + 1 ikke altid 2.

Med baggrund i ønsket om at bringe barnets stemme mere i spil i forhold til indsatser i skolen er samtalematerialet Detect & Destroy præsenteret som et bud på, hvorledes psykologer, skolesundhedsplejersker, AKT’er m.fl. ud fra en neuropsykologisk og kognitiv funderet forståelsesramme kan have samtaler med børn omkring stress, bredt forstået. På en konkret, handlingsorienteret måde, der tager hensyn til barnets udviklingsalder og kognitive forudsætninger, tales om det, der gør at barnet har vanskeligt ved at handle hensigtsmæssigt med barnets egne ord og ud fra barnets egen forståelse.

Erfaringer peger på, at såvel forældre, lærere som børnene selv beskriver positivt udbytte af samtaler med inddragelse af Detect & Destroy med høj grad af overførselsværdi fra samtale til dagligdag, ligesom barnet i højere grad udviser medansvar i forhold til egen adfærd.