Hjemmepasning kan være et emne, der kan dele vandene – men faktum er, at valget om at hjemmepasse er stigende blandt familier i Danmark. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i år 2013 var 1270, der modtog tilskud til hjemmepasning, og i år 2023 var tallet steget til 2437.
Ovenstående tal kan dog ikke stå alene, da der findes et mørketal af hjemmepassede børn. Forklaringerne kan være, at der er forældre, der hjemmepasser uden at få tilskud fra kommunen. Det er nemlig ikke alle kommuner, der tilbyder tilskud til hjemmepasning. Forældre, der modtager tilskud, kan maksimum få tilskuddet i et år. Dvs. at forældre, der vælger at hjemmepasse i længere tid end et år, også er en del af mørketallet.
Hjemmeforældrenes
Landsorganisation
Jeg er kommet i kontakt med organisationen HJEM, som oplyser og vejleder forældre, der hjemmepasser og hjemmeskoler. HJEM arbejder for at skabe bedre vilkår og muligheder for hjemmeliv i Danmark (Kilde: https://www.hjemlo.dk). HJEM lavede i år 2022 en analyse, som viste et skøn om, hvor mange børn der blev hjemmepasset i Danmark. Resultatet af analysen var, at der var omkring 20.000 hjemmepassede børn
(Kilde: https://www.hjemlo.dk).
Uddannet sundhedsplejerske og en del af statistikken
Jeg er selv en såkaldt hjemmepasser og en del af statistikken, da vi er heldige at bo i en kommune, hvor tilskud til hjemmepasning er muligt. Jeg er uddannet sundhedsplejerske – men har fået orlov fra min stilling. Jeg har ikke en rig mand, som flere tror. Vi har ‘bare’ skruet helt ned for vores forbrug, tager ikke ud at rejse, udskudt vores drømme om at købe hus og sparer på alt, hvad vi kan. Vores søn, Magni, kom til verden i november 2022. Forinden mistede vi to gange, havde et svært fødselsforløb og en hård start på at blive forældre. Jeg fik en efterfødselsreaktion, som vores sundhedsplejerske opsnappede, og hun hjalp mig i gruppeforløb med andre mødre.
Jeg har det godt igen, og vi nyder alle tre tilværelsen, som består i, at jeg lige nu går hjemme med vores søn, som er halvandet år gammel. ‘Går hjemme’ er egentlig en lidt forkert betegnelse. Vi går b.la. i en fast legegruppe, til rytmik i kirken, går på legepladser, biblioteker og i legestuer.
Da jeg var gravid, talte min mand og jeg lidt løst om hjemmepasning. Vi så et par dokumentarer, der blev vist på DR og TV2. Her så vi, hvordan rigtig mange institutioner var i knæ bl.a. pga. dårlige normeringer. Da vi var landet lidt i vores forældreskab, begyndte vi at tale mere om hjemmepasning. Vi søgte viden og endte med at tage beslutningen om at gøre det, men det var ikke let. Det hele var meget flyvsk: Hvad med netværk? Kan jeg nu klare det? Kan vi klare det økonomisk? Og hvad med Magni, er det nu også det rigtige valg for ham?
Jeg husker tydeligt, da vi fortalte vores sundhedsplejerske om vores tanker om hjemmepasning. Hun støttede op om det og informerede om, at der fandtes legegrupper og netværk for hjemmepassere. Jeg husker, hvordan en brik faldt på plads. Vores sundhedsplejerske støttede os i at hjemmepasse – så kunne det da ikke være helt galt, det vi havde gang i.
Jeg husker, hvordan en brik faldt på plads. Vores sundhedsplejerske støttede os i at hjemmepasse – så kunne det da ikke være helt galt, det vi havde gang i
Hjemmepasning er ikke for alle – men
Jeg er med på, at hjemmepasning ikke er for alle, og jeg ved også godt, at det ikke er alle kommuner, der tilbyder et tilskud. Fagligt kan der også være begrundelser for, hvorfor man som sundhedsplejerske ikke vil anbefale en familie at hjemmepasse. Det ændrer dog ikke på, at min holdning er, at familierne bør oplyses omkring muligheden.
”Husk at skrive jeres barn op til en institutionsplads eller dagpleje inden for fire måneder, så I er sikret i at få en plads.
Ovenstående kan jeg høre mig selv sige ude i familierne – her burde det være lige så normalt at nævne, at hjemme-pasning også kan være en mulighed med eller uden tilskud. Sundhedsplejersker bør have viden om hjemmepasning, ligesom vi har viden om dagtilbuddene i kommunen.
På den måde kan vi lettere møde forældrene med åbenhed og forståelse og samtidig informere og henvise til f.eks. organisationen HJEM, som netop er til for forældre, der går hjemme – selvfølgelig kan og skal sundhedsplejersker ikke vide alt, og derfor er det vigtig, at vide, hvortil man kan henvise.
Fagligt kan man ikke komme uden om, at sundhedsplejersker kan have en vigtig rolle i at oplyse og vejlede forældre, der hjemmepasser. Her tænker jeg især om barnets behov for at møde andre børn – især fra når de fylder omkring de 1,5-2 år. Dog vil jeg her indskyde, at det er min opfattelse, at ‘hjemmeforældre’ er flittige til at søge viden netop om barnets udvikling og socialisering. Alligevel så tænker jeg, at sundhedsplejersker har et ansvar i forhold til en forebyggende samtale med information og oplysning om barnets udvikling og socialisering til forældre, der ønsker og overvejer at hjemmepasse. Lige så vel som vi f.eks. informerer om vuggestue – eller dagpleje indkøring.
Førnævnte organisation, HJEM, har udarbejdet et materiale, som sundhedsplejersker kan udlevere. I min optik burde alle sundhedsplejerskeordninger få kendskab til dette materiale og dele det ud, når information, pjecer og andet deles ud omkring institutionerne i kommunen.
Lad os tage familierne i hænderne
Så mit svar til min overskrift er et klart JA –sundhedsplejersker har et ansvar i at oplyse og at vejlede omkring mulighederne for hjemmepasning – og omkring udvikling og socialisering. Jeg mener, at familier i Danmark bør vide, hvilke pasningsmuligheder de har og herunder også muligheden for hjemmepasning.
Hjemmepasning er ikke for alle, men før man ved, om det er noget for ens familie, skal man kende til mulighederne og evt. tale med organisationen HJEM, der kan vejlede. Lad os tage familierne i hænderne og hjælpe og vejlede dem – også om hjemmepasning.
Læs mere om organisationen HJEM på www.hjemlo.dk.
(kilde: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-04-19-
flere-vaelger-hjemmepasning-og-den-primaere-aarsag-overrasker-forsker).