Hjem » Artikler »Landkonferencen 2024 – Læs HM Dronningens tale

Udgivet: 30. september 2024

Landkonferencen 2024 – Læs HM Dronningens tale

Tale til landskonference for sundhedsplejersker 2024

Tak, fordi jeg har fået mulighed for at være en del af denne vigtige konference. 

Lad mig indlede med at sige, at jeg er stolt af at få lov at tale for jer i dag. Det af to grunde.

For det første, fordi I har valgt at sætte fokus på et emne, der ligger mig meget på sinde, og som vi i Mary Fonden har arbejdet med i mange år. For det andet, fordi jeg har stor respekt for det arbejde, I udfører, og den forskel, I hver dag gør for børn, forældre og familier.

Når forældre bringer deres nyfødte barn med sig hjem, kan det hjem, de kender så godt, føles helt forandret. For pludselig er noget anderledes, end det var lige før. Der er kommet et nyt menneske til. Det ændrer alting. Og uanset om det er første gang, man oplever det, eller om man har prøvet det før, så er det nyt.

I langt de fleste tilfælde fylder lykken mere end alt andet. Men samtidig er der næsten altid mange spørgsmål og store følelser i spil.

Derfor er den rolle, I spiller for en nybagt familie, enorm. Når I træder ind ad døren, bringer i tryghed og støtte med jer.

I møder familierne med lige dele ekspertise og nærvær. Nogle gange er det jeres faglige indsigt, der er afgørende, andre gange, er det jeres menneskelige forståelse. Ofte er det netop samspillet mellem begge dele, der hjælper forældrene til at erstatte tvivl og usikkerhed med ro og tryghed.

Den omsorg og faglige indsigt, I bringer med jer, har stor betydning for alle familier. Men der er også de familier, der har ekstra meget brug for jer. Familier, der står i en særligt sårbar situation. Det kan handle om barnets helbred eller om nogle særlige udfordringer, forældrene står overfor i deres liv. For disse familier kan jeres betydning ikke overvurderes. I er ofte det første led i en kæde af hjælp og støtte, som kan gøre en livslang forskel.

De børn, I holder i jeres hænder hver eneste dag, er små mennesker, der som os alle, er født både skrøbelige og robuste.

Når I løfter barnet op med en hånd under numsen, begynder deres ben at træde fremad i luften i gangrefleks – som hvis de allerede kunne gå. De vil fremad, men samtidig skal de have hjælp til alting.

Derfor kan man som forælder også overse, hvor fintfølende og dygtige små børn er til at fornemme deres omgivelser. De er fra starten i stand til at føle, om de er trygge, eller om der er fare på færde.

De er fuldstændig afhængige af forælderen som deres trygge base. Så hvis de mennesker, der skal være barnets mest stabile støtte, bliver bange og urolige, så spreder frygten og uroen sig med det samme til barnet.  

Derfor kan dét at vokse op i et hjem, hvor der er vold mellem forældrene, være lige så skadeligt som selv at blive udsat for vold.

Kongehusethttps://www.kongehuset.dk/foto-video/landskonference-for-sundhedsplejersker-med-mary-fonden

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.