Tak til FS10 for udfordringen om at beskrive ‘hvad er sundhedsplejens DNA?’ som jeg i dette essay vil forsøge at besvare gennem et tilbageblik fra 1984 frem til 2024. Alle facetter af faget kan naturligvis ikke rummes i et kort essay, men jeg vil med nedslag i de 40 år, hvor jeg har været sundhedsplejerske i Thy, forsøge at beskrive, hvordan jeg har oplevet fagets DNA udvikle sig gennem tiderne.
En lang togtur til Thy
Dimissionen i juni 1984 i auditoriet på Panum for de nye sundhedsplejersker var næppe nået til ende, før jeg måtte vinke farvel til mit hold, min familie og netværk og tage firetoget ud af København. Kursen blev sat mod Hanstholm Kommune i Thy i Nordjylland, hvor jeg havde takket ja til et vikariat i et år.
Arbejdet som ny ‘solo sundhedsplejerske’ i Hanstholm var på mange måder overvældende. Lange afstande i den smukkeste natur, ind på kontoret til telefontider til middag ud igen til besøg i det langstrakte distrikt. Og trods det, at besøgene var med en standard-ramme, så blev det med min mangel på erfaring til alt for mange behovsbesøg. Det var meget svært at regulere besøgsintervallet som ny sundhedsplejerske, hvor amning og barnets trivsel var et hovedfokus. Men det gik. Og efter et år kom jeg til Thisted Kommunes sundhedspleje, hvor jeg er blevet – helt indtil min pension.
Her i de første år oplevede jeg at gå fra teori til praksis, og hvordan en vigtig streng i sundhedsplejens DNA – dengang som nu – er evnen til at opnå tillid, troværdighed og tryghed i relationen med familien og samarbejdssystemet. At kunne skabe en imødekommenhed og tillid i undersøgelsessituationerne er fundamentet i
mødet med både børn og familier.
Information og oplysning, tillid og relation – 1985 og frem
I årene fra ’85 og frem til start 90’erne var der i dansk sundhedspleje et særligt fokus på allergiforebyggelse med amning, vigtigheden i at skubbe starten med overgangskost til fire måneders alderen og på barnets motoriske udvikling. Forældre-barn kontakt og samspil blev dengang vurderet med BOEL-prøven, som både kunne afdække udfordringer, barnet måtte have, men som også gav os sundhedsplejersker vigtige observationer af den otte måneder gamle baby.
I Viborg Amts sundhedsafdeling fik vi i slutfirserne også igangsat et længerevarende seksualundervisningsforløb for jordemødre, sundhedsplejersker og udvalgte. Med forløbet blev der med nye metoder sat fokus på seksualundervisningen i overbygningen bl.a. godt hjulpet på vej af de to fremragende tegnefilm af Liller Møller, ‘Sex – en brugsanvisning’ fra 1986 og ‘Sådan får man altså børn’ fra 1990. Suppleret med selvskrevne overheads og præventionskassen med film og en pose gulerødder drog sundhedsplejerskerne således ind på skolerne for at seksualoplyse.
Den faglige ild i jobbet blev løbende holdt tændt af den underliggende strøm af uddannelse og viden, som blev udbudt til sundhedsplejerskerne i disse år. Viden, som efterfølgende blev formidlet fra sundhedsplejersken til familier og skolesystemet i form af dialog – og en stor mængde pjecer!
Et andet eksempel er Britta Holles bøger om ‘lege/idræt parat og læse/skrive parat,’ som udgjorde et vigtigt forståelsesfundament for børns motoriske udvikling i disse år.
Da vi ramte starten af 90’erne, blev der sat turbo på sundhedspædagogikken, hvor sundhedsplejersken nu blev inviteret med til forældremøder både i daginstitutioner og skolehjemarbejdet til at holde oplæg omkring sundhed ud fra WHO og det positive sundhedsbegreb. Og således blev den sundhedspædagogiske DNA-streng
styrket i disse år.
Med projekter og tværprofessionelt samarbejde blev kvaliteten forbedret i 90’erne
90’erne blev en vild tid med fuld fart på nye projekter og nye indsatser… sideløbende med den generelle sundhedspleje. I Thisted Kommune fik vi bl.a. gennem projektet ‘Sundhed og trivsel i familien’ sat samarbejdet mellem sundhedsplejersker og jordemødre afsted på helt nye spor.
Et eksempel herpå er de første mødregrupper, som opstod i disse år på forsøgsplan. Formålet var at bryde isolationen, som nybagte mødre kunne stå i og skabe nye netværk mellem dem. Det blev en stor succes, og snart var der mødregrupper i alle distrikter i Thisted Kommune – med sundhedsplejersken som initiativtager og facilitator til det første møde. Men vi opdagede også, at et velmenende system kunne forvirre de nybagte mødre. For samtidig havde jordemødrene også skabt netværk på fødselsforberedelsesholdene, som alle vordende mødre fik tilbudt – og også anbefalet at vedligeholde. Derfor blev et nyt samarbejdspunkt for projektet: ‘Fokus på en sammenhængende indsats.’
Familierne havde ikke været i kontakt med sundhedsplejen under graviditeten, så familierne skulle tage imod en for de flestes vedkommende ukendt fagperson i en meget sårbar og følsom situation i eget hjem.
Alligevel oplevede jeg at blive taget godt imod, når vi i de år kom på besøg. Ud over den obligatoriske undersøgelse af barnet og den sædvanlige vejledning og information blev der i disse år sat mere og mere fokus på dialoger om familiens trivsel og familiedannelse – ofte med svære historier om forældrenes egen opvækst og udfordringer af psykosociale karakterer til følge. Dermed opstod der et nyt behov for at få et fokus på, hvilken måde sundhedsplejersken kunne give støtte, forståelse – og ind i mellem også handle – på baggrund af bekymringer og udfordringer omhandlende familiens psykiske trivsel.
Således blev kommunikation tydelig som en stærk streng i sundhedsplejens DNA.
En revolution bliver til
Med projektforløbet ‘Sundhed og trivsel i familien’ blev der af flere omgange afholdt internater på tværs af faggrupperne mellem sundhedsplejersker og jordemødrene. På et af disse internater opstod idéen om at skabe fælles distrikter og fælles fødselsforberedelse på tværs af de to faggrupper.
I perioden 1990-1994 blev der derfor skabt et nyt ‘bo – og distriktsfællesskab’ mellem jordemødre og sundhedsplejersker i Thisted Kommune. Der blev afsat tid til distriktsmøder mellem faggrupperne, og nye fælles lokaler og kontorfaciliteter, fælles fødselsforberedelse og et tidligt samarbejde om mødregrupper efter fødslen blev sat i gang.
Intet mindre end en revolution blev gennemført i vores praksis gennem disse fire år! Og det blev en stor succes for både familierne og for relationen mellem de strukturelle instanser; jordemoder konsultation, fødegang, barselsgang og sundhedsplejen.
Igennem dette forløb blev de tværprofessionelle fagpersoner undervist i nye kommunikationsteorier og forståelsen for ‘systemisk teori’ blev introduceret. Således blev DNA-strengen med fokus på en sammenhængende familiedannelses-indsats styrket.
I 1994 tog ledende sundhedsplejerske, Lisbeth Villumsen også initiativ til et nyt projekt: ‘Forebyggelse af efterfødselsreaktioner i den nordlige region af Viborg Amt.’ Med afsæt i de nye stærke samarbejdsstrukturer blev der hos frontpersonalet lagt større vægt på, hvordan det føltes at skulle have et lille barn, og hvad moderskabet bragte af forandringer fysisk, psykisk og socialt. Begrebet efterfødselsreaktion kom til verden her, og såvel sundhedsplejersker som jordemødre fik relevant efteruddannelse i emnet. Et helt nyt og betydningsfuldt perspektiv på den senmoderne familie opstod i disse år, og nye DNA-strenge med forståelse for forandringsprocesser og psykisk trivsel blev dannet.
Efteruddannelse og studietur til Storbritannien
På et efteruddannelseshold, jeg deltog i 1998-99, underviste psykolog Charlotte Mosbæk i temaet: ‘Det nyfødte barn – de nye forældre. Fødslens psykologi’ (1996). Her fortalte Mosbæk, at der i Skotland var udviklet et spørgeskema til brug for opsporing af mødre med efterfødselsreaktioner. Altså et valideret spørgeskema med 10 enkle spørgsmål til at måle mors psykiske velbefindende.
Nysgerrig på mere viden drog min studiegruppe og jeg i september 1999 derfor til Edinburgh, hvor vi mødtes med de sundhedsplejersker, der i 1987 havde været involveret i professor John Coxs (et al.) berømte studie om udviklingen af ‘Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS)’ på Edinburgh University .1
De skotske sundhedsplejersker udtrykte klart, at EPDS var blevet et vigtigt redskab, som kunne skabe dialog om det, der kunne være svært ved at være nybagt mor. Ved hjælp af skalaen kunne de graduere, hvem de selv kunne støtte, og hvem der skulle henvises til mere indgående terapi og behandling. Alle beskrev, hvordan EPDS havde kvalificeret deres praksis og mødrene – og dermed familierne – fik tidligere og mere kompetent hjælp.
Studieturen gik derefter videre til Reading University, hvor vi deltog i et to dages særligt tilrettelagt undervisningsprogram på Winnicott Research Unit. Her mødte vi tre forskningssundhedsplejersker, ansat hos professor Peter Cooper og professor Lynne Murray. I løbet af de to intensive dage lærte vi om at kommunikere med mødre, der var ramt af fødselsdepression, med brug af Carl Rogers metode ‘Non-directive counselling.’
Særligt sætningen ‘Stay with her feelings’ tog vi til os med den opfølgende læring: Glem alt om at give gode råd og fikse situationen.
Ligeledes kunne det dokumenteres gennem deres forskning, at sundhedsplejersken igennem mødet omkring spædbarnet kunne skabe nøglen til moderens forståelse og følelser for sit spædbarn.
På baggrund af studieturen med dens forskningsbaserede fokus på mor, spædbarn og opsporing af fødselsdepressioner blev EPDS indført som et forsøg ved alle to-måneders besøg i Thisted sundhedspleje fra slutningen af år 1999 frem til år 2000. Igen var indsatsen en succes, og EPDS formåede at kvalificere vores dialog om opsporing og støtte af mødre – og fra 2007 også fædre – ramt af psykisk mistrivsel i forbindelse med deres forældreskab. Mange gode samtaler om familiens trivsel og udfordringer foldede sig ud gennem brugen af EPDS. Også der, hvor der ikke var behov for mere støtte.
Endnu en stærk DNA-streng blev således tilføjet i disse år; at styrke dialogen i familien med evidensbaserede metoder og teorier om kommunikation.
Nye veje i 00’erne: Tilknytning, samspil og graviditetens betydning
Med projektet ‘Styrkelse af nære relationer mellem sårbare forældre og deres spædbørn – et metodeudviklingsprojekt’ (Guldager & Villumsen), kom vi i 2004 i sundhedsplejen i Thisted og Lyngby-Taarbæk et spadestik dybere ned i viden om graviditetens betydning for mødrenes kommende tilknytning til deres spædbørn.
Projektet indeholdt en basisuddannelse i systemisk supervision, som skulle anvendes som en samarbejdsmodel mellem jordemødre og sundhedsplejersker. Graviditetsbesøget blev introduceret til førstegangs-gravide par med grundig forberedelse via Brodens undervisning i ‘Graviditetens muligheder.’ Gennem projektet udviklede vi en kvalificeret praksis med udvidet forståelse for det tværprofessionelle samarbejde; en praksis, der tog afsæt i forældrenes transition og betydningen af at få hjælp til psykisk mistrivsel. Sideløbende hermed blev det udviklingsstøttende samspil gennem anerkendende dialoger udviklet med brug af de såkaldte ‘Marte Meo filmklip.’ Metoder med netværksstøttende indsats i form af grupper målrettet forældre med udfordringer i forældrerollen, hvor ‘Klar til Barn’ konceptet viste sig også at være særdeles brugbar til mødre med moderate forældreskabsudfordringer.
Sundhedsplejerskens fokus på, hvordan velunderbyggede metoder til at prioritere familiens psykiske trivsel og forældrenes samspil med barnet bliver i disse år en styrket del af sundhedsplejens DNA-strenge.
Muligheder for videreuddannelse og deltagelse i faglige netværk 2005-2012
Internettets nye muligheder i starten af 00’erne åbnede op for videreuddannelse i internationale rammer. I 2005 startede jeg derfor på Viborg Sygeplejeskole på den engelsksprogede masteruddannelse i ‘Health Science,’ udbudt i et samarbejde med Deakin University i Melbourne, Australien. Det blev en udviklende rejse ind i sygeplejen i Australien – men efter et år stod det klart, at jeg ønskede mere fordybelse i den forebyggende og sundhedsfremmende litteratur, så derfor skiftede jeg fra Deakin til DPU til Master i Sundhedspædagogik.
Min afsluttende opgave på DPU i 2007 handlede om sundhedspleje til familier med særlige behov. Fokus blev indsnævret til familier med en mor, der var ramt af en efterfødselsreaktion. Da der skete en hel masse på den front i Australien, besluttede jeg, at min opgave skulle inddrage empiri fra studiebesøg i Adelaide, Melbourne og Sydney, hvor jeg så og lærte om nye evidensbaserede metoder i sundhedsplejen og blev inspireret til at arbejde dybere i tæt samspil med teori/praksis. Og således fik jeg knyttet de to studier sammen.
Med afsæt i min master blev jeg hjemme i Thisted Kommune udpeget til projektsundhedsplejerske i Servicestyrelsens projekt om tidlig indsats til sårbare gravide og spædbørnsfamilier (2005-2007). Her fik projektet ‘Familien i Vækst’ sin start. Omdrejningspunktet for mødet med familierne blev: ‘Hvad er der i spil – ikke – hvad er der galt?’
Herefter byggede projektet videre på Dialogprojektet (VIVE, 2009-13), som åbnede op for nye indsigter – og herudfra fik vi til sidst færdigudviklet vores egen tidlig indsatsmodel ‘Familien i Vækst’ med nyttige begreber fra sociologien: Bonding bridging (Putnam, in VIVE, 2013).
I 2010 oplevede jeg at blive Årets Sundhedsplejerske – en ære, som medførte et møde med de grønlandske sundhedsplejersker, som i deres hverdag har udfordringer, der ligger langt ud over vores kendte praksis i Danmark. Lige siden har det grønlandske samfund haft min sympati og interesse.
Med dette udviklingsarbejde manifesterede den bio-psykosociale tilgang sig i sundhedsplejen, og respekten for kulturelle aspekter i sundhedsplejerskefagligheden voksede frem som en ny stærk streng gennem mødet med praksis, uddannelse – og forskningsinstitutioner.
Ind i maskinrummet – familien i det senmoderne samfund
Undervejs i min hverdagspraksis i årene 2009-11 fulgte jeg Åbent Universitet i Psykologi på Aalborg Universitet (AAU). På AAU fandt jeg således sammen med en jordemoder, og i fællesskab indsamlede vi empiri og skrev bachelor og kandidat-opgave om dels forældreskabet og dels om det 0-3-årige barns udvikling i det senmoderne samfund.
Billede 1: Hovedværk ‘Familien i Vækst’
Billede 2: Pjecen til projekt ’ Far på Forkant’ 2017
Med teorier fra dels master og psykologi og de to projekter i eget felt fik jeg mod på at udfærdige og gennemskrive Thisted Kommunes tidlige indsatsmodel ‘Familien i Vækst’ (FIV) i en teori- og praksismappe. Else Guldager, ph.d. og sundhedsplejerske har haft stor indflydelse på, at netop FIV skulle have en stemme i sundhedsplejens udviklingsøjemed. Guldager sørgede for, at FIV kom med til udviklingsworkshop med Socialt Udviklingscenter (SUS), hvor et nyt projekt omkring fars rolle i familien og i systemet blev udviklet.
Det fødte nye spændende samarbejdsrelationer med bl.a. det nystartede ‘Center for Børneliv,’ andre kommuner og selve SUS, som blev projektledere på først ‘Til Gavn for Barnet’ (SUS, 2016-17) og dernæst til ‘Far på Forkant’ (SUS, 2018-19). Projekterne blev afviklet med os i sundhedsplejen i samarbejde med frontpersonale som aktive udviklere i fronten.
DNA-strengen med fagligt mod og frontløber-mentalitet kom i spil på et personligt plan.
Faglige netværk og internationale relationer 2012-24
I 2013 fik jeg mulighed for at deltage på NFSU konference som kliniker med oplæg fra FIV.
Senere var jeg i Oslo, hvor professor John Cox (udvikleren af EPDS) deltog i en nordisk konference med fokus på fødselsdepressioner, og her blev jeg medstifter af den nordiske gren af Marcé Society.2 Jeg blev den danske repræsentant i Marcé, fordi jeg var der – og et helt nyt netværk tog form.
På NFSU- konferencer mødte jeg også NBO (Vinter, 2021 in Sundhedsplejersken, nr. 3) den norske psykolog og ph.d. Kari Slinning.
Med Nordisk Marcé gruppen deltog jeg i en workshop i UK, ledet af professor John Cox efterfulgt af middag i hans eget hjem. Jeg var ‘star stuck’ over at få denne mulighed. Og jeg overvandt mig selv til at holde en tale til Cox, som er en varm fortaler for sundhedspleje, om betydningen af EPDS i dansk sundhedsplejepraksis.
Tilbage i Edinburgh i 2014 mødte jeg til en Brazelton-konference ved et tilfælde Inge Nickell, danskfødt, men engelsk-uddannet sundhedsplejerske og NBO-underviser.
Sammen tog vi initiativ til at skabe et dansk NBO-center (2019).
Det har været vigtigt for mig, at vi med NBO ikke bare indførte et nyt koncept udviklet i USA uden af undersøge, om det havde en relevans i dansk kontekst. Derfor har det også været med taknemmelighed fra NBO-teamet, at Health på Aarhus Universitet tog handsken op og undersøgte, hvordan NBO kunne vurderes i en dansk sundhedspleje (Kristensen et al, 2019). RCT-studiet med NBO har styrket DNA-strengen med at stå på et fundament af evidensbaseret praksis.
Inden RCT-studiet var jeg i 2016 i Boston med internationale deltagere til NBO netværksdage. Denne konference blev afholdt på det medicinske fakultet på Harvard University, hvor jeg præsenterede NBO i Thisted Kommune med selveste dr. Brazelton siddende foran mig. Det var stort.
Da jeg kom tilbage til sundhedsplejen i Thisted, efter at have været ude i den store verden, blev jeg mødt med positiv interesse for nye veje i sundhedsplejen. Thisteds sundhedspleje var og er funderet i en JA-kultur.
NBO-netværket har tråde ud i hele verden og har lært mig værdien af kulturelle aspekter i vores arbejde, hvor det lille spædbarn og dets familie er i fokus. En DNA-streng med national og international sammenhængskraft styrkes.
Sundhedsplejens praksis – her og nu – en dynamisk proces med dybe rødder
I 2019 blev jeg inviteret af chefpsykolog Svend Aage Madsen til at være sundhedsfaglig konsulent i Forum for Mænds Sundhed, hvor idéen om Far-ambassadører i kommunerne blev født. Inspirerende samtaler og velkomst til gode idéer farvede dette forum, hvor jeg var med til at skrive pjecen ‘Bedre inddragelse af fædre i sundhedsplejen’ (Forum for mænds sundhed, 2019). Projekt ‘Far for livet’ har været en øjenåbner og en lærerig proces for, hvordan far er blevet sat til side i sundhedsplejen gennem tiderne – men heldigvis også, hvor meget der nu er flyttet på ganske få år – dels i vores kultur, men i særdeleshed også strukturelt.
Sundhedsplejens DNA-streng er således blevet styrket yderligere med et fokus på far og familien som en enhed, hvor alle medlemmer er inddraget i arbejdet.
Fremtidens nye DNA-strenge
Her i de sidste år, inden jeg helt stopper efter et langt arbejdsliv i sundhedsplejen i Danmark, er jeg fortsat sundhedsfaglig konsulent for ‘Minding the Baby (MTB)’ projektet.3
MTB arbejder ud fra mentaliseringsbaseret teori og bygger bro mellem socialfaglige og sundsfaglige klinikere. I projektet er der endnu engang hentet inspiration fra USA, hvorfra MTB er udviklet på et RCT-studie fra Yale University. DNA-strengen med tidlig, tværprofessionel indsats og evidens bliver atter styrket.
Siden 2012 har jeg været ekstern underviser og vejleder til div. eksamener på VIA University College i Aarhus. På baggrund af mange eksamener med dygtige studerende herfra kan jeg med overbevisning sige: Sundhedsplejens fremtid er jeg ikke nervøs for!
De nyuddannede sundhedsplejersker står overfor udfordringer af en ganske anden karakter end dem, som jeg stod overfor, da jeg var nyuddannet i 1984. Med samfundets hastige forandringer med teknologi og let tilgængelighed til viden, så må sundhedsplejen være årvågen og konstant sørge for at forblive fagligt styrket.
Med de mange udviklingstræk i sundhedsplejens DNA-strenge gennem årene står det klart, at den vigtigste og mest væsentlige del i vores faglige DNA er og forbliver det relationelle aspekt i mødet mellem sundhedsplejerske og familie. Det er herfra, vores faglighed går.
Kilder
- Cox JL, Holden JM & Sagovsky R (Detection of postnatal depression. Development of the 10-item Edinburgh Postnatal Depression Scale. British journal of Psychiatry. 1987; 150: 782-6.
- Nordisk Marcé – se www. Nordicmarce.org
- Minding the Baby®, Yale University, New Haven, Connecticut, USA
