Som sygeplejersker har vi oplevet at være en del af løsningen og har ofte stået med den koordinerende funktion i et komplekst sundhedsvæsen. Vi har været med til at løfte opgaver omkring borgere og patienter på tværs af faggrupper, har haft samarbejdsparterne nær og arbejdet ud fra veldefinerede og afgrænsede roller og perspektiver. Men så blev vi sundhedsplejersker.
Sundhedsplejerskens DNA
“Undskyld jeg spørger, men hvad kan du mere end at måle og veje?”
Sådan spurgte en kollega med anden faglig baggrund for nyligt. Måske er det noget, der vækker genklang hos andre sundhedsplejersker – måske ikke. Men det får i hvert fald os til at reflektere over vores manglende synlighed og den manglende viden om vores kompetencer.
Når man ser på DNA som byggesten, der definerer os, er sundhedsplejerskens DNA gjort af noget helt særligt. I overført betydning kan sundhedsplejerskens DNA ses som de kompetence-sten, der er lagt gennem vores karrierer som sygeplejersker; individuelle konstruktioner, som gør hver sundhedsplejerske unik, og som samtidig giver os et fælles sprog, viden og ståsted. Med viden og erfaring fra somatikken og psykiatrien – både fra det kommunale og regionale område har sundhedsplejersken nogle helt særlige kompetencer, der ikke blot udspringer fra det sygeplejefaglige virksomhedsområde.
Vi har kendskab til de øvrige faggruppers virksomhedsområder og lovgivning – en viden, der ikke blot er essentiel i det tværprofessionelle samarbejde, men som samtidig er med til at definere vores eget.
Gennem Specialuddannelsen til Sundhedsplejerske spores vi ind på det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde med børn, unge og familier samt en forestilling om, at vi som sundhedsplejersker er helt essentielle i dette arbejde. En forestilling, der burde være sand, men som i praksis udfordres af flere spørgsmål:
- Hvorfor fylder vi ikke mere i den tværprofessionelle indsats?
- Hvorfor efterspørges vores kompetencer i arbejdet omkring børn og familier ikke i højere grad?
- Er vores kompetencer ikke synlige for andre?
Sundhedsplejersken som bindeled
Nogle af ovenstående spørgsmål besluttede vi os for at undersøge nærmere i vores afsluttende opgave på uddannelsen til sundhedsplejerske. Centreret omkring familier med et nyfødt barn med handicap undersøgte vi bl.a., hvilken betydning sundhedsplejersken kan have i det tværsektorielle og tværprofessionelle samarbejde omkring familierne. Med fokus på sundhedsplejerskers kompetencer og virksomhedsområde kunne vi konkludere, at vores kliniske lederskab og dobbelte kompetencer kan spille en helt afgørende rolle i samarbejdet omkring disse sårbare familier – men at forhindringerne er mange og kompleksiteten stor.
Det ekstra krymmel på toppen – dobbelte kompetencer
Sundhedsplejersken har dobbelte kompetencer, som indebærer sygeplejefaglig viden, organisatorisk kendskab samt sundhedsfremmende og forebyggende kompetencer vedrørende børns trivsel og udvikling. Vores organisatoriske kendskab indebærer en helhedsforståelse for ansvars- og opgavefordelingen i sundhedsvæsenet og egen rolle heri (Døssing & Orvik, 2023).
Og dette dobbelte blik er vigtigt, da det danske sundhedsvæsen er opdelt i meget fragmenterede enheder, hvilket medfører, at der er mange overgange mellem forskellige myndigheders ansvarsområder (Schæbel, 2023). I praksis betyder det en berøring af snitflader mellem forskellig lovgivning og mange faggrupper, der handler og argumenterer ud fra hver deres ansvarsområde og perspektiv (Ejrnæs, 2021). Det er vigtigt, at vi som sundhedsplejersker forholder os til, hvordan vi tilgår vores roller heri, og hvilket ansvar vi tager på os. Det kan opleves komplekst, da det er børnene og familiernes behov, der definerer opgaverne, og disse er ofte omskiftelige, individuelle og situations-bestemte – og det er bl.a. her, vi bruger vores sygeplejefaglighed. Samtidig ligger det også i vores DNA, ikke kun at arbejde på individniveau, men også generelt ud fra et forebyggende og sundhedsfremmende perspektiv.
Fakta
- Den dobbelte kompetence henviser til, at den sundhedsprofessionelle i sit virke bør have både en klinisk kompetence og en organisatorisk kompetence, hvis kvaliteten af de sundhedsfaglige ydelser skal være optimal
- Den kliniske kompetence udgør varetagelsen af de opgaver, der udføres med afsæt i den enkeltes viden og færdigheder
- Den organisatoriske kompetence udgør det organisatoriske overblik over ansvars- og opgavefordeling i sundhedsvæsenet og forståelsen af egen rolle heri
(Døssing & Orvik, 2023)
Den ledende sundhedsplejerske
Når vi ser dybere ind i, hvordan vi tilgår vores rolle i familierne, kan klinisk lederskab være en vigtig brik. Definitionen af klinisk lederskab beskrives som en færdighed eller kompetence i at sikre og udvikle kvalitet samt koordinere arbejdsopgaver med andre aktører. Klinisk lederskab kan medvirke til, at familierne i samarbejde med sundhedsplejersken bliver aktive aktører og beslutningstagere i deres eget pleje- og behandlingsforløb (Schæbel, 2023).
Hvis vi skal arbejde sundhedsfremmende og forebyggende, stiller det krav til, hvordan vi tager klinisk lederskab – ikke mindst når det drejer sig om børn og familier i perioder med sårbarhed eller særlige behov. Sundhedsplejerskens kliniske lederskab kan have en betydning for samarbejdet i praksis. Hvis denne ikke varetages, efterlades den koordinerende rolle til forældrene, hvilket stiller store krav til deres sundhedskompetencer.
Det er nemlig individuelt, hvilke sundhedskompetencer forældre besidder, og disse er vigtige, da de kan have en helt afgørende betydning for barnets resiliens og muligheder fremover (Aaby, Meldgaard & Maindal, 2022).
Eksempelvis viser en undersøgelse blandt forældre til børn med handicap eller kronisk sygdom, at 86% af de 538 respondenter føler, at de ofte eller altid varetager den afklarende, opsøgende og koordinerende rolle ift. myndighederne omkring deres barn (For Lige Vilkår, 2022).
Fakta
- Sundhedskompetencer består af personlige ressourcer og kompetencer, som afhænger af faktorer som miljø, arv, sociale og økonomiske forhold
- Sundhedskompetencer har ikke kun betydning for forældrenes mulighed for at tilgå, forstå og handle på den information, de modtager om deres barn, men også deres evne til at tage beslutninger og navigere i sundhedsvæsenet
- Forskning viser, at sundheds-kompetencerne er forbundet med generel sundhedsadfærd, livskvalitet, forekomst og håndtering af kroniske lidelser samt anvendelsen af de forebyggende tiltag som vacciner og sundhedsundersøgelser
(Aaby, Meldgaard & Maindal, 2022)
Sundhedsplejerskernes oplevelse af det tværprofessionelle samarbejde
For at teste vores hypotese om manglende inddragelse af sundhedsplejersken i det tværprofessionelle samarbejde udarbejdede vi i forbindelse med vores afsluttende opgave på sundhedsplejerskeuddannelsen et survey, som blev besvaret af 112 sundhedsplejersker… delt i en facebookgruppe for sundhedsplejersker.
Her fandt vi, at sundhedsplejerskens observationer i højere grad bliver efterspurgt i det kommunale samarbejde end i det tværsektorielle. Dette kan have mange årsager – herunder ydre faktorer som økonomi, ledelse, politik og lovgivning, der er med til at definere vores arbejdsområder.
Men vi fandt, at den manglende inddragelse har en direkte indflydelse på vores arbejde og handlemuligheder som sundheds-plejersker. Den manglende koordinering og vidensdeling har flere alvorlige følger og stiller bl.a. store krav til vores kliniske lederskab, herunder evnen til selvledelse. Når vigtig information eller samarbejde udebliver, har det en konsekvens for kvaliteten af vores arbejde og for indsatsen omkring familierne. For der ligger også et andet element i det kliniske lederskab:
Kvalitetsarbejdet, som har fokus på systematisk og målrettet forbedring af sundhedsvæsenet (Døssing & Orvik, 2023). Hvis patienter/borgere ikke føler sammenhæng i systemet omkring dem, kan der opstå usikkerhed og mistillid til systemet.
Det kan have den konsekvens, at samarbejdet mellem de enkelte samarbejdspartnere kompliceres og måske helt udebliver, hvilket i sidste ende kan påvirke barnets sikkerhed og helbred (Bünger, 2023). Og vi er hermed tilbage ved sundhedsplejerskens særlige kompetencer og DNA, der giver os forudsætningerne for at kunne gøre en
positiv forskel for de familier, vi møder.
Sundhedsplejerskens oplevelse af inddragelse i samarbejdet på tværs
I hvor høj grad er du enig i udsagnet ‘Mine observationer om barnets trivsel og udvikling bliver efterspurgt af tværprofessionelle samarbejdspartnere i kommunen.’
I hvor høj grad er du enig i udsagnet ‘Mine observationer om barnets trivsel og udvikling bliver efterspurgt i det tværsektorielle samarbejde mellem hospitaler og sundhedsplejen.’
Kilde: Eget Survey, udarbejdet i 2023 i forbindelse med afsluttende opgave på Specialuddannelsen til sundhedsplejerske. 112 respondenter fra en facebookgruppe for sundhedsplejersker.
Et samfund i konstant forandring
I en tid, hvor børn og unges stigende mistrivsel er i fokus, og den tidlige og opsporende indsats bør være helt central, skæres der stadig i sundhedsplejerskens ydelser. Og det er ifølge professor emeritus på Statens Institut for Folkesundhed, Bjørn Holstein, en stor fejl, da sundhedsplejerske-systemet er et af de systemer, man ved, har effekt i forhold til opsporing af mental trivsel (Witthøfft, A. 2022).
Et centralt spørgsmål opstår: Ligger det i vores DNA at være neutrale og monofaglige aktører i samfundet og holde vores særlige kompetencer for os selv? Vi har forsøgt at tydeliggøre de helt særlige kompetencer, vi besidder som sundhedsplejersker, da de på papiret har stort potentiale. Men hvad er det, der gør, at vi ikke bliver indtænkt som en del af løsningen i et konstant foranderligt og tiltagende komplekst samfund? Er det de ydre faktorer, som økonomi, ledelse og politik, der skal afgøre vores rolle? Er vores kompetencer ikke synlige?
Og har vi selv et ansvar for at påberåbe os opmærksomhed som faggruppe?
Vi mener ikke, at det ligger i sundhedsplejerskens DNA at være en neutral og monofaglig aktør og holde vores særlige kompetencer for os selv. Vi ser et behov for at tydeliggøre disse kompetencer. Et styrket samarbejde og kendskab til hinandens fagligheder og roller kan være med til at løfte kvaliteten i det arbejde, vi udfører, og vil ligeledes tydeliggøre målet for samarbejdet (Gittell, 2016).
I sidste ende handler det jo om at skabe de bedste forudsætninger for barnets trivsel, udvikling og sundhed (Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2010).
Kan vi selv gøre mere?
I vores opgave legede vi med idéen om at udvikle et dialogværktøj til styrkelse af det tværprofessionelle samarbejde. Et såkaldt samarbejdskort, hvor kompentencer – herunder kurser, videreuddannelser, særlige funktioner og ansvarsområder mm. er lige så tydelige som vores kontaktoplysninger.
I praksis kunne det blot være et individuelt dokument, som kunne sendes til potentielle samarbejdspartnere, eller det kunne ligge som et feature i kontaktoplysninger i mailsystemet.
Uanset hvordan det foregår, mener vi, at der er mere, vi kan gøre. Forventningerne til vores nye fag er fortsat tårnhøje, men vi skal huske, hvad det er, vi er opbygget af. For vi kan så meget mere, end vi får lov til, og det vil andre også se, hvis vi husker at gøre dem opmærksomme på os.
Litteraturliste
Aaby, A. Meldgaard, M. & Maindal, H.T. (2022). Sundhedskompetencer i det danske sundhedsvæsen: En vej til mere lighed. Sundhedsstyrelsen. Hentet d. 6. marts 2024 fra www.sst.dk
Bünger, S. (2023). Kvalitet, patientsikkerhed og god sygepleje. I S. Dau & U. Nielsby (red.), Klinisk lederskab: En grundbog i sygeplejen (2). FADL.
Døssing, A., & Orvik, A. (2023). Den dobbelte kompetence i klinisk lederskab. I S. Dau, & U. Nielsby (red.), Klinisk lederskab: en grundbog i sygeplejen (2). FADL.
For Lige Vilkår (2022). Undersøgelse blandt forældre til børn med handicap eller kronisk sygdom. Hentet d. 8 marts 2024 fra For Lige Vilkår
