En sundhedsplejerske på uddannelsesrejse

Drømmen:

I håb om, at flere sundhedsplejersker vil have lyst og mod på at læse videre, deler jeg her min egen oplevelse. Jeg har altid været nysgerrig og elsket at læse. På mange måder har jeg altid set mig selv mere som teoretiker end praktiker, alligevel havde jeg, før jeg fik set mig om, arbejdet 14 år som sundhedsplejerske i den samme kommune! I årenes løb har jeg ofte funderet over den viden, vi som sundhedsplejersker arbejder ud fra. Jeg har oplevet, at vores fag befinder sig i en gråzone, hvor vi låner teorier fra mange forskellige områder: Pædagogik, psykologi, sociologi, kommunikation mm. Hvad baserer vi i sundhedsplejen vores børnesyn på, og hvorfor er sundhedsplejetilbud og anvendte metoder forskellige fra den ene til den anden kommune? Hvordan kan det være, at den vejledning, forældre modtager, er afhængig af, hvilken sundhedsplejerske de har? I hvor høj grad har vi evidens bag vores vejledning, og i hvor høj grad gør vi brug af egne erfaringer? Kan vi sætte vores lid til, at Sundhedsstyrelsen bibringer os nyeste relevante forskning, og hvorfor forsker sundhedsplejersker egentligt ikke selv? Alle disse spørgsmål holdt liv i drømmen om at læse videre og fordybe mig i mit fag, og i en alder af 47 år gik det op for mig, at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke forfulgte denne drøm. Men kan man overhovedet tillade sig at sige farvel til et godt job, gode kollegaer og en fast indtægt for at forfølge en abstrakt drøm og leve på SU i to år. Om det var modigt eller dumt, lader jeg være op til jer læsere at vurdere.

Beslutningen

Da den endelige beslutning var truffet og afstemt med familien, søgte jeg oprindeligt ind på Cand.Pæd.Psych,. da mit interesse-felt altid har kredset om mental sundhed hos forældre og børn. Jeg fik afslag pga. for mange ansøgere – men blev i stedet tilbudt en plads på Cand.Cur. Hvordan min faglige rejse havde udfoldet sig, hvis jeg var kommet ind på Cand. Pæd.Psych., er umuligt at svare på – men at fordybe sig i sundhedsvæsnet og samfundets udvikling var bestemt ikke uinteressant. Her fik jeg lejlighed til at se mit fag i helikopterperspektiv, ligesom jeg blev præsenteret for mange spændende teorier, som jeg aldrig havde hørt om, men som alle var relevante også for en sundhedsplejerske.

Forberedelsesfasen

Forberedelsesfasen var glad og fyldt med den forventningsfulde spænding, som alle, der har prøvet at starte på noget nyt, kender. Der skulle indkøbes computer, skoletaske, penalhus, overstregningstuscher og et væld af tykke bøger. At finde rundt på Århus Universitets hjemmeside og de dertil knyttede it-systemer viste sig nærmest at kræve en uddannelse i sig selv, og det gik for første gang op for mig, hvor stor en virksomhed, et universitet er.

Starten – ”Passer jeg overhovedet ind her?”

En fin septemberdag i 2021 spadserede jeg fra Storcenter Nord i Århus (gratis p-pladser) og ned til universitetet. Nu var drømmen virkelighed, og jeg lovede mig selv at nyde hvert et øjeblik. Jeg kommer fra en lille by, hvor de fleste transporterer sig rundt i bil. Her befandt jeg mig i et virvar af cyklende og gående unge mennesker blandt en masse ænder fra universitetsparkens smukke sø. Sandelig var jeg med min skoletaske på ryggen trådt ind i en helt ny verden. Jeg fik syn for sagen i forhold til omfanget af fakulteter, såvel som det geografisk imponerende store område, som universitetet dækker. (En udfordring i sig selv for en sundhedsplejerske uden stedsans…) Min frygt for at være mindst 20 år ældre end mine medstuderende viste sig at være ubegrundet, for her var sygeplejersker i alle aldre og fra hele landet. En intensiv spejden efter de andre sundhedsplejersker viste sig dog forgæves, for jeg var den eneste ud af 70 studerende, som havde en sundhedsplejerskeuddannelse, hvilket overraskede mig rigtig meget.

Første dag var der introduktion, rundvisning og etablering af studiegrupper. En del kendte allerede hinanden og kunne hurtigt danne grupper. Selv endte jeg i en seksmandsgruppe for os, som ikke var fra Århus, og som ønskede at arbejde på ZOOM. Det, der i første omgang syntes at være en god idé, viste sig desværre at være en vanskelig konstellation, hvor vi var alt for forskellige. Studiegruppen måtte således opløses efter første semester.

Midten – En ‘rigtig studerende’

Da de første begyndervanskeligheder var overstået, og den dysfunktionelle studiegruppe var blevet opløst og erstattet af en fantastisk tremandsgruppe, følte jeg mig flyvende. Jeg nød alt fra forelæsninger og læsning til gruppearbejde og div. opgaver, fremlæggelser og eksamener. Jeg følte mig endda modig nok til at vælge faget statistik fremfor kvalitativ metode. Det var absolut en udfordring – men også tilfredsstillende at bruge sin hjerne på en helt anden måde end vanligt; med tal og matematik fremfor ord.

Jeg opnåede et kæmpe indblik i, hvordan kvantitativ forskning udføres, hvad det kan – og ikke kan.

Slutningen – ‘Ups and downs under specialeskrivning’

Jeg havde under hele uddannelse set frem til fjerde og sidste semester: Kandidatspecialet. Her ville jeg for alvor kunne nørde med det, jeg elsker og brænder for: Børnene, familierne og sundhedsplejen. At vælge emne var vanskeligt! Som I ved, er der jo nærmest uendeligt mange interessante emner indenfor sundhedsplejen. Men som I også ved, består kunsten i al opgaveskrivning i at begrænse sig. I løbet af efteråret skrev jeg to andre opgaver med relation til mental sundhed. Den første var en diskursanalyse af, hvordan mental sundhed kommer til udtryk i Sundhedsstyrelsens vejledning. Den anden omhandlede forældre, pædagoger og sundhedsplejerskers samarbejde om en god opstart i daginstitution. Disse to opgaver blev en form for optakt til specialet, hvor jeg i sidste ende valgte at skrive om:

‘Hvordan sundhedsplejersker kan styrke børns mentale sundhed i 1 ½ års hjemmebesøg.’

Ud over to korte workshops var der ingen kontakt med skolen fra nytår og frem til den mundtlige eksamen i slutningen af juni!!! Jeg fik naturligvis en vejleder, som jeg kunne søge vejledning hos undervejs i processen, alligevel blev jeg ramt af stor, stor ensomhed i processen. Jeg bor ikke i Århus, hvorfor jeg valgte at skrive specialet i mit eget hjem, hvilket set i bakspejlet måske ikke var det mest optimale. Selvom jeg lagde ud med stor gejst og god energi, blev jeg igen og igen fanget af usikkerhed, ustrukturerethed og lede ved opgaveskrivningen. Selvom jeg aldrig følte mig tidspresset og hele tiden følte fremdrift i opgaven, manglede jeg konstant nogen at sparre med i forhold til de talrige beslutninger, der skal træffes undervejs i et speciale. Var det nu godt nok, det, jeg havde skrevet, eller var det helt forkert? Var det et dårligt emne, jeg havde valgt, og en upræcis problemformulering? Var min litteratursøgning systematisk nok, og ville det egentligt være bedre at bruge en anden metode eller teori i diskussionen??? Sådan kunne jeg blive ved samtidig med, at jeg fandt det udpræget vanskeligt at tidsstyre og strukturere min hverdag. Hvor mange timer skulle jeg arbejde pr. dag og pr. uge? Var det at læse og tænke en del af arbejdet, eller var det kun skrivningen, der talte med? Hvornår skulle jeg stå op, hvornår skulle jeg holde pauser? Som en praktiker, der er vant til at arbejde hurtigt og effektivt og udnytte hvert et minut til fordel for børn og familier, havde jeg lige pludselig fem måneder til min rådighed, hvor jeg ikke skulle andet end at skrive på specialet… Det gav enorm præstationsangst. Når jeg var blevet givet så meget tid, måtte forventningerne være høje – måske endda højere, end jeg ville kunne præstere. Endelig kom datoen, hvor specialet skulle afleveres, og selve det mundtlige forsvar tre uger senere viste sig heldigvis at være en rigtig god oplevelse. Her fik jeg lov til at fortælle om mit projekt, og jeg oplevede til min store glæde, at eksaminationen havde mere karakter af en god faglig samtale end en egentlig eksamination.

Hvad så nu?

Det føles fantastisk at være på den anden side og se sit eksamenspapir sort på hvidt. Men hvad så nu? Kan det bruges, og skal det bruges? Det må tiden vise… Nu har jeg kompetencerne til at kunne undervise og deltage i forskning eller skrive en ph.d. Det vigtigste for mig er dog følgende: 1) at jeg turde forfølge min drøm. 2) al den fantastiske viden og indsigt, jeg er blevet beriget med under uddannelse. 3) at jeg klarede at kæmpe med mig selv og holde mig selv oppe i de svære perioder.

Jeg er i dag en glad og stolt sundhedsplejerske med en kandidatgrad i rygsækken.

Med dette er vi nået frem til min hovedpointe og grunden til, at jeg har valgt at skrive denne artikel. Der sidder med garanti andre sundhedsplejersker, der drømmer om at læse videre, og som jeg har lyst og ambitioner om at udvikle eller formidle viden til sundhedsplejersker. Til jer vil jeg sige: ”Hvis jeg kan, så kan du også! Tag springet og nyd rejsen! Der vil komme større og mindre bjerge, der skal bestiges og kampe, der skal kæmpes, men det er på bjergene, man udvikler sig og mærker, at man lever!”