Inddragende praksis? 

Seks faktorer er fremtrædende, når fædre oplever sig inddraget under sundhedsplejerskens hjemmebesøg, viser en masterafhandling.

”Er vi klar til den engagerede far?” Sådan lød overskriften for et debatmagasin på Danmarks Radio P1, mens vi sad i morgen-trafikken en gråvejrsmorgen. Professor, Svend Aage Madsen, blev interviewet, og udtalte bl.a., at noget af det, der burde forbedres, var: 

”… Kommunikationen med manden i hele sundhedssystemet. Altså jordemoderens kommunikation, sundhedsplejerskens kommunikation. Den måde mænd bliver budt velkommen på til hele fødsels- og barselsforløbet, på hjemmesider osv. Der er i høj grad tale om kvinde-til-kvinde kommunikation, hvor manden ikke bliver inddraget.”

Påstanden gjorde os nysgerrige på, om det forholder sig sådan. Ud af nysgerrigheden voksede efterhånden emnet for en masterafhandling i professionel kommunikation på Roskilde Universitet. Denne artikel er en sammenfatning af de vigtigste fund, vi har gjort, og som vi ønsker at stille til rådighed for sundhedsplejerskers gentænkning af deres inddragelsespraksis.

Ny lovgivning trådte i kraft i august 2022, som forpligtede fædre til at tage mere fædreorlov. Det gjorde emnet endnu mere aktuelt. Via et kvalitativt studie ville vi undersøge, hvordan fædre oplever sig inddraget under sundhedsplejerskens hjemmebesøg, og hvad ligger til grund for deres forståelse? Dette søgte vi at besvare gennem følgende undersøgelsesspørgsmål:

• Hvad fortæller fædre om deres oplevelse af inddragelse i mødet med sundhedsplejersken?
• I hvilke situationer/sammenhænge i mødet med sundhedsplejersken fortæller fædrene, at de oplever sig inddraget eller ikke inddraget?
• Hvad kendetegner inddragelsen, når den er til stede, og når den ikke er til stede?
• Hvilke faktorer er betydningsfulde for, at fædre oplever sig inddraget eller ikke inddraget?
• Hvad er fædrenes egne forventninger til inddragelsen?

For at afdække ny viden og indsigt søgte vi en dybdegående forståelse af fædrenes meningsskabelse af inddragelse. Empiriske data fra ni interviews og to feltstudier blev transskriberet, meningskondenseret og derefter analyseret under anvendelse af Weicks sensemakingteori og Arnstein/Harts deltagelsesstiger.

Vi identificerede seks fremtrædende faktorer, som har betydning for fædres oplevelse af inddragelse. De blev fremlagt i forbindelse med en workshop for sundhedsplejen i kommunen, hvor studierne havde fundet sted. Vi blev opfordret til at dele resultaterne, hvilket vi gør i det følgende, belyst med citater af de interviewede fædre:

1. Uformel inddragelse

Den første faktor med stor indflydelse på fædres oplevelse er den uformelle inddragelse.

Når sundhedsplejersken (SP) kommer rundt på hjemmebesøg, lægger alle fædrene mærke til noget bestemt. Man kunne måske håbe, at det var dennes faglighed, og den er også vigtig. Men inden det kommer så langt, observeres det, om SP virker opmærksom, ser fædrene i øjnene, smiler til dem og tager en hyggelig sludder. Dette er uformel inddragelse.

Hvor formel inddragelse handler om alt det, SP skal gøre som officiel repræsentant for sundhedsvæsenet, består uformel inddragelse i kropssprog, stemninger, interesse i den istandsættelse, fædrene er i gang med, hverdagsting mm. Alt dette er påfaldende vigtigt for fædrene:

”Hende [sundhedsplejersken], som vi har nu, er altid helt vildt smilende og imødekommende, når hun kommer her. Og så er det ikke kun børn, det handler om, hun spørger også ind til, hvordan vi har det, hvordan det går (…) Vi har haft gang i et byggeprojekt, det har hun også spurgt ind til. Hun har været interesseret i det. Hun ser også personen omkring barnet og er ikke kun kommet for at se barnet. Mig og Anne har følt, at det lige så meget er os, hun er der for, og ikke kun holde øje med, at vi behandler den lille godt. Hun er bare super imødekommende, virkelig omfavner en på en anden måde.”

Fædre hæfter sig ved smil, glad fremtoning og bred interesse for hverdag og trivsel. Flere stiller det op imod oplevelser, de har haft i andre sammenhænge. En far siger:

”Hun er rigtig god til, at man føler sig tryg og kan åbne sig, hvis man har noget. Hun snakker ikke på en pædagogisk måde, hun snakker meget afslappet og behageligt… man føler det, som om det er en, der kan lide at være her.”

Vi bemærker, at ‘pædagogisk’ har en negativ klang for denne far, som en modsætning til afslappet og behageligt. Og det afslappede og behagelige betyder meget for fædrene. De gør også gerne selv noget for at hjælpe stemningen på vej:

“Vi byder [sundhedsplejersken] indenfor og byder hende noget at drikke. Så sludrer vi lidt om alt muligt andet de første 5-10 minutter. Og så holder vi bagefter fokus på det, hun er der for.”

Vi ser her, at det uformelle og det formelle har spillet godt sammen. Og når det har fungeret sådan, husker fædrene hjemmebesøget som godt og hyggeligt:

“Det har været en time, hvor vi har fået hygget og snakket og grint og stillet vores spørgsmål og hun har stillet sine. Det har altid været supergodt. Hun finder også selv ud, vi behøver ikke gå med ud. Jeg synes også, vi har et godt forhold.” (Emil:841). “… man føler, at man har en form for ven (…) man føler det, som om det er en, der kan li’ at være her.”

“Jeg føler, vi sidder noget længere tid med den nye, vi har her. Der er det ikke så skemalagt … Jeg føler det der med, at der er tid til en, at man bliver hørt, det betyder virkelig meget.”

Fædrenes oplevelse af god tid til hyggesnak baner vej for de mere formelle ting, der skal klares. Den uformelle inddragelse baner vej for den formelle.

2. Sundhedsplejersken som både støtte og kontrol

SP udgør for fædrene både en støtte og en kontrol. Fædrene er opmærksomme på begge dele. Kontrollen giver dem en vis usikkerhed, som de tumler med samtidig med, at de prøver at skubbe den fra sig. De tror ikke, at SP vil skride drastisk ind i deres tilfælde – men tanken påvirker alligevel deres oplevelse af inddragelse under hjemme-
besøget:

”Hun er der for vores skyld, for at holde snor i, at vores barn er sundt og trives. Og på den anden side er hun der for samfundets skyld, som den første der vil opfatte mistrivsel.”

Fædrene accepterer kontrollen – men har også en frygt for ikke at gøre det godt nok:

”Jamen ens værste frygt som forældre er, at man får fjernet barnet, og det ved vi jo godt, at det er jo ikke i forhold til den måde, mig og Anne er på, og hvor vi kommer fra. Men man er jo altid bange for, at man ikke gør det godt nok.”

”Man kan et eller andet sted godt føle, hun har jo magten til at sige ”nu skulle han ikke være her mere.” Hun sidder på det ene hold, og vi sidder på det andet hold. Ikke at vi er derude omkring, tror jeg. Der er jo den konstruktion, at hun er der også både for at sikre jer – men også barnet. Det er ikke fordi, vi overhovedet tror, vi er i nærheden af det.”

Grundtilstanden af usikkerhed spiller en rolle i fædrenes bevidsthed, vistnok mere hos førstegangsfædre end hos dem, der har prøvet det før:

”Under den første barsel, vores første barn, og ny forældre, der tror jeg i langt højere grad, man havde sådan en oplevelse af, at man bliver sådan også set lidt an som forældre.”

Her synes synet på SP at have udviklet sig. Tidligere dominerede oplevelsen af kontrol – men efterhånden opleves der overvejende støtte.

Fædre oplever kontrolinstansen, når sundhedsplejersken måler barnet:

”Jamen det er at måle og veje og kigge på, at alt ser ud, som det skal, og så det med at kunne få nogle råd med på vejen. Hvis der er noget, der ikke kører så godt, jamen så kan man få nogle råd til, hvad kan man prøve at gøre anderledes. Det er sådan lidt det, jeg tænker…”

Vi har hæftet os ved, at fædre generelt har let ved at forholde sig til det målbare, hvor man hurtigt får et resultat. Og resultatet fortolker de som en stor del af svaret på, om de er kompetente forældre.

Der er således en tryghed at hente i kontrollen, hvis den falder positivt ud. Og når det handler om at måle og veje, foretrækker fædrene, at SP tager styringen. Her ønsker de ikke at blive inddraget direkte – men overlader det gerne til fagpersonen.

Oplevelsen af den faglige kontrol rummer altså et paradoks: Kontrolfunktionen koster fædrene sikkerhed – men giver dem samtidig sikkerhed, når barnet viser sig at måle og veje, hvad det skal. Og når der skal vejes og måles, står de gerne på sidelinjen, hvis de blot kan få at vide af fagpersonen, hvad der er normalt og ikke normalt.

2. Inddragelse i kraft af handling

Handlingsaspektet er vigtigt for fædrenes oplevelse af at være inddraget. Hjemmebesøget giver større mening for dem, hvis de oplever at få handlingsmuligheder og -kompetencer ud af det. Én af fædrene siger det på en sjov og enkel måde:

”Jeg synes også, at sundhedsplejersken er god til at inddrage mig i samtalerne, så jeg også får en bredere forståelse af, hvordan øh … man lige kører sådan en baby dér.”

For ham er det vejen til at føle sig inddraget, at han lærer at ‘køre’ sin baby. Noget tyder på, at der her ligger en nøgle til inddragelsen af fædre. Instruktioner om noget, faderen kan gøre indtil næste besøg, er også
betydningsfulde:

”… planen, vi lægger indtil det næste besøg, der synes jeg, hun er virkelig god til at få mig med ind i, hvad er det, planen er, og du kan gøre – altså som far kan du gøre de her ting (…) – men der, synes jeg, hun er sindssyg god til at inddrage mig i planen, sådan indtil vi ses igen, og give mig nogle ting, som jeg kunne gøre som far for også at komme lidt tættere på mit barn.”

”Det gør jo, at man føler sig tilstrækkelig, at man føler, at man får en mulighed for at gøre noget ved det, en mulighed til at hjælpe til, at det bliver bedre (…) Men jo, det gør, at man føler, at man også kan gøre noget for, at det bliver bedre.”

Ytringerne afspejler sociale strukturer. Fædrene vil gerne være handlekraftige og hjælpsomme, fordi det er et ideal for dem. De ønsker at gøre noget for andre… her deres barn og barnets mor.

Når fædres handlinger bliver bekræftet af andre, stiger deres fornemmelse af at være inddraget. Her spiller det også en stor rolle, at sundhedsplejersken anerkender det, de kan gøre. Dette har vores feltstudier også bekræftet:

“Efter vejning er der en dialog, hvor Isak og Ida begge inddrages i løsning vedr. for lille vægtøgning, og hvordan barnet kan få mere mad.

Isak nævner selv, at mælkeerstatning kan være en mulighed, og Ida bekræfter. Det havde de også gjort med første barn. Sundhedsplejersken anerkender deres mening/idéer og supplerer, at de kan prøve med lidt erstatning i kop. Her taler sundhedsplejerske rigtig meget til Ida, men også til Isak, fordi han skal hjælpe med at give Ida amme-pause, og kan gøre det ved at være den, der giver erstatning (Observation Isak:2641).”

Vi bemærker, at der hvor SP anerkender fædres handlinger som værdifuld indsats, øges deres oplevelse af at være inddraget.

4. Inddragelsesbalancen

Under hjemmebesøget lægger fædrene mærke til, hvor meget SP inddrager dem i forhold til, hvor meget barnets mor inddrages. Dette betegner vi inddragelsesbalancen.

Området kræver fingerspidsfornemmelse, og fædrenes præferencer varierer stærkt. En far ønsker ikke ligelig balance på alle felter:

”Noget af det første handlede meget om Fie’s amning (…) Jo, hun spurgte mig den ene gang om, hvordan jeg havde det med, at Fie ammede. Det tror jeg ikke, jeg skal blande mig i, det er ikke min krop, det går ud over, det er ikke mig, der lægger bryst til. Der var måske noget indflydelse, som hun prøvede at give mig, som jeg ikke synes, jeg sku´ ha´. Det er ikke mit valg på den måde. Ellers tror jeg, at jeg har den indflydelse, som Fie også har. Den er rimelig ligeligt fordelt, føler jeg i hvert fald.”

Denne far har ikke været særlig inddraget i amningen og ønskede heller ikke at være det.

En anden far er tilfreds med balancen, når han blot kan høre, hvad SP og moderen taler om:

“Bare at deltage får jeg sindssygt meget mere ud af. Det er vigtigt for mig også bare at være med til at lytte i forhold til, hvad min kæreste gerne vil vende med sundhedsplejersken. Det, synes jeg, også er supervigtigt. Det har været vigtigt for os begge to, at vi tog samme ansvar.”

Hos fædre, der har været utilfredse med inddragelsesbalancen, har fordelingen af taletid spillet ind. En far antyder en konkurrence mellem ham og moderen:

”… begge [forældre] sidder med svarene, der er på det, hvor at man sådan kan sidde lidt i en situation, hvor man sidder nærmest som par og – jeg vil ikke kalde det – byde først ind i Jeopardy – men der er sådan en, at man godt nogen gange kan sidde og tænke, nå men det der kunne jeg også godt have svaret på  (…), hvor man godt kunne tænke sig, at okay der, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at byde ind, der vil jeg faktisk gerne kunne vise det (…) – men om det i virkeligheden er Heidi, der gerne vil signalere, at hun stadigvæk har styr på det hele på trods af, at hun er taget på
arbejde, det ved jeg ikke.”

I dette tilfælde består balancen i at kunne nå at svare, før ‘pointet’ går til moderen. Ønskerne i forhold til inddragelsesbalancen kan altså variere: Fra helst ikke at ville inddrages til at konkurrere om inddragelsen!

5. Hverdagserfaring møder ekspertviden

Fædrene er bevidste om, at SP er ekspert med fagprofessionel ekspertviden.
Forventningerne er generelt høje:

”Jeg ved ingenting, fortæl mig det hele.”

”Det er lidt, som om jeg havde forventet sundhedsplejersken som en eller anden form for superhelt.”

Opfattelsen af SP som superhelt står i kontrast til den uoverskuelige opgave som far. Der er en forventning om, at SP gennem sin ekspertise kan skabe tryghed i alt det uoverskuelige:

”Sundhedsplejersken har en god viden om, hvad der er normalt og unormalt, hvad man skal bekymre sig om, og hvad man ikke
behøver at bekymre sig om.”

”… Man føler sig tryg i, at ens barn er i trivsel – og de kurver og normer, der nu er for almindelig vækst for børn, og at der sker en udvikling.”

Alle fædre i vores undersøgelse taler også om, at hjemmebesøget handler om at få svar på deres spørgsmål vedr. hverdagen med barnet. Og de forventer svar. Men i de tilfælde, hvor de selv har svar, er det også vigtigt for dem at få lov at bidrage:

”… når der kommer nogen spørgsmål, hvor man som far sidder med en begrænset mængde svar til det, der bliver spurgt ind til. Hvor man godt kunne tænke sig, at okay, der, hvor jeg rent faktisk har mulighed for at byde ind, der vil jeg faktisk gerne kunne vise det.”

Nogle fædre oplever, at de somme tider brænder inde med det, de kunne bidrage med. Det er ikke godt for deres følelse af at være inddraget:

”… jeg ser måske 75% af de ting, hun
[moderen] ser. Så hvorfor ikke gøre brug af den ekstra ressource (…) Hvorfor så ikke have nogle spørgsmål rettet mere til ham [faderen]. Det kan jo være, der kom nogle guldkorn.”

”… når jeg kommer hjem fra arbejde, tager jeg over og har den lille… Og det tænker jeg, at sundhedsplejersken skal lægge sin vægt i forhold til det. At det er der, manden har tid til barnet, og hører, hvad sker der dér, og hvad er rutinerne, og høre ind til det.”

Fædrene føler sig altså inddraget, når deres erfaringer opleves som værdifulde og relevante. De vil også gerne stille spørgsmål ud fra deres egen erfaring. Et godt råd til andre fædre lyder:

”Jamen, fortæl om jeres observationer… fordi på den måde bliver du også inddraget, fordi du har noget konstruktivt at fortælle eller nogle observationer at fortælle, og det bliver de jo også nødt til at respondere på.”

Enkelte fædre tager SP’s rådgivning med et vist forbehold:

”Vi sidder med et problem med en søn, der ikke vil sove på fjerde måned (…). Vi har stadig ikke nogen løsning på det, så hver eneste gang, vi har haft sundhedsplejersken på besøg, og der igen ikke er en løsning på det (…) Rigtig mange løsningsforslag men igen, det er vores første barn. Det der løsningsforslag med, at han kunne komme ind på sit eget værelse. Altså jeg ved ikke, hvor mange nybagte forældre der har lyst til at sende deres første barn ind på et værelse for sig selv. Vi har virkelig ikke. Og det er et af de primære løsningsforslag, der er kommet frem de sidste to gange. Men nogle gange kigger vi lidt på hinanden efter den her session. Det kommer ikke til at ske alligevel. Vi har siddet og snakket om det med sundhedsplejersken. Nogle gange har vi sagt fra, andre gange har vi sagt OK-agtigt.”

Denne far synes ikke, at sundhedsplejerskens råd kan omsættes i hans virkelighed. Problemet løses ikke for ham, og han har heller ikke lyst til at følge anvisningerne. Han tillægger sin egen overbevisning større
betydning.

Der kan således ske meget forskelligt i mødet mellem ekspertviden og fædres hverdagserfaring. Billedet er nuanceret. Fædre har brug for konkret viden og fagprofessionelle råd for at vise, at de kan leve op til deres rolle som kompetente fædre – og samtidig kan de i visse situationer omskrive eller afvise viden og råd.

6. Anerkendelse af fædres perspektiver og viden

En enkelt far har oplevet slet ikke at være ligeværdigt behandlet. Han fortæller om en tidligere SP:

” (…) Hun kommer og måler hende og vejer og kigger på hende, og det er det, vi kan ikke spørge hende om noget, vi kan ikke få noget råd ud af hende, vi kan ikke bruge det til andet end, at hun bliver målt og vejet (…) Det var lige som om, hun var her – men hun var her ikke.”

Hans oplevelse har karakter af ikke-ligeværdighed. Han oplever, at SP reelt ikke lytter. Han kan hverken få råd eller indgå i en dialog og føler sig afvist.

En anden far har haft en bedre oplevelse:

” (…) En oplevelse af, at man er med i dialogen, og man ligesom kan byde ind… at man byder ind med nogen rigtige svar, der kan bruges til et eller andet på en eller anden måde. Og det ikke er fuldstændig irrelevant det, som man kommer med.”

Her er graden af ligeværdighed højere. Faderen oplever sine erfaringer værdifulde og relevante for SP.

Og nogle fædre har oplevelsen af at være fuldt inddraget:

“Mine observationer af søvn eller falde i søvn, hvordan lykkes vi med at få vores børn til at falde i søvn. Ting, der lykkedes eller ikke lykkedes. Oplevelser af alle mulige ting, som er oppe i det øjeblik, mad, søvn, jamen altså jeg føler, at jeg har budt ind omkring motorisk udvikling.”

Handlingsaspektet medvirker her til den høje grad af ligeværdighed. Perspektiver og viden anerkendes, og det er betydningsfuldt for oplevelsen af inddragelse.