Et nyt år kan betyde så mange ting – nye muligheder, nye mål, og for mig betyder det også, at det snart er tid for nye udskolingssamtaler. Jeg glæder mig hver gang, og selv om man kan komme til at tænke, det er ‘det samme gamle,’ så synes jeg ikke det. Jeg kan godt lide vores arbejde i skolen; selv om samtalerne er ret strukturerede, bliver de forskellige hver gang, fordi man får et blik ind de forskellige elevers liv.
Nogle husker jeg bedre end andre. Og det er én af dem, jeg vil skrive om i dag. Hun havde et udenlandsk navn, hvilket kan give nogle forventninger. Fordomme, om du vil. Selv om jeg ikke tror, jeg har mange af dem tilbage. For mine forventninger bliver ofte gjort til skamme, når jeg møder eleven,
ansigt til ansigt.
Pigen var åben, med skinnende øjne og et dejligt nærvær. Hun smilede gennem det meste af samtalen, og fortalte, at hun havde det godt. Det havde hun dog ikke altid haft.
Hendes ansigt ændrede sig lidt, og hun kiggede mig direkte ind i øjnene, og fortalte, at sociale medier havde ødelagt hendes barndom.
I kender det godt. Vi sidder til mødet med den unge, og pludselig siger de noget, som vi jo skal reagere på. Noget der betyder noget for dem, og det betyder også noget, hvordan vi reagerer. Det kan være alt mellem himmel og jord.
“Kan man onanere for meget?” “Jeg har prøvet hash et par gange.” “Jeg blev forfulgt og tævet.” “Min veninde er forelsket i den samme som mig.” “Mine forældre forventer for meget af mig.”
Nu var det en barndom ødelagt af sociale medier.
Jeg nåede at tænke mange ting. Hendes barndom – den foregår jo stadig – tænk, at hun sidder og fortæller om sin barndom i en alder af 14 år. Og havde de sociale medier virkelig fyldt så meget, så tidligt? Og hvordan ødelagt? Og, hvad har hun nu brug for fra mig? Er det stadig en sorg, der fylder eller er hun afklaret og har brug for anerkendelse og hjælp til at komme videre?
Jeg gjorde, som jeg plejer, når jeg får serveret en lille overraskelse. ”Fortæl mere…” Og hun fortalte. Om kropsidealer, tiktok og følelsen af at være forkert. Alt det, som bøgerne siger, kan ske. På grund af sociale medier havde hun lyst til at tabe sig, allerede da hendes alder stadig var etcifret.
Jeg gjorde mig parat til en tilbagemelding, og jeg fik igen lov til at lære noget. Hun var afklaret, hun var videre. Hun havde selv fundet vej til mindre tiktok og mere nærvær. Hun brugte stadig de sociale medier – men meget begrænset, og det lød som om, at det var hende, der kontrollerede sin telefon – og ikke omvendt. Hun var glad for sit valg og nød sin nye ‘frihed.’ Hun var alt det, vi læser om, opsummeringen af alle de råd jeg ville give. Og dem havde hun fundet uden mig.
Der er især to ting, jeg lærte fra denne oplevelse. Den viden, vi har, i det her tilfælde om sociale medier, og deres potentielt negative effekter, de passer. Og de råd, justeringer, opmuntringer, tilbagemeldinger, vi giver, de giver mening og kan ændre liv. ‘Men det var jo ikke dig, der havde hjulpet hende til at lave den her ændring,’ tænker du måske.
Lige præcis. Det var det andet, jeg lærte. De her unge… de er kloge. De har ressourcer i sig, initiativer og glæder. Jeg var blevet så vant til at sidde parat med en løsning, et råd, noget klogt at sige. Men lige her var der ikke brug for noget. Eller, der var brug for noget andet. Blot glæde. Sammen. Over hendes livsændring, og hvad det betød. Det var det, jeg kunne give hende, og det var det, hun gav mig. Livsglæde!
Så, jeg glæder mig til at møde dette års udskolingselever. Hvad mon jeg lærer i år?
