Når algoritmer opdrager mennesker – de biologiske, psykologiske og sociale konsekvenser

”Tænk på en legeplads. Kigger forældre, barnepiger og bedsteforældre på børnene? Griner de med børnene, og er de nærværende og opmærksomme på, hvornår børnene har brug for hjælp eller trøst? Eller sidder alle voksne og kigger på deres telefoner, mens børnene leger? Og hvad er det egentlig, de voksne kigger på? Kigges der på sko, reels, nuttede pandaer og aktiepriser frem for egne børn, der leger i den virkelige verden? Eller er det livsvigtige mails og informationer, som er på skærmen og ikke kan vente, til man er retur fra legepladsen?”

Sådan starter et af kapitlerne i vores nye bog ‘Skærmsund.’ At et overforbrug af smartphones, sociale medier og videospil kan ændre vores hjerner på samme måde som et misbrug af andre vanedannende stimulanser, og at forældrenes (over)forbrug af skærme stjæler fra børns behov for nærvær og kontakt, er nu så veldokumenteret, at noget måtte gøres. Vi satte os derfor sammen som læge, psykolog og relations-ekspert og udviklede og
gennemtestede en fire-ugers familieguide til sundere skærmvaner og mere nærvær i familierne.

Nødvendigt, at familierne bliver skærmsunde

Skærmene er kommet for at blive, og på mange måder gør de vores liv lettere. Men skærmene kommer også med nogle alvorlige udfordringer, som påvirker familielivet og vores trivsel hver især. Hvor de fleste familier har regler
og restriktioner, hvad angår fredagsslik og alkohol, nåede familierne aldrig at tage et forsigtighedsprincip med skærmene, fordi den digitale udvikling gik langt hurtigere, end vi kunne nå at følge med. Til dels fordi skærmene kom snigende og lige så stille gjorde os alle afhængige i større eller mindre grad – men også fordi digitaliseringen kom med et helt ukritisk løfte om fremtiden og med en manglende bevidsthed om, hvor skadelige algoritmerne kunne være.

Tech-industrien er nu større end film- og musikindustrien slået sammen. Tech-giganterne lever af at udvikle apps og spil baseret på netop de algoritmer og dopamin-udløsende effekter, der gør os afhængige. På den måde bliver skærmen en ‘superstimulans’ ligesom sodavand, nikotinpræparater eller fastfood: Man vælger dem frivilligt til at starte med – men snart vil superstimulansen helt underminere vores evne til at modstå den.

”Børn ved godt, hvad de har lyst til, men ikke hvad de har brug for,” har Jesper Juul en gang sagt – og det er derfor ikke tilfældigt, at børn efterspørger fredagsslik og ikke ‘fredagsbroccoli.’

Det er her, jeres opgave som sundhedsplejersker kommer ind, for det er en forudsætning for børns (og voksnes) trivsel, at danske familier lærer at leve ‘skærmsundt.’

Det betyder, at familierne i fællesskab skal til at tage ansvar for alles biologiske, psykologiske og sociale sundhed og begynde at bruge tid, fokus og opmærksomhed på alt det, der virkelig betyder noget (frem for alt det, der bare blinker og konstant fanger opmærksomheden).

Hvad ved vi om konsekvenserne ved usund skærm?

Algoritme-drevet indhold og computerspil er designet med det ene formål at gøre os afhængige, som betyder, at vi går på app’en eller spillet ubevidst og mere, end vi ønsker, og at vi ikke kan komme af igen. Det er derfor, at mange børn ryster eller flipper ud, når man tager skærmen fra dem, ligesom mange unge og voksne føler en form for ‘app-stinenser,’ når vi ikke ved, hvor telefonen er eller mærker ‘fantom-lomme-vibrationer.’

Flere og flere videnskabelige studier peger på oplagte sammenhænge mellem øget skærmforbrug og mental mistrivsel. F.eks. er en fordoblet risiko for angst og depression nu påvist ved et forbrug af sociale medier, der overstiger tre timer dagligt. Desværre viser en stor kortlægning fra 2021, foretaget for Kulturministeriet, at danske 12-18-årige er på sociale medier i gennemsnit 5,5 timer – hver dag.

Småbørn har et essentielt behov for kontakt og nærvær – og for at deres hjerner kan udvikle sig adækvat, har de brug for sanseindtryk såsom at lugte, smage, føle og bevæge sig, hvilket en todimensionel skærmoplevelse ikke kan give dem. I 2019 blev der lavet en undersøgelse med 2.441 mødre og deres børn, der viste, at børn, der brugte mere tid foran skærme ved 24 måneders-alderen, havde dårligere resultater i såvel adfærds-, kognitions- og sociale udviklingstests ved 36 måneders-alderen. Studiet viste også, at problemet ikke var forældrenes brug af skærme til at håndtere vanskelige situationer med deres børn – men snarere, at den overdrevne skærmtid medførte udviklingsproblemerne.

Set i lyset af denne og lignende undersøgelser giver det god mening, at såvel Børns Vilkår samt Sundhedsstyrelsen har udsendt retningslinjer, der fraråder brug af skærm til børn under to år.

Overdreven brug af sociale medier og spil kan medføre ADHD-lignende symptomer, også kaldet ‘TikTok-hjerner.’ Hjernen er ekstremt plastisk og former sig efter den måde, vi bruger den på. Studier har vist, at højre side af amygdala (hjernens alarmcenter) er overaktiveret hos de unge, der rapporterer en afhængighed af deres smartphone, og at hjernerne hos mennesker med internetafhængighed og computerspilsafhængighed afviger fra normale hjerner ved at have defekter og mindre grå substans i forskellige dele af pandelapperne (præfrontale cortex). Fælles for ADHD-symptomer og symptomer ved overdreven skærmbrug er: At have let ved at blive distraheret, være impulsiv og rastløs, have uro i arme eller ben, være dårlig til at planlægge og organisere, have humørsvingninger og vredesudbrud og ofte søge spænding og risici for bedre at kunne koncentrere sig. Forskellige undersøgelser viser både, at ADHD-symptomer giver større risiko for smartphone-afhængighed, og at smartphone-afhængighed giver større risiko for ADHD-lignende symptomer.

Mennesket er skabt til nærvær og kontakt, og derfor giver det også mening, at det efterhånden er veldokumenteret, at usund skærm (som er algoritme-drevet indhold, computerspil og skærm uden samvær) har mange biologiske, psykologisk og sociale konsekvenser. Det giver ringere hukommelse, dårligere søvn, trætte øjne, formindsket følelse af samhørighed og velvære, uro, mindsket impuls-kontrol, generel følelse af manglende kontrol, stress, rastløshed, lavere selvværd og mindre mental fokus. Konsekvenserne er også, at familierne savner kvalitetstid, dyb kommunikation og forståelse for hinanden, og børnene har mistet interessen for den virkelige verden: I venner, hobbyer, kreative projekter og leg. Børnene bliver også mere angste, når forældrene ikke tør tage ansvar og sætte kærlige grænser.

At tage ansvar er at vise kærlighed

Det kan være ubekvemt for forældrene at tage ansvar for børnenes digitale liv, fordi forældrene selv har brug for at sidde på Instagram, Facebook eller Wordfeud, når de kommer trætte hjem fra arbejde.

Men børns hjerner er først fuldt udviklede, når de når en alder af 20-25 år, hvilket betyder, at børn ikke naturligt besidder evnen til at træffe velinformerede og langsigtede beslutninger. Derfor ligger der et nødvendigt ansvar hos forældrene, og især dem med små børn.

Børn spejler og efterligner forældrenes adfærd, og det er også, fordi børnene placeres foran skærme, at afhængigheden udvikler sig. Og ja, børn kan lide at se fjernsyn. Der er flot lyd og lys, og indholdet er skabt til at fængsle. Den nye forældregeneration har efterhånden lært, at de skal forsøge at imødekomme børns behov, når det er muligt og samtidig også passe på barnet og tage ansvar, når det er nødvendigt, såsom ved daglig tandbørstning og begrænsning af slik. Det er nødvendigt, at forældre forstår, at de reaktioner, som mange børn viser i retning af et umætteligt behov for skærm, ikke skal tolkes som ‘behov,’ men som en form for afhængighed. Derfor skal skærmen sættes i samme kategori som slikspisning. Det vil sige som noget, den voksne bestemmer og tager ansvar for, og ikke sidestilles med børns behov for at spille fodbold eller brætspil. Når børnene ikke vil børste tænder og kæmper imod og protesterer, er forældrene oftest ikke i tvivl om at tage ansvar ved at insistere på, at det skal de. Det er essentielt, at forældre ikke bliver bange for at sætte grænser for børn, heller ikke selvom børnene udviser en vrede og irritation, som man ikke oplever, når de skal stoppe med analoge aktiviteter. Børn må netop godt blive kede af det, for det er sundt at lære, at det er ok at være ked af det en gang imellem, så barnet med tiden kan lære at finde den rette balance mellem at blive trøstet og kunne trøste sig selv. At tage ansvar er at vise kærlighed.

Nærværet skal tilbage i familierne

I 1975 lavede psykologen, Edward Tronick, et eksperiment, som hed ‘The Still Face Eksperiment.’ I eksperimentet ser man en mor, der har god kontakt med sit barn. Pludselig ‘forsvinder’ hendes nærvær, det vil sige, hun er stadig fysisk til stede – men bliver ikke-kontaktbar. Det lille barn forsøger at ‘vække’ mor ved at bruge sin mimik, ved at smile og gabe og med lyde at kalde på hende.

Barnet giver ikke op og forsøger desperat at gøre alt, hvad det kan, for at få en reaktion. Jo mere tid der går, jo mere bange bliver barnet. Eksperimentet demonstrerer på uhyggeligste vis, hvor voldsomt det opleves for børn helt ned i 3-4-måneders alderen, når deres forælder ikke reagerer på deres signaler. Den stigende evidens for, at forstyrrelse i interaktioner mellem forældre og børn har samme negative indvirkning på forældrenes samspil med deres børn. F.eks. viser studier, at omsorgspersoner er mindre følsomme over for deres spædbørn, når de er optagede af deres mobiltelefoner, noget som kan få betydelig indflydelse på børnenes følelsesmæssige og sociale udvikling og føre til negative konsekvenser for barnets psykologiske velvære og mentale sundhed.

Det er logisk, at børn har brug for nærvær og opmærksom kontakt, for uden den ville stenalderbabyen hurtigt dø: Forældrene ville ikke opdage, når barnet var sultent eller havde brug for trøst eller opdage den farlige edderkop eller, at en sabeltiger luskede ind for at spise babyen. Det er den opmærksomhed og det nærvær, der forsvinder, når forældrene sidder begravet bag en skærm, og som over tid bliver sværere og sværere at få kontakt til, fordi familiemedlemmerne ikke får trænet ‘opmærksomhedsmusklen’ og ‘nærværsmusklen.’

Vi forfattere har selv gennemgået Skærmsund-familieprogrammet (Skærmsund 2024), og vi kan mærke på egne kroppe og hjerner, hvad det betyder at have fået nærværet tilbage i familien. Det var også den gennemgående forandring, som rørte os dybt at opleve hos alle vores testfamilier.